Baggrund
Læsetid: 7 min.

Tidsskriftet, hvor akademikere og praktikere mødtes om social indignation

I mere end tre årtier har tidsskriftet Social Kritik været en ener i den danske debat. Med sin kritiske skæve tilgang til systemerne har det gjort akademikerne mere lavpraktiske og praktikerne mere eftertænksomme. Men efter redaktør og drivkraft bag projektet, Benny Lihme, døde i februar, er det nu lukningstruet. Vi tegner et portræt af tidsskriftet
Forsiderne af første og seneste nummer af Social Kritik. Gennem tidsskriftetets 32 år var Benny Lihme hovedkraften og redaktøren, der holdt sammen på projektet. Med hans død i sidste måned er det meget tvivlsomt, om tidsskriftet har en fremtid.

Forsiderne af første og seneste nummer af Social Kritik. Gennem tidsskriftetets 32 år var Benny Lihme hovedkraften og redaktøren, der holdt sammen på projektet. Med hans død i sidste måned er det meget tvivlsomt, om tidsskriftet har en fremtid.

Moderne Tider
28. marts 2020

Da Anders La Cour for snart 20 år siden som ph.d.-studerende for første gang sendte en tekst ind til tidsskriftet Social Kritik, blev han kaldt ind til møde på redaktør Benny Lihmes kontor i Nansensgade i København. Som ph.d.-studerende var han endelig ved at vænne sig til den særlige skrivestil, der forventes af en forsker. Derfor blev han noget overrasket, da Benny Lihme tog hans artikel og kylede den ned i skrivebordet, så det gav et brag.

Hvad er det for noget lort, du har skrevet!« råbte redaktøren. Og så forstod Anders La Cour, at Social Kritik ikke var et tidsskrift som alle de andre.

Selv om Social Kritik endnu ikke formelt er lukket, taler Anders La Cour og bladets andre skribenter allerede om tidsskriftet i datid. For efter Benny Lihme døde i februar, er der meget, der tyder på, at bladet lukker, medmindre en frivillig og kvalificeret ildsjæl pludselig melder sig. Men det bliver svært at finde en til at erstatte en personlighed af Lihmes format.

Benny Lihme havde en akademisk baggrund i sociologi og psykologi, men kom ind på universitetet på dispensation uden en studentereksamen og kom fra en udfordret barndom. En dobbelthed, der prægede hans tilgang til verden. Akademisk viden var fint, men den skulle også bruges til noget konkret: at hjælpe de uretfærdigt behandlede.

Fordi Benny Lihme egenrådigt styrede den redaktionelle linje på Social Kritik, bar bladet således præg af den tilgang. Indholdet i artiklerne, essayene, boganmeldelserne og debatstoffet gennem bladets 160 udgivelser, kredsede sig om det sociale.

Mest af alt om socialpolitik og udsatte grupper, men der blev også udgivet temanumre om alt fra våbenindustri og klima til Blekingegadebanden og forholdet mellem arbejde og fritid.

Flere beskriver den røde tråd i emnerne som, hvad end Benny Lihme interesserede sig for, ligesom tilgangen til emnerne var som Benny Lihmes: kritisk. Man holdt sig ikke bare til at beskrive virkeligheden; man mente også noget om den – ofte at det magtfulde system på uretfærdig vis glemte at tage hensyn til den enkelte borger.

Det talende røvhul

Lukker bladet, vil sådan et tidsskrift mangle fremover, mener Anders La Cour, der i dag er lektor på CBS, hvor han forsker i frivillige organisationer, og de seneste ti år har siddet i tidsskriftets bestyrelse. Han vil særligt savne bladets »befriende bramfrie tone« til både læsere og skribenter.

»Det er jo ikke sådan, at man ikke kritiserer hinanden i den videnskabelige verden – man er bare meget høflig og taler i særlige sproglige koder, når man gør det. Sådan var det heldigvis ikke på Social Kritik.«

Siden tidsskriftet blev startet i 1988, har Social Kritik formået at give plads til stemmer, emner og tilgange, der ikke har været plads til andre videnskabelige tidsskrifter, fortæller Anders La Cour.

Bladets tilgang betød for eksempel, at han kunne skrive artiklen »Det talende røvhul« om afføringsskemaer på demensplejehjem – en tone, der ifølge lektoren aldrig var gået i et almindeligt videnskabeligt tidsskrift.

»Det, ville de mene, var uvidenskabeligt. Men det er et stærkt billede, og titlen indfanger pointen i den artikel meget præcist. For den handlede jo om, at når du arbejder med demente, så kan fru Erna ikke tale, men hendes afføring kan fortælle enormt meget, om hvor godt hun har det.«

Engageret respons

Han fortæller, at Benny Lihme og Social Kritik stod for en kritisk tilgang til den akademiske verden, som man mente lukkede sig af fra omverdenen med sine logikker og strukturer.

»Hvis jeg på CBS skal fremme min karriere, så skal jeg skrive i tidsskrifter, som ingen praktikere læser, i et sprog, kun få forstår. Og lige dér var Social Kritik vigtigt, for det gav mulighed for en anden tilgang.«

Han peger på, at han – modsat, når han skriver for de sjældent læste akademiske tidsskrifter – altid fik respons i form af mails fra engagerede læsere, når han skrev for Social Kritik. En kvalitet, han holdt af – »også selv om det altid var en mail om, at det var noget lort, man skrev«.

Den anderledes tilgang gjorde også, at det ikke kun var akademikere, der skrev til tidsskriftet. Modsat Dansk Pædagogisk Tidsskrift eller Dansk Sociologi skrev også folk, der »ikke var tynget af den videnskabelige metode« i bladet.

»Det, Social Kritik gerne ville være, var et tidsskrift, hvor man undgik, at videnskabelig jargon og positioneringer skulle stille sig imellem sociologen og den sociale verden.«

Praktikere og akademikere

Men Social Kritik var ikke ligefrem et folkeligt tidsskrift, mener Bjarne Lenau Henriksen, der, inden han blev pensioneret, arbejdede med socialt udsatte – først som præst i Mariatjenesten på Vesterbro og senere som chef for Kirkens Korshær.

Han er en af de praktikere, som bladet brystede sig af at bygge bro til fra de akademiske elfenbenstårne, og han bidrog til bladet siden dets start i 1988.

»Der var nogle praktikere, der læste det og bidrog til det. Men hvis man kiggede sig omkring i de sociale organisationer, ville man næppe finde ret mange gennemlæste blade på gangene. Indholdet var nærmest videnskabelige artikler med mange noter – særligt de senere år,« fortæller han og peger på, at det kunne skabe udfordringer for en praktiker som ham.

Men sandheden er nok et sted imellem hans og Anders La Cours udlægning, erkender han. Akademikerne havde svært ved at skrive ligetil, mens praktikerne havde svært ved at skrive akademisk. Men det var også det gode ved bladet.

»Det fik akademikerne til at tænke mere praktisk, og det fik os praktikere til at tænke mere akademisk. Og som praktiker har jeg jo brug for at få sat mit praktiske arbejde i en større sammenhæng. Jeg skal tage mig af den hjemløse, men samtidig skal jeg tænke over det i et større perspektiv,« siger han.

En kritisk tilgang til socialt arbejde, han mener er for nedadgående blandt praktikere.

»Mange udfører desværre bare høfligt deres arbejde uden at gøre oprør,« fortæller Bjarne Lenau Henriksen.

Mindre oplag, social kritik og portostøtte

At den sociale kritik er blevet mindre i dag, er Thorkild Høyer enig i. Han er advokat og bestyrelsesmedlem i foreningen bag Social Kritik.

»Bladet er født i en tid, hvor den sociale kritik var mere mainstream end i dag. Det hører en anden tid til, som bladet også blev født ud af, og det var også tydeligt på oplagstallet, at det gik tilbage.«

Hvor oplaget på sit toppunkt nåede omkring 1.500, var det til sidst nede på omkring 1.000 abonnementer. Et massemedie blev det aldrig.

Og da så portostøtten for nogle år siden forsvandt for tidsskrifter, blev økonomien endnu mere presset, og Benny Lihme begyndte derfor selv at dele bladene ud til abonnenterne i København.

Skribenterne havde aldrig fået løn ud over et par ekstra blade. Men de blev også for dyre at sende, så i stedet holdt Benny Lihme receptioner, hvor skribenterne over et glas vin afhentede deres blade.

»Det var både hyggeligere for os andre og billigere for Benny. Det var meget typisk for hans måde at gøre det på. Det var meget personligt,« fortæller Knud Vilby, der er journalist og gennem mange år har anmeldt faglitteratur i Social Kritik.

Men samtidig med at bladet havde en stadig mere presset økonomi, og oplaget faldt, fik det en større anseelse blandt særligt unge forskere, der i stigende grad henvendte sig til bladet for at få deres forskning ud.

Den traditionelle akademiske verdens forhold til bladet varierede fra institut til institut. Af nogle blev det regnet med, når forskernes bidrag til videnskabelige tidsskrifter skulle opgøres, mens det andre steder ikke gjorde.

Den ambivalente tilgang fra den akademiske verden gør Anders La Cour pessimistisk på bladets skæbnes vegne. Han har selv overvejet at overtage og har forsøgt at overtale en række kolleger, men indtil videre er det ikke lykkedes at finde en efterfølger til Benny Lihme.

»Det er helt udelukket, at der er nogen fra min verden, der vil gøre det. For ens leder vil jo sige: ’Hvorfor bruger du tid på det?’ Jeg må bare erkende, at skal man have en akademisk karriere, så må man ligge under for de traditionelle videnskabelige logikker, som Social Kritik ellers var et alternativ til.«

Og skal man tro praktikeren Bjarne Lenau Henriksen, er der ikke noget værre tidspunkt for bladet at forsvinde på. For det formåede at få både praktikere og akademikere til at tænke anderledes i den socialsektor, der trods store sociale problemer, får mindre og mindre at sige.

»Vi har jo ingen socialpolitik i dag. Flere og flere opgaver flyttes over til Beskæftigelsesministeriet, og socialpolitik er blevet til arbejdsmarkedspolitik. Det at se det enkelte menneske som et problem, der ikke bare er et beskæftigelsesproblem, er vigtigt. Og det var det, Social Kritik skabte et rum for.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her