Interview
Læsetid: 15 min.

Her er seks bud på, hvad vi har lært, siden flygtningene gik på motorvejen i 2015

For to uger siden åbnede Tyrkiet grænserne til Europa, og europæiske politikere og eksperter begyndte at tale om en mulig gentagelse af flygtninge- og migrantkrisen i 2015. Har vi lært noget siden dengang – og i så fald hvad? Information har talt med seks personer, som var tæt på begivenhederne
Efter 2015 var Europa ikke længere kun et fællesskab med fælles værdier og institutioner, fælles regler, fælles flag og fælles grænser. Det var et skrøbeligt kontinent, en samling af nationalstater.

Efter 2015 var Europa ikke længere kun et fællesskab med fælles værdier og institutioner, fælles regler, fælles flag og fælles grænser. Det var et skrøbeligt kontinent, en samling af nationalstater.

Michael Drost-Hansen

Moderne Tider
14. marts 2020

Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sidste i februar beordrede de tyrkiske grænsevagter til at træde tilbage og dermed åbne døren til Europa for de tre millioner flygtninge og migranter, som befinder sig i landet, fremkaldte han et europæisk traume.

Alle husker de dage i september 2015, hvor flygtninge gik på motorvejen. Både billedet af betjenten, som legede Hva’for en hånd vil du ha’ med en irakisk pige, og manden, der spyttede ned over den vandrende folkemængde.

Flygtningekrisen var »Europas 11. september«, skrev den bulgarske tænker Ivan Krastev. De konkrete begivenheder var tragiske, men overskuelige. Ikke desto mindre ændrede de Europa og fik europæerne til »at se verden gennem nye øjne«. Efter 2015 var Europa ikke længere kun et fællesskab med fælles værdier og institutioner, fælles regler, fælles flag og fælles grænser. Det var et skrøbeligt kontinent, en samling af nationalstater.

»Før flygtningekrisen spurgte europæerne sig selv, hvordan vi bedst kan ændre samfundet hos vores naboer. Nu er spørgsmålet, hvordan vi undgår, at vores naboer ændrer os,« sagde Krastev, sidst han var i København.

»Aldrig igen,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, og meningsmålingerne viste, at de fleste danskere – og europæere – var enige. Uanset politisk overbevisning var de færreste tilfredse med, hvordan situationen var blevet håndteret.

Men hvad lærte vi egentlig? Hvad ved vi i dag, som vi ikke vidste i efteråret 2015?

Vi lærte, at man ikke kan stole på politikerne

Pernille Vermund, Politisk leder, Nye Borgerlige

For Pernille Vermund var september 2015 en politisk vækkelse.

Op til havde hun på TV 2 News kunnet se, hvordan migrantstrømmene slangede sig op gennem Europa og kom nærmere og nærmere. Så Ungarn, så Østrig, så Tyskland. Men Pernille Vermund var faktisk tryg. Bekymret for Europa, men tryg ved Danmark.

»På det tidspunkt havde jeg så meget tillid til de gamle partier, at jeg stadig var medlem af Det Konservative Folkeparti,« forklarer hun.

»Der var borgerligt flertal. Vi var lige kommet ud af en valgkamp, hvor Venstre talte om ’straksopbremsning’, Dansk Folkeparti lovede, at vi vidste, hvor vi havde dem, og Konservative havde lanceret sloganet STOP-NAZI-ISLAMISME«.

Pernille Vermund var overbevist om, at politikerne ville holde deres løfter, lukke grænserne og beskytte fædrelandet. I stedet udspillede der sig det, Pernille Vermund i dag betragter som »et gigantisk politisk svigt«. Det største i hendes levetid, og den direkte årsag til, at hun stiftede Nye Borgerlige.

»De lod det bare ske. De strømmede ind over grænserne og gik på vores motorveje. Jeg sad sammen med resten af danskerne med åben mund foran fjernsynet og tænkte: ’Hvad fanden er det, der foregår?’,« siger Pernille Vermund.

— Hvad burde politikerne have gjort?

»Indført stop for spontan asyl i tide og nægtet dem ophold, så de mennesker ikke havde noget at komme til Danmark for.«

»Det gik op for mig, hvor optaget politikere i hele systemet er af at holde sig gode venner med politikere i andre lande og fastholde internationale konventioner, som er åbenlyst forældede. De hensyn bliver sat langt over hensynet til danskernes frihed.«

— Og have overladt udfordringen til vores nabolande eller de sydeuropæiske lande?

»Vi kunne have vist os som et godt eksempel over for de andre EU-lande, som kunne følge efter.«

Det var på sin vis det, Victor Orban gjorde i Ungarn, mener Pernille Vermund.

»Orban satte et hegn op, lukkede grænserne og førte en politik, som var i strid med Schengen. Dengang var det vildt og skandaløst. Sådan ser vi jo ikke på det længere. Han havde ret.«

Pernille Vermund blev kaldt højreekstremist og fremmedfjendsk og useriøs og vanvittig, da hun første gang foreslog et nyt asylsystem, hvor Danmark udelukkende tog imod mennesker fra »kulturer, der er kompatible med den danske«.

Når den slags tanker i dag er rykket nærmere mainstream, skyldes det ikke mindst flygtningekrisen. 

»Danskerne tabte tillid til politikerne, og det afslørede en afgrundsdyb forskel mellem, hvordan befolkningen og den politiske elite ser på indvandring fra muslimske lande.«

– Fem år efter flygtningekrisen er Danmark stadig et af verdens frieste, rigeste og lykkeligste lande. Havde Merkel ikke ret. Vi klarer den?

»Ja, vi består endnu, og der er gudskelov et stykke tid, til vi har helt mellemøstlige tilstande. Enhver skade på vores land, er en skade, vi ikke bare skal acceptere stiltiende. Der er sket en forråelse i vores samfund, vi er blevet pålagt en enorm økonomisk byrde, og vi kommer til at mærke konsekvenserne af det svigt i generationer fremover.«

Aftenen og natten til den 27. november 2015 endte flygtninge og migranter på Københavns Hovedbanegård i en slags ingenmandsland, efter at Norge og Sverige også lukkede grænserne.

Aftenen og natten til den 27. november 2015 endte flygtninge og migranter på Københavns Hovedbanegård i en slags ingenmandsland, efter at Norge og Sverige også lukkede grænserne.

Uffe Weng

Vi lærte, at aftalen med Tyrkiet var en succes

Gerald Knaus, leder og medstifter af den tyske tænketank European Stability Initiative og manden bag flygtningeaftalen mellem Tyrkiet og EU

I september 2015 skrev Gerald Knaus et notat, som i de følgende år skulle få stor betydning for europæisk flygtningepolitik.

Det var ni sider langt og havde titlen: »Derfor behøver mennesker ikke drukne i Det Ægæiske Hav«. Notatet skitserede en løsning på flygtninge- og migrantkrisen i Europa: Der skulle indgås en aftale mellem Tyrkiet og EU om at stoppe migrantstrømmene ved at sende migranter tilbage til Tyrkiet, som til gengæld skulle have økonomisk støtte fra EU til at håndtere situationen.

Notatet blev omtalt i nogle tyske medier og sendt til diplomater i Bruxelles. Men det var stadig bare … et notat. Indtil Gerald Knaus rejste til Tyrkiet og Bruxelles.

»Jeg havde boet i Tyrkiet i syv år og mødtes med chefforhandlerne i september, hvor jeg forsøgte at overbevise dem om, at det var i Tyrkiets interesse at lave en aftale med EU om flygtningene. Det var nøglen,« siger Gerald Knaus i dag.

Han fik notatet oversat til tyrkisk og præsenterede det for den daværende tyrkiske statsminister, Ahmet Davutoglu.

»Han præsenterede så vores plan for Merkel og Mark Rutte på den tyrkiske ambassade i Bruxelles. De læste den alle sammen, og fordi ingen andre havde nogen ideer, bortset fra Orban, tog man vores.«

— Så dit forslag til en løsning på flygtningekrisen blev til europæisk politik, fordi der ikke var andre ideer?

»Ja, krisen afslørede et problem med en stor del af den akademiske verden. De var ikke vant til at have asylansøgere i så stort antal. Det var ikke et problem, de havde tænkt på.«

Indtil da havde der ifølge Knaus kun eksisteret én løsning på flygtninge- og migrantkrisen.

I begyndelsen af krisen i september 2015 havde den ungarske leder, Viktor Orbán, holdt en tale, hvor han fortalte sine partifæller, hvordan Ungarn og Europa skulle stoppe flygtninge- og migrantstrømmene mod Europa ved at lukke grænserne og ophæve retten til at søge asyl.

»Han var på det tidspunkt den eneste politiker i Europa, som havde en klar strategi for, hvordan man kunne genvinde kontrollen, men det var en strategi, som gjorde op med menneskerettighederne. Og der var en mulighed for, at det ene land efter det andet ville vælge ledere, som ville følge efter.«

På den anden side stod Merkel. Hun stod for det modsatte af Orban og åbnede grænserne for de flygtninge- og migranter, som kom til Europa.

»Men vi sagde allerede tidligt, at ingen af disse to tilgange ville lykkes med at genskabe kontrol. Der var brug for en politik, som både genskabte kontrol og bevarede menneskerettigheder,« siger Gerald Knaus.

— Men har kritikerne ikke ret i, at det er svært at bevare de samme åbne samfund med de samme rettigheder, hvis man samtidig vil have kontrol med indvandringen?

»Hvis man er en mainstreampolitiker, så er man nødt til at vise, at det kan lade sig gøre at bevare empatien og retten til at søge asyl og samtidig kontrol. Men for at gøre det, har du brug for samarbejde. I dette tilfælde kan man ikke gøre det uden at samarbejde med Tyrkiet.«

— Den danske regering har erklæret sig klar til at lukke den danske grænse. Hvad tænker du om det?

»Det er den forkerte løsning. Det er farligt, ikke kun i forhold til flygtningesituationen. Hvis man kan afskaffe grundlæggende regler på samme måde, som Orban gjorde i sidste uge, ved et fingerknips at suspendere retten til at søge asyl, så kan man afskaffe en hvilken som helst rettighed. Og hvis man kan afskaffe rettigheder så let, hvad holder så EU sammen?«

— Hvad kan vi lære af 2015?

»Flere ting. For eksempel at vi taler om de forkerte ting, både blandt forskere og politikere. Vi taler om, at aftalen har gjort os afhængige af Tyrkiet, selv om aftalen har været en stor succes. Den finansierede skoler for 680.000 unge. Den finansierede sundhedsvæsen for syrere i Tyrkiet. Den finansierede sociale ydelser. Den betød, at syrere ikke længere rejste fra Tyrkiet mod Europa. Sidste år blev 99,5 procent i Tyrkiet. Men vi har ikke forstået betydningen af dette. Folk taler stadig om det som en midlertidig aftale. Men hvad er det midlertidige ved at hjælpe mennesker med at blive integreret i samfundet?«

— Så vi skal se aftalen som en permanent løsning?

»Ja, den håndterede den største flygtningekrise i årtier. Siden 1970’erne er der ikke nogen konflikter, der har skabt så mange flygtninge, som krigen i Syrien. Det giver mening at hjælpe nabolandene substantielt. Jeg hører hele tiden politikere og folk i medierne sige, at vi ikke brugte tiden til at blive enige om en rigtig politisk løsning. Men jeg spørger: Hvad er en rigtig politisk løsning? Det var en rigtig politisk løsning.«

Vi lærte, at man ikke skal lytte til dem, som siger, at konflikter i Mellemøsten ikke kommer os ved

Søren Pind (V), tidligere justitsminister

For daværende justitsminister Søren Pind var efteråret 2015 en af de mest dramatisk perioder i dansk politik.

Han var i USA på en arbejdsrejse, da han mellem møderne så billeder af tog med flygtninge og migranter rulle ind på banegården i München. Han tog sin telefon og skrev til sin særlige rådgiver og departementschefen i Justitsministeriet. Hvad skulle Danmark stille op, skrev han i en sms, hvis flygtningene og migranterne fortsatte i tog mod Danmark?

Hans særlige rådgiver svarede: Den tager vi på mandag. Smiley.

For Søren Pind er det et eksempel på, at man i dansk politik ikke var i stand til at forestille sig kriser af den størrelse og den karakter og med den form for konsekvenser, som flygtninge- og migrantkrisen skulle få de kommende dage og måneder.

»Fantasien slår ikke til,« siger han i dag. »Man skal frigøre sig fra menneskets fantasi i politik, for det umulige sker næsten altid på det værst tænkelige tidspunkt. Men det har vi svært ved at forholde os til.«

Samme eftermiddag fik Søren Pind besked fra de tyske myndigheder om, at togene med flygtninge og migranter nu var på vej fra Tyskland mod den danske grænse. Mens han stadig var i USA, talte han med rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

»Vi havde forskellige drøftelser af, om det var muligt at forhindre det her. Han sagde: Lige nu sørger vi for tryghed og sikkerhed. Vi har ikke noget valg.«

— Regeringen siger i dag, at den er klar til at lukke de danske grænser. Hvorfor gjorde I ikke det dengang?

»Den eneste mulighed havde været at skyde. Det ville jeg ikke være med til. Og det ville Jens Henrik Højbjerg heller ikke. Men det var det eneste mulige eskalationstrin. Folk kom i et antal og på en måde, så det ikke kunne lade sig gøre at lukke grænsen.«

For to uger siden sagde regeringen, at den er klar til at lukke grænserne, men det er ifølge Søren Pind en »fuldstændig abstrakt« melding.

»Det er en eufemisme! Hvad betyder det,« spørger han. Næsten vredt.

»Vil man sætte magt bag ordene? Nu ser vi den græske kystvagt skyde varselsskud mod en blanding af flygtninge og migranter. Har vi overhovedet gjort os klart, hvad det betyder? Og hvad nu hvis varselsskud skal ændres til skud? Er vi klar til det? Det ved jeg, at Nye Borgerlige og Stram Kurs er, men er det en gængs ting i dansk parlamentarisme? Jeg ville personligt ikke gøre det, og jeg gjorde det jo heller ikke dengang.«

— Hvor sætter du grænsen?

Søren Pind svarer ikke direkte. I stedet begynder han at tale om regeringens dengang nyindkøbte pigtrådshegn som eksempel.

»Det har været fremme, at regeringen i tilfælde af et fuldstændigt sammenbrud, ville opføre et hegn. Selvfølgelig kan man gøre det. Det er en mulighed, og det materiel er indkøbt.«

— Men hvor går grænsen for dig?

»Det er meget vanskeligt at sige. Men det er klart, at hvis fædrelandet står i trussel for at falde, så ophæves grænserne, også de moralske. Hvis ikke, så må det hele tiden være en afvejning af, hvad man som samfund kan og ikke kan holde til.«

— Indebærer situationen en trussel mod Danmark som nation?

»Ikke under nuværende omstændigheder. Det mener jeg ikke.«

— Hvad kan vi lære af krisen i 2015?

»Man kan i hvert fald lære, at de, som siger, at konflikter i Mellemøsten ikke kommer os ved, og som er imod europæisk samarbejde og mener, at alt skal løses nationalt, dem skal man ikke lytte til.«

En båd med flygtninge og migranter kommer i land på Lesbos i Grækenland den 16. november 2015.

En båd med flygtninge og migranter kommer i land på Lesbos i Grækenland den 16. november 2015.

Sergey Ponomarev

Vi lærte, at vi skal gøre det samme i dag

Lili Vilhelmsen, folkepensionist og leder af den lokale Røde Kors genbrugsbutik i Rødby

Lili Vilhelmsen og hendes mand fik beskeden over telefonen.

Det var kassereren i den lokale Røde Kors genbrugsbutik, som ringede for at sige, at Lili Vilhelmsen og hendes mand skulle komme ned i butikken og hjælpe til med pakke tøj og køre det ned til havnen.

»Hun sagde: ’Nu er der flygtninge.’ Hun havde hørt i radioen, at der var kommet flygtninge til Rødby Havn med færgen, og færgen var blevet tilbageholdt,« siger Lili Vilhelmsen i dag.

Lili Vilhelmsen skyndte sig ned i butikken og begyndte sammen med sin mand at pakke tøj og overtøj til flygtningene. Sække med herretøj, sække med dametøj, sække med børnetøj. Derfra kørte de ned til et hotel ved Rødby Havn, hvor flygtningene opholdt sig.

»Der har vel været omkring 150 eller 200 mennesker. De kom over og sagde: We will go to Sweden! We will go to Sweden! Og vi måtte så forklare dem, at de var i Danmark, og at vi ville hjælpe dem med tøj. De kunne bare tage.«

Lili Vilhelmsen talte blandt andet med en dreng på omkring 15 år, som fortalte, at han havde mistet sin mor og far. Nu var han på vej til Sverige for at bo hos sin onkel.

»Han havde kun det tøj, han havde på, og hans mor og far og søskende var druknet på vej over havet mod Europa. Han stod bare og græd,« siger Lili Vilhelmsen.

Hvis der skulle opstå en krise som i 2015, ville hun være klar til at køre ned i butikken og hente tøj igen.

»Til hver en tid,« siger hun.

»Om jeg så ikke fik nogen nattesøvn – det ville bare være ærgerligt. Jeg vil gerne hjælpe, sådan er vi i Røde Kors. Vi vil gøre en forskel.«

— Føler du, at du gjorde en forskel?

»Ja, det gjorde jeg. Jeg kunne se deres smil, og at de var taknemmelige.«

— Men der er politisk enighed om, at vi ikke kan hjælpe alle.

»Det er også rigtigt. Vi kan ikke redde alle, men jeg synes godt, at vi kan være med til at hjælpe. Vi må ikke være et land, der ikke tager imod nogen. De skal have ro i sjælen.«

— Hvad kan vi lære af flygtninge- og migrantkrisen i 2015?

»Den danske befolkning skulle lære at være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod en selv. Den varme og medmenneskelighed, som vi oplevede dengang, den kan vi lære af i dag.«

— Så vi skulle gøre det samme som dengang?

»Ja.«

Vi lærte, at Merkel havde ret

Andreas Kamm, generalsekretær Dansk Flygtningehjælp 1998-2017

For Andreas Kamm var flygtninge- og migrantkrisen ikke en overraskelse. Det var ikke overraskende, at krigen i Syrien ville sende folk på flugt. Heller ikke, at de ville komme i tog mod Europa, eller at de ville komme gående videre ind i Danmark. Det var måden, de kom på, som overraskede Andreas Kamm.

»Flygtningene gik på europæiske motorveje med hovedet ned i en GPS-mobiltelefon, mens de løbende var i kontakt med familie og netværk over hele Europa. Det var en helt ny og anderledes form for mobilitet,« forklarer Andreas Kamm.

Nu som dengang ser Andreas Kamm situationen i 2015 som en politisk krise snarere end et spørgsmål om, hvorvidt vi kunne håndtere selve situationen, mener Kamm. For det kunne vi godt. Merkel havde ret, da hun sagde »wir schaffen das« – det klarer vi. 

Der kom en million mennesker. I EU bor 500 millioner. »En ekstra stol i en skole med 500 elever havde ikke rystet mange, hvis vi organiserede det ordentligt.«

– Merkels ord står for mange som et symbol på, at politikerne havde tabt forbindelsen til befolkningernes bekymring og modvilje mod flere flygtninge?

»Jeg tænker det omvendt. Havde de europæiske ledere blot stået sammen og fordelt ansvaret, havde man skabt indtrykket af et velfungerende EU, som var i stand til at gøre det, EU er sat i verden for: møde globale udfordringer, som de enkelte lande ikke kan klare alene. Så havde mange tænkt: ’Hvor er det godt, vi har EU’«.

»I stedet skabte der sig et almindeligt billede af, at Europa havde tabt kontrollen med de her strømme.«

— Hvad lærte vi?

»Jeg har grundlæggende det samme synspunkt. EU må stå sammen og møde de her ting i fællesskab. Jeg erkender, at de fleste flygtninge skal hjælpes ude i verden. Men det er meningsløst at sige, at vi ikke er i stand til at hjælpe de mennesker, som er ved vores grænser og søger ly i en periode. De skal håndteres efter, om de har ret til international beskyttelse efter konventionerne eller ej. Der er ikke andet at sige til det. Vi kan ikke forlade international retsorden, blot fordi nogle mennesker er bekymrede.«

Vi lærte, hvor langt vi er villige til at gå

Thomas Gammeltoft-Hansen, professor mso i migration og flygtningeret på Københavns Universitet

Grundlæggende mener Thomas Gammeltoft-Hansen ikke, vi har gjort ret meget for at undgå en ny krise. Befæstningen af de ydre grænser er måske blevet lidt mere effektiv. Måske er grækerne villige til at tage mere drastiske metoder i brug for at holde flygtninge ude.

»Men man må konstatere, at vi intet har gjort for at adressere the root causes – de grundforhold som førte til situationen i 2015,« siger han. Man kunne ellers dårligt have forestillet sig en bedre anledning til at kaste det hele op i luften og starte forfra. Kigge på hele det globale flygtningesystem og EU’s rolle i det.

»Flere statsledere, blandt andre Lars Løkke Rasmussen, sagde åbent, at det måske var på tide at genforhandle Flygtningekonventionen. Situationen taget i betragtning var det bemærkelsesværdige, at det ikke skete. Ni måneder senere stod Løkke i New York og erklærede, at Danmark stod last og brast om konventionen,« siger Gammeltoft-Hansen.

Krisen i 2015 var akut, men langtfra enestående. Den satte en tyk streg under noget, vi egentlig godt vidste i forvejen, mener Thomas Gammeltoft-Hansen. Det globale flygtningesystem er ikke bæredygtigt.

— Hvad er det for et system?

»I dag er det overordnet set sådan, at man har delt ansvaret op. I de rige lande er der en asylmodel, som er svær at få adgang til, men kommer man først ind, er der en stor rettighedsgevinst. I de store flygtningelande har man en container- eller opbevaringsmodel.«

85 procent af verdens flygtninge befinder sig i lav- og mellemindkomstlande. De er til permanent ’opbevaring’ i lande som Jordan og Libanon, som ikke har ressourcer til at integrere dem på arbejdsmarkedet.

»Det skaber gang på gang de her tryk som i 2015,« siger professoren.

Også internt i Europa, erkendte vi, at EU-systemet ikke fungerede. 

»Det blev meget tydeligt, at de rammer, vi havde opbygget, ikke var specielt effektive,« siger han. 

»Mange har ligesom Danmark fulgt en logik, der handler om at lave nationale stramninger, for at styre asylstrømmen væk fra ens eget land og over til nabolandene,« siger han.

Danmarks ’asylstop’ udfordrer for eksempel EU-reglerne, og de europæiske lande indførte grænsekontrol og en række andre nationale stramninger, som mange mener strider med EU-retten eller EU’s menneskerettighedskonvention, forklarer Gammeltoft-Hansen.

»Vi lærte, at EU-landene er villige til at gå længere end som så for at udfordre de fælles regler.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Svennevig

Fin opsummering.