Læsetid: 4 min.

I kampen om holdninger kan coronakrisen gøre alle til vindere

Corona skyldes kapitalismen. Og løsningen er asylstop og lavere skatter. Det mener dem, der råber højest i hvert fald. Her et udpluk af de bedste politiseringer af coronavirus
Der er endnu ingen, som har gjort coronavirussen, der her iagttages gennem et elektronmikroskob, til kunst. Men til at bekræfte synspunkter – navnlig ens egne – har den vist sig meget velegnet.

Der er endnu ingen, som har gjort coronavirussen, der her iagttages gennem et elektronmikroskob, til kunst. Men til at bekræfte synspunkter – navnlig ens egne – har den vist sig meget velegnet.

Ritzau

21. marts 2020

Velkendte synspunkter finder altid en anledning, og coronakrisen er virkelig en anledning. Lige nu vælter det frem med skabsprofeter, som ser alt, hvad de nogensinde har sagt, bekræftet af den fremstormende virus.

Her et udpluk af de bedste politiseringer, du kan muntre dig med, mens vi venter på, at vegetarerne, de polyamorøse, jøderne og landbrugsorganisationerne får skrevet coronaen ind i netop deres projekt.

Asylstop nu!

Man kan altid regne med Dansk Folkeparti. Ingen nyhed er for stor eller for lille til – vupti! – at blive tryllet om til en politisk mærkesag. Vi har set det med lakridspiber, svinekød og svømning. Det overrasker det ikke, at retsordfører og gruppeformand Peter Skaarup bruger coronakrisen til at fremføre sit yndlingsbudskab: asylstop.

Den 13. marts skrev han på Twitter: »Coronaen skal bekæmpes hårdt og konsekvent nu via asylstop, udgangsforbud på asylcentre og forbud mod besøgende.« Og igen den 16. marts gentog han budskabet på Twitter: »Tyskland har taget imod asylansøgere smittet med coronavirussen, hvilket blot understreger, at den danske regering straks skal lukke af for alle asylansøgere.«

Socialisme skal redde os!

Er du socialist af hjertet, kan al ondskab i verden tilskrives kapitalismen og et sygt økonomisk og finansielt system. Og Pelle Dragsted, tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten, ved, at kapitalismen ikke kan redde os ud af coronakrisen. Men det kan socialismen!

»Epidemier kræver solidaritet, tillid, samarbejde og demokratisk beslutningskraft. Alt det, som markedskræfterne og den koncentrerede privatejendom er allerdårligst til, og som er blevet undermineret i mange år af de fremherskende markedsliberalistiske ideer,« skrev han den 10. marts på Facebook.

Få dage senere brugte han udviklingen i Spanien som argument for, at privatisering er noget juks. »Spanien nationaliserer alle private sygehuse for at bekæmpe corona. Hvis danske privathospitaler har vigtig kapacitet (for eksempel respiratorer og intensivstuer), bør vi overveje at gøre det samme her.«

Ned med skatten!

CEPOS ved man, hvor man har. Og selvfølgelig bruger den borgerlig-liberale tænketank coronakrisen til at tage endnu en omgang i mediemøllen med deres all time favorite universalnøgle: skattelettelser!

For flere penge mellem hænderne, betyder færre coronasmittede, det er ren logik. I hvert fald hvis man er CEPOS. Til Berlingske sagde cheføkonom Mads Lundby den 10. marts: »Regeringen har fremlagt en række forslag, der kan afhjælpe likviditetsproblemer i virksomheder. Men det er ikke tilstrækkeligt. Regeringen bør desuden garantere, at der resten af året ikke vedtages nogen nye skatter og afgifter på danske virksomheder og familier.«

Giv klimaet corona hvert år!

Det virker næsten forbudt at tale om coronapandemiens gode bivirkninger men forfatter og filmklipper Carla Luffe er ikke bange. I Politiken beder hun den 9. marts coronavirusset om komme igen næste år – og de næste mange derpå følgende. For mens verden kæmper for at inddæmme og begrænse smitten ved at lukke grænser og droppe rejseaktiviteter, falder CO2-udledningerne.

Vi har faktisk vist, at vi godt kan ændre adfærd og handle på klimakrisen, når det virkeligt gælder. »Kan du ikke komme igen hvert år, så vi kan overholde Paris-aftalen,« spørger Carla Luffe. For én ting må man give coronavirussen, skriver hun: »Du har vist os, at vi kan ændre på tingene, hvis angsten for at blive berørt er stort nok.«

Djøf’erne redder os!

Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, tager prisen for krisens mest overraskende politisering. I en analyse den 12. marts afslører han, hvem han sætter sin lid til, og hvem der skal redde os alle sammen godt ud på den anden side af corona. Og heltene er ... Djøf’erne!

Gisp, han kunne næsten lige så godt have skrevet Slytherin eller kongen af Saudi-Arabien. For djøf’erne er omtrent lige så uglesete og kun kendt som repræsentanter for bureaukrati og kedelighed.

Det skræmmer ikke Jakob Nielsen. Han skriver storladent og med schwung: »Lige nu er det faktisk kun djøf’erne, der kan redde os. Det er muligt, mange danskere er trætte af offentlig kontrol, regeringens styrede information og den evindelige centralisering. Men lige nu er det djøf-styrede samfund det, der samler os.«

Det er masseturismens skyld!

Forfatter – og ingen ringere end klimaministerens taleskriver – Kaspar Colling Nielsen har skrevet en lang sag i Berlingske om, hvorfor vi står midt i en coronakrise. Og har du været i Thailand, i Italien, på Mallorca eller Bali, er du medskyldig. Krisen er nemlig et resultat af masseturismen og »horderne af mennesker med sandaler«, som ifølge Kaspar Colling Nielsen hver sommer indtager vores gamle bykerner.

»Masseturismen skal begrænses, for den smadrer alt, og det er for farligt, at så mange millioner mennesker fra så mange forskellige lande samles de samme steder i Europa. Risikoen for, at en eller anden idiot lige har ædt et desmerdyr, der lige er blevet skidt på af en flagermus, er for stor, den er overhængende. Se på ebola, sars og mers, alle langt værre vira, som inden for få år, gud ske tak og lov, blev standset, inden de nåede frem til os.«

Hold jer væk fra Europa!

Og til rosinen i pølseenden. Islamisk Stat har selvfølgelig fundet en islamistisk propagandaniche. I terrororganisationens nyhedsbrev, al-Naba, betragtes Covid-19 som en plage, Gud har sendt ned over alle de vantro europæere, og Islamisk Stat opfordrer sine tilhængere til at undgå Europa. »Raske bør ikke rejse ind i epidemiens centrum, og syge bør ikke rejse ud derfra,« skriver IS ifølge The Times.

Europa er altså ifølge Islamisk Stat ikke længere blot et kulturelt, politisk og religiøst forfærdeligt sted at være. Det er også direkte sundhedsfarligt, og nyhedsbrevet slutter af med en opfordring til, at alle IS-sympatisører husker at vaske hænder ofte og holde sig for munden, når de nyser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Erik Fuglsang
  • Alvin Jensen
  • Ivan Breinholt Leth
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
Kim Øverup, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Fuglsang, Alvin Jensen, Ivan Breinholt Leth, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Ja, der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikk..............

Den-Lille-Svindler er også på banen med sin samlingsregering bestående af Socialdemokratiet og Venstre, Nu i en post corona version - Jo alle tricks gælder.

Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Karsten Lundsby, Søren Bro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Det er så mest de socialistiske tanker, samt en overvældende mængde konspirationsteorier om samfundsomvæltning, man møder her blandt Informations kommentatorer ;-)

Erik Fuglsang

Uha, skal vi midt i krisen hænge hatten på tvangsnationaiseringer af privat ejendom a la P. Dragsteds recept ?

Skal vi ty til DJØF, bureaukrati og centralisering, hvis vi skal bevare bare lidt af skindet på næsen midt i coronakrisen....?

Eller er det mon CEPOS, der har det svaret på krisens løsning i form af markedsgørelse af det offentlige og friske skattelettelser til de erhvervsaktive ?

Jeppe Lindholm

Men der er INTET som slår den gode gamle skattefinanserede velfærdsstat. Hverken i fred eller krig. Og det ved alle jo godt inderst inde. Det er bare ikke alle som kan få sig selv til at det.

- Vel Martin Ågerup

Gert Romme, Bjarne Bisgaard Jensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar