Et liv er forbi: Efter 20 minutter kunne han fortælle dig sin livshistorie og erklære sin kærlighed

Da Jon Rostgaard Boiesen endelig skulle aflevere sin magisterkonferens – det, der skulle blive afslutningen på 11 års filosofistudier ved Aarhus Universitet – mødte selveste rektor op med en sixpack for at ønske ham tillykke. Ligesom alle andre ved universitetet og i byen kendte han selvfølgelig også Jon Rostgaard Boiesen og ville ikke gå glip af denne dag, der efterhånden havde været længe undervejs.
Men Jon Rostgaard Boiesen måtte skuffe rektoren og de andre fremmødte. Han var altså ikke lige blevet færdig endnu, et par småting og nogle løse ender rumsterede stadig i hans hoved, og der skulle gå endnu en uge, før de faldt på plads, og magisterkonferencen var færdig.
Jon Rostgaard Boiesen
- Født 15. marts 1977 i Odense.
- Uddannet filosof fra Aarhus Universitet.
- Hans arbejdsliv bestod af mange forskellige småjob som underviser ved både Københavns, Syddansk og Aarhus Universitet, og som guide ved aarhusianske byvandringer.
- Var aktiv i Enhedslisten.
- Efterlader sig en stor håndfuld venner og et uoverskueligt antal bekendte.
- Død 27. december 2019 i Aarhus
Måske er det for meget sagt, at Jon Rostgaard Boiesen skuffede rektor og sine venner denne dag, for de var vant til, at ting kunne tage sin tid med Jon – eller at han tog sin tid. Jon Rostgaard Boiesen faldt nemlig altid i snak med mennesker – om det var til en koncert, en fredagsbar, et foredrag, en digtoplæsning, det var lige meget.
Du kunne være sikker på, at han gerne ville lære dig at kende, og at du også lærte ham at kende. Ikke sjældent hørte man ham stå og fortælle sin livshistorie eller erklære sin kærlighed til en person, han havde mødt 20 minutter forinden, og snart kunne du også høre hans høje hjertelige latter, der var så høj og rungende, at det sommetider var nok i sig selv til at få hans venner til at grine.
Flygtig væren til
Når Jon Rostgaard Boiesen ikke var ude i byen, rykkede han samtalen og debatten over på sin Facebook, hvor nye ideer hele tiden skød frem, som lod han alle sine tanker strømme gennem netværket, ja, han havde faktisk næsten troll-agtig adfærd. Røg han i en debat, holdt han ikke op, før han fik ret – længe efter, vi andre ville have lukket skærmen ned.
Intet af Jon Rostgaard Boiesens konstante engagement og disputs handlede om prestige eller netværk, der var hverken LinkedIn eller karrierestige i hans intentioner – han var bare oprigtigt interesseret.
Facebookopslagene blev skrevet fra et værelse, han havde lejet sig ind på, hvor han delte køkken og bad med udlejer, og mange gange har Jon Rostgaard Boiesens venner hjulpet ham med at flytte hans urimeligt mange bøger fra sted til sted.
I det hele taget hjalp hans venner ham med alle mulige ting: kørsel fra A til B, lidt kapital sidst på måneden, men sommetider ramlede vennernes 8-16-hverdag med børn og fast ejendom sammen med Jon Rostgaard Boisens mere flygtige tilværelse.
Men de fleste accepterede, at sådan var et venskab med ham, og nåede frem til, at de ikke ville være det foruden.
Det var ikke meget, han indkasserede på sine mange forskellige job. Han underviste blandt andet jurastuderende i København, medicinstuderende i Odense og pensionister i Aarhus i filosofi, og i weekenden stod han tidligt op og var guide ved byvandringer som en anden Sokrates.
Socialt superliv
Han var mest optaget af den politiske filosofi og holdt eksempelvis meget af den slovenske filosof Slavoj Zizek og den amerikanske filosof og queerteoretiker Judith Butler.
Han blev ved med at sætte spørgsmålstegn ved alt og tage intet for givet, men som de 11 års studier vidner om, kunne det være svært for ham at omsætte tanker og diskussioner til noget mere håndfast.
Diskussionerne ville han lige så gerne løfte med Habermas, når han lagde vejen forbi universitetet, som han ville tage den med de studerende. Det gjorde ingen forskel for Jon Rostgaards Boiesens – hans respekt og hans nysgerrighed var den samme.
Men på den anden side af hans sociale superliv jonglerede hans humør op og ned med ham. Han syntes ikke, livet var nemt, og han ville gerne have haft de trygge rammer, hans venners liv udspillede sig i med børn og pensionsopsparinger.
Jon Rostgaard Boiesen døde uventet mellem jul og nytår sidste år.
Begravelsen fik hans venner lov til at holde i Stakladen, der er en del af studenterhuset ved Aarhus Universitet.
Lederen af studenterbaren havde serveret øl for Jon Rostgaard Boiesen i 25 år og satte en ære i denne sidste servering. Man plejede at sige, at mødtes to mennesker på universitetet, var en af dem Jon Rostgaard Boiesen. Til hans begravelse mødte mere end 450 op.
Et liv er forbi
På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.
Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.
Seneste artikler
Et liv er forbi: Hun tog for sig af hippietidens op- og nedture
27. februar 2021Hippiebevægelsen lå i naturlig forlængelse af Lilli Toftemark Jacobsens barndomsoprør mod sine forældre. Derfor bød 60’erne og 70’erne på eventyr, men også på en fest, der kammede overEt liv er forbi: Rosa Stegeager troede på alle børnene i sin klasse
20. februar 2021Rosa Stegeager oplevede som barn, hvordan en skolelærer havde stor betydning for hende og dedikerede sit liv til selv at gøre den samme forskel for andreEt liv er forbi: Med kærlighed til de anderledes og de skæve
13. februar 2021Skolelæreren Peder Sørensen samlede på skæve venskaber og søgte eventyr i de danske farvande
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Tak.