Læsetid: 14 min.

Fire par fortæller om at være isoleret med den, man elsker

Babyboom eller flere skilsmisser? Coronakrisen udfodrer parforholdet. Fire par fortæller om op- og nedture, når man er isoleret med den, man elsker
Veronica Magaard og Malthe Overgaard Pedersen – begge 20 år – har været kærester, siden de var 15 og er nu hjemme sammen med arbejde og studier i en etværelses ungdomsbolig.

Veronica Magaard og Malthe Overgaard Pedersen – begge 20 år – har været kærester, siden de var 15 og er nu hjemme sammen med arbejde og studier i en etværelses ungdomsbolig.

Sarah Hartvigsen Juncker

4. april 2020

COVID-19 har kastet os ud i verdens største eksperiment.

Alt fra sundhed til globalisering og verdensøkonomi er sat på prøve, men corona blander sig også i de nære og mest private sfærer af livet.

Med ét har menneskers hverdag ændret sig, og hjemmearbejde, hjemmestudie og hjemmepasning udfordrer parforholdet.

Corona kan føre os tættere sammen, men det kan også teste os, drive os til vanvid og få os til at drømme om skilsmisse.

Fire par fortæller, hvordan det står til med kærligheden.

»Vi kysser helt sikkert mindre«

Veronica Magaard, 20 år, studerende. Malthe Overgaard Pedersen, 20 år, kundeservicemedarbejder. De bor i en etværelses ungdomsbolig i Gentofte

De når ikke at komme til at savne hinanden i hverdagen, men det daglige savn er vigtigt, fortæller Malthe Overgaard Pedersen om hjemmelivet med kæresten Veronica Magaard.

Sarah Hartvigsen Juncker

På sjette sal bor Veronica Magaard og Malthe Overgaard Pedersen på 50 kvadratmeter. Køkken, stue og soveværelse er i ét, og når parret arbejder og studerer, sidder de med halvanden meters afstand.

Veronica læser østeuropastudier på Københavns Universitet og sidder med fødderne trukket op i sofaen og læser om den russiske revolution, mens Malthe sidder ved skrivebordet og chatter med kunder, der skal have hjælp til, hvordan de for eksempel opretter et nyt regnskabsår. Han holder sabbatår og arbejder med kundeservice for en virksomhed, der laver regnskabsprogrammer.

»Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned og sendte os hjem, tænkte jeg, at det nok skulle blive hyggeligt,« siger Malthe og forklarer hvorfor.

»Vi er gode til at slappe af og bare være os. Vi er ikke nogle festaber, og vi kan bedst lide at sidde hjemme foran fjernsynet fredag aften frem for at gå i byen.«

Netop derfor har de en fælles frustration over de unge, som ikke tager situationen alvorligt, og som lægger festbilleder op på de sociale medier og skriver ’ingen skal forhindre mig i at feste’.

Veronica og Malthe mødte hinanden, da de var 13 på det, de kalder »børne Tinder«, appen Hot or Not og blev kærester som 15-årige. Han faldt for hendes eksotiske træk:

»Hun var fra Ukraine, havde mørkt hår og brune øjne«

Og hun faldt for velopdragne Malthe:

»Han er bare en rigtig god dreng, som gør alle de rigtige ting.«

Angsten tager over

Veronica har OCD. Det er en angstdiagnose, som for hende betyder, at hun gør meget rent for at føle kontrol over ting, hun ikke kan kontrollere. Malthe har efterhånden lært hendes angst at kende, og han ved, at han ikke skal lade sokker flyde og tallerkener stå. Alligevel forudser de, at Veronicas OCD kan komme til at udfordre dem under nedlukningen.

»Min OCD bliver værre af alt det her. Al den sygdomsfrygt, jeg kæmper med til daglig, bliver virkelig forstærket, når myndighederne siger, at ’nu er det alvor’, og får alle til at blive hjemme og spritte hænder,« siger Veronica og grubler lidt.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lige nu får alle en fornemmelse af, hvordan det er at være mig til hverdag. Jeg rører aldrig ved knappen i S-toget, og jeg er altid bange for at blive syg.«

Malthe er god til at berolige Veronica, når angsten tager over, og særligt i disse uger er han glad for at være hjemme hos hende, men det er også hårdt at være så tæt.

Gnisten mangler lidt

Malthe arbejder hver dag koncentreret foran computeren fra 8.30 til 16.30, kun afbrudt af frokost. Veronica kan ikke koncentrere sig om at studere så lange stræk ad gangen. Hun har brug for flere pauser og forstyrrer indimellem Malthe med spørgsmål og betragtninger. Det irriterer ham lidt. Nogle gange vrisser han af hende og sætter sig demonstrativt til at stirre ned i sin telefon.

»Men så går der fem minutter, og så kravler jeg tilbage og siger undskyld,« siger han.

»Jeg kan godt frygte, at vi er så meget sammen, at vi kommer væk fra hinanden,« siger Veronica.

»Det er svært, at jeg hele dagen sidder så tæt på dig, men at du skal arbejde, og jeg derfor ikke kan snakke med dig, sådan rigtigt« siger hun.

Før coronakrisen hentede de tit hinanden på arbejdet eller universitetet og gik en tur.

»Så drak vi kaffe og snakkede om, hvad der var nyt, og den snak kan vi ikke rigtig have nu, for vi ved i forvejen alt, hvad den anden har foretaget sig i løbet af dagen,« siger Veronica.

»Vi når ligesom ikke at savne hinanden,« siger Malthe.

»Og jeg tror, vores største udfordring bliver at finde en måde at kompensere for det daglige savn, som faktisk er ret vigtigt for os,« siger han.

Veronica er enig.

»Gnisten mangler lidt for tiden,« siger hun.

»Mhmm« siger Malthe.

»Den var der meget de første tre, fire dage, men nu kysser vi helt sikkert mindre.«

»Verden er ved at gå i stykker. Så det er ikke så vigtigt, om jeg går i bad«

Anna Arendse Thorsen, 26 år, studerende. Søren Borg Nielsen, 31 år, gymnasielærer. De bor i en toværelseslejlighed på Amager

Søren Borg Nielsen føler en tryghed i at have adskilt Lærersøren på gymnasiet fra Kærestesøren hjemme i lejligheden. Men nu er den tryghed pludselig væk, fordi alt foregår hjemme sammen med kæresten Anna Arendse Thorsen.

Anders Rye Skjoldjensen

Søren Borg Nielsen kan godt lide at fortælle, at han og kæresten, Anna Arendse Thorsen, mødte hinanden på Oslobåden, men det er løgn. De mødte hinanden på Tinder, og efter først en fejlslagen date, hvor Anna Arendse lige havde vundet poetry slam og var meget høj på sig selv, tog de revanche på en lykkelig date nummer to, som endte med en kebab fra Kebab-land 2’ på Amagerbrogade.

I dag har de været kærester i tre år og er på flere punkter hinandens modsætninger.

Anna Arendse er forfatter og studerer informationsvidenskab og kulturformidling. Hun er flagrende, kreativ og udadvendt, mens Søren er mere introvert, pragmatisk og grundig. Derudover er han gymnasielærer i Næstved og underviser i matematik og fysik.

»Søren er modpol til nogle af de ting, der er svære for mig. Og det er vigtigt lige nu under corona-krisen, hvor jeg ser alt for mange nyheder og lettere bliver bekymret for fremtiden. Der er han god til at sige: ’Sluk det der, nu taler vi om noget andet’,« siger Anna Arendse.

Parret sidder på altanen i solskin. De har sat håret og taget pænt tøj på, »men det er rent showoff ,« siger Anna Arendse. Hun er kommet til at bruge hjemsendelsen som en undskyldning for at blive i nattøj og sutsko, og på et tidspunkt gik der så meget weekenduniform i den, at Søren stilfærdigt foreslog, om ikke hun trængte til et bad?

»Men jeg har det bare sådan, at jo flere eksperter, der siger, at man skal klæde sig ordentligt på, selv om man arbejder hjemme, des mere får jeg lyst til at gøre det modsatte. Verden er ved at gå i stykker. Så det er ikke så vigtigt, om jeg går i bad.«

Har indført veto

For nogle uger siden var parret vant til at være adskilt det meste af dagen. Søren stod op klokken 05.30 og var hjemme igen klokken 18. Så havde de tre gode timer sammen, som gik med madlavning og serier på sofaen. Nu er de sammen hele tiden, og de små ting er begyndt at irritere. Når hun spilder vand på gulvet og ikke tørrer op. Eller når han nyser.

Derfor har de aftalt, at de skal være ekstra klare i deres kommunikation, og de har indført nogle vetoregler, som giver ret til at skære igennem.

»Ellers kan vi have nogle meget lange og kedelige diskussioner om, hvorvidt vi skal handle eller gå i Elgiganten først,« griner Anna Arendse.

De har fordelt lejlighedens to værelser mellem sig, så Anna Arendse sidder i stuen og skriver speciale, mens Søren sidder på sengekanten i soveværelset og fjernunderviser i en stilling, der giver ham ondt i ryggen.

Lærersøren og Kærestesøren

Lejligheden er ikke særlig stor, så Anna Arendse kan sagtens høre, når Søren underviser. Hun tilbringer på den måde dagligt mange timer med Lærersøren. En mand, der ligner hendes kæreste på en prik, men som taler og opfører sig anderledes.

Normalt har Søren en times transport til og fra sit arbejde, hvor han kan omstille sig fra arbejde til at holde fri. Nu har han kun en dør mellem de to verdener, og når den åbnes, skal han på et øjeblik lægge læreridentiteten fra sig.

»Jeg synes i hvert fald ikke, det er sexet, når Søren pludselig kommer til at bruge sin lærerstemme over for mig og taler til mig, som om jeg var en af hans elever.

Identitetsskiftet er også svært for Søren.

»Det minder mig om et afsnit af komedieserien Seinfeld, hvor karakteren George ikke kan lide, at hans kæreste er ved at blive en del af vennegruppen. Han er to forskellige udgaver af sig selv over for kæresten og vennerne, og hvis de to jeger bliver bragt sammen, så kollapser hele universet,« siger Søren.

»Og jeg kan faktisk godt have det på samme måde. Der er en tryghed i, at Lærersøren hører til på gymnasiet og Kærestesøren hjemme i lejligheden, og den tryghed er pludselig væk.«

De fleste har brug for alenetid. Også Anna Arendse og Søren. Og da de ikke længere naturligt får deres tid alene i løbet af dagen, har de inddraget noget af deres fællestid til at lade op. Anna Arendse er begyndt at se en serie, Søren ikke ser, og Søren har downloadet et gammelt computerspil, fra da han var teenager.

»Det er noget underligt noget,« siger Anna Arendse.

»Fordi vi har samvær hele tiden, er der ikke længere så meget kvalitet på samværet. Vi er i hvert fald ikke lige så gode til at hygge os, som vi plejer,« siger hun.

»Men vi fjoller stadig rigtig meget, danser, laver ansigter og krammer. Det føles faktisk, som om vi har ekstra brug for at fjolle lige nu, hvor det hele er så frygteligt og alvorligt,« siger hun.

»Jeg vil komme til at savne den her tid«

Mette Østrup Rasmussen, 37 år, udviklingsingeniør. Jonathon Casey, 37 år, udviklingsingeniør. De bor i en villalejlighed på Amager

Man føler sig utilstrækkelig, fordi det er umuligt at give arbejde og børn fuld opmærksomhed på samme tid, siger Mette Østrup Rasmussen, her sammen med børnene og manden, Jonathon Casey.

Sigrid Nygaard

Man siger, at modsætninger mødes, men parret Mette Østrup Rasmussen og Jonathon Casey er faktisk meget ens. De er begge 37 og udviklingsingeniører. De har dykkercertifikat, jagttegn, deler holdninger og er begge kreative. Mens Jonathan brygger sit eget øl, synes Mette, det er sjovt at lave avancerede kager, som ligner regnbuer og dinosaurer, til børnenes fødselsdage.

Ligesom mange andre børnefamilier er de i denne tid kastet ud i noget af et eksperiment. De skal både passe deres fuldtidsarbejde og børnene Ellie på fire og Toby på to.

»Der er både gode og svære ting ved det,« siger Mette, »men det sværeste er, at man føler sig utilstrækkelig begge steder, fordi det føles umuligt at give arbejde og børn fuld opmærksomhed på samme tid.«

Spartler vægge sammen

Parret mødte hinanden i 2010, da Mette startede i praktik på Jonathons arbejdsplads. Han havde skæg, og det kunne hun egentlig slet ikke lide, så det kom bag på hende, at hun faktisk gik og flirtede med ham.

I dag er de en travl børnefamilie, som har kastet sig over et stort ombygningsprojekt.  Når aftensmaden er spist, og ungerne puttet, spartler de vægge, maler og river ned. Andre gange går de omkuld sammen med børnene, hvis det har været en maratonputning på et par timer.

Lige nu har de inddelt dagene, så Mette laver formiddagsaktiviteter med børnene, mens Jonathon arbejder. Efter fælles frokost bytter de rundt, og når børnene sover, arbejder de typisk igen indtil ti-elleve-tiden, hvor øjenlågene bliver tunge, og den mindste vil ind i forældrenes seng og sove.

Burgere foran tv’et

Et par gange om ugen hjælper Mettes mor med at passe børnene, og i sidste uge tog hun dem også natten over.

»Så gik Jon og jeg en tur efter arbejde, så et underligt lys på himlen, som vi fandt ud af var fra planeten Venus, købte burgere med hjem, som vi spiste foran fjernsynet, inden vi sov hele natten sammen i vores egen seng,« siger Mette.

For fem år siden ville de have kaldt det en kedelig hverdagsaften. I sidste uge føltes det både tiltrængt og livgivende.

At de har Mettes mor, er ifølge parret »afgørende« i den her tid. Både for praktikken, børnene og parforholdets skyld.

»Før alt det her kunne vi godt diskutere, hvem der skulle blive hjemme med syge børn, og konkurrere på, hvem der havde flest vigtige møder. Nu accepterer vi, at vi står i en lortesituation, hvor vi begge to er nødt til at strække os og hjælpe hinanden,« siger Mette.

Jonathon nikker og siger, at coronakrisen faktisk har gjort dem mere »large« over for hinanden.

Nedsmeltning

Børnene klarer også situationen flot, fortæller de, bortset fra en enkelt dag, hvor den fireårige smeltede sammen over, at hendes lillebror ikke gad lege far, mor og børn, og hvor hun sagde, at hun savnede at lege med sine venner. Det er ikke kun forældrene, der er udfordret. Børnenes hverdag er også totalt forandret.

For nylig snakkede parret hen over morgenmaden om, hvor længe de kan holde til den nuværende situation.

»Lige nu går det godt, men jeg kan godt mærke, at adskillelsen – den der pause, hvor man går på arbejde og er væk fra familien – også er god i forhold til ens overskud og tålmodighed,« siger Mette.

»Det føles næsten forkert at sige, for når hverdagen igen vender tilbage, ved jeg, at jeg vil ærgre mig over, at vi igen ikke har nok tid sammen med børnene, og jeg tror faktisk, at jeg vil komme til at savne den her tid,« siger hun.

»Vi har faktisk slet ikke skændtes, siden vi blev spærret inde sammen«

Brynhild Øygard, 64 år, sekretær. Erik Larsen, 65 år, forsikringsmand. De bor i en lejlighed i Rødovre og har to voksne børn

Det er, som om vi ikke tager alle kampene, men slapper mere af og viser større hensyn, siger Brynhild Øygard om det isolerede liv med sin mand, Erik Larsen.

Sigrid Nygaard

Brynhild Øygard har læst, at coronakrisen enten vil føre til babyboom eller til rekordhøje skilsmissetal. Men ingen af delene kommer til at ske her på matriklen, siger hun. Tiden med små børn lægger årtier tilbage, og skulle de skilles, ville det være sket for mange år siden.

Brynhild og hendes mand, Erik Larsen, har været sammen i 42 år, og selv om de har »skændtes som hund og kat« de fleste af dem, har de fået slebet parforholdets skarpeste kanter af.

»Du kan stadig råbe ad mig, og jeg kan stadig blive enormt pigefornærmet over alting, men vi har faktisk slet ikke skændtes, siden vi blev spærret inde sammen,« siger Erik.

De er ellers meget forskellige. Brynhild er kulturel og elsker at læse og gå på museum. Hun er fra Norge og drømmer om fjelde og store vidder. Erik synes, »hele lortet burde asfalteres«, han går ikke på museum, og han kan ikke stå på ski. Til gengæld elsker han at ligge i sin seng og se Netflix.

For 42 år siden fik Erik øje på Brynhild, som sad alene og drak en øl på Duus Vinkælder i Aalborg.

»Hun havde langt mørkt hår, og jeg tænkte, at hun så godt ud,« siger Erik. Hvorfor de egentligt blev kærester står ikke længere klart for Brynhild, griner hun.

»Jeg tror, jeg syntes, Erik var sjov, og så var han en af de få, der faktisk forstod, hvad jeg sagde, når jeg talte norsk,« siger hun.

Fadøl og verdenssituationen

Parrets hverdag har egentlig ikke ændret sig meget siden lockdown. Brynhild arbejder som sekretær i et lille investeringsfirma, men kun tre dage om ugen, og Erik arbejder i et forsikringsselskab og arbejder altid hjemmefra. De er derfor vant til at være meget hjemme sammen, og det er mest deres fritidsliv, som har ændret sig.

»Jeg plejer hver dag klokken 16 at mødes med mine gode venner i Rødovre Centeret. Så ordner vi hele verdenssituationen og drikker 4-5 fadøl,« siger Erik.

»Du drikker da ikke fem fadøl,« afbryder Brynhild.

»Nej, det gør de andre. Jeg drikker kun to,« svarer Erik.

Han har type 2-diabetes og har skåret ned på fedt og alkohol og op for motion.

Brynhild savner at shoppe, gå på museum og i fitnesscenteret. Derfor står hun op klokken seks og starter hver morgen med gymnastik inde i stuen, mens hun ser træningsvideoer på fjernsynet. Så drikker hun morgenkaffe og løser kryds og tværs. I al den tid er stuen forbudt område for Erik. Hun nyder sin alenetid, og først ved ottetiden må Erik stå op og forstyrre hende.

Herfra arbejder de nogle timer hver for sig, og så spiser de frokost. Og indtil videre kan de stadig godt finde på noget at tale om. De snakker om børnene og om deres nye lejlighed, som de snart får nøglerne til og kan flytte ind i. Om aftenen spiser de igen sammen. De køber de tit takeaway for at støtte de lokale.

»I går fik vi wienerschnitzel med brasede kartofler, og i dag har vi talt om at bestille stegt flæsk,« siger Brynhild.

Vi smækker med dørene

Nogle få gange har Erik mødtes med sine venner på græsplænen foran lejligheden, og så har de med to meters afstand stået og drukket en øl. Men ud over dem og deres to voksne børn har parret ikke set mange mennesker, siden landet lukkede ned. Da parrets datter for nylig kom forbi for at låne bilen, blev hun stående ude i opgangen med god afstand til sin far.

»Det føltes underligt,« siger Erik, »men hun gør det af et godt hjerte og er sikkert forsigtig, fordi jeg har diabetes,« siger han og tilføjer hurtigt efter:

»Men jeg har tabt mig ti kilo, så jeg tror faktisk, sukkersygen er væk igen.«

Fra Brynhild lyder det tørt:

»Det tror jeg ikke.«

Erik og Brynhilds samtaler er fyldt med humor, sarkasme og halvspydige bemærkninger. Men man mærker også kærligheden, og de har begge lagt mærke til, at isolationen på en måde har gjort forholdet godt.

»Vi er normalt meget hurtige til at hidse os op, kalde hinanden nogle forfærdelige ting og smække med dørene, men i den her tid er det, som om vi ikke tager alle kampene, men slapper mere af og viser større hensyn,« siger Brynhild og fortsætter:

»Alt det, der sker lige nu, er jo hverken min eller Eriks skyld.«

»Det er rigtigt,« siger Erik, »her den anden dag gik vi en tur langs Ishøj Strandpark helt uden at skændes. Og vi er også – nærmest for første gang – blevet enige om nogle ting, vi begge gider se i fjernsynet. Så nu ser vi Barnaby og Jordemoderen. Du ved, hyggeligt tv, som man har glemt sekundet efter igen.«

Mange spekulerer over, hvordan coronaen vil påvirke ægteskaberne. Vil indespærring, sygdom og økonomisk krise få kærligheden til at blomstre eller flere til at søge skilsmisse? Her er de eksisterende studier, der kan kvalificere gætterierne, skriver lektorer i økonomi Birthe Larsen og Herdis Steingrimsdottir i dette debatindlæg
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Viggo Okholm
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Steffen Gliese, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christensen

Tror og håber mange finder ud af i denne tid, at måden vi har indrettet os, vores samfund og endda vores civilisation måske ikke er den bedste.

Der er mange illusioner der brister i disse dage. Og det er på alle niveauer.

Så lad os hjælpes ad til at se, hvor tingene viser sig ikke, at hænge sammen som forventet. Hvor tingene ikke bære som forlydende.
Og tage det med os til den anden side af krisen.
Jeg har ikke en løsning på alt, men opgaven er også for stor til at være enkeltmands opgave.
Så vær opmærksom, og lad os tage det med os vi kan, til den anden side. Og så være med i at udvikle videre med mange bække små.
Det er mit ydmyge håb.