Læsetid: 6 min.

Randall Collins: Fravær af samvær kan blive værre end selve coronavirussen

Konsekvenserne af vores tiltag mod corona kan blive værre end selve virussen, frygter sociologen Randall Collins, der er kendt for sin teori om, at menneskeligt velvære og sammenhængskraft først og fremmest skabes gennem fysisk samvær
Det er ikke antallet af smittede, der for alvor bekymrer den amerikanske socilogiprofessor Randall Collins. Det er mere de konsekvenser, som nedlukninger – her Kunstmuesset Aaros – udgangsforbud og social distancering har for den enkelte borger og for samfundet, hvis det varer ved.

Det er ikke antallet af smittede, der for alvor bekymrer den amerikanske socilogiprofessor Randall Collins. Det er mere de konsekvenser, som nedlukninger – her Kunstmuesset Aaros – udgangsforbud og social distancering har for den enkelte borger og for samfundet, hvis det varer ved.

Sarah Hartvigsen Juncker

28. marts 2020

Sociologiprofessoren Randall Collins er 79 år gammel, hans kone har lungebetændelse, og han bor i Californien – en af de stater i USA, der er hårdest ramt af den igangværende coronaepidemi. Meget taler for at frygte coronaen. Alligevel gør det fortsat lave antal smittede, at han forholder sig helt roligt. Lige nu er han mere bekymret for de konsekvenser, som nedlukninger, udgangsforbud og social distancering har for den enkelte borger og for samfundet, hvis det varer ved.

For også de kan blive ganske alvorlige, mener han.

»Det er svært at forudsige lige nu. Men konsekvenserne af fraværet af samvær kan meget vel blive større end konsekvenserne af selve coronavirussen,« siger han.

At lige netop Randall Collins bekymrer sig om det, er måske ikke så overraskende. For i den sociologiske verden er han især kendt for sin teori om, hvordan både menneskeligt velvære og sammenhængskraft udspringer af menneskeligt samspil – og navnlig fysisk samspil.

»Når den menneskelige interaktion så begrænses med alle de her tiltag om social distancering, så er det klart, at både velvære og sammenhængskraft vil være for nedadgående i vores samfund,« siger han til Information.

Collins, der i dag er professor emeritus ved University of Pennsylvania, skrev i 2004 bogen Interaction Ritual Chains, hvor han argumenterer for, at menneskets livsførelse kan forklares med, at vi konstant bevæger os gennem en kæde af såkaldte interaktionsritualer – øjeblikke af samspil mellem flere mennesker.

Kort fortalt skaber det fysiske samspil de bedste rammer for fælles fokus og kommunikation, hvilket er selve fundamentet for menneskelig glæde, sammenhængskraft og moral.

Derfor er Collins’ forudsigelse, at fraværet af sociale sammenkomster i form af koncerter, cafébesøg, familiesammenkomster, mærkedage og spontane møder med bekendte på gaden vil føre til færre interaktionsritualer – og dermed føre til, at lykke og sammenhængskraft vil være for nedadgående for alle.

Problemet er ikke bare, at folk vil sidde derhjemme, kede sig og være i dårligere humør, forklarer han. Konsekvensen kan i sidste ende blive dødsfald, fordi der er en direkte sammenhæng mellem menneskeligt velbefindende og fænomener som selvmord, forværret helbred og vold i hjemmet.

— Men har smittespredningen af corona ikke større konsekvenser end fraværet af fysisk socialt samvær?

»Det er svært at vide, fordi vi hverken ved, hvor farlig coronaen eller den sociale distancering er for vores helbred. Lige nu er der intet fornuftigt menneske, der kan sige, at de har svaret på, hvad der er det rette træk. Det er et stort eksperiment, hvor vi prøver ting af og ser, hvad der sker.«

Fra religion til hverdagssnak

Randall Collins’ teori om kæder af interaktionsritualer tager udgangspunkt i den klassiske sociolog Émile Durkheims undersøgelser af religiøse ritualer. Durkheim iagttog, at religiøse ceremonier indeholdt faste elementer: En gruppe samles med et fælles fokuspunkt og kommunikerer dette fokus til hinanden, hvormed de opnår en fælles sindstilstand. Og fordi de har de følelser samlet, bliver de stærkere, end hvis de havde dem hver for sig.

Tænk bare på salmesang under en gudstjeneste. »I østen stiger solen op,« lyder det fra kirkegængerne i samlet flok. Der er fælles fokus på salmen, og deltagerne kommunikerer – bevidst eller ubevidst – til hinanden, at fokus er på fællessangen: Der kigges ned i salmesamlingen, der smiles, og der synges. Den enkelte kirkegænger oplever en stemning af glæde og tilhørsforhold, der er større, end hvis denne havde siddet og sunget alene.

Randall Collins’ bidrag er at anvende de samme mekanismer til at anskue det menneskelige samvær uden for religionernes ritualer. Fokus kan være rettet mod præsten i kirken såvel som bolden på fodboldstadion.

På stadion er fællessangen bare erstattet med blikretning og råb, der kommunikerer fokus og dermed skaber en intens følelse af fælles sindstilstand. Er bolden lige ved at ryge i mål, er der et øjeblik af koncentreret stilhed, og i det øjeblik bolden så krydser målstregen, jubler publikum i fællesskabet – i hvert fald den del af publikum, der holder med holdet, der scorede. De andre buher eller ærgrer sig på anden vis synkront.

Uanset om vi er i kirken, på et stadion eller til koncert, så samles folk, får en fælles rus af glæde og opstemthed og føler sig forbundne som gruppe.

Men også verden uden for de formelle ritualer med store forsamlinger kan anskues med interaktionsrituals-perspektiv – for ifølge Collins kan al menneskelig interaktion betragtes som interaktionsritualer af varierende styrke.

Når en samtale mellem to parter opleves som succesfuld, er den både resultat af og middel til en fælles sindstilstand, der kommer til udtryk i alt fra toneleje og rytme til synkroniserede grin. Helt ned på lydbølgeniveau kan man se, at folk griner samtidig med samme intensitet under en succesfuld samtale.

Med fysisk distance mindskes mulighederne for at kommunikere vores sindstilstand og fokus med hinanden, hvormed intensiteten af den fælles oplevelse formindskes.

Kortsigtet undtagelse

Det betyder ikke, at et interaktionsritual over afstand ikke kan lade sig gøre. Det ser vi for tiden, hvor folk i høj grad har fælles fokus og deler nogle meget kraftige følelser, fordi de har så meget kollektiv fokus på coronakrisens udtryksformer, særligt i form af nyheder og pressemøder, fortæller Collins.

»Millioner af mennesker tager på sin vis del i et interaktionsritual, når for eksempel dronningen holder en tale. At de ikke er samlet, svækker det massivt, men fordi følelserne omkring det er så kraftige, kan coronaen faktisk godt skabe øget sammenhængskraft og velvære. Men det varer ikke ved i længden. Måske kun en uge eller to. Derefter vil vi opleve et fald i sammenhængskraft og livstilfredshed,« vurderer han.

En ingrediens i interaktionsritualet – forsamlingen – kan altså kompenseres, hvis intensiteten af andre ingredienser er stærk nok – i dette tilfælde fælles fokus og sindstilstand.

»Noget lignende så man også efter 11. september, hvor jeg systematisk talte antallet af flag i bestemte nabolag over tid. Her så jeg, at mængden af flag steg massivt umiddelbart efter 11. september, men de begyndte allerede at blive taget ned efter få måneder. De her følelser af national samhørighed som konsekvens af ekstraordinære situationer har altså en tendens til ikke at holde i længden.«

Han peger på, at man allerede nu ser fraværet af sammenhængskraft i coronakrisen. For eksempel når folk vælger at bryde fællesskabets regler om at holde sig fysisk adskilt fra hinanden. Noget der i sig selv er udtryk for vores længsel efter effektive interaktionsritualer.

»Det her makro-interaktionsritual, som coronakrisen stiller op på samfundsniveau, er simpelthen ikke nok. Og mon ikke vi vil se, at flere og flere vil begynde at bryde reglerne med tiden,« spekulerer Randall Collins.

Digitalt samvær er ingen erstatning

Begrænsningen af fysisk interaktion har ikke betydet, at al social interaktion er forsvundet. De senere år har samvær på digitale platforme fyldt mere og mere, og fraværet af fysisk interaktion har ikke begrænset den tendens – tværtimod. Der snakkes, arbejdes og festes over digitale platforme i disse dage.

Men det digitale samvær kan ikke ses som en erstatning for det fysiske samvær. Den emotionelle intensitet af et digitalt interaktionsritual er måske en femtedel af den, der kan opnås ved fysisk tilstedeværelse, mener han.

»Der er en grund til, at vi mennesker foretrækker at være sammen i virkeligheden.«

Selv under videokonferencer – den digitale samværsform, der kommer tættest på den fysiske – har vi langtfra de samme muligheder for at kommunikere vores sindstilstand med hinanden, og derfor bliver interaktionsritualerne ikke lige så succesfulde, mener han.

»Forskning har peget på, at mennesker, der bruger meget tid online, har en tendens til at være mere deprimerede. Måske fordi det sker på bekostning af interaktionsritualer med fysisk tilstedeværelse,« spekulerer han.

Sædvanligvis er de unges indgående kendskab og brug af sociale medier således negativt for deres velbefindende og samfundets sammenhængskraft, mener han. Men i den aktuelle situation kan det vise sig at være en god ting, fordi fysisk samvær ikke er en mulighed.

»Konsekvensen er, at unge i mindre grad vil blive ramt end de ældre. Både fordi de unge vil opsøge mere digitalt samvær, men også fordi de er mere vant til det, hvorfor deres digitale interaktionsritualer vil være mere succesfulde.«

Med andre ord vil coronaen ikke kun ramme de ældste hårdest biologisk; tiltagene imod den vil også ramme dem hårdest socialt.

Men præcis hvilke konsekvenser virussen og reaktionerne over for den vil have, står endnu uklart, understreger Collins.

»Forskere verden over – fra sociologer til virologer – vil holde øje. Og først på den anden side vil vi kunne gøre op, hvorvidt vi med vores tiltag mod virussen har gjort mere skade end gavn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Hanne Utoft
  • Dennis Laursen
  • Rasmus Knus
Lise Lotte Rahbek, Hanne Utoft, Dennis Laursen og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Meyling

Professoren rammer jo hovedet på sømmet.
I Italien kunne en dansk kvinde fornyeligt fortælle, om mange mistroiske blikke.
Folk ser simpelthen ikke hinanden i øjnene længere.
Vi har masser af mennesker med angst og fobier.Og endnu flere efter langvarig isolatiion.
Når disse mennesker bliver lukket ud i samfundet igen,lige oven i den betændte udlændeninge debat vi har haft,så står vi med en dødsensfarlig cocktail.