En kold februardag tilbage i 1983 indtraf en af de vigtigste begivenheder i skabelsen af moderne fodbold.
Det ukrainske storhold Dynamo Kiev var under ledelse af legenden Valeri Lobanovskij på træningslejr i nærheden af Stuttgart og ledte efter lidt lokal modstand til en let træningskamp.
Deres øjne faldt på amatørmandskabet FC Viktoria Backnang, der på det tidspunkt residerede i Tysklands sjettebedste række. Der blev arrangeret et opgør, som blev en livsomvæltende oplevelse for det lokale holds 24-årige spillende træner.
Hans navn var Ralf Rangnick. Og allerede fra kampens begyndelse var han chokeret over, hvad han oplevede:
»Da der var spillet nogle få minutter, og bolden var røget ud til indkast, standsede jeg og talte deres spillere. For der måtte være noget galt. Havde de 13 eller 14 mand på banen?«
Rangnicks reaktion blev udløst af det helbanepres, Kiev udøvede på amatørholdet – et pres, som de tyske amatører aldrig tidligere havde oplevet.
Eller som den tyske træner efterfølgende har forklaret det til hjemmesiden The Coaches’ Voices:
»Vi havde spillet mod tophold tidligere – og altid tabt, naturligvis – men vi havde i det mindste fået nogle pusterum i løbet af kampen. Kiev var det første hold, jeg havde mødt, der systematisk og ubønhørligt satte pres på boldholderen.«
Mødet med Lobanovskij og hans ukrainske fodboldmaskine åbnede døren til en helt anden måde at anskue fodboldspillet på for den unge tyske træner.
»Det var min fodboldmæssige åbenbaring. Jeg forstod, at der var en anden måde at praktisere spillet på.«
Og det var samtidig en definerende hændelse for udviklingen af fodboldspillet på det europæiske kontinent. For næppe nogen enkeltperson har vel haft større indflydelse på moderne fodbold end den tidligere træner for amatørholdet fra FC Viktoria Backnang.
Hos stort set alle topholdene i de største europæiske ligaer ser man tråde af den filosofi, Rangnick har brugt de seneste årtier på at føre frem.
Trænere som Liverpools Jürgen Klopp, Paris Saint-Germains Thomas Tuchel og Julian Nagelsmann fra RB Leipzig tælles blandt hans disciple.
Og når fodboldfans over hele verden tænder for skærmen for at følge de afsluttende runder i Champions League og Europa League (når de en dag bliver genoptaget), så klinger ekkoet af træningskampen mellem Dynamo Kiev og FC Viktoria Backnang en kold februardag i starten af firserne stadig svagt i baggrunden.
VHS-maskinen brød sammen
Som alle profeter, der bryder frem før sin tid, måtte også Rangnick dog stå det onde igennem, før det kunne blive godt.
Efter at have fået åbnet sine øjne af Lobanovskij kastede han sig over studier af den italienske træner, Arrigo Sacchi, der med en ny og revolutionerende form for presfodbold indtog de italienske og europæiske plæner med AC Milan i slut-80’erne og starten af 90’erne.
Sacchi gjorde op med det mangeårige forsvarsprincip i støvlelandet om, at man skulle have en dybtliggende forsvarsspiller – en såkaldt Catenaccio (hængelås, red.) – liggende som ekstra gardering bag den defensive linje. I stedet skubbede han sine forsvarere højt op på banen i en taktik, hvor hans hold i tæt sammenhængende kæder satte pres mod modstanderne dybt inde i deres egen zone.
Det var en spilleform, der løftede Sacchi og hans rossoneri op i toppen af både italiensk og europæisk fodbold, og i Rangnicks studerekammer blev AC Milans kampe gennemset på indfløjede VHS-bånd i en sådan grad, at maskineriet endte med at bryde sammen.
Eller som Rangnick selv erindrer de år, hvor han sammen med en ligesindet trænerkollega nærstuderede forbilledet fra Milano:
»Vi fik venner i Italien til at sende os videoer af Sacchis Milan. Vi spolede og trykkede på pause så tit, at materialet til sidst gik i stykker.«
Da Rangnick selv begyndte at praktisere sine ideer på de tyske plæner, blev han dog nærmest latterliggjort.
Et berømt eksempel er hans tv-optræden i 1998 i det landsdækkende program Sportstudio, hvor han med taktikbræt, spillermarkører og pædagogiske instruktioner forklarede en undrende studievært, hvordan han som træner for provinsklubben SSV Ulm havde erstattet det i Tyskland ellers sakrosante forsvarssystem med libero og nærkampsstærke Manndeckers (mandsopdækkere, red.) med et firemandsbaseret zoneforsvar, hvor spillerne på skift påtog sig libero-rollen for at bringe de angribende modstandere i undertal.
Der Professor var det tilnavn, hans optræden indbragte ham i fodboldoffentligheden (og det var ikke venligt ment), og koryfæer som den tidligere landsholdkæmpe Felix Magath affærdigede hans tanker med en bemærkning om, at »taktik er for dårlige spillere«.
De ledende kræfter i tysk fodbold befandt sig dengang stadig af den overbevisning, at offervilje, udholdenhed og Kampfgeist var nok til at høste triumfer på grønsværen. Og så skulle der ikke komme nogen opkomling fra en knoldesparkerklub i provinsen og udfordre det germanske libero-system.
Tiden og resultaterne var dog på Rangnicks side. Han strøg op gennem rækkerne som træner for SSV Ulm, og den endegyldige anerkendelse af hans forsvarsfilosofi kom ved VM i 2002, hvor det tyske landshold skrottede liberoen og spillede med zoneforsvar hele vejen til finalen.
Og det har de i øvrigt gjort lige siden!
Overfaldsfodbold
Rangnick var i øvrigt tæt på at blive assistenttræner for Jürgen Klinsmann, da han overtog ansvaret for landsholdet i 2004. Den stilling gik imidlertid til en vis Joachim Löw, og i stedet fik fodboldtænkeren fra det sydvestlige Tyskland sit gennembrud på topplan som træner for Schalke 04, som han i sæsonen 2004-05 var få minutter fra at føre til et sensationelt mesterskab (i øvrigt med danske Ebbe Sand som skarpretteren i front).
Opskriften var det, man i dag kender som det moderne genpressystem – den såkaldte Überfall-Fussball – hvor alle mand som et veltrænet ulvekobbel jager modstandernes boldholdere i flok og straks efter en bolderobring iværksætter lynhurtige omstillingsaktioner i banens længderetning.
Det er et uhyre aggressivt spillesystem, der stiller høje krav til spillernes løbevillighed, sprintstyrke og interne samarbejde – hvis blot en enkelt mand falder ud af presset, bryder hele systemet sammen – men når det virker, er det nærmest umuligt at forsvare sig imod.
Og det var i forbindelse med fremelskelsen af dette spillesystem, at Rangnick lancerede den såkaldte stopurs-træningsøvelse.
Gennem studier havde den tyske træner opdaget, at et fodboldhold i gennemsnit er otte sekunder om at finde tilbage i forsvarsformation efter et boldtab, ligesom han havde registreret, at 60 procent af alle scoringer sker inden for ti sekunder efter en bolderobring, så han opsatte simpelthen et stort, tikkende stopur på træningsbanen og gennemførte øvelser, hvor spillerne havde maksimalt otte sekunder til at fremprovokere en bolderobring – og derefter ti sekunder til at komme til afslutning.
Denne øvelse blev senere kopieret af Alexander Zorniger i Brøndby, og i det hele taget har Rangnick været inspirationskilde for en hel generation af moderne trænere, der har taget gegen-pressing- systemet til sig.
Ja, man kan sige, at Rangnick er den intellektuelle ophavsmand til den germanske overfaldsfodbold, der sammen med det spanske tiki-taka har udgjort de to dominerende strømninger i europæisk fodbold siden årtusindeskiftet.
Hvor tiki-taka handler om at aflevere modstanderen til døde, så tror Rangnick imidlertid mere på ubønhørligt pres-fodbold kombineret med lynhurtige kontrastød.
Leder af Red Bulls talentfabrik
Rent klubmæssigt har Rangnick i det seneste årti lagt sin vigtigste indsats i det såkaldte Red Bull-imperium, der består af de fodboldklubber, der er ejet af den østrigske energidrikgigant.
De seneste syv-otte år har han således været skiftevis træner og sportsdirektør for Red Bull Salzburg og RB Leipzig – og har i den forbindelse ført begge klubber op i toppen af deres hjemlige fodboldhierarkier.
I dag kigger man imidlertid forgæves efter Rangnick i de tekniske felter på fodboldarenaerne. Den tyske fodboldtænker sluttede sin trænerkarriere med at føre RB Leipzig til bronzemedaljer i Bundesligaen i sidste sæson, og i dag befinder han sig i en overordnet stilling som ansvarlig for den sportslige udvikling i alle Red Bull-klubber over hele verden.
Rent fysisk er han relokeret til New York, hvor han bruger en stor del af sin energi på at udvikle New York Red Bulls, men det betyder ikke, at han har tabt indflydelse i den europæiske fodboldverden. Tværtimod.
Som sportslig leder af Red Bulls talentfabrik er han nemlig stadig med til at udklække fremtidens stjerner, hvoraf det seneste eksempel er Erling Braut Håland, der skiftede fra Salzburg til Borussia Dortmund i vinterpausen.
Og i den p.t. mest succesfulde klub i Europa, Liverpool, løber fem aktører rundt, der har fået deres fodboldmæssige uddannelse under ham, nemlig Keita, Joël Matip, Roberto Firmino, Sadio Mané og Takumi Minamino – ligesom rygterne vil vide, at den rødklædte klub fra Merseyside forbereder et kæmpebud på Leipzigs Timo Werner til sommer.
Så han endte med at få både magt og ret, den tyske fodboldprofessor, der fik sin sportslige vækkelse på en træningsbane i Backnang nordøst for Stuttgart for 37 år siden.
