Corona: De rige er kun modstandsdygtige, hvis de fattige også er det

Antroprolog Sine Plambech er gæsteforsker på det amerikanske eliteuniversitet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog om verden, som den tager sig ud fra hendes vindue på Yale.

Vi er inviteret til frokost hos amerikanske venner. Det er søndag, og børnene tumler rundt. Alle er glade for et frirum i en travl hverdag. Samtalen er livlig i køkkenet, mens alle hjælper til med kaffe, scones og mexicansk ovnbagt æggeret.

Som de fleste her i kvarteret arbejder de på Yale. En af dem spørger mig, hvad jeg som dansker finder mest bemærkelsesværdigt ved USA efter at have boet her on and off i seks år. Jeg siger uden tøven anxiety – angst, folks ængstelighed i hverdagen: De er bange for bakterier, school shootings, at blive fyret, Trump, ikke at kunne betale lægeregninger. Ofte med god grund. De nikker. Giver mig ret. Siger, de ikke husker det sådan fra deres barndom. En spørger ud i køkkenet: Blev vi ængstelige efter 11. september?

De fattige går ikke i karantæne

Uanset hvornår angsten kom, gør corona angsten værre. Vores venner er overbeviste om, at der er tusindvis af flere uopdagede coronatilfælde i USA, end de officielle tal viser. I et land med privatiseret sundhedsvæsen ved ingen, om den hostende mand på sædet ved siden af en i New Yorks subway er uforsikret og ikke har råd til at blive testet. Og man kan vel ikke forlange, at en enlig mor, der gør rent, skal gå i selvkarantæne i 14 dage uden løn?

En virus spreder sig nemt, når folk ikke får deres sygedage betalt og bliver fyret, hvis de ikke møder på arbejde.

86 millioner har ikke råd til ikke at smitte

Jeg fortæller om en kvinde, der ringede til lokalradioen her og fortalte om, hvor ængstelig hun var: »Hvis jeg får corona, hober ubetalte lægeregninger sig op, og jeg får ikke løn, når jeg er syg. Vi ved jo alle, at for os uden sygeforsikring er hjemløsheden kun tre måneder væk.«

Og vi taler om den amerikanske familie, der fik en regning på 3.270 dollar efter et coronatjek på hospitalet. Familien oprettede en onlineindsamling på Facebook i håbet om at få pengene ind på den måde. Ja, onlineindsamlinger er vores sundhedssystem, siger vores ven tørt henover frokostbordet.

26 millioner amerikanere er ikke forsikrede, og 60 millioner med privat forsikring har abnorm selvrisiko. Det er 86 millioner mennesker, som potentielt ikke har råd til at forhindre, at de smitter.

Corona forbinder i sjælden grad rige og fattige. Syge og raske. Forsikrede og uforsikrede. Republikanere og demokrater. De rigeste er kun modstandsdygtige, hvis de fattigste også er det. Vi sidder alle i saksen med hinanden, oven på en tidsindstillet bombe.

Hysteri eller omhu

Men alligevel midt i ængsteligheden er diskussionen også her: Hvor alvorligt er det? Selv om de fleste af os nu er helt klar over, at corona ikke blot er en influenza, hvordan balancerer man som menneske så en panik over at tænke: »Mon de, jeg kender, over 70 dør, hvad med de svage, de kronisk syge, min familie og måske mig selv,« versus »er det, en alvorlig, influenza«?

Jeg siger til min kinesiske veninde, at det kan være vanskeligt at vide, hvor alvorlig sygdommen er, at nogen stadig siger, at det bare er en alvorlig influenza. Hun kigger oprevet på mig: »Vi ved altså godt, hvad en influenza er i Kina ... corona er ikke bare en influenza!«

Hun bor med omtrent hundrede andre kinesiske forskere i udkanten af byen. Hun har udsat sin rejse hjem til sin gamle far i Kina i to måneder. Kom ikke hjem til Kina, siger han, det er alt for farligt. Hendes far siger, at smittetallet er langt højere end de officielle tal, for de fattige kommer ikke på hospitalet. Hun stoler på sin far, ikke på Kinas officielle tal. Hun stoler på det, hendes familie ser med deres egne øjne. Og så på modige journalisters videoer, der slipper ud fra Kina. Fra autoritære regimer til rådne sundhedssystemer – corona udstiller nådesløst achilleshælene i de lande, den raserer.

Er grænsekontrol smittekontrol?

Ved frokostbordet diskuterer vi sociale medier, hvor de mange kinesere i USA og illegale migranter beskyldes for at være smittespredere. Corona forstærker den frygt, angst og retorik, der var i forvejen. USA har ikke fået virussen fra illegale migranter, der krydsede grænsen, alligevel siger Trump: »Grænsekontrol er smittekontrol,« og antyder, at corona bliver en kærkommen mulighed for at lukke grænsen mod Mexico. Panik har altid kunne bruges politisk og racistisk.

Om mandagen efter frokosten møder jeg min kollega på universitetet. Hendes datter er handicappet, sidder i kørestol og lider af slim i lungerne. »Corona er en dødsdom for hende,« siger hun og hilser på mig med albuen. På Yales medicinske fakultet hilser alle med albuen først, og der står store dunke med håndsprit overalt.

Forskerne her kimes i disse dage ned af amerikanske medier med spørgsmål om corona og globale epidemier. De ved, hvad de snakker om, det var her, de opdagede det, der førte til ebolavaccinen. Pointen fra forskerne er klar: Corona handler mindre om faren for raske, sunde, yngre og velforsikrede mennesker. Den handler om at være solidarisk med dem, der ikke kan tåle corona, de ældre, de kronisk syge, de uforsikrede og de fattigste.

I krisetid måles vi på vores solidaritet med de svageste.