Læsetid: 17 min.

Haitham og Turgut er direktører på hver deres tomme, trestjernede hotel

Haitham Moslih fra Dragør Badehotel har en syg datter, et tomt hotel og en drøm, der lige præcis nåede at gå i opfyldelse, inden det hele begyndte at ramle. Og på Frederiksberg bliver ejeren nu deprimeret af at være på sit elskede Hotel Sct. Thomas. Information har fulgt to hotelejere, som forsøger at drive forretning uden kunder
Kun i receptionen er der stadig lidt at lave på Dragør Badehotel: at tage i mod aflysninger. Direktør Haitham Moslih har allerede fået de første regninger, han ikke kan betale.

Kun i receptionen er der stadig lidt at lave på Dragør Badehotel: at tage i mod aflysninger. Direktør Haitham Moslih har allerede fået de første regninger, han ikke kan betale.

Anders Rye Skjoldjensen

28. marts 2020

Halvanden time efter regeringen annoncerede, at der ville blive investeret milliarder og atter milliarder i at betale faste udgifter for pressede virksomheder, står Haitham Moslih på Dragør Badehotel og bladrer i en stor, sort Mayland-kalender. Faste udgifter har han masser af, men hvor mange af dem, der vil blive dækket af den nye ordning, kan han ikke gennemskue.

Danmark har været lukket i en uge, Haitham Moslih har svært ved at forholde sig til andet end det, der står i kalenderen. Side efter side med navne, telefonnumre og klokkeslæt. 12 dage skal han frem for at finde en linje, der ikke er streget over. Christian, klokken 18.

»Han har nok ikke fået aflyst endnu,« vurderer Haitham Moslih.

På væggene i den bleggule reception hænger tre malerier af tre sejlskibe, der alle sejler under skyfri himmel. Bag disken sidder Ingela Andersson og taler i telefon.

»Ja, selvfølgelig. Vi stryger den. Jeg forstår. Ring, når ministeriet engang har givet grønt lys. Så kører vi igen.«

Nu er det konfirmationerne i maj og juni, siger hun, da hun har lagt røret.

»Hvad skal man gøre,« svarer Haitham.

»Det er kun tre måneder siden, jeg overtog det her sted, og man tjener ikke rigtig penge i januar og februar. Det var nu, i marts, at jeg skulle begynde at betale mine regninger, men altså ...«

23 kilometer nordvest derfra, på Frederiksberg Alle, står Turgut Firat i receptionen på Sct. Thomas Hotel. Der er lædersofaer og Hornsleth-agtige malerier på væggene. Al Pacino står der på et af dem med dryppende bogstaver.

Turgut Firat har ejet stedet siden 1999, men for tiden bryder han sig ikke om at være der.

»Totalt ghost hotel,« siger han. »Ligesom Ondskabens hotel med Jack Nicholson.«

Det er ikke sjovt at være chef for tiden. Haitham og Turgut er direktører på hver deres tomme, trestjernede hotel. De tilbyder folk at sove ude, men alle har fået besked på at blive hjemme. Så hvad skal man egentlig gøre?

Haitham Moslih laver selv maden. Det er billigst. Regeringens hjælpepakker betyder, at staten betaler op til 90 procent af hjemsendte medarbejderes løn. Men så længe han ikke tjener penge, har han ikke råd til at betale de sidste ti procent.

Anders Rye Skjoldjensen
Lige nu lever de fra pressemøde til pressemøde. De håber, at politikerne taler om dem, når de siger, at staten »vil gøre, hvad der skal til« for at holde hånden under udsatte erhvervsdrivende. Men de ved det ikke. Måske når de har fået fat på deres revisorer.

Turgut Firat har råd til at klare sig nogle måneder. Det har Haitham Moslih ikke. Han »klarer den ikke til næste måned, medmindre der sker noget«. Lige nu siger hans mavefornemmelse, at det er »fifty-fifty«. Men det er faktisk ikke engang den største af hans bekymringer. Hun sidder hjemme i lejligheden i Brøndby Strand med tung astma, som pludselig er blevet en farlig sygdom.

Information har fulgt to virksomhedsejere, der forsøger at navigere igennem et uvejr, som hotellernes brancheorganisation Horesta kalder »meget værre end 11. september og finanskrisen tilsammen«.

