Baggrund
Læsetid: 6 min.

Hunbossen på tv: Iskvinden, den ærgerrige karrieremor og statsministeren, der skal skilles

Men vi venter på den kvindelige topchef, er der et righoldigt udvalg af dem på film og i tv
For Birgitte Nyborg i den danske tv-serie 'Borgen' er der ingen modsætning mellem stridslyst og sødme, idealisme og pragmatik eller strategisk udskiftning af den skandaleramte finansminister Bent (Lars Knutzon) og det at være en god kammerat for ham. På den måde er hun det nærmeste, dansk tv-dramatik kommer på en kvindelig idealautoritet, skriver 8. marts-redaktionen.

For Birgitte Nyborg i den danske tv-serie 'Borgen' er der ingen modsætning mellem stridslyst og sødme, idealisme og pragmatik eller strategisk udskiftning af den skandaleramte finansminister Bent (Lars Knutzon) og det at være en god kammerat for ham. På den måde er hun det nærmeste, dansk tv-dramatik kommer på en kvindelig idealautoritet, skriver 8. marts-redaktionen.

Fra DR

Moderne Tider
7. marts 2020

Den kvindelige topchef er en populærkulturel favoritfigur, og når vi møder dem i vores fjernsyn, er de ofte følelseskolde, usympatiske eller pengesyge kvinder med rod i work/life-balancen. Mød fem af dem her:

Topkarrierekvindes vrede

Laura Derns figur er befriende, fordi den afslører hulheden i jagten en work-life-balance.

Laura Derns figur er befriende, fordi den afslører hulheden i jagten en work-life-balance.

Foto fra filmen
Renata Klein i ’Big Little Lies’ 

HBO-serien Big Little Lies er et sæbet mordmysterie og en groft underholdende kattekamp mellem overklassens vestkystmødre. Blandt dem er det mægtige, multiple bestyrelsesmedlem Renata Klein (Laura Dern) den skarpeste manifestation af den skrækkelige betegnelse ’karrieremor’.

For den verden, Renata Klein bebor, spejler de problemer, de fleste kvindelige topledere på film og tv må lægge røv til: Her er børn og ægteskab ofre for topkarrierevalget – en ligning, som også Renatas deltidsarbejdende ’frenemy’ Madeleine (Reese Witherspoon) udlægger allerede i første afsnit:

»Nogle gange føles det lidt som os mod dem – karrieremødrene. Dem og deres vigtige bestyrelsesmøder, Google dit og Yahoo dat. De bruger mere tid på de bestyrelsesmøder end på at opfostre deres børn.«

Selv sukker Renata også bittert fra sin håndboldbanestore veranda med havudsigt over, at hendes arbejde (som serien ikke interesserer sig indholdsmæssigt for) fører til stigma: »Hvilket slags menneske vælger at arbejde? I hvert fald ikke en mor ud fra nogen form for anerkendt målestok.«

Det vidunderlige ved Renata Klein er så, at disse suk over work life-balance også bare er manerer, mens hun målrettet jager lige netop de værdier, livet har lært hendes at sætte højest: at være skiderig – uafhængigt af sin ditto skiderige mand Gordon.

Derfor er vreden guddommeligt tordnende, da Gordon pludseligt går fallit med alle sine penge og hendes penge, og et magasin derfor dropper at portrættere Renata på listen over »Mest Magtfulde Kvinder i Verden«. Gordon har knaldet med barnepigen (som han har lovet penge) og gider ikke sælge sin modeltogbane. Renata i nedsmeltning med baseballbat er en ’karrieremor’, der nægter at acceptere, at familien gør sig til ydmygende tungvægt: »I will not not be rich!«

 

En modedronning lavet af is (fordi is kan smelte)

Meryl Streep i rollen som Vogues chefredaktør Miranda er den perfekte isdronning.

Meryl Streep i rollen som Vogues chefredaktør Miranda er den perfekte isdronning.

Foto fra filmen
Miranda i ’The Devil Wears Prada’

Der er vist kun én meget banal grund til, at vi er mange, der mange gange i livet har set David Frankels amerikanske dramakomedie The Devil Wears Prada (2006). Det skyldes, at Meryl Streep i rollen som Vogues chefredaktør Miranda – en slags djævelsk hyldest til modeverdenens overhoved Anna Wintour – er den perfekte isdronning. 

Med isdronning menes så cool og kølig, at man knap kan vurdere, om hun er i live – og med hugtænder af istapper, der kan falde ned i hovedet på alle under hende: »Detaljegraden af din inkompetence interesserer mig ikke.« »Jeg sagde til mig selv: Tag en chance. Hyr den kloge, fede pige.«

I filmens univers personificerer Miranda en iskold modebranche, som vores kloge hovedperson Andy (Anne Hathaway) ikke har noget til overs for, indtil hun bliver Mirandas assistent, snart meget moderigtig og dyrt klædt på og mister al sans for work life-balance for så at genfinde sine immaterielle værdier og opleve Miranda som et menneske med familie og følelser.

Med sidstnævnte lille twist dyrker filmen ideen om, at den kvindelige leder er lavet af is – netop fordi is jo også kan smelte. Men det er stadig Miranda a la Streep, der til syvende og sidst vinder kampen om værdierne: For filmen dyrker helt klart latterligheden ved alle de modefolk- og assistenter, der underkaster sig Miranda.

Men den viser os også, at den eneste måde, Andy selv kan blive til et voksent, selvstændigt individ på, er ved at forstå Mirandas verden og mestre den. Ingen husker et eneste Andy-citat, mens alle husker Mirandas. Og man husker isen, ikke tårerne. That’s all.

 

Undskyld, skat, jeg skulle lige regere et land

For Sidse Babett Knudsens Birgitte Nyborg er der ingen modsætning mellem stridslyst og sødme, idealisme og pragmatik.

For Sidse Babett Knudsens Birgitte Nyborg er der ingen modsætning mellem stridslyst og sødme, idealisme og pragmatik.

Esben Salling
Birgitte Nyborg i ’Borgen’

Der er tendens til primært at huske Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen), Danmarks fiktive statsminister fra Borgen (2010-2013), som dronningen af besvær med at balancere et krævende arbejde med hjemmelivet. Hendes mand Phillip (Michael Birkkjær) stod altid bøjet over en opvaskemaskine, der skulle tømmes eller fyldes, når hun kom hjem fra Christiansborg. Indtil han altså ikke orkede længere og ville skilles.

Når Birgitte Nyborg satte sig et ekstra ambitiøst mål ekstra langt fra hjemmet – som for eksempel at forhandle en fred på plads mellem to fiktive afrikanske lande – fik hendes datter et psykisk sammenbrud og måtte indlægges. Men når man genser Sidse Babett Knudsen i rollen som toppolitiker med et ideologisk ståsted, der minder lidt om De Radikale (men endnu mere om De Radikales selvforståelse som fornuftens fanebærere), er det påfaldende, hvor højt rejst hendes pande altid er.

For Birgitte Nyborg er der ingen modsætning mellem stridslyst og sødme, idealisme og pragmatik eller strategisk udskiftning af den skandaleramte finansminister Bent (Lars Knutzon) og det at være en god kammerat for ham. På den måde er hun det nærmeste, dansk tv-dramatik kommer på en kvindelig idealautoritet.    

 

Smuk, skrap og skide bange for følelser

Et kys får Sandra Bullock til at finde de værdier og følelser, hun har frygtet at komme i kontakt med.

Et kys får Sandra Bullock til at finde de værdier og følelser, hun har frygtet at komme i kontakt med.

Foto fra filmen
Margaret Tate i ’The Proposal’

Når forlagschefen Margaret Tate (Sandra Bullock) bevæger sig ud i forlagets storkontor, advarer den underordnede, der ser hende først, de andre i en fællesmail med ordlyden »heksen er på sin kost«. Så ved de rundt om ved skrivebordene, at de skal se dødsenstravle ud, for Margaret Tate skåner ingen i sin jagt på slendrian og blødsødenhed.

I den amerikanske romantiske komedie The Proposal fra 2009 er det umuligt for den kvindelige topchef at være både smuk, seriøs og i kontakt med sine følelser. I hvert fald til at begynde med, for Margaret Tate er canadisk og tvinges af visumproblemer til at tvinge sin personlige assistent Andrew (Ryan Reynolds) til at forlove sig med hende pro forma. Hvis migrationsmyndighederne skal tro på Margaret og Andrews forhold, er hun nødt til at tage med til en familiefødselsdag langt oppe i Alaska.

I mødet med sin assistents hjertevarme familie får Margaret Tate korrigeret sine værdier og genetableret kontakten til sin sårbare, relationsparate side. Den indbyrdes afsky vendes til begær, inden de kommer hjem til storkontoret igen, hvor Andrew for øjnene af sine kolleger erklærer Margaret sin kærlighed og giver hende det kys, hun hele tiden manglede for at blive et udholdeligt menneske. »Vis hende, hvem der er chef,« råber en af kollegerne.

 

Analysestærk matriark

Judi Denchs udgave af M har nosser nok til at sende James Bond i døden – men vil kun gøre det på et fornuftigt grundlag.

Judi Denchs udgave af M har nosser nok til at sende James Bond i døden – men vil kun gøre det på et fornuftigt grundlag.

Foto fra filmen
M i James Bond-filmene (1995-2015)

Som den første kvindelige leder af Storbritanniens hemmelige efterretningstjeneste MI6 har Judi Denchs version af M en stor del af æren for at modernisere James Bonds arbejdsplads. Kompetencemæssigt er hun analytisk, nøgtern og retorisk stærk nok til at kastrere sine nøglemedarbejdere psykisk, når det er nødvendigt. Det var det allerede i den første scene, hun medvirkede i i GoldenEye (1995). M og James Bond har kun lige mødt hinanden, da hun skænker dem begge en whisky og siger:

»Du kan ikke lide mig, Bond. Du kan ikke lide mine metoder. Du synes, jeg er en revisor, en bønnetæller, der er mere interesseret i mine tal end i dine instinkter.«

Det giver Bond (Pierce Brosnan) hende ret i.

»Godt. For jeg synes, du er en sexistisk, misogyn dinosaurus. Et levn fra Den Kolde Krig, hvis drengede charme er spildt på mig …«

Og så forklarer hun ellers, at hun skam har nosser nok til at sende Bond i døden, men kun vil gøre det på et fornuftigt grundlag. M kaldes den onde taldronning, bare fordi hun insisterer på en spionagestil baseret på nøgtern analyse frem for ego og adrenalinjagt. Hun kan dog også godt citere den romantiske digter Tennyson i situationer, hvor det er sådan, man redder sin afdeling fra at blive nedlagt. Det har hun lært af sin afdøde ægtemand.

Kvinder i topledelse

Danmark daler ned på verdensranglisten over ligestillede lande. Og det er især manglen på kvinder i de øverste beslutningslag, som trækker Danmark ned på en foreløbig 14.-plads – overgået af både Rwanda og Nicaragua. Vi har nogle af verdens bedst uddannede kvinder, men de når sjældent helt til tops og ind på direktionsgangene eller i bestyrelseslokalerne. Det vil vi gøre noget ved, og derfor dedikerer vi et helt tillæg til at undersøge, hvorfor Danmark halter bagud på ligestillingen i de øverste magtlag, hvor beslutningerne træffes. Vi undersøger myter og fakta, og spørger erhvervslivet, ligestillingsministeren og områdets førende eksperter, hvordan vi endeligt får sparket hul i glasloftet.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her