Læsetid: 8 min.

Nedlukning uge 2: »Jeg føler mig faktisk ikke helt tryg ved det her«

De ses ikke, men de er der – pædagogen, metrolederen, plejeren, traderen ... De passer børn, passer på de gamle, får metroen til at køre ... Her fortæller fem af dem
Jeg håber, alle gør sig umage, når de taler med børnene, så vi ikke får en masse børn med OCD ud af det her, siger Jette Schubert fra institutionen Havblik.

Jeg håber, alle gør sig umage, når de taler med børnene, så vi ikke får en masse børn med OCD ud af det her, siger Jette Schubert fra institutionen Havblik.

Sigrid Nyggaard

21. marts 2020

På håndspritfabrikken kan de ikke længere følge med. Daginstitutionen er for en gangs skyld overnormeret, metroen er mennesketom, og på plejehjemmet får de ældre ikke længere besøg. Vi har talt med fem mennesker, hvis arbejdsliv pludseligt er vendt på hovedet af corona-krisen.

Nødpasningstilbuddet:

 De nye forholdsregler giver en form for distance

Jette Schubert, pædagog i institutionen Havblik på Amager, som tilbyder nødpasning

»Det var meget surrealistisk for mig som pædagog at møde på arbejde morgenen efter pressemødet, hvor statsministeren lukkede store dele af Danmark ned. Normalt har vi godt 80 børn i min institution, men denne morgen var der kun fire. At gå rundt på legepladsen føltes lidt som at være med i en dårlig zombiefilm.«

»I denne uge har jeg arbejdet som en del af nødpasningstilbuddet og haft to børn – et vuggestuebarn og et børnehavebarn. Børnene hygger sig og nyder opmærksomheden, og jeg prøver at gøre mit bedste for at give dem så normal en hverdag som muligt med mange af de rutiner, de kender. Men man kan også være for få børn i en institution. Det relationsarbejde mellem børnene, der til hverdag sker, sker ikke i de her dage, når vi er så få i så forskellige aldre.«

»Når børnene spørger, hvor de andre børn er henne, svarer jeg, at der er sygdom, og at de derfor er hjemme. Indtil videre har børnene ikke talt om corona, men hvis de begynder at spørge, vil jeg forsøge at svare på en måde, så de ikke bliver bange. Og jeg håber, alle gør sig umage, når de taler med børnene, så vi ikke får en masse børn med OCD ud af det her.«

»Mit arbejde er at være omsorgsperson, og til hverdag har jeg tæt kontakt med børn, når jeg trøster dem og for eksempel læser højt. Det gør jeg stadig, men jeg kan godt mærke, at de nye forholdsregler giver en form for distance. Jeg tænker for eksempel over, at børnene helst ikke må sidde på skødet for længe, og jeg føler mig faktisk ikke helt tryg ved det her.«

Håndspritfabrikken: Frygten er, at der ikke kommer råvarer

Bo Eriksen, administrerende direktør i KiiltoClean i Assens, som producerer håndsprit

»Jeg er direktør på en fabrik, som blandt andet producerer desinfektionsmiddel, og allerede da corona begyndte at røre på sig ude i Kina, kunne vi mærke en øget efterspørgsel på håndsprit. Da de første sygdomstilfælde ramte Danmark, Norge og Sverige, eksploderer det. Det væltede ind med ordrer, og vi kunne slet ikke nå at printe dem i samme takt med, at de tikkede ind. Telefonerne ringede konstant, og jeg måtte ud og ansætte en ekstra telefonist til at tage imod alle henvendelserne.«

Vi laver håndsprit 24 timer i døgnet og arbejder i skiftehold, så vi også kan producere i weekenden. Og alligevel kan vi slet ikke følge med, fortæller Bo Eriksen.

Sigrid Nygaard
»Nogle var eksisterende kunder, som ville indkøbe meget større mængder. Andre var restauratører, fra udlandet eller privatpersoner, som ville høre, om de ikke kunne køre op til fabrikkens bagdør og få udleveret et par dunke håndsprit.

Vi har også haft én i røret, som trynede mine ansatte i kundeservice og råbte, at han ville betale en million for en karton håndsprit. Og så er der dem, der har tilbudt at købe vores varer til overpris for at sælge dem på det sorte marked, men dem har vi selvfølgelig afvist.«

»Normalt får jeg to lastbiler om ugen med 30.000 liter ætanol, som er en råvare, der bruges til håndsprit. Nu får jeg syv lastbiler om ugen og ordrer, som langt overstiger, hvad vi har kapacitet til at producere. Vi laver håndsprit 24 timer i døgnet og arbejder i skiftehold, så vi også kan producere i weekenden. Og alligevel kan vi slet ikke følge med.«

»Derfor leverer vi p.t. udelukkende til sundhedssektoren og har sagt nej til alle andre kunder. Det gør vi af moralske grunde. Det er sundhedssektoren, som har mest brug for det, og det er de ansatte der, som lige nu hver dag kæmper en brav kamp. Og selv om råvarepriserne er fordoblet og nogle steder tredoblet, har vi stadig ikke sat prisen op. Det kan blive nødvendigt, men det håber jeg virkelig ikke.«

»I de her dage laver jeg krisehåndtering fra morgen til aften. Jeg møder ind meget tidligt og går hjem meget sent. Jeg taler med kunder, myndigheder, leverandører, utrygge medarbejdere og leder med lys og lygte efter virksomheder, som kan forsyne os med råvarer, hvis de nuværende slipper op.«

Plejehjemmet:

Beboerne har taget det rigtig pænt

Jan Nybo Jensen, centerchef for plejecentret Sølund i København

»Jeg tror, det var fredag, vi lukkede ned for besøg på plejecentret. Ja, du må undskylde, men dagene flyder lidt sammen lige nu, så jeg er ikke helt sikker.«

»Jeg synes, beboerne har taget det rigtigt pænt, at vi for at begrænse smitten har gjort nogle sikkerhedsmæssige tiltag, som påvirker deres hverdag rigtigt meget. De ældre er vant til at kunne færdes på de forskellige etager og gå til banko, sang, have gæster og få besøg fra for eksempel børnehaver – og alt det må de undvære lige nu.«

»Nogle kan indimellem ikke forstå, at der ikke sker noget. De er vant til at have aktiviteter, som beriger dem. Og så må vi snakke med dem om, at vi gør det her for at passe på dem. De meget demente forstår ikke, at samfundet er sat i stå, og lige nu håndterer vi dem dybest set som normalt – med faste vaner og gentagelsens kunst.

Det er selvfølgelig noget, der kan blive truet, hvis vores personale bliver syge og sendt hjem, for så skal de tilbageværende løbe ekstra stærkt, og det kan blive svært at møde de demente beboere på den rigtige måde hele tiden. Så bliver det mere de ældres basale behov, som skal dækkes.«

»Jeg går en del rundt ude blandt beboerne, og jeg fornemmer, at det ikke er så meget selve coronakrisen, der fylder hos dem og i deres samtaler med hinanden. De taler meget mere om de begrænsninger, de møder – at de for eksempel ikke selv skal tage mad, og at vores forårsfest er aflyst, men de snakker også om, at de kan se, at personalet har travlt.«

»De pårørende viser stor forståelse og bliver hjemme, og vi hjælper beboerne med at tale i telefon med deres familier. Vi har haft nogle ganske få pårørende, som møder op ved den låste dør og vil ind. Vi kan ikke nægte dem adgang, men hver gang er vores personale gået ned til døren og har fortalt dem om vigtigheden af at blive væk, og så er de gået igen.«

Metroens kontrolrum:

 Vi har sat flere tog ind, så folk ikke står så tæt

Magnus Meulengracht, leder af kontrolrummet for metrolinjerne M1 og M2

»Vi begyndte ret tidligt på ugen at kunne se konsekvenserne af nedlukningen. Normalt er metroen et sted, hvor man står tæt sammen, men allerede dagen efter pressemødet onsdag aften var der markant færre i metroen. Der blev færre og færre i løbet af weekenden og i denne uge.«

Når vi taler sammen os kolleger, så taler vi om, at vi har en vigtig opgave, fordi sygeplejersken og politibetjenten stadig skal kunne komme på arbejde, siger Magnus Meulengracht

Sigrid Nyggaard
»Jeg er afdelingsleder for kontrolrummet, der overvåger linjerne M1 og M2, som kører fra Vanløse til Vestamager og fra Vanløse til lufthavnen. I kontrolrummet er der en masse computerskærme, hvor vi kan overvåge tog og perroner. Vi kan for eksempel se, om der er så mange passagerer, at vi skal justere på holdetiden på perronerne. Det vigtigste i kontrolrummet, ud over de mange computerskærme, er vores kaffemaskine og pokalskab. Vi er blevet kåret til verdens bedste metro flere gange, og vi skulle have et sted at stille alle pokalerne.«

»På en normal hverdag er der et mylder af mennesker på stationerne og mange turister, der kører til og fra Københavns Lufthavn. Det ligner en myretue. De seneste dage har der på nogle tidspunkter været helt mennesketomt i metroen. Det er usædvanligt at sidde og kigge på en skærm og se billeder fra en station som Forum eller Frederiksberg, hvor der ingen mennesker er.«

»Jeg startede i 2009 og har arbejdet i Metroen siden. En af de dage, jeg husker bedst fra kontrolrummet, er Kim Larsens mindeoptog. Der var rigtig mange passagerer. Det her er det fuldstændig modsatte.«

»Vi har bibeholdt det normale antal tog. Faktisk har vi indsat lidt flere for at sikre, at vi kan transportere passagererne rundt, uden at de står for tæt. Når vi taler sammen os kolleger, så taler vi om, at vi har en vigtig opgave, fordi sygeplejersken og politibetjenten stadig skal kunne komme på arbejde.«

Bankens trading floor: Frygtens index ligger nu over 80

Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank

»De sidste dage har været ekstreme. Mandag morgen mødte jeg ind ved halv ottetiden, og jeg kunne godt se, at dagen kunne udvikle sig til at blive rigtig urolig, ligesom nogle af de foregående havde været. Der var sket meget i blandt andet Frankrig, Italien og USA over weekenden. Det skulle også vise sig at være rigtigt.«

I vores verden taler man om frygtens indeks. Det bliver lidt teknisk, men man kan forklare det ved at sige, at når alt er fryd og gammen, så ligger det på 12 eller 13 stykker. Det ligger nu over 80, forklarer Martin Munk.

Sigrid Nyggaard
»Jeg sidder i Jyske Markets i aktieafdelingen på vores trading floor. Det er et stort lokale med højt til loftet og en stor skærm nede i den ene ende. Der er en masse mennesker, som sidder og handler med forskellige ting: valuta, virksomhedsobligationer, statsobligationer, realkreditobligationer og råvarer.

Mange har et billede af Wall Street, hvor folk står med papirer i hænderne og råber. Vi taler stadig meget i telefon, og sommetider er der lidt råben hen over bordene, men det er ikke som i gamle dage.

Desuden sidder vi i disse dage meget spredt. Vi er så få mennesker på arbejde, som muligt, og får bragt en sandwich ned, fordi kantinen er lukket. Vi skal helst ikke forlade vores plads. Det er lidt specielt.«

»Vi mødtes alle sammen til briefing klokken otte. Det amerikanske marked åbner først senere på dagen, men allerede tidligt på dagen mandag kunne jeg se, i hvilken retning det ville gå.

Det kunne blive rigtig grimt.

Inden jeg gik i seng om aftenen, så jeg, at det amerikanske marked var faldet med 13 procent. Normalt har man udsving på mellem nul og en procent. Ti procent er uhørt, og vi skal tilbage til 1987 for at finde lige så store store fald.«

»I vores verden taler man om frygtens indeks. Det bliver lidt teknisk, men man kan forklare det ved at sige, at når alt er fryd og gammen, så ligger det på 12 eller 13 stykker. Det ligger nu over 80.«

»Folk er mere kapitulerende end for en uge siden. I starten tænkte vi, at det her nok ville være til at håndtere, og at markedet jo også var steget meget det sidste år, men de seneste dage har det forandret sig. Jeg ved ikke, om man skal kalde det opgivende tendenser, men det er meget svært at kigge ind i fremtiden. Det er ellers netop det, aktiehandel handler om. At kigge ind i fremtiden. Nu ved vi ikke, hvor lange skygger det her kommer til at kaste.«

Serie

Nedlukningen uge for uge

Samfundet er lukket ned, og tusindvis af mennesker får deres tilværelse vendt på hovedet.

Hver uge fortæller en håndfuld af dem om, hvordan coronakrisen kaster deres hverdag op i luften – og hvor, de tror, den lander.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
  • Ervin Lazar
Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Christiansen

Bliver lidt træt, når jeg skal hører om at folk og deres børne pasnings problemer.
Lad os lige blive enig om en ting. At folks børn er deres ejet ansvar, og kun deres.
Ikke samfundets, ikke naboen, ikke bedsteforældrene, kun forældrene.
Det gælder også børn med ADHD, DAMP, og alle andre bogstavs kompilation.
Formoder ikke at nogen vil offer deres børn, på “mit meget vigtige arbejde” alter.
Ved godt at “kontrakten” med velfærd samfundet er at børnepasning bliver brudt.
Men det sker når krise tider kommer til landet.
Vores velfærd´s samfund som er ved at løbe tør for beskyttelse midler i sundhedsplejen, test kit, samt personale.
Lad os sende en “venlig” tanke til tidligere regerings årlig 2% omfordelingsbidrag og til de personer der stampe på samme.
For det er jo ikke dem der nu står og syntes at det er rigtig træls at samfundet ikke kan bære deres byrde, passe deres børn, beskytte de ansatte, mv. vel?

Mht. børnene og Coronakrisen, så er det vel stærkt illustrativt at rigtigt mange mennesker ikke aner, hvad de skal stille op med deres børn, nu hvor institutionsverdenen ikke 'løser problemet'. I radioen rådgives der, i medier fremstilles manualer og action cards; vi er en nation at relativt kompetenceløse mennesker, når det kommer til at tage del i det naturlige liv - fremmedgjorte og handlingslammede overfor selv vort eget afkom.

Vedr. håndsprit som alle skriger på og iflg. artiklen er svær at producere nok af, undrer det mig at nogen åbenbart synes at have så meget at de kan sælge ud af det; endog med stor rabat hvis man tilfældigvis er medlem eller ønsker automatisk medlemsskab af Dealhunter.dk - var det ikke bedre om man overlod den tilsyneladende overflod til sundhedssektoren?
https://public.heyloyalty.com/redirect/redirect.php?l=nDGOS9Ic&m=b1f89dc...