
— Hvad tænkte du, da du hørte, at de paraolympiske lege blev udskudt?
»Det kom ikke som et kæmpe chok – spørgsmålet var mere, om det skulle udskydes eller aflyses helt. Jeg er meget følelsesmæssigt afdæmpet som person, og jeg bekymrer mig ikke så meget om det, jeg ikke kan gøre noget ved. Atleter plejer at være meget strukturerede, og vi planlægger vores tid langt ud i fremtiden. Men samtidig skal vi være klar til at tilpasse os.«
— Hvad vil udskydelsen betyde for dig?
»Jeg har et meget positivt sind – også i kraft af erfaringen med at kæmpe mig op fra trampolinulykken, der gjorde, at jeg blev benamputeret som 14-årig. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Nu kan jeg for eksempel hvile min skadede akillessene noget mere, inden jeg står ved startstregen til PL. Men hvad der konkret skal ske med min træning, er ikke besluttet, for jeg har faktisk ikke talt med min træner endnu. Og så har det selvfølgelig en påvirkning i forhold til sponsoraftaler. Kontrakterne løber kun til 2020, og hvis verdensøkonomien bliver presset, kan det gøre det hele lidt sværere.«
Daniel Wagner Jørgensen
- 26 år, bor i Aarhus, men stiller op for Vejle-IF.
- Under uddannelse til kaospilot, men har i knap et år haft orlov for at fokusere på atletik.
- Var med til sommer-PL i ’12 og ’16 i længdespring og sprint samt vinter-PL i ’18 i snowboard. (banked slalom og snowboard cross).
- VM-guld i længdespring ’17 og PL-sølv i 100-meterløb ’16 og VM-guld i 100-meterløb ’19.
- Fik amputeret til højre ben over knæet som 14-årig efter en trampolinulykke
— Hvordan har coronakrisen påvirket dine forberedelser til PL?
»Træningsstederne er lukket ned. Men vi atleter er ikke så gode til at sidde og trille tommelfingre, så vi træner bare udenfor. Jeg er mere ramt i forhold til mine protese. Jeg skulle have set på den, så den kunne forbedres, men det er blevet aflyst.
Ligesom i Formel 1 er der et teknisk perspektiv i PL. Jeg tager flere gange om året op til min sponsor i Island, hvor vi udvikler på proteserne ud fra mine behov og udfordringer. Ligesom Formel 1 udvikler teknologi, der ender med at blive brugt i personbiler, kan PL være med til at udvikle hjælpemidler til handicappede generelt.«
— Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvornår skulle det så være?
»Det kunne være spændende at se, hvad der sker i forhold til benproteser og PL om 50 eller 100 år. Nogle mener jo, at PL bliver stedet, hvor den nyeste teknologi vil blive udviklet, og at sporten vil blive mere cyborgagtig. Men det bliver aldrig teknologien, der tager helt over.
Den rigtige benprotese er afgørende, men man vinder ikke alene på grund af den. Men i bund og grund er jeg også lykkelig for at leve lige nu, hvor PL bliver mere og mere etableret. At være en del af det, men også at have haft mulighed for at påvirke det fremadrettet er superfint og unikt.«