Læsetid: 12 min.

Fire kilometer uden for Ballerup ligger Danmarks coronahotline. Det er »first line of defence« i krigen mod corona

Der findes ikke nogen vaccine eller noget sundhedssystem eller nogen stat, som alene kan kurere coronavirussen eller forhindre den i at sprede sig. Der er brug for en kollektiv indsats – og derfor sidder hundredvis af hjemmeværnsfolk og andre frivillige i et callcenter på et tidligere militært område uden for Ballerup og besvarer telefonopkald fra bekymrede borgere
Vi skal ikke sidde og gætte. Det kan ikke nytte noget, at vi sidder og udtaler os om ting, vi ikke ved noget om, siger Martin Valentin, der er hjemmeværnsmand og frivillig på corona-hotlinen.

Vi skal ikke sidde og gætte. Det kan ikke nytte noget, at vi sidder og udtaler os om ting, vi ikke ved noget om, siger Martin Valentin, der er hjemmeværnsmand og frivillig på corona-hotlinen.

Sigrid Nygaard

21. marts 2020

»Callcenteret, det er Martin.«

Martin Valentin fra Hjemmeværnets Distrikt Nordsjælland tager sit headset i øret.

»Er det Martin?«

En ældre mand har ringet ind til coronahotlinen, hvor Martin Valentin og omkring 50 andre hjemmeværnsfolk sidder og besvarer opkald fra borgerne.

»Det er det.«

»Jeg har et spørgsmål. Hvordan kan det være, at man ikke isolerer alle os i risikogruppen og så lader virussen rase ud blandt dem, der kan tåle den?«

Martin Valentin lytter. Han sidder på en stabelstol ved et lille bord i en stor sal i Jonstruplejren uden for Ballerup. I camouflagefarvede bukser og jakke med et faldskærmsmærke på brystet. Foran ham ligger en manual med spørgsmål og svar. Der er blandt andet svar på spørgsmål om, hvornår man skal isolere sig, hvornår man skal ringe til lægen, og hvor mange man må forsamles. Men der står ikke noget om det, som manden spørger til.

»Det er en beslutning, man vælger at tage højere oppe, og de har flere informationer, end jeg har,« siger Martin Valentin.

»Det ved jeg godt. Det er folk med forstand på virologi. Men altså, man kunne jo bare tage den del af befolkningen, som kan klare corona, og så kunne man lade dem omgås hinanden vildt og inderligt. Så ville man kunne få den sygdom ud hurtigt.«

»Det er rigtigt. Men igen: Det kan jeg ikke svare på. Det er ikke en beslutning, jeg har været inde over på nogen måder, og jeg har heller ikke bemyndigelse til at svare på det.«

»Men det er da et utroligt interessant spørgsmål,« siger manden.

Han er insisterende.

»Hvem tror du, jeg kan ringe til?«

Der er mange ubesvarede spørgsmål i disse dage. Hvor længe skal man blive hjemme fra arbejde? Hvor mange vil blive smittet i Danmark? Hvordan bekæmper man bedst virussen? Og som en mand ringede ind og spurgte på coronahotlinen i denne uge: Ville det i virkeligheden være bedst for alle at lade smitten sprede sig?

Udbruddet af coronavirus har stillet både den danske regering og ikke mindst den danske befolkning over for en række ubesvarede spørgsmål. Der findes ikke nogen lette svar – der findes ikke nogen vaccine eller noget sundhedssystem eller nogen stat, som alene kan kurere virussen eller forhindre den i at sprede sig.

Der er brug for en kollektiv indsats. Derfor er en helt afgørende del af regeringens indsats mod spredningen af virussen at tage telefonen og besvare tusindvis af spørgsmål fra borgerne for få dem til at forstå, hvad vi kan gøre hver især og i fællesskab.

»Danskerne mangler hverken ris eller vand eller beskyttelse,« siger kaptajn Thomas Seloy fra Hjemmeværnet.

»Men staten har brug for at få oplysninger ud. De mangler nogen, som kan tage imod de tusinder og tusinder og tusinder af spørgsmål, som borgerne har.«

På den måde er callcenteret i Ballerup de seneste uger blevet den yderste front i regeringens indsats mod pandemien. 75 mand. 75 iPhones. En fælles opgave. Det er, som Thomas Seloy siger, »first line of defence«.

Ballerup »gunner up«

Thomas Seloy står ude ved indgangen til callcenteret.

I camouflagefarvet uniform med tre stjerner på brystet og et lille sølvemblem under højre brystlomme. Han har lige taget imod os med en albuehilsen. På et lille bord ved indgangen er der stillet håndsprit op til gæster, og på et langt bord bag ham er der stillet krydderkage med rosiner og kaffe frem til de frivillige på coronahotlinen. Det er tirsdag formiddag.

Thomas Seloy har været i Jonstruplejren hver dag og hver nat de sidste to uger. Som kaptajn i det vagthavende hjemmeværnskompagni Rosenborg blev han i starten af marts ringet op og spurgt, om han kunne samle sine folk og etablere en telefoncentral hurtigst muligt.

Det kunne han godt. Samme eftermiddag kørte han sammen med 15 hjemmeværnssoldater ud til den tidligere militærlejr i Ballerup, hvor de mødtes med en medarbejder fra politiet, som sad alene i den tomme sal med en masse telefoner. Så begyndte de at sætte borde op og tilslutte telefonerne.

»Klokken syv om aftenen begynder vi så at tage de første telefoner. På det tidspunkt har vi sat det hele op. Vi er blevet uddannet af Sundhedsstyrelsen i, hvad vi skal sige, og vi har fået vores action cards. Så begynder telefonerne at ringe.«

Tidligere var der en mindre telefoncentral i Sundhedsstyrelsen bemandet af nogle enkelte medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen, men med registreringen af det første danske tilfælde af corona i slutningen af februar og spredningen af virussen til flere lande i Europa var det ikke længere muligt at besvare alle opkald.

»Der havde siddet nogle folk fra Beredskabsstyrelsen og arbejdet med det her. Men da der kom flere og flere og flere opkald, var man nødt til at gunne up,« siger Thomas Seloy.

»Og så gunner man up med en anden beredskabsenhed, som er hjemmeværnet. Allerede dagen efter er vi omkring 40 mand. Og sådan kører det derudad.«

Siden oprettelsen af centeret den 6. marts er antallet af medarbejdere på coronahotlinen steget til 570. Ud over callcenteret i Jonstruplejren er der oprettet tre andre centre forskellige steder i Danmark, som ud over frivillige fra Hjemmeværnet er bemandet af Beredskabsstyrelsen og Røde Kors samt politiskoleelever og medicinstuderende.

»Så det er en stor opskalering,«

»Men vi kan jo opskalere meget voldsomt. Vi har over 1.000 soldater i København og Københavns Vestegns distrikter og kan også opskalere med folk fra resten af Sjælland, hvis det bliver nødvendigt.«

Almindelige mennesker med almindelige problemer

Martin Valentin sidder ved bord ét.

I salen er der i alt 11 borde med fire uniformerede hjemmeværnssoldater ved hver, og foran hver soldat ligger en iPhone og en oversigt over oftest stillede spørgsmål og svar.

»Her for eksempel,« siger han og sætter en finger på et af papirerne.

»Hvad man skal være opmærksom på ved mistanke om corona.«

Han fortsætter med at læse op fra listen: »Hvis man blive udsat for smitte. Hvis man er ansat i det offentlige.«

Han bladrer.

»Så har du her … vi kan ikke svare på alt.«

Det er et af punkterne i manualen: De frivillige kan ikke svare på alt.

»Og det skal vi heller ikke,« siger Martin Valentin.

»Vi skal ikke sidde og gætte. Det kan ikke nytte noget, at vi sidder og udtaler os om ting, vi ikke ved noget om.«

Martin Valentins telefon ringer med ti minutters mellemrum. De fleste er mødre. En mor ringer for at høre, om hun skal være bekymret for sin søn, som har hævede mandler. En anden mor ringer for at høre om mulighederne for at blive testet for corona. Hun arbejder i sundhedssektoren, og da begge hendes sønner er sendt i karantæne, er hun nervøs for at være blevet smittet og måske smitte sine kolleger. En tredje mor ringer for at spørge om hendes søns klasselærer.

Martin tager headsettet i øret igen.

»Callcenteret, det er Martin.«

»Hej Martin, jeg har et spørgsmål. Min søn har lige fået at vide, at hans klasselærer er testet positiv for corona. Det er meldt ud til hele klassen.«

»Jeg og min søn har faktisk gået rundt med knaldende hovedpine i en uge. Så ringede jeg til min læge i går, men han sagde, at det skulle jeg ikke tænke på. Nu tænker jeg: Kan klasselæreren have smittet os?«

Martin Valentin svarer, at hovedpine ikke nødvendigvis er et symptom på corona.

»Folk reagerer forskelligt. Har I holdt jer hjemme de sidste par dage?«

»Ja, men vi har været sammen med min far, som har svækket immunforsvar, og jeg har en svigermor, som lider af alt, hvad man kan forestille sig. Inklusive kol. Og så tænker jeg lidt, om man måske skal til at passe på.«

»Selvfølgelig skal du det. Men man kan vende det om og sige, at hvis du har været indenfor de seneste mange dage og ikke fået frisk luft, så er det meget normalt at få lidt hovedpine. Men hvis du begynder at få andre symptomer på influenza, så ville jeg anbefale dig at isolere dig derhjemme.«

»Jamen, hvad så med familien? Min mand skal gerne kunne komme hjem.«

»Har I et soveværelse?«

»Ja.«

»Så vil jeg anbefale, at I sover hver for sig, og at din mand sørger for at købe ind og lave mad og sådan noget.«

»Men så skal min mand sove på … vi har ikke nogen sofa. Så hvis han tager soveværelset, så skal jeg sove på spisebordet.«

Det er et problem.

»Det kan jeg godt se,« siger Martin Valentin.

»Men igen: Det handler om afstand. Hvordan I løser det ude hos jer, det kan jeg desværre ikke hjælpe med.«

Han gentager, at hendes hovedpine ikke nødvendigvis er et symptom på, at hun er smittet med coronavirus, men at hun skal holde øje med, om hun får feber.

»Så skal du begynde at isolere dig. Det handler om sund fornuft.«

På de travleste dage er der op til 16.000 opkald. Der har været travlest i forbindelse med statsministerens pressemøder. Hotlinen havde modtaget 85.000 opkald, da Information var på besøg tirsdag.

Sigrid Nygaard
Samtalen slutter. Martin tager headsettet ud af øret og læner sig tilbage i stolen. Ifølge ham er kvinden et typisk eksempel på, hvem der ringer ind til coronahotlinen: »Almindelige mennesker« med »almindelige bekymringer«.

»Det er personer, der er forskrækkede og bekymrede og har brug for snakken. Selv om vi nogle gange tænker, at det var lidt overkill, så tager vi snakken. Vi er en form for filter. Det har vi det helt fint med. Hellere at det er os, end at man overbelaster sundhedsvæsenet,« siger Martin Valentin.

— Men hun havde haft knaldende hovedpine. Det lød alligevel sådan lidt alvorligt … ?

»Men kan du vurdere det?«

Martin Valentin fortsætter selv:

»Det kan jeg ikke vurdere.«

— Men sønnens klasselærer havde corona.

»Muligvis. Men jeg sidder ikke med lægens vurdering. Der har måske siddet en læge i et lægehus, som har sagt til klasselæreren, at det kan godt være corona, og så er det blevet til mere, end det egentlig er. Men jeg kan kun vurdere det ud fra samtalen og de papirer, som vi sidder med.«

85.000 opkald

Siden oprettelsen har coronahotlinen modtaget 85.000 opkald.

De travleste perioder har været i timerne efter pressemøderne onsdag og fredag i sidste, hvor regeringen offentliggjorde planerne om at lukke henholdsvis skolerne og grænserne. På de travleste dage har coronahotlinen haft op mod 16.000 opkald.

Men både antallet af spørgsmål og indholdet har ændret sig fra dag til dag, siger Thomas Seloy.

»De første dage var spørgsmålene meget rejserelaterede. Det kunne være: Jeg er på vej hjem fra Norditalien. Hvad skal jeg gøre? Men i takt med at danskerne har opdaget, at det faktisk er alvorligt, har spørgsmålene ændret sig. Hver gang statsministeren har været ude at sige et eller andet, så har spørgsmålene handlet om det. For eksempel: Jeg er ambulancefører og enlig forsøger. Hvad skal jeg gøre for at få mine børn passet? Eller: Et barn i vores klasse er smittet. Skal hele skolen lukke? Det kunne være sådan noget.«

Thomas Seloy har 30 års erfaring i Hjemmeværnet. Både som befalingsmand og officer. Men han har ligesom de fleste andre frivillige fra Hjemmeværnet ikke nogen sundhedsfaglig baggrund for at svare på spørgsmålene.

»Men vi er her jo heller ikke for at lege læger eller spille smarte,« siger han.

»Vi kommer ikke som eksperter i corona eller noget som helst. Men vi har vores action cards, og ud fra dem fortæller vi folk, hvad de kan gøre.«

De såkaldte action cards er udførlige manualer fra Sundhedsstyrelsen, som de frivillige følger under samtalerne. Har den pågældende person været ude at rejse – gør dit. Har den pågældende hoste – gør dat. På den måde er indsatsen i Jonstruplejren og de andre callcentre indrettet til at aflaste akuttelefonen 1813.

»Det har været formålet hele tiden,« siger Thomas Seloy.

»For det er helt essentielt, at 1813 eller lægevagterne ikke bliver lagt ned. Men kommer der et sundhedsfagligt spørgsmål – er jeg syg eller ikke syg – så sender vi dem videre til 1813.«

»Hallo, det er Mikkel«

Lige nu er callcenteret ikke ligefrem lagt ned.

I den bageste ende af lokalet sidder Troels. Ligesom de andre i fuld uniform og med navneskilt på brystet. Selv om der ikke er travlt denne formiddag, kan der meget vel blive mere travlt i løbet af dagen og aftenen, hvor regeringen vil holde pressemøde og dronningen tale til nationen. Der er altid mere travlt ved telefonerne umiddelbart efter, at der er blevet annonceret nye regler og tiltag.

Telefonen på bordet blinker.

»Goddag, det er coronahotlinen,« siger han.

»Ja hallo, det er Mikkel. Det er, fordi ... Ja ... Altså, jeg tror ikke, jeg har corona, men jeg har været syg i tre-fire dage, og så skal man jo ringe og høre ik’? Jeg bor på kollegie, og mange af de andre er begyndt at blive nervøse. Jeg har ikke andre coronasymptomer end hoste, men de andre ville gerne have, jeg ringede.«

Man kan ikke vurdere, om nogen har corona uden en test, forklarer Troels. Og lige nu skal man enten være i risikogruppen eller meget syg for at få sådan en. »Men nu handler det om at inddæmme smitten. Du skal undgå kontakt og være særlig opmærksom på din hygiejne. Husk at vaske og spritte hænder.«

»Vi tager faktisk allerede højde for det. Jeg vasker fingre, når jeg har pudset næse og sådan. Og jeg har arbejdet på McDonald’s engang, så jeg har styr på det.«

»Det er godt. Når du nu bor på kollegium, kan du måske få nogle af de andre til at servicere dig, så du kan isolere dig mest muligt.«

»Aarh. Jeg bliver altså nødt til at lave mad til mig selv. Det er for træls for de andre, hvis de skal gøre alt sådan noget.«

»Ja, det er ikke sjovt at ligge nogen til last. Men undgå kontakt med andre, så meget du kan, ik’?«

»Det gør jeg. Tak for det.«

Sund fornuft og action cards

Ifølge Troels handler arbejdet i coronahotlinen om at bruge sin »sunde fornuft«.

Han har flere gange i løbet af dagen bedt bekymrede borgere om at gøre netop dette, og det var også beskeden til ham selv, da han startede i callcenteret for tre dage siden: »Kig i papirerne foran jer, brug jeres sunde fornuft, og lad være med at svare på noget, I ikke ved,« fortæller han.

Og så gik han i gang med at tage telefonen.

Ifølge Troels og hans kolleger skal man altså bruge to ting for at kunne svare på de mange spørgsmål om corona: sine action cards og sin sunde fornuft.

Selv om frivillige fra organisationer som Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet ifølge Thomas Seloy er de rette til netop den opgave, så blev der i sidste uge bragt flere kritiske historier i medierne om, at telefonerne er bemandet af personer uden relevant sundhedsfaglig uddannelse. Ekstra Bladet beskrev blandt andet et eksempel, hvor en hjemmeværnsmand havde rådgivet en person, som havde været på rejse til Milano. Hjemmeværnsmanden vidste ikke, hvor Milano lå, men endte alligevel med at rådgive personen til at gå i to ugers hjemmekarantæne.

Eksemplet irriterer Thomas Seloy.

»Vores opgave har på intet tidspunkt været at vide alt om corona eller fortælle, hvor Milano ligger,« siger han.

Ifølge Thomas Selsoy er der tale om en misforståelse. På de frivilliges action cards og papirer er områderne opdelt efter regioner – ikke byer.

»Soldaten vidste ikke, om Milano lå i den ene eller anden region. Det var problemet. Men jeg vidste heller ikke, hvad de forskellige provinser i Kina hed, før det her startede,« siger han.

Ifølge Thomas Seloy leverer coronahotlinen dybest set de samme informationer, som man kan finde på wwwcoronasmitte.dk.

»Danmark havde ikke tid til at vente på, at vi brugte 14 dage på at få en middelsvær sundhedsfaglig uddannelse. Men vi kan svare på 85 til 90 procent af de henvendelser, som kommer.«

Det kræver blot to ting, action cards og sund fornuft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

»Jeg har et spørgsmål. Hvordan kan det være, at man ikke isolerer alle os i risikogruppen og så lader virussen rase ud blandt dem, der kan tåle den?«

60-70% af en befolkning skal have være smittet for at en befolkning opnår immunitet. Så det er da et meget interessant spørgsmål. Kunne godt fungere.

Helt enig. Har også stillet spørgsmålet, men det forbigåes i tavshed. Hvorfor mon? Ved det ikke men det er formodentlig en noget politisk varm kartoffel at skulle beslutte et så diskriminerende indgreb overfor de svageste i samfundet. På trods af den potentielle begrænsning det kan have af de alvorligste effekter af epidemien. Så hellere en masse info “ overkill”.

Rikke Nielsen

I en befolkning, hvor halvdelen er overvægtige, er risikogruppen måske større end man skulle tro. Hvor skulle man så isolere alle disse mennesker henne? På Fyn?

olivier goulin

Har stillet mig selv samme spørgsmål - især i lyset af, at der formentlig vil komme en anden bølge senere på året, hvor vi så skal gentage alt det her. Det virker umiddelbart som en langt mere rationel strategi - og langt billigere.

Fuldstændig isolation af alle plejecentre. Daglig test af social- og sundheds-assistenter, evt. med opfodring til at de også isolerer sig mest muligt. Præcis samme tiltag som nu, blot kun rettet mod de udsatte.

Det ville formentlig også virke som et stærkere incitament for de udsatte til at tage isolationen alvorligt, og ikke gå ud blandt alle de smittede.

/O

Kent Nørregaard

Spild af tid. Det der skal til er tests og intet andet. Hvad skal et telefonopkald gøre? Dem der tager telefonen siger alligevel bare det der er forudsigeligt.

Mette Frederiksen har givet virus et kæmpe forspring via lemfældig rejsepolitik og ved at ignorere samtlige faresignaler tidligt i forløbet.

Jeppe Lindholm

Starten kunne støtte op med støtte til indkøb, rengøring og andet, som gør en isolation holdbar og tålelig. Og ja, det skal så vidt muligt foregå i folks egen bolig. Dertil knyttes test i det omfang der er behov.

Op mod 80-86%, som rammes af corona virus, kommer igennem forløbet med ingen eller milde symptomer. Og da immunitet i en befolkning opnås ved 60-70% smitte er det ikke en utænkelig mulighed.

I stedet for at løbe væk fra faren, løber vi derved direkte ind i den og flår den effektivt omkuld.

Men den vej tør ingen politiker eller sundhedsansvarlig at gå. Forståeligt nok. Det er aldrig prøvet før.

Der bliver anvendt supercomputere til at simulere atomspringninger. Måske en supercomputer kan beregne det sandsynlige udfald på forskellige forløb for derigennem at fastslå hvilken strategi, der har de bedste chancer.

Jeppe Lindholm

Dertil kommer, at det kun er et spørgsmål om tid før landets teenager får nok. 14 dage OK. Men. De er afhængige af deres sociale relationer i en grad, som ikke er set før. Venner er i dag for mange vigtigere end familie. De er normalt sammen dag og ofte nat når de overnatter hos hinanden. Det har de gjort siden børnehaven.

Før eller siden kan mange af dem ikke holde den uvante isolation ud længere.

olivier goulin

Hjemmeværnet har vist fundet en ny rolle og betydning for sig selv.
Denne gang gør de store legebørn i det mindste lidt gavn

/O

Jakob Trägårdh

F.eks: Hvis vi retorisk bruger begrebet "krig"—er man så en "terrorist", hvis man ikke følger den officielle (isolation etc.) linje?

Kent Nørregaard

Jakob. Nej for vores undtagelsestilstands-regime tester jo alligevel ikke folk for corona så hvem skulle vide at en person var en corona-"terrorist"?