Feature
Læsetid: 8 min.

Til konference om kvindedrab: »Det er det samme igen og igen. Men sker der nogensinde noget?«

I denne uge indledte Danner en kampagne mod kvindedrab med en konference på Christiansborg. En af tilhørerne var Sandie Westh, radiovært og debattør. Hendes storesøster blev dræbt i 2007. 13 år efter savner Sandie Westh stadig mere handling og færre ord
I en pause hilser Sandie Westh på sin veninde, debattør Geeti Amiri. De bliver hurtigt enige om, at de snart ikke orker flere konferencer om vold mod kvinder: »Det er det samme igen og igen. Men sker der nogensinde noget?« siger Sandie Westh.

I en pause hilser Sandie Westh på sin veninde, debattør Geeti Amiri. De bliver hurtigt enige om, at de snart ikke orker flere konferencer om vold mod kvinder: »Det er det samme igen og igen. Men sker der nogensinde noget?« siger Sandie Westh.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
14. marts 2020

En spinkel, sorthåret kvinde træder op på talerstolen i Folketingets Fællessal. Forinden er salens deltagere blevet bedt om ikke at fotografere. Kvinden holder et manuskript foran sig og trækker luft ind. Men der kommer ikke en lyd. Hun vender ryggen til. Efter et par vejrtrækninger drejer hun sig igen frem. »Jeg skal bare lige,« siger hun. Sekunderne går. Så får hun kontrol over sin stemme og begynder at tale. Efterhånden mere flydende. Hun fortæller, hvordan hendes kæreste for tre år siden satte sig ovenpå hende, klemte sammen om hendes strube, så hende i øjnene og sagde: ’Du skal dø. Du skal dø.’ Lige ved siden af lå parrets tre måneder gamle søn. Hun fortæller også om, hvordan systemet – fra sundhedsplejerske til retsvæsen – manglede forståelse for volden.

Blandt tilhørerne sidder 32-årige Sandie Westh, radiovært, klummeskribent og debattør. Hun lytter. Armene er korslagte. Indimellem sukker hun dybt. Og da kvinden fra talerstolen fortæller, hvordan hun efter volden og bruddet blev tilbudt konfliktmægling med sin overgrebsmand, ryster hun på hovedet og hvisker:

»Mine forældre og jeg fik også tilbudt konfliktmægling, efter at René havde slået Janni ihjel. Det er jo helt syret.«

Oplysning versus omkostninger

Det er 13 år siden, at Sandie Wesths storesøster Janni blev kvalt af sin mand René. Nu sidder Sandie Westh her, en regnfuld mandag i marts på Christiansborg, sammen med knap 100 mennesker. Det er partiet Alternativet og Dannerstiftelsen, der står for arrangementet med titlen ’Alternativt parlament – kvindedrab i Danmark.’ Samtidig har Danner lanceret kampagnen ’Stop kvindedrab.’ Billetterne blev hurtigt udsolgt. Men coronafrygt og Alternativets nedsmeltning samme dag har efterladt en del stole tomme.

Sandie Westh har været til mange arrangementer om vold mod kvinder. Og selv om dette foregår fysisk tæt på magten, er det langtfra det samme, som at magten lytter, siger hun.

»Vi er rigtig gode til at tale i Danmark, men ikke så gode til at handle. Slet ikke på det her område.«

Hun blandede sig for første gang i debatten i 2016, hvor hun kritiserede, at politi og medier kaldte det en ’familietragedie’, når kvinder bliver slået ihjel af deres partner.

»For gu er det ej. Det er et drab,« som hun siger. Hun mente, at der var brug for en personlig stemme. Sådan en havde hun. At stå offentligt frem med sin søsters drabshistorie har dog ikke været let, fortæller hun:

»Man afvejer da: Oplysning versus omkostninger. For det har en pris.«

Alle i offentligheden kender nu en dybt privat side af hendes liv.

»Men hver gang, jeg taler om det, gennemlever jeg jo det hele igen. Og det gør min familie også.«

De støtter hende dog fuldt ud. For hele familien oplevede i forbindelse med drabet, at der blev placeret en uudtalt skyld på søsteren.

»Og Janni kunne ikke forsvare sig. Hun var jo død.«

Så den kamp tager Sandie Westh nu. Blandt andet ved komme til arrangementer som det i dag. På vej derhen skridter hun forbi folketingspolitikeren Sikandar Siddique foran et tv-hold på den regnvåde Slotsplads. Han er vært for dagens arrangement, men det er ikke det, han taler med medierne om. Få timer forinden har han nemlig meldt sig ud af Alternativet.

Deltagerne drysser ind. Mange har den klassiske hvide T-shirt på med det røde Dannertegn med en knyttet hånd i front.

»Så skal kvinder igen tale med hinanden om, hvordan vi beskytter vores eget køn. Andre har tydeligvis ikke interesse i det,« siger Sandie Westh tørt, da hun kigger ud over forsamlingen. Ud over folketingsbetjenten er der kun dukket tre mænd op.

Uhyggelig statistik

Arrangementet er en blanding af ekspertråd og borgermøde: Først skal seks paneldeltagere give hver deres faglige perspektiv på vold og drab i nære relationer, bagefter skal salens deltagere i mindre grupper komme med handlingsforslag. De forskellige input bliver samlet i en vedtagelsestekst på 150 ord.

Sikandar Siddique er den første på talerstolen:

»Der står i programmet, at jeg er ligestillingsordfører for Alternativet. Folk, der har fulgt med, ved nok godt, at det er jeg ikke mere. Men sagen her er større end Alternativet,« siger Siddique og refererer tal, der viser, at 56 procent af alle drab på kvinder er begået af en partner, og hvert fjerde drab i Danmark er et partnerdrab på en kvinde.

»Den uhyggelige statistik skal stoppes,« siger han.

På grund af stort mediepres kan han desværre ikke selv deltage så længe, som han gerne ville. Men han lover at sætte pointerne fra mødet på den politiske dagsorden. Kort efter glider han ud ad døren igen.

Den første fagperson er Asser Hedegaard Thomsen, retsmediciner ved Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet. Han har kortlagt 25 års drab i Danmark. En af hans pointer er, at der er tydelige kønsforskelle i drab. På hans farvestrålende slides står asymmetrien skarpt frem. Blandt andet viser hans seneste forskning, at når kvinder bliver dræbt med kniv af en mand, sker det typisk med fem stik eller flere. Mens et drab på en mand begået af en kvinde typisk sker med kun et enkelt stik.

»Det viser helt tydeligt ned til hvert enkelt blodige stiksår, at der er forskel, når mænd og kvinder slår ihjel.«

Så er det Trine Baumbachs tur. Jurist og professor i strafferet ved Københavns Universitet.

»Jeg elsker hende – hun er bare så bad ass,« hvisker Sandie Westh.

»Når Trine Baumbach siger noget, så mener hun det.«

Mellem 1993 og 2010 fik gerningsmænd i Danmark en såkaldt ’samlivsrabat’ på drab begået mellem partnere. Da Rigsadvokaten argumenterede for at indføre rabatten, udtalte han i Højesteret, at det jo handlede om ’mænd og kvinder, der levede sammen på godt og ondt,’ læser Trine Baumbach op og fortsætter:

»Men de her kvinder har jo ikke levet et liv på godt og ondt med de mænd, der slår dem ihjel. De har kun levet det på ondt,« siger Trine Baumbach, der var med til at påvise, at samlivsrabatten var kvindediskriminerende.

Hun kom godt nok i unåde, fortæller hun, men rabatten blev afskaffet.

Hendes konklusion er, at anklagemyndigheden og domstolene er konservative og bagudskuende. Og at der stadig sker en strukturel diskrimination i retsvæsnet.

»Jeg siger ikke, at der ikke er lys for enden af tunellen, det er bare ikke det danske retsvæsen, som er i front,« konkluderer hun.

Risikoen ved ægteskab

En anden taler er Christian Groes, kønsforsker og antropolog fra Roskilde Universitet. Han bemærker, at der godt nok er to mænd i panelet, men kun tre blandt tilhørerne.

Og netop den fordeling smitter desværre af på, hvor meget opmærksomhed problemet får. Både fra politikere, forskere og offentligheden.

»Hvis man er i tvivl om, hvorvidt patriarkatet eksisterer, behøver man ikke kigge længere end til vold og drab i intime relationer.«

Det hænger sammen med en følelsesmæssig struktur, som stikker dybt i mennesker og i samfundet, mener Groes. Og det skyldes også ægteskabet som institution.

»Risikoen ved at indgå ægteskab udgør et kæmpe problem, som vi bør tale med kvinder og mænd om.«

En anden paneldeltager er Geeti Amiri, samfundsdebattør og lærerstuderende. »Jeg var ti år, da jeg første gang besøgte et krisecenter,« indleder hun.

Siden kom hun der igen og igen, når hendes søstre eller andre kvinder, hun kendte, var flygtet fra deres voldelige mænd. Som de ofte vendte tilbage til igen. Hendes pointe er, at økonomisk afhængighed fastholder mange kvinder i voldelige forhold. Og at kvinderne bør tilbydes ikke kun et emotionelt, men også et økonomisk sikkerhedsnet.

»Jeg bliver godt gammeldags fucking vred, når vi taler om de her kvinder, der ikke får den hjælp, de har brug for.«

Lisbeth Jessen runder panelrækken af. Hun er direktør i Danner, men var forinden 28 år i politiet, hvor hun oplevede problemerne på nært hold. Anslået 30.000 kvinder om året bliver på verdensplan dræbt af en partner, siger Lisbeth Jessen. Det er 82 kvindedrab om dagen.

»Hvis kvindedrab var en pandemi, ville man få den stoppet,« siger Lisbeth Jessen med en aktuel reference. Derfor ønsker Danner sig helst en handlingsplan mod kvindedrab med konkrete mål.

Så er det tid til gruppearbejde. Sandie Westh går sammen med to andre kvinder og en stak selvlysende post-its. De følgende tyve minutter summer stemmerne i salen. De mange sedler bliver sat op på tre whiteboards og skal danne grundlaget for den vedtagelsestekst, der senere skal skrives.

En kort pause benytter Sandie Westh til at kramme sin veninde Geeti Amiri. De bliver hurtigt enige om, at de snart ikke orker flere konferencer om vold mod kvinder:

»Det er det samme igen og igen. Men sker der nogensinde noget?« siger Sandie Westh.

Geeti Amiri nikker:

»Alle de her fucking møder. Undskyld mit sprog. Jeg har lyst til at stille samtlige folkevalgte op på række og spørge dem enkeltvis, hvad de ville sige til, hvis det var deres datter eller mor, der blev udsat for vold og dræbt. Men hvor er de henne i dag? Her er ikke en eneste,« siger Geeti Amiri og citerer forfatteren Elmas Berke:

»Når alt kommer til alt, må kvindesagen altid vige for den større dagsorden.«

Mændenes ansvar

Efter pausen fortæller en række deltagere fra salen, hvad de nåede frem til i gruppearbejdet. En pædagog ønsker mere efteruddannelse af personalet. En medarbejder fra et krisecenter foreslår en national enhed til kvindevold og drab. Og så er der en kvinde, som selv har levet i et voldeligt forhold. Hun savner mere fokus på mændene:

»Vi taler altid om, at kvinder skal lære at gå fra en voldelig partner. Men hvad med mændene? Hvad hvis vi greb ind og hjalp mændene, før de blev voldelige.«

Netop det synspunkt vender Sandie Westh tilbage til, da mødet opløser sig, og deltagerne går ud i aftenmørket.

»Hvorfor skal det hele tiden handle om at lære kvinderne, hvordan de skal undgå voldelige mænd? Hvad med at vende bøtten og holde fast i, at det også er mændenes ansvar.«

Derudover gjorde Trine Baumbachs indlæg mest indtryk:

»Hun beskrev meget præcist det, min familie blev mødt med: et gammeldags retssystem.«

Jannis drabsmand, René, fik kun ti års fængsel. Dengang var ’konerabatten’ nemlig stadig gældende.

»Den kvindelige efterforskningsleder dengang sagde til mig: ’René er jo bare en stakkels mand’. Undskyld mig. Men hvem var det mest synd for?« siger Sandie Westh.

Og, jo: Der var helt sikkert mange gode pointer i Fællessalen. Men Sandie Westh frygter, at det hele ender i ingenting.

»Ja, undskyld, hvis jeg lyder lidt pessimistisk. Jeg synes bare ikke, der er sket ret meget de seneste 13 år.«

Jannis drabsmand blev i øvrigt også opfordret til at skrive et brev til familien som en del af sin rehabilitering.

»Han skrev, at han håbede, vi stadig kunne være en stor familie.«

Sandie Wesths øjenbryn ryger helt op i panden i et vantro udtryk. Så ryster hun på hovedet. Systemet er bare ikke indrettet på de efterladte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Lærke Cramon

Glimrende artikel om konferencen :-)

Bare lige en bemærkning til:
"Deltagerne drysser ind. Mange har den klassiske hvide T-shirt på med det røde Dannertegn med en knyttet hånd i front."

Det er nu ikke Danner-huset, der bør krediteres for kvindetegnet, men Kvindebevægelsen.
(Det blev malet på vinduerne, da huset oprindeligt blev besat af Rødstrømperne og Lesbisk Bevægelse, og pryder dem stadig.)