Interview
Læsetid: 2 min.

Frisør med corona: »Vi bestiller 100 shots to gange. Jeg ved ikke, om det er der, jeg er blevet smittet«

34-årige Jenni Carlend fra Herlev er blevet testet positiv for coronavirus efter en skiferie i Østrig. Hun var sammen med sine venner og familie på afterski på en bar, hvor alle bartendere senere viste sig at være smittet
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale mine regninger til den første, eller hvordan vi skal få mad på bordet, siger Jenni Carlend.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale mine regninger til den første, eller hvordan vi skal få mad på bordet, siger Jenni Carlend.

Privatfoto

Moderne Tider
14. marts 2020

— Hvordan føles det at have coronavirus?

»Der er ikke som sådan noget at mærke. Jeg er tørstig og lidt træt og har haft en meget svag hovedpine. Men ikke mere end det. Det er mærkeligt, for man går og er så bange for det. Jeg ved selvfølgelig godt, at for eksempel ældre og syge er udsatte og ikke skal have corona, men for mig har det ikke været slemt.«

— Hvordan blev du smittet?

»Jeg var på skiferie med min familie og venner i Østrig. Vi havde simpelthen verdens sjoveste skiferie, og i hvert fald hver anden dag var vi nede på Kitzloch, som er en afterskibar. Der er høj musik og dans på bordene, og så giver man den bare gas i tre timer.«

Jenni Carlend

  • 34 år
  • Blev smittet med coronavis på en skiferie i Østrig
  • Selvstændig frisør og mor til tre
  • Bor i Herlev

»På et tidspunkt bestiller vi 100 shots. De bliver båret ind på et stort fad med fløjtepiften og stjernekastere. Alle bartenderne render rundt med en fløjte om halsen, som de bruger til at holde festen i gang, og på et tidspunkt låner jeg så en af fløjterne. Jeg synes ligesom, at jeg skal være med til at holde festen i gang. Senere finder jeg ud af, at samtlige bartendere er smittet med corona.«

— Da du kommer hjem, bliver du testet for virus. Hvordan foregår det?

»Mandag eftermiddag kører jeg i min bil ud til Hvidovre Hospital, hvor jeg bliver guidet over til en parkeringsplads. Jeg får besked på at blive i bilen, indtil jeg får et opkald fra en sygeplejerske om, at jeg må stige ud og gå hen til en afsides liggende bygning. Døren står åben, og jeg går ind og finder lokale A. Det er verdens mest tomme lokale.«

»Der står en mand i fuld heldragt og med maske og handsker og spritter et eller andet af ude på gangen. Derudover er der kun mig, men så kommer hende sygeplejersken senere. Hun er totalt pakket ind, med mundbind og maske og handsker. Hun poder mig. Så bliver jeg sendt hjem i karantæne.«

— Hvilke konsekvenser har det haft for dig?

»Det har haft voldsomt store konsekvenser. Jeg er selvstændig frisør og tjener ikke nogen penge i over en måned. Jeg er rimelig nystartet, så jeg har ikke noget at trække på. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale mine regninger til den første, eller hvordan vi skal få mad på bordet.«

— Hvad gør du så?

»Jeg kan ikke gøre så meget, jeg har snakket med diverse forsikringer, men der er ikke nogen, der dækker lige på dette område.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Op på bistandskontoret og bede om hjælp

Søren Kramer

Mon ikke den fællesdeling af fløjter stopper nu, så musikken kan reserveres til aktiviteter, der er lidt mere blæs i for pengene.

Rimelig nystartet og uden reserver og 3 børn, men altså alligevel råd til luksuriøs skiferie med masser shots og dans på bordene. Hvad er problemet?

Mogens Holme, Dagmar Christiandottir, Birte Pedersen, Allan S. K. Frederiksen, erik pedersen, Erik Winberg, Søren Bro og Lars Steffensen anbefalede denne kommentar

Erik Nissen: Det samme problem som det unge pars der var i Indonesien, gik ombord i en totalt overfyldt færge (uden tilstrækkeligt med redningsbåde), som forulykkede. Parret overlevede, kom hjem til DK, blev interviewet og var fortørnede over at de ikke kunne få krisehjælp.

Miklôs Tōtfalusi

Det er meget synd for den unge selvstændige, men sikken en blæst historie.

Steen K Petersen

God bedring Jenni og tá dig ikke af kommentarerne, vi kommer til at sige mange dumme ting i denne tid, noget de fleste skammer sig over senere hen.

Som sagt, rigtig god bedring

Camilla Krag Jensen, Michael Friis, Carsten Munk, Olaf Tehrani, Claus Nielsen, Randi Christiansen, Anders Skot-Hansen, Thomas Andersen, John Larsen og Anders Mørk anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

Man kan undre sig over hvorfor nogle mennesker udstiller deres egne fejltagelser, selv om de må vide at de er farlige (for sig selv og andre). Men her har Information måske mere initiativet, ansvaret og en anderledes interesse i at publicere.

Det virker meget som om Jenna selv tænker, at hun kun gjorde det som hun burde gøre (holde gang i festen). Hvilket jo meget godt belyser betydningen af normer. Hun er også typen på én som lever i "mediocristan" og derfor ikke forstår når noget nyt og anderledes sker. Hvilket jo meget godt illustrerer de fleste reaktioner på epidemien.

Mogens Holme, Dagmar Christiandottir og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Betale sine regninger? Er folk helt for snøvsen!

Det svarer jo meget godt til det billede man har kunnet danne sig igennem pressen nemlig; at Corona blev spredt til resten af Europa gennem skiturisme fra Italien og Østrig: Ikke noget man nødvendigvis har kunnet forudse, da man tog derned. Men spørgsmålet om skyld er jo også lidt ligegyldigt, for det er ikke der vi er nu. Nu er Corona sluppet løs på stort set hele vores kontinent - ja stort set i hele verden.

Surt sjov - for som frisør er man effektivt sat ud af spillet, som smittet. En god ting er så selvfølgelig, at man måske opbygger resistens når man først har været inficeret. Men så roligt er det jo ikke alle der kan konkludere. Det er jo til, at forudse, at første bølge ruller måske helt ind til sommer. Ja selv til efteråret kan der rulle en ny bølge. Den sydlige halvkugle kan være inkubator, mens vi har sommer her.

Lars Steffensen

"Men spørgsmålet om skyld er jo også lidt ligegyldigt, for det er ikke der vi er nu. "

Ud over spørgsmålet om skyld er der jo spørgsmålet om, hvor smart der er at indrette samfund, lovgivning, kultur, normer og adfærd ud fra en forestilling om, at der aldrig kan ske noget uventet.

Hvis man aktivt går ind for den tænkning, så må man leve med konsekvenserne.

I går var der vist i 21 søndag et indlæg om hvad økonomerne kalder "black swan" altså det helt uforudsigelige. Den slags kan man ikke indrette hverken økonomi eller et sundhedsvæsen efter. Det man må regne på et mål af forudsigelighed. Der indtræffer jo også naturkatastrofer ud af det blå.

Men det er da klart, at med en tiltagende globalisering hvor alt stort set er forbundet til alt så kan den slags begivenheder også få stor betydning. Det tager jo kun få timer, at tage et fly fra Wuhan til Italien og kun et par timer med fly fra Italien til Danmark. Og med en helt ny virus, så kan stort set hele verden ligge åben for hastig udbredelse. Ingen resistens hos folk nogle steder og på et par timer kan man stå på et nyt kontinent. Vi rejser mere end nogensinde.

Kunne man så ikke forudse, at det kunne eller måtte ske? Måske. Men nu er det i alle tilfælde realitet, og den globale økonomi kommer til, at mærke efterdønningerne, for ikke at tale om, at man med en vis matematisk sikkerhed kan slutte, at tusinder vil dø i kølvandet på det her.

Birte Pedersen, Lillian Larsen og Lars Steffensen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"I går var der vist i 21 søndag et indlæg om hvad økonomerne kalder "black swan" altså det helt uforudsigelige. Den slags kan man ikke indrette hverken økonomi eller et sundhedsvæsen efter. Det man må regne på et mål af forudsigelighed. Der indtræffer jo også naturkatastrofer ud af det blå."

For juleanden er juleaften en "black swan" begivenhed. Den er jo vant til at blive fodret, og forventer ikke at blive slagtet. Hvad der er en sådan uventet "balck swan" begivenhed afhænger altså af hvor naiv og indskrænket man er.

Man kan selvfølgelig ikke vide alt og ikke sætte sig ind i alt. Man hvis man aktivt indretter sin verden efter at intet uventet kan ske, så vil man før eller siden opdage at det er blevet "juleaften" på en uventet måde.

Et godt eksempel er vores accept af overopmerede systemer, der kuldsejler første gang at det blæser. F.eks. det financielle system, der ikke tåler modgang.

Et andet eksempel er de høje "pc" krav til forudsigelighed, venlighed, empati og forståelse, der hver fremmer et skrøbeligt sind. Det er blevet ekstremt let at blive anklaget for voldtægt, racisme og andre ting, der tidligere var stygge forbrydelser.

Et tredje eksempel er den hysteriske helikopter-omsorg, der har gjort en generation af unge mere selvskadende og psykisk sårbare en alle tidligere generationer.

Lars Steffensen

Overoptimerede....

Jeg husker fra organisationsteori en teoretiker der hed Galbraith tror jeg det var. Han opererede med, at der måtte være hvad han kaldte slack ressourcer dvs. en buffer. Var der ikke slack ressourcer, så ville de naturligt opstå.

Men sådan er verden jo kun delvist indrettet, for man omkostningsoptimerer hvor man kan, og ekstra kapacitet er en omkostning. Og hvad mere er så har vi et godt stykke af vejen markedsøkonomi. Dvs. at værdierne både i varemarkedet og på kapitalmarkederne kan begynde, at skride når det helt uventede sker. Måske var værdierne i første omgang ikke helt igennem reelle. I økonomien ville man vel også tale om multiplikator effekter når tingene breder sig som ringe i vandet.

Det er vel også derfor man nu ser økonomiske hjælpepakker, så krisen ikke skal blive for graverende

Men ligesom virussen ikke er noget man kan kontrollere sig ud af, så er økonomien eller de økonomiske konsekvenser også et stykke af vejen uden for det kontrollable.

Vi ved jo endnu ikke hvor langvarigt det her bliver.

I første omgang forsøgte man, at inddæmme sygdomsudbruddet. Da det ikke lykkedes så ændrede man strategi, og alt andet lige så kan jeg ikke forestille mig andet end, at de tiltag sundhedsmyndighederne har anbefalet og de restriktion der indført bare på få dage dog må lægge en dæmper på forløbet af virussens udbredelse. Men vi ved jo ikke hvor det her ender - eller hvor længe vi kan holde til, at være på stand by i økonomisk forstand

Lars Steffensen

"Men sådan er verden jo kun delvist indrettet, for man omkostningsoptimerer hvor man kan, og ekstra kapacitet er en omkostning."

De ressourcer der først og fremmest er blevet optimeret, er almindelige menneskers deltagelse på arbejdsmarkedet. Vi har en selvfed overklasse af akademikere, der de sidste 40 år har sørget for sig selv, mens ingen håndværkere eller ufaglærte har set meningsfulde stigninger i deres løn.

Men spænder man buen for hårdt så knækker den før eller siden. Det er nu sket på grund af en lille virus. Det har allerede sat dybe spor i vores samfund. Men der vil uden tvivl være forandringer undervejs, som det tager lang tid at opdage og længere tid at gennemføre.

Det er synd at Alternativet er gået i opløsning af egen kraft. Det ville have været interessant at se dem kæmpe for relevans i en kommende valgkamp.

Lars Steffensen: For halvtreds år siden der var der jo en klasse af industriarbejdere i vores samfund. Ikke at det er helt afskaffet, men i dag taler man jo af gode grunde om Kina, som verdens fabrik og varer fragtes på tværs af jorden bl.a. fordi produktionsomkostningerne er lavere andre steder. Vi lever i højere grad i urbane samfund end tidligere. Så der jo flere faktorer til, at det her optræder som en mere alvorlig krise end det ville have gjort førhen. Kapitalen har jo længe været international, men det gælder vel i højere grad nu, hvor f.eks. selv hævdvundne amerikanske brands som Apple og Nike produceres i østen. Går aktiemarkederne i rødt om morgenen i Tokyo så følger de givet efter ud på aftenen på Wall Street. Bogstavelig talt så er det i højere grad blevet sådan, at hvis en sommerfugl slår med vingerne i Tokyo så bliver det regnvejr i New York

Det er jo ikke kun virus om og mennesker der overskrider grænser. Kapital og varer gør det også for ikke, at tale om arbejdskraft. Så det åbne samfund omfatter bestemt også økonomi, hvor turisme jo også af en del af det Apro pos skiturister der vender hjem fra Østrig.

Thomas Andersen

To problemer.

1.
Folk får ondt i røven over en person der har været på skiferie. Ja hun er ikke fattig fattig, for så har man ikke råd til at tage på ferie. Men hvorfor der er en skadefryd over at hun er blevet syg og at hun dernæst mister sit levegrundlag, det er simpelthen uden for min fatteevne.

2.
Link til den reelle historie. Læs den inden I dømmer andre. Dernæst kan I overveje om det er Informations korte version eller myndighedernes ageren I kan lade jeres galde gå ud over.
https://www.bt.dk/samfund/jenni-er-smittet-med-coronavirus-det-er-forfae...

"»Jeg kontaktede 1813 og corona-hotlinen, men de tog mig ikke seriøst. De var ligeglade, fordi Østrig ikke var på deres liste.«

PS. Bistand er det, så vidt jeg ved, ikke muligt at få hvis man har bare den mindste formue. Men det er måske bedre for folks selvretfærdighedsfølelse at hun skal til at være sådan rigtig fattig. For hun skal fandme ikke have det for godt, når hun tillader sig at tage ud og rejse.

Michael Friis, Jens Christian Jensen, Claus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"Men det er måske bedre for folks selvretfærdighedsfølelse at hun skal til at være sådan rigtig fattig. For hun skal fandme ikke have det for godt, når hun tillader sig at tage ud og rejse."

Jeg tror alle her ønsker Jenni en hurtig og fuldkommen bedring.

Men det betyder ikke at man automatisk overtager hendes selvforståelse.

Eller at man er med på det forholdsvis idiotiske normsæt, som er rammerne for Jennis ageren.
Altså den opfattelse, at der hverken kan, vil eller bør ske noget uforudset, på distancen mellem ens konfirmation og alders-pension.

Der er jo desuden ting i hendes beskrivelse som mere end antyder, at hun selv er ude i en revision af tidligere opfattelser.

Jeg går ud fra at sigtet med at udstille den forholdsvis personlige histore var at skabe debat, eftertanke og en anledning til at overveje om der er ting som bør gøres eller opfattes anderledes. Er det ikke det som foregår?

Thomas Andersen

Jeg må så også være en af dem der følger det forholdsvis idiotiske normsæt, i min verden tilsiger det bare at man ikke kan være forberedt på alverdens ulykker hele tiden.

I bund og grund forstår jeg slet ikke logikken. At der skulle være en sammenhæng. At hvis man har det sjovt til en fest, så agerer man samtidig som om alting er uforanderligt.

Kent Nørregaard

Det er vel første gang i moderne danmarkshistorie at man kan undlade at betale husleje. Udsættelsesforretninger bliver der vidst ikke mange af i de næste måneder.

Sygdomsforløbet er nok snart overstået og så kan Jenni med god samvittighed hente det tabte. I mellemtiden er jeg sikker på hun nok skal finde noget at spise.

Lars Steffensen

"I bund og grund forstår jeg slet ikke logikken. At der skulle være en sammenhæng. At hvis man har det sjovt til en fest, så agerer man samtidig som om alting er uforanderligt."

Desværre er logikken mest et spørgmål om matematik. Og har man ikke selv praktisk erfaring, så kræver det at man har sat sig ind i begrænsningerne i hvad der kan betragtes som normalfordelt variation.

Der findes en kategori af usikkerhed, der ligger uden for normalfordelingens vidunderligt forudsigelige verden. Denne verden medtog man tidligere i sine betragtninger, når man så på adfærd. Men vi har indrettet globaliseringen på den præmis at alt er normaltfordelt og at vi aldrig måder nogen "sorte svaner". Den slags går ekstremt godt. Indtil selvfølgelig at det går ekstremt dårligt. Som nu.

Thomas Andersen

Ahh okay, så det er modstanden mod systemet der er din pointe. Fair nok, jeg læste som om det var den enkelte individuelle persons opførsel der var fuldstændig uansvarlig.

Jeg er helt med på præmissen om at systemerne tænger til et alvorligt kritisk eftersyn! Og at det, mildt sagt, vil være en stor fordel for samfundets robusthed hvis magthaverne så også kan finde ud af at lære af det her. Og nå ja, så er næste problem så om de kan huske den lærdom...

Jeppe Lindholm

Black Swan og Black Swan. Verden fik en forvarsel med SARS i 2003. Men allerede i 2004 var den glemt. Det ville ellers have været et godt tidspunkt at have opdateret beredskabet på både hvad angår procedure og materiel. At have dette på plads er afgørende når en situation som nu indtræffer. For så er der ikke tid til overvejelser af konsekvenser. Der skal handles øjeblikkelig. Derfor er forberedelse på det utænkelig alt afgørende for at et beredskab kan fungere.

Forhåbentlig tager verdenssamfundet og Danmark ved lære for fremtiden på baggrund af den situation vi nu befinder os i . Nogen veje er indlysende bedre at gå ind andre. Men det kræver forberedelse, forberedelse, forberedelse.

Lars Steffensen

@Jeppe

"Black Swan og Black Swan. Verden fik en forvarsel med SARS i 2003. Men allerede i 2004 var den glemt. "

Som tidligere nævnt: "For juleanden er juleaften en "black swan" begivenhed. Den er jo vant til at blive fodret, og forventer ikke at blive slagtet. Hvad der er en sådan uventet "black swan" begivenhed afhænger altså af hvor naiv og indskrænket man er."

Black Swan event er IKKE uforudsigelige. De er bare ikke forudsagt som følge af normal fordelt variation.

Det er klart at det tager tid at få erfaring med det nuværende systems fatale begrænsninger. Men fragility og antifragility burde være noget man efter finanskrisen havde taget alvorligt. Og det bør være noget man nu begynder at forholde sig til. Men der er ingen garantier for at folk ikke stemmer på Altarnativet eller på anden måde saboterer en fornuftig udvikling.

Lars Steffensen

@Thomas

"Ahh okay, så det er modstanden mod systemet der er din pointe. Fair nok, jeg læste som om det var den enkelte individuelle persons opførsel der var fuldstændig uansvarlig."

Jenni har været så venlig at stille sin historie til rådighed som et udgangspunkt for debat og forståelse. Den bedste måde at kvitere for det på, er vel at tage diskussionen og tage hendes personlige oplevelser alvorligt som et udgangspunkt for at gøre ting anderledes.