’Vi løber tør for tillægsord’

Corona er først og fremmest en trussel mod folkesundheden, men alt tyder på, at det også vil udvikle sig til en økonomisk krise.

På to uger har mere end 45.000 meldt sig ledige, og Dansk Industri skønner, at Danmarks bruttonationalprodukt vil falde med næsten syv procent i 2020. I USA er gisningerne endnu mere dystre. Massearbejdsløshed og minusvækst, som langt overstiger det, vi så efter krisen i 2008. »Vi kommer til at løbe tør for tillægsord,« skrev stjerneøkonomen Adam Tooze på Twitter tidligere på ugen.

For de fleste af os er det økonomiske kollaps stadig et abstrakt fremtidsscenarie, men i hotel- og restaurationsbranchen er det her og nu. De er allerede ved at løbe tør for tillægsord.

»Det er her, chokket har været størst,« forklarer Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv. »Hoteller og restauranter er blevet ramt meget hårdt og meget hurtigt.«

Han forstår godt, at Haitham og Turgut har svært ved at gennemskue, hvilken støtte de er berettigede til. Det hele er gået ekstremt hurtigt.

»Vi arbejder alle sammen på at danne os et overblik og forstå alle detaljerne i de her hjælpepakker. Det gør vi også inde hos os,« siger cheføkonomen. En ting står imidlertid klart.

»Krisen er på ingen måde afværget. Ingen virksomheder, selv ikke de mest sunde og veldrevne, kan overleve særlig længe i en verden uden kunder.«

’Lønkompensation’

»Bare træd ind,« siger Turgut Firat – ham med hotellet på Frederiksberg – og peger ind i en elevator, der ikke er større end én gange én meter. På tredje sal viser han rundt i de praktiske værelser. For at spare på varmeregningen har han lukket to etager. Men sengene er redt, og skulle der blive brug for det, kan han åbne igen med det samme.

»De skal måske lige have en gang med støvsugeren,« siger han.

De første tre døgn efter Mette Frederiksens pressemøde den 11. marts var de værste, forklarer han. Turgut Firat havde sjusset sig frem til, at hotellet kunne stå mere eller mindre tomt i tre til seks måneder og stadig overleve. Men så skulle han også skrabe alting væk. Også sine 16 medarbejdere. Til at starte med sendte han dem hjem med fuld løn, men det lignede et spørgsmål om tid, før han skulle til at fyre folk.

’Morgenmadspigen’ Julia fra Italien, der netop havde brugt alle sine penge på et nu aflyst bryllup i hjemlandet. Eller Zack fra receptionen. Eller de to pakistanske oldfruer. Eller manageren Charlotte Rasmussen, som stadig møder ind i receptionen for at tage imod aflysninger.

»Vi er ligesom en familie. Vi ses privat. At skulle kigge dem i øjnene, sige ’tak for nu’ og sende dem på gaden. Det er ... Ja, bare tanken altså,« siger Turgut Firat.

Søndag eftermiddag den 15. marts sad han alene i lædersofaen foran fjernsynet i den mørke reception, da Mette Frederiksen sagde ordet »lønkompensation«. Så tog han en dyb indånding, og siden da har han haft det bedre.

»Jeg er stolt af min brancheforening, Horesta, som har forhandlet det her på plads, og jeg er stolt af at bo i et land, der kan sådan noget her. Nu får mine medarbejdere fuld løn, og jeg får dækket 75 eller 90 procent af det. Det er da helt vildt,« siger han. »Only in Denmark

En fransk teaterdirektør bor i suiten på øverste etage. Han er Sct. Thomas Hotels allersidste gæst. Han bærer sit skrald ned, skifter sengetøj og gør selv rent. Ingen må bære bakterier ind på værelset.

Anders Rye Skjoldjensen
Sct. Thomas Hotel kan allerede tælle sin tab i syv cifre. Men han ikke længere bange for, hvordan det skal gå morgenmadspigen Julia, og han er ikke bange for at stå meget tæt i en lille elevator. Skibet sejler videre, og ingen er blevet smidt over bord.

Sammenlignet med mange af sine kolleger i branchen står Turgut Firat i en privilegeret situation. Sammen med sin forretningspartner, Rene, købte han bygningen på Frederiksberg Allé for »et par og tyve millioner« kroner i 2003. Det giver Turgut Firat luft, og det giver Sct. Thomas Hotel en buffer.

Faktisk kan coronakrisen vise sig at blive en mulighed, forklarer Turgut Firat. I noget tid har han og Rene overvejet at udvide og købe et hotel mere, men priserne på ejendomsmarkedet har været presset alt for højt op. »Det kan jo være, det ser anderledes ud om et år,« siger han.

’Ikke min skyld’

I Dragør står Haitham Moslih i kokkeuniform og steger perleløg. Når overfladen er krystalliseret, hælder han dem over på et fad ved siden af kartoflerne. Det er torsdag den 19. marts. Dagen hvor Italien overhalede Kina som det land med flest døde. Udenfor skinner solen over den gamle, hvide bygning. Øresund er mørkeblå, himlen er lyseblå. En dejlig dag at være på badehotel.

41-årige Haitham er høj og firskåren, og han siger hellere et ord for lidt end et for meget. I tre dage har han forsøgt at banke en takeawayforretning op. Normalt laver restauranten farseret rødtunge, rimmet laks og oksemørbrad. I dag sælger de biksemad for 89 kroner. Haitham gætter på, at de får solgt nul portioner. Men selv hvis bestillingerne væltede ind, skal man sælge meget biksemad for at betale en husleje i mellem 100.000 og 200.000 kroner. Men det er bedre at gøre noget end intet.

»Jeg kører det også selv ud, så det koster mig ikke noget at stå her og lave biksemad,« siger han. I hånden har en ordentlig klods af en e-cigaret, som han damper på under emhætten. »I dag må man godt.«

»I starten tænkte jeg bare: ’Jeg er færdig’.« Men to uger inde i coronakrisen har Haitham Moslih fra Dragør Badehotel besluttet sig for ikke at give op. Lige nu har han hverken gæster, indtægt eller opsparing. Men han kan lave takeawaymad og håbe på det bedste.

Anders Rye Skjoldjensen
Haitham Moslihs tid ved gryderne var ellers forbi. I januar overtog han forpagtningen af badehotellet. Efter seks år som køkkenchef vidste han, at Dragør Badehotel er en særdeles god forretning. Over sommeren er de fleste værelser booket, og man skal være heldig for at få plads i den sorte kalender, hvis man gerne vil holde bryllup eller 70-årsfødselsdag i spisesalen.

20 år efter, han startede i branchen, blev han endelig sin egen chef. Nu skulle Haitham tjene rigtige penge og rykke sin familie, sin kone og sine tre børn ud af lejligheden i Brøndby Strand og ind i et hus.

»Jeg vil ikke sige, at jeg fortryder. Jeg har ikke tid til at gå rundt og være vred og utilfreds, og på det tidspunkt var det jo en god beslutning,« siger han.

»Det er ikke min skyld, at det her er sket. Og jeg er ikke den eneste, der har det skidt. Alle restauranter har det her problem. Alle hoteller er ramt.«

Det er ikke sjovt at være chef lige nu. Han ved ikke, hvor meget af huslejen, staten har tænkt sig at betale. Han ved ikke, om han bliver nødt til at fyre folk, om takeawaybiksen kommer op at stå, om han kan lave en aftale med sin udlejer – eller om han kan låne penge i banken til at klare det værste.

Foreløbig har Haitham Moslih sendt de ansatte hjem uden løn. De er ikke sure, mener han. I hvert fald forstår de godt situationen.

Dragør Badehotel har overlevet to verdenskrige, en tid som diskotek Lunten og et kommunalt projekt om at omdanne det til asylcenter. Men sandheden er, at Haitham ikke aner, om de kommer »op at køre igen,« sådan som Ingela Andersson siger til gæsterne. Planen er at holde åben for takeaway og de enkelte gæster, som stadig bor på hotellet, én uge endnu. Så må han se.

Ingen ved noget

Turgut, Haitham og resten af Danmarks hotelejere går altså rundt i deres spøgelseshoteller og venter på afklaring. Staten vil hjælpe. Så meget står klart. Men den store hjælpepakke, som blev lanceret sidste torsdag er stadig bare en politisk aftale, forklarer Kirsten Munch, der er politisk direktør i brancheorganisationen Horesta. De konkrete rammer er ikke på plads, og man kan endnu ikke søge midler.

