Satire
Læsetid: 4 min.

Uden snyd er det bare mænd, der cykler

Cykelrytteren Jakob Fuglsang blev først på ugen ramt af rygter om, at han måske er dårlig til at vælge læge. Men er snyd bare et problem i cykelsporten – eller er det netop snyd og beskidte trick, der har skabt sporten?
Cykelrytteren Jakob Fuglsang blev først på ugen ramt af rygter om, at han måske er dårlig til at vælge læge. Men er snyd bare et problem i cykelsporten – eller er det netop snyd og beskidte trick, der har skabt sporten?

Sara Houmann Mortensen

Moderne Tider
8. februar 2020

Man han ikke sige cykelsport uden også at sige doping og snyd. Klarer en rytter sig godt, varer det sjældent længe, før han aflægger positiv EPO-prøve. Man kan næsten sætte sit Festina-ur efter det.

Det seneste år har den danske rytter Jakob Fuglsang kørt bedre end nogensinde – og i denne uge forsøgte en række medier at sætte Fuglsang i forbindelse med cykelsportens Lex Luthor, dopinglægen Michele Ferrari. Beviser var der ingen af – og danskeren nægter alt.

Her på Information er vi egentlig ligeglade. Snyd er nemlig ikke kun et problem i cykelsporten – det er også selve grundlaget. Cykling er ikke golf eller basketball. Der er ikke plads til gode manerer og gentlemanship. Det er en sport baseret på dårlig moral, og de sidste 100 års cykelhistorie er skabt af ryttere, som har taget toget for at komme hurtigere frem, hældt kløpulver i konkurrenternes cykelbukser og drukket sprut og taget amfetamin for at holde det hele ud.

Uden alt det ville cykelløb bare handle om at køre på cykel. Og hvem gad bruge en sommer på at se på det?

Information har samlet nogle af de seneste 100 års mest afholdte eksempler på snyd og bedrag i cykelsporten.

Metalsavsmuld og kløpulver i cykelbukserne (1904)

Fra starten af var Tour de France alles nådesløse kamp mod alle. Arrangørerne måtte jage den lokale favorit, Antoine Faures, tilhængere væk med varselskud, da de var ved at skubbe to konkurrenter i grøften. Nogle rytteres cykler kollapsede under dem, fordi deres forgafler var blevet savet halvt over, og andre måtte kæmpe sig op ad bjergsiderne med uvelkomment kløpulver og metalspåner i underbukserne.

Med toget gennem bjergene (1906)

I 1906 var en gennemsnitlig etape næsten 400 kilometer lang. Og rytterne havde altså hverken letvægtsstel, følgebiler eller gear. Til gengæld havde de heller ikke tv-linserne til at våge over sig. Så fire ryttere besluttede sig for at tage toget en del af vejen. En forbrydelse så simpel og barnligt udtænkt, at den ikke kan undgå at vække en vis sympati. Man kan kalde det Olsen Banden-effekten.

Snyd ved smedjen (1913)

Man skal ikke have hørt Jørgen Leth kommentere mange minutters cykelløb, før man ved, at cykling er det enkelte, ensomme menneskes kamp mod elementerne. Mand mod natur i en kamp uden gidsler. Alt det der. Det er en etableret poetisk sandhed, som ikke alene kommer fra Jørgen Leths oppustede autoritet. Engang var sådan et cykelløb vitterligt den enkelte rytters projekt. Da Eugene Christophes cykel knækkede i 1913, forbrød han sig mod reglen om, at rytterne ikke måtte få hjælp til at smede deres cykler. Godt nok var Christophe selv været i gang med hammer og ambolt, men han havde fået ulovlig hjælp til at holde i ild i essen. Tre minutters tidsstraf.

Kaffe, cola og amfetamin: ’La bomba’ (1949)

En af historiens mest afholdte cykelryttere er italieneren Fausto Coppi, som vandt Tour de France to gange og Giro d'Italia fem gange. Og når vi siger, historiens mest afholdte, mener vi selvfølgelig en af dem, Jørgen Leth har talt mest om. I Coppis storhedstid i 1950’erne var doping endnu ikke ulovligt, og det var cola og kaffe heller ikke, så Coppi kørte en del af sine løb på netop den blanding; kaffe, cola og amfetamin. Den såkaldte La bomba.

En drikkedunk fuld af bly (1953)

Den franske rytter Jean Robic var inden 11. etape af Tour de France i 1953 i den gule førertrøje. Den spinkle rytter var god til at køre op ad bjergene, men nedad tabte han ofte tid til de tungere ryttere. For at undgå at miste førertrøjen på den lange nedkørsel på den 11. etape fik han den lokale smed til at fylde en drikkedunk med blyspåner. På toppen af bjerget, lige inden den lange nedkørsel monterede Robics mekaniker drikkedunken på hans cykel. Den vejede ni kilo – og Robic vandt etapen.

Tre trøjer på én gang (1969)

Eddy Merckx står som den største nogensinde. I 1969 var han så god, at han vandt både den grønne, den prikkede og den gule trøje. Og så var han selvfølgelig dopet. Tidligere samme år blev han smidt ud af Giro d’Italia, og det var ikke sidste gang i karrieren, at Merckx afleverede en positiv dopingprøve. Men Merckx er en legende. Lance Armstrong derimod er et dumt amerikanersvin, der har fortjent at få frataget alle sine titler. Han dopede sig nemlig for nylig, og forargelse er omvendt proportionalt med tid.

Wonder years (1997)

Alle ved, at det var sjovere at se cykelsport i 1990’erne. Dopingteknologien blomstrede, og rytterne var hurtigere end nogensinde før. Ingen kørte mere spektakulært, og ingen var mere dopede end den lille, skaldede italiener Marco Pantani. Det bedste af det hele var, at vi kunne nyde det hele helt uden forbehold. Eva havde endnu ikke spist af det forbudte træ. Alt var godt, Rolf var ren, og EPO var en meningsløs sammensætning af bogstaver. Så kom skandalerne, Pantani fik frataget sin titel, og lige siden har rytterne ikke været de eneste, der har haft ondt i røven under store cykelløb.

Beskyldninger om skjult hjælpemotor (2010)

I 2010 vandt den schweiziske rytter Fabian Cancellara to af de store forårsklassikere, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, efter et par hurtigere accelerationer mod løbenes slutning. De usædvanligt hurtige accelerationer fik flere til at beskylde Cancellara for ulovligt at have monteret en lille elektrisk motor i stellet. Den schweiziske rytter afviste beskyldningerne, og der er aldrig fundet beviser, men den internationale cykelunion valgte samme år at indføre en såkaldt motorskanner i Tour de France.

Kilder: Joakim Jakobsen: ’Tour de France – verdens hårdeste cykelløb’. 792 sider. 399,95 kr. Lindhardt og Ringhof
bikeradar.com

I en tidligere udgave af artiklen stod der, at Eddy Merckx var berømt for at sige: »Ingen kører på mineralvand«. Det var Jacques Anquetil, der sagde det. Information beklager fejlen. Red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Nå, jeg troede det var en artikel om, at kun mænd cyklede uden batterihjælp

/O

Jakob Fuglsang er bare endnu en latterlig lønmodtager,
der adlyder.

Professionel cykling er et sindbillede på det moderne samfund.

Snyd og beskidte tricks pakket ind i kulørte karavaner med truthorn og larmende musik for at overdøve meningsløsheden.
Hjulpet godt på vej af moralprædikanter og sundhedsapostle, hvis budskaber frembæres af selvudnævnte eksperter, der fungerer, som nyttige idioter i diskussion med andre eksperter, der forsvarer eller anklager helte og skurke, i et paralel univers på to hjul.

Derfor er cykle”sport” sindssyg medrivende og fascinerende.
Man glemmer fuldstændig, at den virkelige virkelighed, er fuldstændig magen til...

Karsten Lundsby, Jan Bisp Zarghami, arne tørsleff og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Der er altid brugt præstationsfremmende midler i sport, herunder naturligvis også cykelsport. Først de seneste år er det for alvor kommet focus på det som så meget andet.

"Her på Information er vi egentlig ligeglade" - Jamen det er I jo ikke, for ellers ville I ikke benytte lejligheden til at holde en møjspand ud over prof. cykling.
Jo vist snydes der, og her er cykelsporten ikke anderledes ed alt andet i samfundet. Men der er jo ikke tale om at fordi nogle snyder, så gør alle det. Hvis I tror det, så har I ikke læst Joakim Jacobsens bog ordentligt, men er selektivt gået efter skandalerne.
Mig bekendt er der også en hel del journalister, der drikker for meget, tager coke, ryger den fede - eller hvad man nu gør i branchen for at kunne klare døgnets benhårde krav. Men derfra og sig til at sige, at alle journalister er alkoholikere, cokevrag og hvad ellers - det ku' ikke falde mig ind.

Karsten Lundsby, Morten Thornton og jan sørensen anbefalede denne kommentar
Per Ulrik Hansen

Det var en ikke-historie. Der er intet der beviser at Fuglsang har været dopet. I øvrigt tog de tidligere ryttere på Turen toget på lange etapper.

Ib Christoffersen

Vi vil bare se nogen der vælter og noget blod. Så må kemikaliedrengene tage precis det de har lyst til

Gi' det dog frit, så kan de dope sig her fra og til evigheden og cykle op og ned af bjerge i et uendeligt dødeligt idiotisk væk.
Og så kunne man måske slippe for at høre mere om, hvad mennesker iklædt ubegribeligt uklædigt kluns indtager eller ikke indtager indtager i den forbindelse.

Martin Rønnow Klarlund og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Hov, læs bare henover det ene 'indtager'...;)

Maj-Britt Kent Hansen

Kommer til at tænke på dengang, jeg og andre i huset her pludselig skulle udstyres med en ekstra varmeforbrugsaflæser på radiatoren. Nogle havde ifm. udskiftning fået en på, andre to. Det gav jo mærkelige regninger. Høje og lave. Nu skulle vi alle have to på, og det skulle ingen forskel gøre, når der blev ganget og divideret.

Næh, men vi har nu alle for høje tal. Nogle dog mere end andre! Helt som med dope.