Normalt har jeg ikke noget imod, at min underbo dagligt ryger rigtig mange joints ude på altanen. Men i denne coronatid, hvor man skal lufte ud hele tiden, så er det altså lidt af en prøvelse. Den anden dag, hvor jeg og min lille familie kom hjem til vores grundigt udluftede lejlighed, stank alting af skunk. Og det bliver jo ikke bedre af, at man skal arbejde hjemme og har vinduet åbent for at lufte virusserne ud, for så bølger det ind fra tid til anden.
Hvordan griber jeg det her an uden at virke total emsig? Jeg vil jo også gerne selv kunne ryge en sjælden joint på min altan uden at virke som en farisæer. Har I et bud på en praktisk løsning?
– Mand, 36, Nørrebro
Svar I:
Normalt ville jeg måske skrive et eller andet fis med, at »tolerancen er det første offer under en katastrofe«, men lige her rammer du en nerve. Jeg bor selv i kollektiv, og i lejligheden ved siden af ligger et andet kollektiv. Alle beboere er sendt hjem fra arbejde, men langt fra alle har noget at tage sig til. Det kan man nogle gange lugte sidst på eftermiddagen, og det er altså anstrengende at arbejde i en lufttype, der instinktivt appellerer til det allermest uproduktive i mig.
Omvendt er det stærkt usandsynligt, at din underbo kvitter sit misbrug netop nu, hvor han ikke har andre muligheder end at sidde i sofaen og se ’South Park’.
Så accepter lugten, eller tal med ham. Måske kan I aftale, at han sender en sms, inden han skal ryge? Så kan du lukke vinduet i et kvarter. Når Enhedslisten og Nye Borgerlige kan blive enige om en økonomisk hjælpepakke, må I også kunne finde en fælles løsning på jeres lille coronakrise.
– Mathias Sindberg
Svar II:
Tænk på de her coronadage som et computerspil, hvor du får point, hver gang du vasker hænder, tager ekstra hensyn eller bærer over med noget, som sådan rent objektivt er irriterende. Forestil dig en blinkende guldmønt over dit hoved, hver gang du gør noget hensigtsmæssigt.
Forestil dig på samme måde, at du mister point, hver gang du går uden for en dør eller ind i en butik. Dette tab kan dog indhentes ved at gå i store buer uden om folk, købe ind for andre eller finde mennesketomme ruter i dit lokalområde. Hvis du spytter på gaden, mister du øjeblikkeligt alle dine point. Hvis du begynder at moralisere over andres levevis og dermed øger den klaustrofobiske, paranoide følelse, alle er berettiget til at føle for tiden, mister du cirka halvdelen.
Men hvis du roser din underbos samfundssind – som desværre bare stinker af skunk – giver det point. Det samme gør det, hvis du bager en plade hashpebernødder til underboen, så vedkommende har et alternativ til sine joints.
– Lone Nikolajsen
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Hvordan fortæller jeg min kæreste, at jeg alligevel ikke ønsker et stort bryllup?
21. maj 2022Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svarBrevkasse: Skal jeg preppe, selv om min kæreste synes, det er dumt?
21. maj 2022Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvetBrevkassen: Skal vi fortælle vores naboer, at vi kan se dem, når de går på toilettet?
14. maj 2022Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet
Problemet er jo bare, hvor overboen får fat i hashen, når han ikke må gå ud!
Han får det vel hashen leveret af gode venner eller af en kurér. Nogen må også levere fødevarer til ham, så han ikke sulter.
Hvordan Fa.... bærer røgen sig ad med at bevæge sig op til en overbo, med den blæst vi har?
Ring til ordensmagten. Den stank er utålelig. Din underbo er nok ret ligeglad med den indvirkning s skunkrøg har på din families livskvalitet så du kan være ditto ligeglad med om han får en påtale af en betjent og evt. en lille bøde.
Det burde ikke være røggenerede, der skal gennem undskyldninger og krumspring for at tage hensyn til rygerne. (At spørgeren selv er hash-ryger gør dog nok budskabet noget svagere). Men hermed nogle argumenter for opstramning:
'Passiv potning' har sundhedsskadelige og gene-effekter, der er sammenlignelige med passiv rygning. Bla. via en høj koncentration af fine partikler og en række kemikalier i røgen.
Dertil kommer selve det virksomme stofs effekt:
Passiv cannabis-rygning kan give dig målbart indhold af stoffet i spyt og blod i op til 3 timer efter. Hvis røgen er tæt nok, kan du miste kørekortet! Indholdet i blodet kan nemlig i en times tid efter indånding overstige den danske grænseværdi (1 mikrogram aktiv stof/kg blod). Desuden vil du kunne være påvirket af stoffet i endnu flere timer.
Det viser et forsøg, man udførte på 12 mennesker, hvoraf de 6 var hashrygere. Se figur 1-4 i denne i denne artikel: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4627404/
(Blodkoncentrationen > 1 mikrogram/kg har jeg udregnet fra 1 ng/ml. Fig 3 viser blodkoncentrationerne, fig 2 spytkoncentrationerne og fig 1+3 viser folks subjektive reaktioner. NB artiklen er kun pletlæst, og jeg er ikke ekspert, men fritidsnørd).
Hér om en højesteretsdom om hash og kørekort:
https://www.lou.dk/nyheder/koersel-med-hash-i-blodet-efter-passiv-indtag...
Og danske grænseværdier:
https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/i-bil/ulovlige-stoffer
Nu fremgår der ikke, hvad den lille familie består af. Men muligvis påvirkes kvinder stærkere af cannabis end mænd (og børn vel endnu mere?)
Der er ikke nogen, der bliver skæv af, at underboen ryger på altanen. Hvis lugten er et problem, kan vedkommende vise hensyn ved at ryge indenfor.
Det er rigtigt, at man kan måle cannabis i lang tid efter indtagelsen, men det er ikke ensbetydende med, at man er skæv. Den danske lovgivning er helt ... skæv... på det område.
Det vil komme an på hvor tæt man er på røgen og hvor længe det står på. Hvis man nu selv gerne vil nyde sin altan og sidder ude kan man sagtens blive påvirket.
Jeg mener, at ren luft i nærmiljøet burde være en selvfølgelighed nu til dags. Til ren luft hører også lugten; den nære luft skal da ikke give vedvarende eller hyppigt gentagne lugtgener. Ligesom vi forventer, at vandet, der kommer ud af hanerne, er helt rent.
Det ville være rart, hvis fritids-kulturen kunne at blive så voksen, at den begyndte at overholde de miljøkrav, man normalt ville stille til industrien herhjemme.
Liberaliseringen af cannabis i flere USA stater har medført stedvis eksplosion i lugtklager derovre, dels over lugt fra de cannabisproducerende virksomheder, dels i form af klager over naborøg. Håber ikke, at DK går yderligere den vej (der kan så være noget med nogle patienters behov for medicinsk cannabis. Men det tilrådes vel næppe indtaget via røg, ligeså lidt som hovedpine-medicin indtages via tobaksrygning?)
Vi må ikke glemme parfume-allergikerne, det må være på tide, at "Dronning Isabella" lærer at bruge et stykke sæbe, i stedet for at spraye sig til med unødvendige duftstoffer.
Hvis ikke du ikke kan li' lugten af sativa, ka' du jo prøve at gi' ham noget indica.