»Vi kan ikke give dem entydige svar, fordi der ikke er nogen entydige svar,« siger hun.

I alt har regeringen lanceret 13 hjælpepakker. For eksempel kan udsatte erhvervsdrivende udskyde skatte- og momsindbetaling. Det er til at forstå. De kan også få dækket en del af deres ansattes løn. 90 procent for timelønnede og 75 procent for funktionæransatte – op til 23.000 kroner om måneden pr. medarbejder. Også ret ligetil.

Turgut Firat møder stadig ind hver dag. Men kun et par timer om dagen. Han kan ikke lide at se sit hotel på den måde. Tomt og forladt.

Anders Rye Skjoldjensen
Med den store hjælpepakke forpligter regeringen sig til at betale en del af de udsatte virksomheders regninger. Jo mere omsætning, de har tabt, des større en andel af de faste udgifter betaler staten. Op til 80 procent. Frisører, cafeer, restauranter og andre firmaer, som staten decideret har påbudt at holde lukket, får dækket 100 procent.

»Men hvordan måler man omsætningsnedgang? Hvad ligger der i begrebet ’faste udgifter’? Hvad hvis en restaurant holder åbent for takeaway? Og hvad hvis en virksomhed både driver hotel og restaurant,« spørger Kirsten Munch.

Dragør Badehotel er begge dele. Både restaurant og hotel. Restauranter får dækket 100 procent af de faste udgifter, mens hoteller med et meget stort omsætningstab får dækket 80 procent. For Haitham Moslihs forretning kan det nemt være forskellen mellem liv og død. Usikkerheden er brutal, erkender Kirsten Munch.

»De står i en frygtelig situation. Et limbo, hvor der er aftalt nogle politiske initiativer, som man ikke præcis kender indholdet af endnu,« siger hun. Kirsten Munch vil nødig spå om, hvornår det konkrete falder på plads, men der kan gå uger, før Turgut og Haitham kan søge om penge.

Så hvad gør man?

Situationens alvor gik først op for Haitham Moslih på selve aftenen den 11. marts, da Mette Frederiksen, klædt i sort og flankeret af fire alvorstunge mænd, erklærede Danmark lukket.

»Den sidste uge i februar begyndte det at gå nedad med bestillingerne,« siger han. »Men der var stadig fint gang i restauranten. Jeg tænkte stadig, at vi nok skulle få en god sommer. Det var bare et lille fald, troede jeg.«

Til gengæld begyndte han at blive bekymret for sin otteårige datter Ammal.

»Corona er farligt for børn med astma,« forklarer han. Haithams kone, der er sygeplejerske, havde allerede luftet ideen om at holde hende hjemme fra skole. På den måde var han glad for, at staten nu handlede og skærmede udsatte borgere som Ammal.

Men ellers gik han bare i sort foran fjernsynet. Medarbejderne ringede, og han kunne ikke sige andet end, at »vi taler om det i morgen«. Så lagde han på.

»Det hele lukkede bare i. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre,« fortæller han. Haitham tænkte på, om han skulle fyre sine ansatte. »Men når der sker noget nyt hver dag, kan man jo heller ikke bare fyre alle,« forklarer han.

»Det kan være vi er oppe at køre nogle dage efter.«

Dagen efter samlede han de ansatte i den store spisesal. Samme sal, hvor John Mogensen i 1977 drattede ned fra stolen efter sit livs sidste grapetonic og snaps.

»Jeg fortæller dem stille og roligt, at vi er nødt til at lukke. Og så sendte jeg dem bare hjem,« siger Haitham. Ifølge ham selv foregik det helt udramatisk.

Ingela Andersson blev og passede telefonen, der bare ringede og ringede og ringede. »To dage efter var reservationerne væk,« siger Haitham. Den sorte kalender var tom.

Ligesom sine kolleger er Ingela Andersson sendt hjem uden løn. Men hun møder stadig ind og sætter sig bag disken hver morgen. Ingela Andersson ved godt, at hun ikke kan blive ved med at arbejde gratis for evigt. Hun sidder også stramt i det. Hun er ikke engang medlem af en a-kasse. Men hun og Haitham har kendt hinanden i årevis, forklarer hun. Det er synd for ham. Og en eller anden skal jo sidde og tage imod aflysningerne.

»Lige nu må vi bare hjælpes ad,« siger hun. Desuden er hendes mand på pension. »Det er jo i hvert fald fast indkomst.«

Finanskrisen hurtigt glemt

Små to uger inde i coronakrisen, står 61 ud af 62 værelser tomme på Hotel Sct. Thomas. Mette Frederiksen har lige forlænget den store nedlukning indtil efter påske, og Turgut Firat føler sig ret overbevist om, at det kommer til at blive forlænget en gang til. Måske kan de starte op i juni, mener han.

Hotellet har en betalende gæst. En fransk teaterdirektør, som har givet skarpe dessiner om, at han ikke vil have gjort rent, skiftet sengetøj eller tømt skrald. Ingen må komme ind på hans værelse. Et par gange om dagen dukker han op nede ved receptionen med mundbind på og ansigtet viklet ind i partisantørklæde.

»Hans datter bor vist i Danmark. Han skal i hvert fald være her et par uger,« siger Turgut Firat.

Regeringen har lige forlænget nedlukningen til efter påske, men Turgut Firat kan sagtens forestille sig, at det fortsætter længere tid endnu. Hans revisor vil endnu ikke sige noget håndfast om, hvor meget han kan få i støtte.

»Om vi får 500.000 eller 800.000, ved jeg ikke,« siger direktøren. Men det skal nok gå. Situationen er stabil for Hotel Sct. Thomas. Men Turgut Firat har ikke fået det bedre. Tværtimod.

»Det er deprimerende. meget deprimerende at se sit hotel sådan her,« siger han.

»Hver gang man hører en god vittighed eller lige tillader sig selv at have det lidt sjovt, kommer man til at stoppe op: ’Nå ja, det er jo sådan her, det er nu’.«

Han har også droppet ideen om at købe et nyt hotel. Det virker helt urealistisk at investere i noget som helst, som verden ser ud nu.

»Hvis nu vi kommer i gang i juni måned, er det jo ikke sådan, at folk bare går ud og sætter i gang. Jeg er bange for, at det her kommer til at sidde i os alle sammen,« siger han.

Turismen vil falde, folk vil gå mindre ud, økonomien vil være afmattet, og mere konkret frygter han også, at mange store firmaer vil have fundet ud af, »hvor godt skype fungerer og spare på forretningsrejserne«.

Man skal kun to måneder tilbage, siger han, »så troede mange i branchen, at de havde vinger«. Nye hoteller, billige lån, tårnhøje priser. Det mindede om tiden op til finanskrisen, mener han. Det er egentlig utroligt, at man kan glemme så hurtigt, siger han.

’Boom and bust’

Turgut Firat har i hvert fald ret i, at der har været gang i hotelbranchen de seneste år.

Ifølge tal fra Horesta er antallet af hotelværelser i København steget fra 17.400 i 2017 til 20.700 i 2019. Og i august 2020 forventede man en samlet kapacitet på over 24.000 værelser. Altså en stigning på næsten 40 procent på bare tre år. Dertil kommer væksten i private udlejningsservices som Airbnb.

»Det er blevet udvidet massivt de seneste år, og mange er også i gang med at bygge,« siger Kirsten Munch fra Horesta. Der er hård konkurrence på markedet, og den blive hårdere, hver gang et nyt hotel åbner.

»De steder, hvor man kan sætte ting i bero, er alting sat i bero,« forklarer hun. Men der er også mange byggerier, som næsten står færdige. Hvor investeringerne er lagt, og bygherrerne er nødt til at åbne. Når hotellerne åbner igen, er det altså til et marked, hvor udbuddet er steget, og efterspørgslen er faldet dramatisk.

Normalt er der arrangementer på Dragør Badehotel hver weekend for en omsætning på mellem 800.000 og 1,2 millioner kroner om måneden. Nu nærmer det sig nul.

Anders Rye Skjoldjensen
Efter finanskrisen tog det halvandet år, før hotellerne kom sig og nærmede sig samme belægningsgrad som før krisen. »Og det her er langt, langt værre,« siger hun. »Så en ting er strakspakker, men vi kommer ikke uden om også at tale om, hvordan vi får genoprettet erhvervet, når alt det her er slut.«

’Gøre mit bedste’

På Dragør Badehotel skal der være møde om et par timer. Det er tirsdag, de olympiske lege er lige blevet aflyst, og Haitham Moslih har modtaget de første regninger, han ikke kan betale. Sammen med nogle af medarbejderne, skal han diskutere, hvor de kan spare, og hvad de kan lukke ned.

Kan de skrue længere ned for varmen? Hvor mange af deres faste leverancer kan de afbestille, og fra hvornår? Det er sådan, en økonomiske krise spreder sig. Når hoteller ikke har nogen gæster, har dampvaskerierne heller ikke noget at lave. Eller dem der leverer små shampooflasker.

»Jeg har også lige talt med min fiskemand. Han har intet nu. Intet,« forklarer Haitham Moslih.

Mødet er først om nogle timer. Men 42-årige Limie Diquilla, som plejer at arbejde i receptionen, er allerede dukket op.

Limie Diquilla »synes«, hun skal have løn for marts måned. Men hende og Haitham er ikke helt enige endnu. »Det er en af grundene til, at vi mødes i dag.« Limie smiler, da hun siger det. »Men måske er det også bedst, at han fyrer mig. Jeg har jo en a-kasse, som kan betale mig.«

– Falder din indkomst så ikke betragteligt?

»Jo, men jeg har kendt Haitham i mange år. Det er altså synd for ham, og vi må hjælpe hinanden, sådan som situationen er på hotellet.«

Direktøren står ude i køkkenet med sin e-cigaret. Dagens ret er lasagne. Fredag bestilte 29 mennesker takeaway, og lørdag var også god. Der er også stadig en lille håndfuld gæster på hotellet. »Så vi lukker ikke bare. Det kan vi ikke,« siger Haitham Moslih. Endnu mere afgørende er otteårige Ammal stadig ved godt mod. Hun kalder det »coronaferie«.

»Vi holder hende væk fra verden og sørger for, at hun har det godt derhjemme,« siger han.

En samtale med sin revisor har ikke gjort direktøren klogere. Han ved stadig ikke, hvilken støtteordning, han er berettiget til. Får han dækket 100 procent af sine faste udgifter, er der lys for enden af tunnelen. Med 80 procent er der lang vej igen.

Huslejen skal betales om en uge, og støttepengene ligger sandsynligvis længere ude i fremtiden, så Haitham kommer nok ikke uden om, at skulle ringe til sin udlejer den første.

»Og så må jeg bare sælge mere takeaway,« siger han.

Kan du tjene nok på det?

»Jeg kan gøre mit bedste.«

Heldigvis har han ikke ansat sæsonarbejdere endnu, så hotellet har kun otte medarbejdere.

»Jeg kan ikke beholde dem alle sammen,« forklarer han. Fire af dem skal fyres. Han ved godt hvem, men har endnu ikke besluttet, hvornår han vil fortælle dem det. »Når jeg føler, det er det rigtige tidspunkt,« siger han.

Det er ikke sjovt at være chef lige nu, men det er heller ikke sjovt at være ansat.

Både Sct. Thomas Hotel og Dragør Badehotel holder åbent, selv om der stort set ikke er nogen gæster. Det er svært ikke at opfatte som en form for vanvid.

Turgut Firat kan ikke engang lide at være på sit hotel længere. Men der er noget »psykologisk ved at lukke ned,« mener han.

»Selv om man ikke tjener penge, og man bare har én gæst, så sker der lidt, og forretningen kører,« siger han. Det er mærkeligt at tvinge sig selv til at være på sit tomme hotel.

»Lukker vi, vil det være første gang i de 20 år, vi har haft det. Det er eddermame også mærkeligt,« siger han.

Spørger man Haitham, svarer han én af tre ting:

»I det mindste har jeg prøvet,« »jeg må ikke give op,« eller »det er nødt til at lykkes«.

Han er endelig sin egen chef. Han styrer kalenderen, men han ved også godt, at det ikke kun er ham selv, der afgør, om det kommer til at lykkes. Det hele skal flaske sig. Staten, udlejeren og banken.

»Men man kan jo ikke bare sidde derhjemme og vente på det.«

Men det står heller ikke klart for, hvad man så skal gøre. Efter to uger ved han ikke andet, end at det her er noget lort. Det er stadig »fifty-fifty,« mener han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • erik pedersen
Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Munk, David Zennaro, Erik Karlsen, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu