Feature
Læsetid: 14 min.

Vi tog til valgmøde med Trumps tilhængere – det var både beroligende og foruroligende

På sit første store vælgermøde efter rigsretssagen leverede Donald Trump sin opskrift på genvalg: En eventyrlig fortælling om sejr, storhed og kompromisløs kamp for den amerikanske arbejderklasse. ’Four more years!’ råbte vælgerne
Da nationalsangen bliver sunget, tager alle deres kasketter af og vender sig mod flaget, som hænger bag den stol, hvorfra Trump skal tale.

Da nationalsangen bliver sunget, tager alle deres kasketter af og vender sig mod flaget, som hænger bag den stol, hvorfra Trump skal tale.

Drew Angerer

Moderne Tider
15. februar 2020

Der var frostgrader, da de første fremmødte dukkede op og slog små telte op mandag morgen. Klædt i røde kasketter og T-shirts med politiske slogans og opsatte på at være de første, der blev lukket ind i NSHU Arena i Manchester, New Hampshire. Nu har de over hundrede mennesker ventet halvanden dag med deres termokopper og store forventninger.

På deres kasketter står der »Make America Great Again« og »Keep America Great«, på deres trøjer blandt andet: »Make Liberals Cry Again« og »Impeach this!« hen over et billede af den amerikanske præsident, som giver fingeren.

De venter på Donald Trump. Og siden de dukkede op, er mange, mange flere kommet til.

Det er Trumps første offentlige møde med hans bevægelse, efter han blev frifundet i rigsretssagen og efter hans State of the Union-tale, som endte med, at demokraternes forkvinde i Repræsentanternes Hus rev talen i stykker, og republikanerne rejste sig og råbte:

»Four more years, four more years«.

For kritikere var det et institutionelt nulpunkt, at den rituelle tale til nationen blev forvandlet til et kampagneshow for præsidenten. For Trump og hans bevægelse demonstrerede seancen, at ingen kan stoppe ham, og alle hans egne følger ham.

For dem var det et højdepunkt.

Tog en chance med Trump      

Det er den frifundne og triumferende Trump, som i aften vil håne sine modstandere, hylde sine tilhængere og præsentere det projekt, som skal få ham genvalgt i 2020.

Fem timer inden dette arrangement i Manchester er køen foran arenaen flere hundrede meter lang, trafikken er spærret af, og røde Trump-flag vajer over forsamlingen, der både tæller ældre hvide mænd med buskede overskæg og skovmandsskjorter – og yngre kvinder, ældre kvinder, sorte og latinos.

Jeg selv er der med min 14-årige søn, som er med i USA for at følge primærvalgene og det politiske fænomen, som bærer navnet Donald Trump.

Køen bevæger sig langsomt fremad, men vokser samtidig bagtil.

»Jeg vil være ærlig, og sige, at jeg tog en chance, da jeg stemte på ham i 2016«, fortæller Curt Willson, en høj mand i neongul jakke. Han har langt hår og et voksent overskæg, er 49 år gammel, bygningshåndværker og bor i Manchester.

»Vores land var in the shit, for at sige det ligeud, dengang han tog over. Jeg havde mistet mit arbejde, og vi var på røven. Men se lige på virkeligheden, det er jo lige dér«.

Han peger på en stor kontorbygning, som er ved at blive opført ved siden af arenaen:

»Der er kommet gang i økonomien. Trump har fjernet reguleringer og skabt job. Hvis det havde været under Obama, havde det der hus været en narkobule, hvor folk lå og ødelagde deres liv på stoffer«.

Willson er glad for, han tog en chance for fire år siden. Han har fået arbejde igen.

— Hvad med alle de vilde ting, han siger og skriver på Twitter. For os er det skræmmende?

»Hør lige her. Han siger tingene, som de er. Han har taget fat i medierne, som har løjet for os i lang tid, og taler direkte til os.«

Willson trækker overbærende på skuldrene over Trumps tweets.

»Jeg synes heller ikke, han er for smart på Twitter. Men fyren er jo i 70’erne, tænk lige på det. Selvfølgelig er han ikke den bedste på Twitter. Men hvad med din mor, hvordan er hun på sociale medier?«

Slagord og chicken wings

En autoritativ stemme i højttalerne uden for arenaen fortæller, at Donald Trump er en stor tilhænger af ytringsfriheden. Men stemmen beder dem, som vil protestere mod Trump om at gå hen til det afmålte område foran bygningen, som er afsat til demonstranter. Og den formaner tilhængerne om, at de ikke skal gøre noget, selv hvis de hører nogen kritisere Trump inde til mødet. De skal bare råbe »Trump, Trump ...« Det er underforstået, hvad stemmen beder folk om ikke at gøre.

Fire timer inden Donald Trump går på scenen, er vi nået inden for på tilskuerpladserne i arenaen. Der er røde kasketter og røde T-shirts over det hele, og salen sitrer af spændinger og store forventninger.

Vi er lidt bekymrede for, hvad disse mennesker med de voldsomme slogans, trumpske tilbøjeligheder og kolossal politisk lidenskab tænker om en mand og hans søn fra Danmark, som under ingen omstændigheder er en del af kulten.

Men det er spændende, synes de, at vi kommer fra Denmark. De viser os, hvordan vi placerer vores vand i kopholderne, og griner af, at amerikanere er besatte af kopholdere. De er nysgerrige og hjælpsomme.

»Glæd jer,«, siger en ældre kvinde ved siden af os. Hun læner sig fremad og skubber smilende sine håndflader frem og tilbage mod hinanden:

»Det er altid så sjovt.«

De fortæller deres personlige historier. Om kriser og nedture, om at ende uden arbejde og uden håb. Og så kom Trump og forsvarede deres frihed og deres job. Der er ingen tvivl om, at for de mennesker, vi sidder omkring i arenaen, er kampen for, at Donald Trump bliver genvalgt, tæt forbundet med en kamp for deres eget liv og det, de tror på.

Indimellem rejser de sig op og råber med på de fælles slagord:

»U-S-A, U-S-A, U-S-A!«

Eller:

»Four more years! Four more years!«

Og så sætter de sig ned bagefter og siger til deres danske gæster, at vi for guds skyld må huske at prøve Pappy’s restaurant lige oppe ad vejen.

»De serverer de bedste cheese steaks i hele USA.«

Det er der ikke helt enighed om, men en anden mand bag os siger, at så skal vi da heller ikke snyde os for det sted, hvor de laver de bedste chicken wings i New Hampshire.

De er nemlig lagret i ananasjuice – i 48 timer!

Så rejser de sig resolut op igen og råber:

»Spær hende inde, spær hende inde,« fordi demokraternes leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, er blevet nævnt.

En mand pifter højt bag os under råbene, det giver et sæt i min søn ved den pludselige lyd.

Manden lægger forskrækket en hånd på min søns skulder og undskylder. Og lover at advare ham næste gang, han har tænkt sig at pifte vildt.

Før Trump kommer Trump

Da nationalsangen bliver sunget, tager alle deres kasketter af og vender sig mod flaget, som hænger bag den stol, hvorfra Trump skal tale.

Så går Donald Trumps søn, Donald Trump unior, på scenen, og folk råber »46«, »46«.

Trump er præsident nummer 45, og salen vil have hans søn, Don Jr. som efterfølger.

»46«, »46«.

Don Jr. takker dem for at tage en chance med hans far. En usædvanlig politiker, som holder, hvad han lover.

Stor jubel.

»Promises made, promises kept,« står der på blå skilte, som folk hæver over hovederne. Don Jr. gør grin med de demokratiske præsidentkandidater:

»Jeg har næsten ondt af Joe Biden,« siger han med henvisning til Bidens alder, han er fire ældre år end Trump og mistænkt for at være mentalt slidt:

»Hvis han kom herind i aften, ville han sige: Hvor er det dejligt at være i Florida – indtil nogen sagde til ham, at han var i New Hampshire.«

Latter i salen:

Don Jr. siger, at Bidens søn, Hunter, fik mange tusinde dollar om måneden for at sidde i et korrupt ukrainsk energiselskabs bestyrelse. Ikke fordi han var kompetent, men fordi han var Bidens søn:

»I mit næste liv vil jeg være søn af en demokrat,« siger Don Jr.: »Så kan jeg få alle de penge, jeg vil, fra min fars gode navn – og medierne vil anklage dem, der kritiserer mig, for at føre hetz.«

Det er i salen ikke forunderligt, at præsidentens søn, der dyrkes som tronarving, føler sig urimeligt diskrimineret. Hans ord opfattes tilsyneladende som en både rimelig kritik og en morsom replik.

Der er tre taler, inden den rigtige Donald Trump kommer på. Don Jr., den forhenværende Fox News-vært Kimberly Guilfoyle, som er kæreste med Don Jr. og endelig vicepræsident Mike Pence.

Deres taler følger et særligt skema i fortroligt samspil med salen. Når Nancy Pelosi nævnes, rejser alle sig og råber, at hun skal spærres inde. Når Trumps resultater fremhæves i eventyrlige vendinger som et utroligt comeback for USA og en formidabel sejr over løgnemedierne, som ingen troede mulig, svarer salen rituelt med »four more years, four more years«. Og når Washington omtales som et kulturfænomen, råber salen: »Drain the swamp.«

Talerne gentager også, at »USA aldrig vil blive et socialistisk land«.

Demokraterne er, siger Don Jr., rykket så langt til venstre, at han faktisk under den sidste debat troede, scenen ville vælte.

Og så kommer den ægte Trump

Vicepræsident Mike Pence, som i sin tale stort set bare understreger, at han står ved Trumps side, slutter med ordene: »Præsidenten er i huset.«

Og med langsomme, majestætiske skridt, knyttede nævner og opadvendte tommelfingre ud mod publikum træder Trump ind i arenaen. Han giver sig god tid til at modtage hyldest. Vender sig og peger på forskellige dele af publikum. Efter fire, fem sådanne stop, og det, der føles som minutters larmende entré, når han frem til talerstolen.

I dette øjeblik kulminerer aftenens intensitet, den eksalterede forventning forløses, og lederen træder frem.

»De siger, at demokraterne har begejstringen«, siger Trump med begge hænder omkring talerstolen. Uden manuskript og med sikker timing.

»Det er os, der har begejstringen,« siger han.

»Vi har flere mennesker i den her arena og alle dem, der venter udenfor, end der har været til alle demokraternes arrangementer tilsammen.«

Ikke et eneste sæde har nogensinde været ledigt til et Trump-arrangement, forsikrer præsidenten.

Ikke et eneste.

Men det vil medierne ikke rapportere, slår han fast.

Man kan faktisk iagttage enkelte ledige sæder i salen. Men det gør angiveligt ikke noget, når Trump siger, at de ikke findes.

Med langsommme majestætiske skridt indtager Trump scenen og lader sig hylde i mens. Person for person peger Trump på alle de fremragende mennesker, som er til stede. Bl.a. senatorerne Lindsey Graham og Rand Paul, som tidligere har været hårde kritikere af Trump – i aften er de hans loyale støtter. »Jeg kan få hvad som helst i mit parti nu,« konstaterer Trump.

Med langsommme majestætiske skridt indtager Trump scenen og lader sig hylde i mens. Person for person peger Trump på alle de fremragende mennesker, som er til stede. Bl.a. senatorerne Lindsey Graham og Rand Paul, som tidligere har været hårde kritikere af Trump – i aften er de hans loyale støtter. »Jeg kan få hvad som helst i mit parti nu,« konstaterer Trump.

Doug Mills

Person for person peger Trump på alle de fremragende mennesker, som er tilstede i aften. Hans datter Ivanka. Senatoren Lindsey Graham, partiets mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, og senator Rand Paul. Graham og Paul har tidligere været aggressive modstandere af Trump. Men i aften står de stolte frem frem som loyale støtter, modtager lederens anerkendelse og salens bifald.

»Jeg kan få hvad som helst i mit parti nu«, konstaterer Trump.

Det er ikke forkert.

Den næste halve time gentager han det meste af sin State of the Union-tale.

Den amerikanske økonomi har aldrig været bedre, han har skabt det bedste militær nogensinde. Aldrig har arbejdsløsheden været så lav:

»Vi har løftet folk af alle farver og trosretninger,« siger Trump.

Det er en triumferende gennemgang i punchlines af, hvordan det på tre korte år skulle være lykkedes for præsidenten at gøre USA stort igen. Det er der tre svar på, siger Trump:

»Job, job, job.«

Et parti for arbejderklassen

Under talen står det klart, hvilken fortælling der skal vinde valget i 2020 for Trump.

Han står på arbejderklassens side. Sikrer dem job og står fast på deres ret til at sige, hvad de vil. Han er skaberen af en stærk økonomi for alle inden for USA’s grænser og beskytteren mod alle dem, der vil komme ind ulovligt udefra. Og deres mand i kampen mod »de korrupte politikere i Washington« og »de falske nyheders medier«. Han forsikrer, at han siger, det han tænker og ikke underlægger sig nogen moralske imperativer.

Donald Trump har sænket skatterne for de rigeste enormt, øget uligheden målrettet, sænket de sociale ydelser og svækket de institutioner, som skal beskytte de små mod de store. Men på Trumps egne præmisser, og hvis man tror på hans udlægning af virkeligheden, er det en sammenhængende og overbevisende politisk fortælling. En kulturkamp for den konkrete forståelse af virkeligheden, en moralsk kamp imod dem, som tror, de kan opdrage nationen moralsk og en økonomisk kamp imod skatter, regler og reguleringer.

»Vi er partiet for den arbejdende amerikaner,« siger Trump.

»Vi er partiet for den amerikanske familie.«

»Vi er partiet for den amerikanske drøm – og vi er partiet for Abraham Lincoln.«

Salen reagerer med et krav om fire år mere.

Trump lover, at han vil beskytte deres ret til at ytre sig, deres ret til at forsamle sig og deres ret til at … salen fuldender hans sætning:

»BÆRE VÅBEN«.

Indimellem slår han over i fejringer af sig selv.

USA’s præsident holder en flad hånd op over øjnene, som var det skyggen på en kasket. Peger på alle tv-kameraerne og hævder, at der er mere tv på ham end på oscaruddelingen.

Han gentager en historie, som er blevet afvist af selv hans egen forhenværende kampagnechef, Corey Lewandowski, men som Trump stædigt insisterer på: Det var busser med ulovlige vælgere fra Massachusetts, som forhindrede, at han vandt delstaten New Hampshire ved valget i 2016.

Og han genfortæller sin sejr i rigsretssagen, som om demokraternes stemmer ikke findes:

»Vi vandt 53-0 i den ene afstemning«, siger han: »og 52-0 i den anden«.

Det korrekte er, at republikanerne vandt med 53-47 og 52-48.

Trump morer sig over demokraterne, som ikke kan finde ud af at tælle stemmer i Iowa.

»Hvem vandt i Iowa«, spørger han.

Der er lidt forvirring i salen. Det står ikke klart for publikum, om det egentlig var Buttigieg eller Sanders. Men så træder Rand Paul frem og peger på Trump.

Og så forstår salen. De andres nederlag var Trumps sejr. Præsidenten smiler, efterhånden som de når frem til den konklusion.

Efterhånden som Trumps tale skrider frem, falder intensiteten blandt publikum. Folk omkring os rejser sig ikke så energisk længere, på de øverste pladser begynder folk at gå. Forventningen og ankomsten var det største, selve talen fungerer som kollektivt ritual. Som fejring af fælles kampe, som påmindelser om det fælles program, og som den totale fortælling om, at Trump kæmper for arbejderne imod demokraterne, for det sande USA imod de falske amerikanere og som en stiftelse af et fællesskab. Men han tryllebinder dem ikke i timevis, folk begynder at kigge på deres telefoner.

Det fanger Trump, og han runder hastigt talen af med sine mest sikre paroler og til sidst.

»Vi skal ….«

Og salen svarer: »Keep America Great«.

Sådan taler mænd om kvinder

Uden for arenaen møder vi en ung sort fyr med en Trumpkasket, Ronald Cooper på 23. Det var en god aften, siger han:

»Trump har en mission, og han lader sig ikke distrahere eller stoppe. Han gør det, han har besluttet sig for.«

Cooper har selv tidligere været demokrat, forklarer han. Men det gik op for ham, at det, de sagde på CNN og MSNBC ikke passede. Så blev han republikaner. Nu tror han på Trump:

— De fleste af os i Danmark kan overhovedet ikke forstå, hvorfor I godt kan lide Trump. Hvordan vil du forklare ham for os?

»Giv ham en chance, giv ham en chance forfra, og sluk for al støjen. Se på, hvad han gør.«

Der er ingen, som ikke vil tale med os. De vil gerne fortælle om Trump, de tager sig tid og stopper op for at tale om deres præsident:

»Vi stoler på, at han gør det rigtige for økonomien,« siger Gina Orr, en 52-årig sygeplejerske, som har været til aftenens rally med sin veninde og kollega, Marie Kizi.

— Men hvad med den måde, han taler om immigranter på?

»Han er ikke racist. Men han vil ikke have ulovlige indvandrere, som kommer til landet og vil have det hele gratis. Ville du lade nogen komme til dit hus og tage alt det, du har sparet sammen? Det vil demokraterne. Åbne grænser og gratis sygesikring til alle. Kom bare ind i vores hus, og tag det hele. Det er jo skørt«.

Sygeplejersken er virkelig, virkelig træt af demokraterne. Hun får hadbeskeder på de sociale medier, fordi hun stemmer Trump. De kalder hende racist og homofob – og det, der er værre!

»De forstår ingenting. Min egen søn er homoseksuel, og det har jeg selvfølgelig ingen problemer med. Men det spørger de aldrig til. De hader bare.«

— Men hvad med hans syn på kvinder, han siger »grab them by the pussy« og betaler kvinder, han har haft affærer med for at tie stille. Hvordan kan I som kvinder stemme på det?

Her sætter veninden Marie Kizis sig igennem, nu bliver det for meget:

»Forstår du ikke sarkasme? Sådan taler mænd om kvinder! Og jeg kan sige, at sådan taler kvinder om mænd! Kan I slet ikke forstå det? Det er sådan, man taler privat sammen.«

»Og hvad med Bill Clinton og John F. Kennedy,« spørger hun:

»De gjorde præcis det samme med kvinder. Fordi det gør mænd med magt, og kvinder finder sig i det, fordi de er tiltrukket af rigdom og magt. Når det er demokrater, er det helt i orden, men når Trump gør præcis det samme, kommer heksejagten.«

Kizis er i det hele taget træt af de kvinder, som først lader sig invitere ud til dyre middage og bliver forkælet og bagefter klager og vil have flere penge. Den er helt gal med Hollywood siger hun.

Ikke med #MeToo-skandaler, men med at det blev skandaler.

Vi kommer til at tale om Hillary Clinton, hvor Kizis udbryder:

»Vidste du, at hun var pædofil?«

— Det vidste vi ikke, og det tror jeg heller ikke. Hvor ved du det fra?

»Hun er involveret i alt muligt. Er det ikke underligt, at folk, som vil kritisere Clintons bare forsvinder?«

Gina Orr siger, at det her vil hun i hvert fald ikke citeres for. Det vil Kizis gerne, men hun siger, at nu fortryder vi helt sikkert, at vi talte med dem. Det siger jeg, at det gør vi overhovedet ikke.

De er begge sikre på, at Trump vinder igen i 2020. Fordi han giver amerikanerne det, de vil have, og siger tingene, som de er.

De vinker farvel, mens de forsvinder op ad gaden.

En time efter Trumps møde med sine vælgere, er der stort set tomt foran NSHU Arena i Manchester.

Vi har set Trump og forstået hans politiske position og plan for 2020. Vi har mødt nogle af hans tilhængere, som var optaget af retfærdighed, var generøse og gerne ville snakke politik.

Dem forstår vi ikke. Alle dem, vi sad omkring i de mange timer, seancen varede, var sympatiske og hjælpsomme, når de sad ned, men forvandlede sig til deltagere i en voldsom massebevægelse, når de rejste sig op.

Vi kan ikke finde ud af om, det er foruroligende eller beroligende.

Det ved vi stadig ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad skal vi med denne stemningsreportage? Hvad nyt fortæller den?

Jeg tror reportagen giver en troværdig fortælling om stemningen i Trumpland blandt almindelige amerikanere i job, og det er en smule beroligende på en foruroligende baggrund af snart 4 års udkrystalliseret forbløffelse, afstandtagen og en selvsikker forståelse af Amerika og den vestlige verdens snarlige undergang.

Det var meget nemmere, da amerikanerne tænkte og agerede som os, eller dengang vi tænkte og agerede som dem.

Kunne man monstro sammenligne en smule med mellemkrigstiden i Tyskland, hvor de traditionelt magtbærende partier demonstrerede deres elitære ligegyldighed med almindelige menneskers kår, hvorpå de blev klar til at følge en hvilkensomhelst stærk lakrids, som, med løfter om et stort og stærkt riges komme, tilsvinede den siddende elite, med dertil hørende fjendebilleder?

Torben Skov, Mogens Holme, Erik Winberg, Claus Nielsen, Erik Kall, Bent Jensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

No more years - Det er hvad alle vi andre håber på.

Allan S. K. Frederiksen

Jeg kan anbefale at læse denne anekdotiske artikel om en demokrats deltagelse i et Trump rally.

https://gen.medium.com/ive-been-a-democrat-for-20-years-here-s-what-i-ex...

Nogle af kommentarene viser hvor splittet USA er.

Torsten Jacobsen

Tak for rejsebeskrivelsen, Rune Lykkeberg. Det ville være fedt, hvis du skruede lidt op på 'Gonzo-knappen' (Du har det i dig, det er jeg sikker på), men bevares.. Det er i sidste ende en smagssag..;)

Mere bedrøveligt er din afsluttende kommentar:

At du stadigvæk ikke forstår de af Trumps tilhængere, som rent faktisk er 'sympatiske og hjælpsomme mennesker', optaget af 'retfærdighed'.

Mark Blyth forstod dem inden Trump blev valgt. Her skærer han det såmænd ud i pap, et par måneder før Trump blev valgt til præsident:

Professor Mark Blyth Explains the Rise of Trump in Under 3 Minutes
https://www.youtube.com/watch?v=Fq_NMyKfNoY

Giv Mark Blyth et kald ved lejlighed, Rune Lykkeberg. Han vil sikkert med glæde deltage i jeres podcast ;)

Torben Skov, Emil Davidsen, Per Torbensen, Karsten Lundsby, Allan S. K. Frederiksen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Mark Blyth igen, denne gang 35 minutter:

Austerity, Bad Ideas, Populism - Prof Mark Blyth | New Political Economy of Europe Podcast
https://www.youtube.com/watch?v=8yqnlqBA5-g

@Hanne Utoft
"Kunne man monstro sammenligne en smule med mellemkrigstiden i Tyskland"

Det kunne man helt sikkert, men nazikortet har ikke helt den effekt, det havde tidligere, og stærk lakrids er i dag engelsk.

Peder Bahne, naturligvis er Trump ikke nazist, men han udtrykker jævnligt nogle totalitære og etnocentriske synspunkter/holdninger og (videre)fører en politisk linje, som allierer (især visse dele af) det amerikanske erhvervsliv med statsmagten. Min centrale pointe var imidlertid ikke Trump, men sammenligneligheden mellem (eksempelvis) mellemkrigstidens Tyskland og udviklingen i (bl.a.) USA, hvor den politiske elite i lang tid åbenlyst har demonstreret solidariteten med borgerskabet og storkapitalen, mens befolkningens kår er blevet stedse forværret. I Tyskland medvirkede dette til at Hitler fik udbredt støtte blandt dele af arbejdstagerne/arbejderklassen, i USA medvirkede noget tilsvarende til at Trump fik det samme. Hvilket ovenstående artikel vel illustrerer.

Torben Skov, Mogens Holme, Erik Winberg, Claus Nielsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Hanne jeg tror det sammenlignelige ligger i de to personer og det at de er/var frontfigurere i nationale bevægelser, ikke politiske partier. En modsætning er selvfølgelig Hitlers store infrastrukturprojekter og massive investeringer i rustningsindustri som øgede beskæftigelsen efter depressionen. Trump overtog en sund økonomi og har ikke forbedret den væsenligt.

Hitlers støtte lå også i et større politisk opbrud efter den Første Verdenskrig, enden på det tyske kejserrige, afviklingen af adelen, håbløse erstatningskrav fra Frankrig og dittos indtog i Elsaß-Lothringen og begræsninger på tysk/østrigs toldsamarbejde indført af sejrherrerne. Der var simpelthen nok af politiske vindersager der lå og bare ventede på at en populist udnyttede dem.

Nils Lauritzen

Nu vil nogle sikkert råbe whataboutisme, men...
Vi skal jo alle reducere vores individuelle co2 aftryk og flyrejser er et af de oplagte steder at skære ned, fordi de ofte er unødvendige.
Hvorfor dælen skal jeg dog begrænse min livsudfoldelse på basale forhold som tøjforbrug, kødspisning, bilkørsel, opvarmning, når Rune aldeles unødvendigt og primært af personlig interesse flyver verden rundt for at lave reportager, der reelt intet betyder og som kunne være lavet mindst lige så kompetent af en fra det journalistiske netværk med adresse i USA ?

Det er et lille bitte og helt personligt problem for mig, men løfter man blikket et par centimeter, stirrer man direkte ind i et centralt problem i den grønne omstilling.
Hvordan kan man forlange reduktioner af den halvdel med de laveste indtægter, når den anden halvdel fortsætter luksusforbrug ?
Hvordan kan man forlange reduktioner af de 90% fattigste, når de 10% rigeste fortsætter luksusforbrug ?

Og fri mig venligst for den velstilledes selvretfærdige "jeg har skåret ned og flyver nu kun 20-30-40-100 gange årligt".

Allan S. K. Frederiksen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar