Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Asta Nielsen var som en menneskemagnet

Hun sugede mennesker til sig. Selv som helt gammel blev hun tit inviteret på kaffedates, men sagde altid nej. For Asta Nielsen var der kun en, og det var Edvard
Asta og Edvard Nielsen blev aldrig ikkeforelskede. De klappede hinanden bagi og holdt i hånden, mens de sov.

Asta og Edvard Nielsen blev aldrig ikkeforelskede. De klappede hinanden bagi og holdt i hånden, mens de sov.

Privatfoto

14. marts 2020

Asta Nielsen blev født ind i midten af en søskendeflok på ni, og familien boede i et lille stråtækt fiskerhus uden el og vand ned til Haldrup Strand ved Horsens Fjord.

Der var et leben i huset, og allerfestligst var det, når svoger Sofus lagde vejen forbi med sin rejsegrammofon og lærte hele flokken de nyeste dansetrin. Eller når en af hendes tanter kom på besøg, og hendes far havde blandet levende frøer i posen med chokoladefrøer.

Hendes far var fisker og arbejdsmand på de omkringliggende gårde, og det blev man ikke rig af, så børnene blev sendt ud at tjene. De fleste af hendes søskende på gårde i området, men hun var bange for heste og køer og fik som stor pige lov at komme i huset hos en lokal lærerinde i stedet.

Asta Nielsen

  • Født Hansen, den 30. april 1921 i Svendborg.
  • Husmor og bagerassistent.
  • Efterlader sig to børn, seks børnebørn og ni oldebørn.
  • Død den 4. februar 2020

En aften tog hun til bal på den lokale kro. Flyversjusser og pardans. Og så Edvard. En ung købmandslærling, der vist nok i første omgang havde lagt billet ind på en af Asta Nielsens søstre. Men efter en enkelt dans faldt han for Asta og hun for den høje flotte ungkarl.

De blev gift under Besættelsen og fik siden to børn. Efter forskellige job og boliger slog de sig ned i Fredericia, da Edvard blev ansat i postvæsnet. Ved siden af sit job byggede han i slutningen af 1950’erne deres hus på Skjoldborgvej, mens hun fik et deltidsjob hos bageren.

I kælderen under køkkenet havde Edvard sit værksted, hvor han reparerede cyklen eller græsslåmaskinen, mens hun lavede mad. Når den var færdig, bankede hun i gulvet med hælen på sutskoen.

Kys og fløde

Huset på Skjoldborgvej var familiens centrum. Her var der altid kage til kaffen og sovs til oksestegen, og det var her, børnebørnene kunne græde deres kærestesorger ud.

Asta og Edvard Nielsen blev aldrig ikkeforelskede. De klappede hinanden bagi og holdt i hånden, mens de sov. Da Edvard på sine gamle dage fik brug for hjælp til barberingen, hjalp hun ham og sluttede altid ritualet af med et smækkys. Og når hun havde lavet rødgrød af bær fra haven, fik han ekstra fløde på, fordi hun mente, at hendes slanke mand havde brug for lidt ekstra at stå imod med.

Hun elskede sin have, der gav æbler, bær og kartofler nok til hele familien. Da hun blev gammel, fik hun en robotplæneklipper, som hun kaldte Pernille, til at lave det grove arbejde. 

Asta Nielsen sugede mennesker til sig. Havemanden slap ikke ud af huset, før han havde fået et rundstykke, og nabobørnene kom tit forbi til en is.

Det betød ikke så meget for hende, hvem der var beslægtet med hvem. Hvis man havde sin gang på Skjoldborgvej, var man familie. Det gjaldt både børnenes eksægtefæller, nye kærester og deres børn og børnebørnenes venner og veninder.

Lige så glad for livet, som Asta Nielsen kunne være, lige så ramt af livet kunne hun også være. I perioder var hun nedtrykt og mistede initiativ. I sådanne perioder kunne hun ikke finde ud af, hvilken nederdel hun skulle tage på, eller hvordan frikadellefarsen skulle røres sammen. Men hun kom altid ud på den anden side gladere og mere taknemmelig end før.

En nysgerrig 20-årig

Hun var nysgerrig på andres liv og vaner. Da hun en dag i sin elskede Familie Journal læste et interview med Jane Aamund, der fortalte om en mand, der havde prøvet at tungekysse hende, indledte hun straks en undersøgelse af, hvor udbredt det fænomen var, og begyndte at udspørge hvem som helst om, hvorvidt de gjorde sådan noget. Hun havde selv kun prøvet det én gang i sit liv og var ikke begejstret.

Selv om hun blev ældre udenpå, blev hun det ikke indeni. Kort før sin død sagde hun, at hun følte sig som en 20-årig, lige indtil hun kom til at kigge sig i spejlet.

Hun fulgte nøje med i sine børnebørns liv og var deres fortrolige. Da hendes barnebarn i sine teenageår var alene hjemme og kom til at drikke sig så fuld, at han skulle hentes til udpumpning, kom hun dagen efter og vaskede mærkerne fra falckreddernes båre af gulvet, så forældrene ikke skulle opdage det.

Edvard og Asta Nielsen fulgtes ad i tykt og tyndt. Og da han i sine sidste år gradvist blev svækket, tog hun sig af ham, indtil han døde i det hjem, de havde bygget sammen.

Efter hans død begyndte Asta Nielsen at komme i et aktivitetscenter, og her var hun populær – ikke mindst blandt mændene. Hun så godt ud selv op i 90’erne. Hun var velklædt, og håret var altid permanentet og sat. Men alle kaffeinvitationerne blev afvist pure. Hun havde haft en mand, og ham kunne ingen slå, sagde hun. De kunne lige så godt lade være at prøve.

Asta Nielsen var klar i hovedet til det sidste, også efter kroppen ikke længere var det. Alligevel kunne man se hende i haven, lænet op ad rollatoren foran bærbuskene. Eller liggende i sengen med et spil kort i hånden, selv om hun knap kunne løfte den. De hindbær plukkede jo ikke sig selv, og det kortspil vandt jo ikke sig selv.

Hun døde i februar af alderdom.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Oluf Husted
David Zennaro og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu