Læsetid: 4 min.

Hvis vi insisterede på videnskabelig renhed i politik, ville vi ende i en Monty Python-sketch

Når eksperter udtaler sig med en kæphøj skråsikkerhed, de ikke har belæg for, er det naturligt, at folk stiller sig skeptiske over for dem. Men man bør også huske, at den, der insisterer på videnskabelig renhed i politik, er den virkeligt latterlige
I coronaland ser vi magten og fagkunskaben side om side. Men det er et umage par, fordi videnskabeligt arbejde er kendetegnet ved langsommelighed, mens politik er forpligtet på at beslutte og handle. Og det er en kilde til konflikt og troværdighedskriser.

I coronaland ser vi magten og fagkunskaben side om side. Men det er et umage par, fordi videnskabeligt arbejde er kendetegnet ved langsommelighed, mens politik er forpligtet på at beslutte og handle. Og det er en kilde til konflikt og troværdighedskriser.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

4. april 2020

Hvis vi insisterede på videnskabelig renhed i politik, ville det gå os som de tyske filosoffer i en kendt Monty Python-sketch. Filosofferne er blevet sat i scene til at spille en vigtig fodboldkamp. Alle bevæger de sig energisk rundt på banen, inden spillet starter, og signalerer dermed initiativ og kampånd.

Men da kampen fløjtes i gang, bliver de handlingslammede. Ingen sparker til bolden. I stedet spankulerer de rundt på grønsværen og grubler over, om bolden mon findes, og hvordan man bedst muligt kan begribe og betvinge den. Og fordi ingen af dem formår at handle, taber de selvfølgelig kampen.

Man kan sige, at mens videnskabeligt arbejde er kendetegnet ved langsommelighed, er politik forpligtet på at beslutte og handle. Det videnskabelige arbejde er ikke alene langsomt, fordi det anlægger et langsigtet perspektiv, men også fordi det ikke er forpligtet på at skulle træffe afgørelser om, hvordan vi skal handle. I et laboratorie kan et eksperiment afvikles igen og igen og modereres undervejs. Politiske beslutningsprocesser – derimod – er højst møjsommelige og forskellige fra gang til gang.

Derfor går det også let galt, når videnskab og politik bliver sengekammerater. I denne situation må de begge gå på kompromis med hver deres respektive særegenheder, sådan som blandt andre sociologerne Ulrich Beck og Gil Eyal har beskrevet. De politiske beslutningstagere indsnævrer deres manøvrerum, når de bruger videnskab til at informere sig og træffe beslutninger på, og det videnskabelige arbejde må lægge sin langsommelighed og fornuftige tvivl til side for at kunne komme med klare handlingsanvisninger.

I disse tilfælde kan ingen sætte deres lid til, at øjeblikkets fejltagelser blot vil blive glattet ud på erkendelsens lange bane – der må handles nu og dét på et ufuldstændigt grundlag. Hæle må hugges, tæer må klippes.

Dette kattepinekrydsfelt er udgangspunktet for al regulerende politik, der betjener sig af videnskab.

Risici og fromme håb

Mange farer, som det moderne samfund står over for, er kendetegnet ved risici. Således lyder tesen i Ulrich Becks indflydelsesrige værk Risikogesellschaft, der udkom i 1986 (da. Risikosamfundet, 1997). Et af problemerne med risici er, at de er ukendte. Vi kender dem ikke, før de er indtruffet, og er de først indtruffet, er det ofte for sent at handle.

Det åbner op for en kompliceret gætteleg, hvor vi må suspendere kravet om videnskabelig klarhed som grundlag for vores politiske handlinger.

»Insisterer vi på renhed i den videnskabelige analyse, fører det til forurening og kontaminering af luft, fødevarer, vand, jord, planter, dyr og mennesker,« skrev Beck i sin bog.

Derfor giver det heller ikke mening at tale om, at vi skal »lytte til videnskaben«, når vi står over for udfordringer af denne karakter – for der findes slet og ret ikke én samlet og ren videnskab at lytte til og handle ud fra. Risikoerfaringer kommer altid først, efter at ondet er indtruffet.

»Videnskabens påstand om objektivt at være i stand til at undersøge en risikos farlighed tilbageviser permanent sig selv,« skrev Beck og fortsatte:

»Uanset hvor venligt stemt man ser på det, forbliver det hele en meget kompliceret, vidtløftig og talintensiv måde at sige: Vi ved det heller ikke. Bare vent. Praksis vil vise os det.«

Skal vi tage stilling til risici, står vi altså mere med fromme håb og løfter end med solid viden, som kan fortælle os, hvordan vi skal forholde os.

Den sprængfarlige ekspert

Intet illustrerer dette bedre end virologen Anders Fomsgaards udtalelser til nærværende dagblad hen over den seneste tid. Inden coronavirussen for alvor havde spredt sig til det meste af verden, manede Fomsgaard til besindighed:

»Med corona er der 17 døde ud af en milliard kinesere. Så tør lige øjnene. Big dealudtalte han kækt den 25. januar.

To måneder senere forfattede han et femsiders opslag til Moderne Tider, hvor han redeligt udlagde, at han med sine tidligere udtalelser »tog fejl«.

»Vi troede – og navnlig håbede – alle på, at sygdommen også ville stoppe i Kina uden nævneværdig spredning til andre lande,« skrev Fomsgaard.

»Det skulle vise sig at være ønsketænkning, men det vidste jeg ikke.«

I den forbindelse ville det være håbløst at klandre virologen for, at hans viden om den helt nye virus er usikker og skrøbelig. Men Fomsgaard viser os, hvorfor den moderne ekspert er så sprængfarlig en figur i offentligheden: Når eksperter udtaler sig med en kæphøj skråsikkerhed, som de dybest set ikke har hjemmel til, og efterfølgende bliver overhalet indenom af virkeligheden, er det både naturligt og forståeligt, at folk stopper op og bliver skeptiske.

Sådanne ekspertkritiske røster er ikke et udtryk for, at videnskab skulle være under angreb, men kalder snarere på, at der udvises mådehold fra forskernes side.

Omvendt bør man samtidig huske på, at man går galt i byen, hvis man kræver renhed i det videnskabelige arbejde, som skal rådgive de politiske beslutninger. De, der er virkeligt latterlige, er nemlig dem, som glemmer at handle, fordi de er så travlt optagede med den rene tænkning. Og dette skildrer Monty Python-sketchen så aldeles eminent.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Aktor
  • Trond Meiring
Mikael Aktor og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Jo, men altså Marx havde ret i at der var offside ved grækernes mål.

Thomas Tanghus, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Ron Levy, Ole Hviid, Anne-Marie Krogsbøll, Trond Meiring, Jørgen Mathiasen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Jeg må indrømme, at jeg er meget meget uenig med forfatteren til artiklen.
Husk på at mht. sådan noget som klima krisen, så er det noget som videnskaben har råbt og skreget om i årtier.
Man skal også huske på, at der er ekstrem stor forskel på forskning og så 'applied science', der bygger på forskning.

Uden Sundheds og Naturvidenskaben, havde forfatteren skulle skrive sine artikler på stentavler. Og vi ville alle stå magtesløse over for denne virus.

// Jesper

Thomas Tanghus og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar

Meget står stadig uklart i hele forløbet omkring Corona virus, og dens udbredelse.

De kendte årlige vinterhalvårs influenza-epidemier kender vi forløbet af, og da der - ikke rapporteres direkte dødsfald heraf, lader vi stort set som ingenting.

Corona-virus medfører derimod adskillige dødsfald, hvoraf nogle dækkes af svækkelse - siges der, og det tillægges alder, som årsag, - nærmest som om vi ikke skal tage hensyn til det, men det er dog nogens kære der dør, så helt ligegyldigt er det sandelig ikke, sådan som det nedladende italesættes.

Vi skal passe på de ældre på plejehjemmene, - men kun symbolsk åbenbart, for her skal plejepersonalet benytte mundbind, for ikke at smitte de gamle, - men på spørgsmålet om mundbind overfor dem der ledes slagets gang, så svaret - altså et helt modsat svar om brugen af mundbind.

Om det så kun beskytter 50 % så er der trods alt en vis beskyttelse imod spredningen begge veje, for bærereren af mundbind.

Mål og vægt eller blot gæt over hele linjen, er hvad vi har oplevet, - vi tester kun dem vi tror kan være smittede, - lød det, men den bagved liggende virkelighed var helt anderledes.

Først havde vi rigeligt testudstyr, - og det viste sig så vi alligevel ikke have måtte lægemiddelstyrelsens direktør indrømme!

Inkompetence og bortforklaringer er hvad vi har været vidne til, og fortsat er det.

Vi vidste tidlige Corona-virus var en smitsom influenza type, der havde døden med i "sidevognen", vi vidste også den var luftbåren ligesom alle andre tidligere virustyper, go vi vidste også tidligt at der ikke var tilstrækkeligt testudstyr eller nogen vaccine, vi heller ikke havde tilstrækkeligt værneudstyr, men alligevel handlede man ikke på den viden, men afventede i stedet og rørte en plausibel forklaring sammen, til befolkningen, og som man længe nærmest som et dagligt teaterstykke har underholdt med.

Det rigtige havde været at skaffe værneudstyr til omdeling for at bremse af smitteudbredelsen, fulgt op af test overfor alle indkommende til landet, - og her gælder en sølle lille termometermåling på panden overhovedet ikke en "fis og en begmand", det er nemlig kun en symbolsk handling uden reelt indhold af nogen videnskabelig karakter.

Ved positiv test iværksættes karantæne, indlæggelse osv. alt efter hvilken grad/stadie patienten befinder sig i.

De reelle test for virus efterfølges af smittekædens efterfølges af opsporing samt test for virus og handling i overensstemmelse med ovennævnte.

Det er sådanne ved andre smitsomme sygdomme vi handler, - men her har man ladet alting flyde helt udenfor normale handlings og videnmønstre.

Ved den næste store epidemi / pandemi må vi forvente staten vil handle ligeså uansvarligt som vi hidtil har oplevet det, og være kommet for sent til på plads - eller som vi har oplevet det ikke vidst hvilke ressourcer man rådede over fra bl.a. lægemiddelstyrelsen. - hvilket er alt for ringe.

Freddie Vindberg, 05. april, 2020 - 07:36

Kan du da bedre lide den teatersketch af Monty Pyhtonske dimensioner der hver dag spilles på Christiansborg, og som sendes ud i æteren til borgerne?

Det er i øvrigt ikke mig du skal kritisere - blot fordi jeg peger på nogle af de forhold som beskrives i medierne, og som jeg gentager tosserierne af, og holder frem samlet, - det bliver tosserierne jo ikke bedre af.

Jeg tror ikke vi kan lege "visse lulle i søvn" leg med og om Corona-virus, det er sagen vist nok for alvorlig til, og vi kan nok heller ikke lege "det går sgu nok væk af sig selv, når bare vi isolerer os længe nok", - så velkommen til virkeligheden.