Feature
Læsetid: 11 min.

Brutaliteten i amerikansk fodbold har en pris. Og det er hjernen der betaler

Frygten for hjerneskader får amerikanske NFL-stjerner til at gå tidligt på pension, og stadig flere forældre fravælger sporten for deres børn. Det har fået ligaen i USA’s største sportsgren til at ændre på spillets regler og investere massivt i udvikling af bedre hjelme. Men hvor megen brutalitet kan man fjerne fra sporten, uden at den mister sin fascinationskraft?
I 2013 fik Aaron Hernandez, der spillede amerikansk fodbold for New England Patriots, en livstidsdom for drab. Han hængte sig i sin celle i 2017, og efterfølgende konstaterede forskere, at han havde været hjerneskadet.

I 2013 fik Aaron Hernandez, der spillede amerikansk fodbold for New England Patriots, en livstidsdom for drab. Han hængte sig i sin celle i 2017, og efterfølgende konstaterede forskere, at han havde været hjerneskadet.

Winslow Townson

Moderne Tider
14. marts 2020

På Wikipedia kan man se et billede af to gennemskårne hjerner ved siden af hinanden. Hjernen til venstre er en normal, sund hjerne, mens den til højre er diagnosticeret med CTE – en sygdom, der gradvist nedbryder hjernen. Den venstre hjerne strutter som et sprødt blomkålshoved i hvide, beige og lyserøde nuancer. Den syge hjerne til højre ligner derimod en valnød, der har ligget for længe i skuffen: mørkebrun, hullet og indskrumpet.

Onsdag den 18. marts begynder det nye ligaår i NFL formelt med det såkaldte free agency – en slags transfervindue, hvor klubberne må indlede kontraktforhandlinger med spillerne. Amerikansk fodbold er USA's suverænt største sportsgren, og der er meget på højkant for sporten de kommende uger, men i disse år også på et mere eksistentielt plan.

NFL er nemlig truet. Af billeder som det af den indtørrede valnøddehjerne, sammen med gentagne resultater fra hjerneforskere, der har påvist, at Amerikas største sportsgren er potentielt farlig for spillerne. Faren sidder i hjernen og hedder CTE.

Men hvad er CTE egentlig? Bogstaverne står for Chronic Traumatic Encephalopathy. Lidelsen har faktisk været kendt i små 100 år, og den gik i mange år under navnet ’bokserdemens’ – eller punch drunk syndrome, fordi den blev opdaget og studeret hos boksere i 1920’erne. Først langt senere blev det kendt, at ikke kun boksere, men også andre atleter med hyppige slag mod hovedet var i risikogruppen.

I dag er langt de fleste dokumenterede tilfælde fundet hos atleter, der dyrker kontaktsport som amerikansk fodbold, boksning og ishockey. Men også hos udøvere af rugby, brydning og også ganske almindelig fodbold. Det sidste vender vi tilbage til.

Aggressioner, depression og paranoia

CTE kommer snigende, og sygdommen viser sig typisk først otte til ti år efter, at man er blevet udsat for gentagne slag mod hovedet over en længere periode. Den udvikler sig hen over fire faser, hvor symptomerne i første fase er opmærksomhedsproblemer, svimmelhed og hovedpine. Dernæst kan der indtræde hukommelsesvanskeligheder og depression, og i tredje og fjerde stadie får patienten udtalte symptomer på demens, kan blive døv, miste talens brug og få fysiske rystelser, som man kender det fra Parkinsons sygdom. Og så er der det ekstra uhyggelige, nemlig at sygdommen også kan føre til personlighedsændringer – alt fra nedsat dømmekraft til opfarende, aggressiv opførsel og paranoia.

Neuropsykolog ved Center for Hjerneskade ved Københavns Universitet Lone Vesterager Martinus forklarer, at CTE er hjernens reaktion på slag, der kommer hele tiden efter hinanden, uden at hjernen kan nå at komme sig. Det skaber en kronisk betændelsestilstand.

»Når man obducerer professionelle boksere og NFL-spillerne, finder man ofte en atrofiering af hjernen. De for hjernen så vigtige neuroner dør simpelthen – særligt omkring frontallapperne lige bag ved pandebrasken. Og det er jo der vores personlighed blandt andet sidder. Herfra styres blandt andet vores adfærd og vores menneskelige følelsesliv,« siger Lone Vesterager Martinus.

Man kan ikke nødvendigvis se CTE på en hjernescanning, og sygdommen kan kun definitivt fastslås ved en fuld obduktion efter døden.

Derfor var det også med fuldt overlæg, at de to fodboldstjerner – Dave Duerson i 2011 og Junior Seau i 2012 – valgte at skyde sig i brystet frem for hovedet, da de tog deres eget liv efter længere perioder med depression og andre symptomer på hjerneskader. Begge efterlod selvmordsbreve, hvor de bad om at få deres hjerner undersøgt efter døden. Begge fik konstateret fremskreden CTE.

Øverst ses en normal hjerne. Nederst ses en hjerne tilhørende Greg Ploetz, tidligere amerikansk fodboldspiller, der efter sin død i 2015 fik konstateret fjerde stadie af CTE – sygdommen, der gradvist nedbryder hjernen.

Øverst ses en normal hjerne. Nederst ses en hjerne tilhørende Greg Ploetz, tidligere amerikansk fodboldspiller, der efter sin død i 2015 fik konstateret fjerde stadie af CTE – sygdommen, der gradvist nedbryder hjernen.

Dr. Ann McKee

Netop nu er fodboldstjernen Aaron Hernandez fra New England Patriots emnet for en ny dokumentar på Netflix Killer Inside: The Mind of Aaron Hernandez. Aron Hernandez fik i 2013 en livstidsdom for drab og var anklaget for yderligere to. Han hængte sig i sin celle i 2017, inden de sidste to drabsanklager kom for retten.

I dokumentaren står klubkammerater og familiemedlemmer frem og fortæller, hvordan Hernandez henover de senere år af sit liv ændrede personlighed og blev aggressiv, voldelig og paranoid. Efter sin død blev Hernandez’ hjerne undersøgt af eksperter. De konstaterede CTE i stadie tre.

Bedre beskyttelse til spillerne

I en del år afviste NFL-ligaen, at der skulle være fare forbundet med fodbold, og forsøgte sig sågar med en smædekampagne mod nogle af de forskere, som allerede midt i 00’erne havde påvist en sammenhæng mellem spillets voldsomme karakter og CTE.

Men i 2016 anerkendte Jeff Miller, senior vicepræsident for sundhed og sikkerhed i NFL, for første gang offentligt, at der var noget om snakken. Året efter udkom Journal of the American Medical Association med et studie, der viste, at ud af 111 undersøgte hjerner fra afdøde NFL-spillere, var der tegn på CTE i 110. Det svarer til 99 procent.

»De var ikke meget for det. Men til sidst måtte NFL krybe til korset,« siger Claus Elming, sportskommentator og manden bag hjemmesiden Gul Klud og den populære podcast NFL Showet om amerikansk fodbold.

Siden er der lavet en række regelændringer i spillet – primært for at beskytte holdets quarterback – den spiller på banen, der er udsat for flest tacklinger. Førhen var frontale hovedtacklinger en helt almindelig del af spillet, men det er nu ulovligt, og overtrædes reglerne, kan det føre til både udvisning, bøder og karantæne.

Spillerforeningen for amerikansk fodbold har kørt en lang række sager om erstatninger til hjerneskadede stjerner, og der bliver i dag sat penge af til at hjælpe spillerne, hvis der viser sig skader efter karrieren. Fordi symptomerne på CTE og hjerneskade typisk først kommer snigende over årene. Sideløbende har ligaen investeret milliarder af dollar i at udvikle hjelmene og gøre dem bedre og sikrere. Spørgsmålet er, om det er nok.

»Det kommer jo an på, hvad man vil opnå? Hvis man vil fjerne hjernerystelser og hovedskader fuldstændig fra spillet, så bliver det jo et helt andet spil. Så bliver det flag football, som er en variation af amerikansk fodbold, hvor tacklinger og det fysiske element er fjernet fra spillet. Modstanderne af ændringer i amerikansk fodbold frygter jo, at det er der, det ender,« siger Claus Elming.

Han har selv spillet amerikansk fodbold fra 1987 til 2000 i Danmark. En af de ting, han netop faldt for, var sportens brutalitet:

»Det var en del af charmen, at man risikerede at blive ramt hårdt, når man kom blæsende ned ad banen,« siger Claus Elming, der selv har oplevet både hjernerystelser og knockouts:

»Jeg har prøvet at vågne op i omklædningsrummet uden at kunne huske, hvordan jeg lige endte der.«

Men selv efter hjernerystelser var han aldrig mere end nogle uger væk fra banen. Holdningen dengang var, at det gjaldt om at komme tilbage og spille, så snart hovedpinen havde lagt sig. Og når han indimellem ser videoer fra NFL-kampe ti år tilbage, inden reglerne blev ændret, finder han det decideret skræmmende:

»Og sådan kan jeg stadig have det, når jeg ser NFL i dag. Så tænker jeg, at det er helt sindssygt, at jeg har spillet det, og jeg er glad for, at jeg ikke længere har udstyret på. Men jeg elskede hvert sekund og har heller ikke fortrudt det,« siger han.

Meget på spil

Jimmy Bøjgaard, der har kommenteret ishockey, siden han var 13 år gammel, og i over 20 år også NFL for blandt andet TV 2, mener ikke, at man ikke skal romantisere de gamle dage.

»Jeg har selv levet og åndet med den gamle generation i ishockey og NFL, hvor det var sejt at smadre hinanden og gå efter frontalkollisioner. Men vi er blevet klogere. Det er jo del af en samfundsbevægelse, hvor vi ved mere om, hvad der er godt og skidt for os. Der er også færre, der ryger og drikker og ender i værtshusslagsmål. Og nu ved vi altså, at det ikke er ligegyldigt, hvor mange man får på hovedet. Og det kan jo ikke repareres,« siger Jimmy Bøjgaard.

Og man må jo gerne stadig tackle spillerne andre steder på kroppen, så de eksempelvis mister pusten.

»Det voldsomme er jo en del af sporten, som man ikke kan fjerne helt. Og som rigtig mange også tænder på – både på banen og udenfor. Der skal helst være noget på spil.«

Der er i den grad noget på spil. Ikke mindst økonomisk. Sidste år fejrede ligaen sin sæson nummer 100 – som den yngste, men den største af The Big Four Leagues – de store amerikanske sportsgrene, hvor basketball, ishockey og baseball er de andre tre. I efterhånden mange år har NFL været suverænt størst målt på økonomi og ikke mindst tv-aftaler. Som Claus Elming siger: »NFL har ikke bare overhalet, men sønderknust de andre tre sportsgrene.«

Men de mange historier om de fysiske omkostninger har skadet sportens renommé. Ifølge The New York Times trækker stadigt flere forældre deres børn ud af sporten. Det seneste årti er antallet af drenge, der spiller amerikansk fodbold i high school faldet med mere end ti procent. Og flere stater overvejer, om sporten helt skal forbydes for helt unge mennesker.

Som modtræk har ligaen gennem massive reklamekampagner og hashtagget #footballmatters forsøgt at overbevise forældre om, at sporten er sikker, og at den er en del af den amerikanske folkesjæl.

Men det er ikke ligaens eneste udfordring. NFL har også oplevet stagnerende seertal og vigende tv-indtægter. Det handler naturligvis ikke alene om CTE.

»Der har også været meget omtale af racisme i ligaen samt en del skudepisoder og andre sager om kriminalitet blandt NFL-stjerner, som måske også har bidraget negativt til sportens image,« siger Jimmy Bøjgaard.

Vejen ud af slummen

En del stjerner har de senere år valgt at lade sig pensionere uhørt tidligt. Store profiler som Rob Gronkowski, Andrew Luck og Luke Kuechly trak sig alle tilbage sidste år – med direkte henvisning til deres helbred. Sidstnævnte var 28 år og havde kun spillet i otte sæsoner. Men han udtalte i forbindelse med sin tidlige pension: »Jeg vil stadig gerne spille, men jeg tror ikke, at det er det rigtige.«

Det kan dog være svært at lade fornuften og forskningen råde i karrieren. For mange spillere er NFL en sport, der kan være afgørende for, at de overhovedet får en uddannelse og dermed en levevej. Så betyder risikoen for skader om ti eller 20 år mindre.

»Nogle af de her spillere vil gøre hvad som helst for at præstere godt på banen. De kan jo blive mangemillionærer, og en kontrakt kan være med til at sikre hele familien og redde dem ud af slummen. Det er nogle forhold og kår, vi slet ikke kan sammenligne os med her i Danmark,« siger Jimmy Bøjgaard.

Neuropsykolog Lone Vesterager Martinus kan godt forstå forældre, der tænker sig om to gange, før de tilmelder deres børn en sport med potentiel risiko for hovedskader. Hun var selv lettet, da hendes egen teenagesøn valgte at kvitte fodbolden på grund af manglende interesse. For som hun siger:

»Der er så mange andre måder, man kan få hjerneskader på. Det er kun godt at eliminere en af dem.«

I 2017 deltog Lone Vesterager Martinus selv i et mindre TV 2 Sportslab-forsøg, hvor hun fik en gruppe fodboldspillere til at heade 20 gange over en kortere periode. Hun testede dem kognitivt både før og efter og kunne konstatere et mindre, men markant fald i blandt andet deres opmærksomhed og korttidshukommelse. Det var ikke noget, de umiddelbart selv lagde mærke til, men for Lone Vesterager Martinus styrkede resultatet hendes overbevisning om, at alle stød og slag mod hovedet har konsekvenser – særligt hvis det sker mange gange efter hinanden over en periode.

»Derfor burde man også være langt mere opmærksom på det i europæisk fodbold, selv om det ikke direkte er en kontaktsport. Men det er mildest talt en totalt upopulær holdning i fodboldkredse,« siger hun.

Hovedstød forbudt for børn

Det ser dog ud til, at der også her sker forandringer. I forrige uge valgte engelske, skotske og nordirske fodboldforbund at forbyde børn under ti år at træne hovedstød. Netop med udgangspunkt i ny forskning fra Glasgow University, der har undersøgt medicinske data fra 7.676 mænd, der spillede professionel fodbold i Skotland mellem 1900 og 1976. Studiet viser, at de tidligere fodboldspillere havde tre en halv gang så stor risiko for at dø af hjernesygdomme, som eksempelvis demens, end normalbefolkningen. Et hovedstødsforbud for børn blev allerede indført i 2015 i USA.

Men en ting er hjerneskaderne. Som psykolog finder Lone Vesterager Martinus det også interessant, at der er så stort et publikum til sportsgrene, hvor man slår på eller støder ind i hinanden.

»Det handler nok om, at vi er blevet så civiliserede og kultiverede, men stadig har samme behov for at udleve vores basale urinstinkter, og som tilskuere får vi en stedfortrædende oplevelse, når spillerne tørner sammen i sport.«

Claus Elming er helt enig.

»Jeg elsker amerikansk fodbold over alt på jorden, men det er en meget brutal sport. Når det er sagt, er det jo en del af fascinationen at sidde i sofaen og se en, der får en på sinkadusen. Av, av, av,« siger han.

Og seerne kan tilsyneladende ikke undvære det. I takt med at brutaliteten er blevet pillet ud af amerikansk fodbold, har andre voldsomme sportsgrene oplevet større interesse fra både seere og annoncører, fortæller han. Blandt andet Mixed Martial Arts, MMA og stagefighting.

»Det er også derfor, NFL er bange for helt at fjerne gladiatoraspektet. Det er jo blandt andet brutaliteten, der har gjort sporten så populær,« siger Claus Elming.

Og der har gennem årene også været kritik af forskningen.

Blandt andet har en retsmediciner Peter Cummings, tidligere ansat ved Boston University, sat spørgsmålstegn ved forskningen i CTE. Han mener, flere af resultaterne er biased, blandt andet fordi man ifølge ham typisk kun undersøger hjerner, hvor der i forvejen er mistanke om en skade. Og at man spreder frygt for en hel sport, selv om kun ganske få er i fare for at udvikle CTE.

Sammen med den tidligere NFL-stjerne Merril Hoge har han skrevet bogen Brainwashed – The Bad Science Behind CTE and the Plot to Destroy Football. Uanset om Cummings har ret, spejler han følelserne hos en stor gruppe fans, der føler, at frygten for CTE har ændret sporten fundamentalt:

»En af de ting, jeg faldt for, ved amerikansk fodbold, var kombinationen af skønhed og brutalitet. Den eksisterer stadigvæk. Men der er skåret meget ned på skræmmefaktoren, og det har da taget noget fra sporten. Både for dem, der spiller, og for dem, der kigger på,« siger Claus Elming.

For mange er fotografiet af den skrumpede, hullede valnøddehjerne blevet mere skræmmende. Et billede på, at brutaliteten har en pris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo absurd at kalde denne såkaldte sport fodbold. Kan nogen ikke finde på et mere passende navn? Selv kalder jeg den for moslebold. Men det slår næppe an.