Læsetid: 10 min.

Patient Zero er historien om den onde, dumme smittespreder

I epidemier er både forskere og medier hurtige til at udpege smittens Patient Zero. Men ideen om at finde sygdommens menneskelige udgangspunkt er ofte en illusion. Og undervejs risikerer enkeltpersoner og befolkningsgrupper at blive stigmatiseret
Seksårige Edgar Hernandez fra Mexico blev udråbt som Patient Zero i svineinfluenzaen i 2010. Senere fandt man dog andre tidligere smittede patienter.

Seksårige Edgar Hernandez fra Mexico blev udråbt som Patient Zero i svineinfluenzaen i 2010. Senere fandt man dog andre tidligere smittede patienter.

Luis Acosta

28. marts 2020

Han var kun fem år gammel, da billeder af ham gik verden rundt: Edgar Enrique Hernández, en lille mexicansk landsbydreng med store brune øjne. Han havde haft hoste, feber og ledsmerter i længere tid, da han i april 2009 som verdens første blev testet positiv for AH1N1 – også kaldet svineinfluenza.

En sygdom som siden blev erklæret en pandemi, og som ifølge WHO på verdensplan har smittet millioner og taget livet af flere hundredtusinder af mennesker. I hans hjemby, La Gloria, 225 kilometer fra Mexico City viste det sig, at over halvdelen af byens 4.000 indbyggere var smittet med influenzaen. Og i månederne efter udbruddet spekulerede lokale og nationale medier i, om sygdommen var blevet overført til landsbyboerne via Mexicos største svinebrug, Granjas Carroll, der ligger i netop La Gloria.

Efter at lille Edgar blev udråbt til verdens første tilfælde, flokkedes journalister, læger og endda den lokale guvernør Fidel Harrera om den lille dreng. Guvernøren forærede Edgars far en brugt pickuptruck, asfalterede vejen ind til landsbyen og sørgede for, at der blev plantet blomster og rejst et klokketårn på byens torv.

»La Gloria stråler,« udtalte guvernøren, der også lovede byen en ny sportsplads og en mobilantenne. Og en lokal kunstner gik i gang med at tage afstøbninger til en bronzeskulptur af Edgar Enrique Hernández – svineinfluenzaens Patient Zero – patient nummer nul.

Patient Zero er den populære term for den første patient i en epidemi. Det er dog et omdiskuteret begreb – dels fordi det ofte senere viser sig, at den forkerte person har fået tildelt titlen, men også fordi man undervejs risikerer at udskamme både enkeltpersoner og befolkningsgrupper.

Den danske patient nul

Men uanset om vi taler aids, svineinfluenza eller som nu COVID-19, er forskere og ikke mindst medier ofte hurtige til at udpege smittens menneskelige epicenter. Således blev en 55-årig mand fra Hubei-provinsen i sidste uge udråbt til Patient Zero i den verserende pandemi – efter sigende smittet i november sidste år.

Begrebet bliver dog også brugt om den første person, der bringer smitten videre til et nyt land eller kontinent. I Danmark blev en TV 2-medarbejder, der som den første blev testet positiv for sygdommen i slutningen af februar straks i flere medier døbt ’den danske patient nul’ – selv om det kort efter viste sig, at adskillige danskere havde fået sygdommen med hjem fra skibarer i Italien og Østrig.

Mary Mallon – også kendt som Tyfus-Mary – var rask smittebærer. Hun arbejdede som kok for familier i New York og smittede 51 mennesker og forårsagede mindst tre dødsfald.

Den store interesse for Patient Zero skyldes blandt andet ideen om, at man ved at indkredse den første patient og isolere ham eller hende, kan forhindre eller inddæmme spredning, forklarer Hans Jørn Kolmos. Som professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet ved han alt om overførsel af smitsomme sygdomme og har blandt andet forsket i udbredelsen af MRSA i Danmark.

»Det er ikke ligegyldigt at finde arnestedet for en epidemi. Ellers kan man komme til at famle i blinde, når man skal begrænse, at epidemien spreder sig,« siger Kolmos, der kalder det en »detektivopgave«, at opspore smittens udgangspunkt. Ikke for at udpege en skyldig, men for at finde ud af, hvorfor og hvordan epidemien er opstået.

»Personen, vi når frem til, kan være en vigtig budbringer, som kan hjælpe os med viden om, hvad der er sket. Det kan også være nødvendigt at isolere vedkommende, så smitten ikke spreder sig videre, og det skal helst gå hurtigt,« siger Kolmos.

I Italien, hvor smitten spredte sig hurtigt og omfattende, var det blandt andet fordi, man ikke nåede at identificere og isolere de første tilfælde, påpeger han:

»Og så kommer det alene til at handle om brandslukning. Og om at holde folk i live.«

Den afgørende brik

Richard A. Stein er cand.med., ph.d. og professor ved både New York University og The City of University of New York, Senior Editor ved International Journal of Clinical Practice og forfatter til bogen Super-Spreading in Infectious Diseases.

Stein har interesseret sig for begrebet Patient Zero i mange år, selv om han i stigende grad forsøger at undgå at bruge udtrykket, blandt andet fordi der findes mange eksempler på, at et menneske får mærkatet, men at det senere viser sig, at mange flere var smittede – måske endda tidligere:

»Det skyldes blandt andet, at de, der bliver syge, slet ikke behøver at være de første, men måske bare er dem, med det dårligste immunforsvar,« siger Stein.

Det tætteste, vi kommer på en egentlig Patient Zero, forklarer han, er det menneske, som i første omgang får sygdommen fra et dyr. Det har været tilfældet med mange epidemier de senere årtier – herunder de to andre coronainfluenzaer, MERS, som kan smitte fra dromedarer, og SARS, der kommer fra desmerkatten.

Men hvis Patient Zero er så upræcist, hvorfor bliver det så overhovedet anvendt?

Richard A. Stein mener, at det skyldes, at det tilbyder en form for tryghed:

»Når man udnævner en person til den første patient, får offentligheden indtryk af, at man har fundet den afgørende puslespilsbrik. Og det er jo en bedre historie end at sige: ’Vi aner ikke noget som helst’.«

Emile Ouamouno, en to-årig dreng, der døde af ebola i Guinea, menes at være et af de første ofre for sygdommen, der siden spredte sig til flere lande i Vestafrika.

Kristin Palitza
Patient Zero gør altså det uhåndgribelige konkret og inddæmmer vores frygt. Og så skaber det tilmed en fornemmelse af, at vi kan stoppe epidemien. Men det er ofte en illusion.

»Det er klart, at hvis vi ved helt præcist, hvem der startede kæden, og hurtigt kan finde og isolere hver eneste smittebærer, kan vi stoppe epidemien. Men det er meget, meget svært. En del af epidemiens logik er at lede efter udspringet, men der er også mange andre dynamikker, når man skal forstå, hvordan virus spreder sig i en befolkning,« siger Richard A. Stein, der spår, at vi i nær fremtid vil få endnu bedre opsporings- og analyseværktøjer, som vil vise os nye måder at identificere smittekæder og forstå, hvordan virus spreder sig. Blandt andet via genteknologi.

Den promiskuøse og kyniske steward

Begrebet Patient Zero opstod rent faktisk ved en læsefejl. Det begyndte med studie publiceret i The American Journal of Medicine i 1984, hvor forskeren William Darrow tegnede et diagram over en gruppe californiske patienter smittet med hiv og deres seksuelle kontakter.

Patienterne blev tildelt bogstaver, og en homoseksuel canadisk steward ved navn Gaétan Dugas blev tildelt bogstavet O, som indikerede, at han boede ’Outside-of-California’ – altså uden for Californien. Det blev siden af rapportens læsere fejlfortolket som tallet nul – altså som om, at han var smittens oprindelige kilde, og dermed var Patient Zero opfundet.

Når man læste diagrammet, var Dugas central, fordi han var en af de patienter, der via hyppig seksuel aktivitet, havde spredt sygdommen til mange andre. Men han var langtfra den første amerikanske patient.

Da den amerikanske journalist Randy Shilt i bogen And the Band Played On, som senere blev filmatiseret, udnævnte Gaétan Dugas til nøgleperson og tilmed tildelte ham rollen som en promiskuøs og kynisk person, der med fuldt overlæg spredte sygdommen, blev Patient Zero tilført den stigmatiserende klang, som findes den dag i dag.

Dugas døde i 1984, og senere forskning har vist, at selv om han videregav hiv til rigtig mange mennesker, var han langtfra den første, der tog smitten med til USA. Forskere har siden sporet de første tilfælde af hiv tilbage til 1970’erne i USA, og tilbage til 1960’erne i Afrika, hvor den formentlig blev overført via primater til mennesker.

Men begrebet har spredt som ja, en virus, i sproget og i vores forståelse af, hvordan epidemier udvikler sig.

I dag er Patient Zero mere end bare en person i begyndelsen af en smittekæde forklarer Richard McKay, historiker ved Cambridge University. Han er forfatter til bogen Patient Zero and the Making of the AIDS Epidemic og har sammen med en række andre internationale forskere i et studie fra 2016 endegyldigt tilbagevist, at Dugas skulle være USAs første aidspatient.

»Gaétan Dugas er en af de mest dæmoniserede patienter i historien og blot én i en lang linje af individer og grupper, der er blevet hængt ud som personer, der enten med dumhed eller onde hensigter nærer og spreder epidemier,« siger Richard McKay

Patient Zero taler ind i en arketypisk fortælling om smittespredning som er århundreder gammel, siger McKay:

»Mennesker har altid fortalt hinanden historier om, hvordan sygdomme blev bragt ind i samfundet udefra via rejsende eller individer, der opførte sig umoralsk eller ondskabsfuldt,« siger han.

I slutningen af det 19. århundrede fik lægmandsforståelsen næring af folkesundhedsmyndighedernes måde at både undersøge og afbryde smittekæder på i forbindelse med smitsomme sygdomme. Hvilket satte endnu mere skub i at udpege sygdomssyndebukke, forklarer McKay. Derudover har Patient Zero også en sproglig, stærk fascinationskraft, siger han:

»Det formidler en følelse af spænding af fare. Det lyder som den absolutte begyndelse. Og linker til militære udtryk som eksempelvis ground zero, hvor en bombe detonerer.«

Richard McKay mener man slet ikke bør bruge begrebet Patient Zero. Det er upræcist, og det lyder videnskabeligt uden at være det. Men det er svært af aflive:

»For det er jo meget lettere at beskylde bestemte personer for at sprede en sygdom, end at være opmærksom på alle de andre strukturelle og ofte komplicerede forhold, der giver anledning til en epidemi.«

Modedesigner udnævnt til terrorist

McKay mener ikke man skal afholde sig fra at analysere tilfælde og gribe ind over for en epidemi, når den udvikler sig. Men man bør i stedet bør man tale om ’primære tilfælde’, hvor man kan lokalisere et sygdomsudbrud i en familie, et netværk eller en gruppe. Eller ’indekstilfælde’ – altså det første sygdomstilfælde, som sundhedseksperter bliver opmærksomme på – som dog ofte ikke er det første tilfælde af sygdommen. På den måde undgår man at pege fingre ad bestemte personer.

Og så skal man identificere sagerne med stor omhu og en høj etik, så man ikke udstiller personer eller befolkninger:

»Men det kan være svært, for der er meget stærke sociale impulser på spil, som ønsker at placere ansvar og skyld, når man befinder sig i en epidemi.«

Et aktuelt eksempel er den kvindelige designer Camela Honto som i sidste uge blev udskammet i internationale medier og ikke mindst i sit hjemland, Uruguay, som kvinden, der havde bragt COVID-19 til landet fra Spanien og videre til et glamourøst bryllup, hvor hun efter sigende smittede 44 gæster – halvdelen af landets smittede på det pågældende tidspunkt. Til netmediet Infobae har hun sagt:

»Folk kalder mig en terrorist, som tog virus med mig for slå alle andre ihjel.« Hun risikerer nu at blive sigtet efter Uruguays lov om smittespredning.

Richard McKay peger også på, at Patient Zero-begrebet ikke tager højde for andre forhold omkring spredningen af en virus. Eksempelvis at patienter kan være såkaldte super-spreaders – altså superspredere af sygdommen. Enten på grund af deres adfærd – eksempelvis høj rejseaktivitet eller fordi de indtager en nøglerolle i samfundet – eller fordi de er raske bærere, som går gennem samfundet, uden at nogen aner, at de giver sygdommen videre. Eller en kombination af begge.

Døden kom med kokken

Sådan var det med en af historiens mest kendte patienter, nemlig Mary Mallon – også kaldet Tyfus Mary – en kok af irsk afstamning, der arbejdede for forskellige familier i New York fra 1900 til 1907, og i hvis kølvand mindst tre mennesker døde af tyfus.

Hun nåede at smitte et halvt hundrede mennesker, inden hun blev opsporet og interneret på et hospital. Hun udviklede aldrig selv sygdommen, og blev efter tre år i karantæne sat på fri fod, på betingelse af, at hun aldrig igen arbejdede som kok.

Det løfte kunne hun dog ikke holde, hun skiftede navn og tog igen arbejde i køkkener blandt andet på et hospital, hvor 25 mennesker blev smittet og to døde af tyfus, før hun igen blev pågrebet i 1915 og sat i karantæne. Denne gang for resten af livet. Hun døde i 1938 af lungebetændelse. Tyfus udviklede hun aldrig.

At gennemskue plottet

Mange af de senere års epidemier er som nævnt overført til mennesker fra dyr. Såvel hiv, som fugle- og svineinfluenza og formentlig også ebola er såkaldte zoonoser – altså sygdomme, der smitter mellem dyr og mennesker. I tilfældet COVID-19 formentlig via bid fra en flagermus. Det kan dog også være fra et kinesisk bæltedyr solgt på et kinesisk udendørs marked.

Ifølge Hans Jørn Kolmos kan det på den lange bane være interessant at finde ud af. For med den rette viden kan man identificere risikozoner med henblik på at forhindre, at noget lignende sker igen.

»På den måde kan man stykke en biologisk historie sammen og forstå plottet. Dybest set er det jo en kriminalgåde, hvor man arbejder sig baglæns,« siger Hans Jørn Kolmos.

Men også denne form for opsporing kan føre til stigmatisering.

Siden COVID-19 begyndte at sprede sig ved årsskiftet, er såvel kineserne, som deres spisevaner og deres dyremarkeder blevet udskammet – blandt andet på de sociale medier. Selv om det endnu ikke er fastslået præcist, hvor epidemien opstod. På samme måde blev mexicanere fyret og afvist i USA under svineinfluenzaen i 2009, efter at La Gloria var blevet udpeget som arnestedet. Selv om der var lige mange smittede i de to lande.

Men hvad skete der egentlig med lille Hernandez og landsbyen La Gloria efter den store opmærksomhed fra medier og politikere?

Året efter viste det sig, at svineinfluenzaen formentlig slet ikke stammede fra Hernandez’ landsby – forskerne sporede et endnu tidligere tilfælde i en anden by i nærheden. Og senere blev der sået tvivl om, hvorvidt smitten overhovedet stammede fra Mexico.

Alligevel, fortalte Hernandez’ mor til The Guardian, blev den nu raske Hernandez kaldt ’virusdrengen’ i skolen, og familien blev bagtalt i byen. La Glorias økonomiske opblomstring blev der heller ikke noget af – hverken sportsplads eller de andre lovede goder blev til virkelighed, og svinefabrikken kører videre som før.

Men på byens torv står i dag en bronzestatue af Hernandez, i T-shirt, shorts og gummisko med en lille frø i hånden, der sprøjter med vand. Hvilket ifølge kunstneren skulle være et symbol på, at drengen overvandt sygdommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Lisbeth Glud
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Thomas Tanghus, Katrine Damm, Lisbeth Glud og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Læsefejl eller ej, så forstår jeg ikke, at man kalder den patient, man anser for at være den første, for "patient nul". Det må da være "patient et".

Torsten Jacobsen

Virus spredes globalt af mennesker, som har for vane at flyve land og rige rundt..

En adfærd, som mere eftertænksomme individer nok for længst ville have indskrænket, hvis de da på nogen måde tog konsekvenserne af den globale opvarmning bare en smule alvorligt.

Men lad os da bare fritage alle disse skisports- og frihedselskende middelklasseborgere for enhver form for ansvar..De vidste alligevel ikke bedre besked, vel..? ;)

Thomas Tanghus, Katrine Damm, Mikkel Zess og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar