Baggrund
Læsetid: 8 min.

»Det værste man kan tro er, at ligestilling er noget, vi allerede har opnået«

Engang var Danmark foregangsland på ligestillingsområdet sammen med vores nordiske naboer. Men ligestillingen stagnerede i 1990’erne, og siden er vi blevet overhalet indenom. I dag er alle i princippet for ligestilling. Der skal bare helst ikke ske noget
Efter en demonstration på Strøget i København uddeler Rødstrømperne i 1970 løbesedler om ligeløn til Tuborgs kvindelige bryggeriarbejdere.

Efter en demonstration på Strøget i København uddeler Rødstrømperne i 1970 løbesedler om ligeløn til Tuborgs kvindelige bryggeriarbejdere.

Christen Hansen

Moderne Tider
7. marts 2020

Historien om ligestilling på det danske arbejdsmarked er en historie i mange kapitler. Den handler både om industrialisering, spædbarnsdød, barsel, husmoridealer, rødstrømper og ligeløn. Og det er en historie, der slet ikke er skrevet færdig endnu.

Sådan lyder det fra historiker Astrid Elkjær Sørensen og kvoteringsekspert og professor i statskundskab ved Stockholm Universitet, Drude Dahlerup.

»Man kan sige, at Danmark er gået noget i stå og hviler på laurbærrene her,« siger Drude Dahlerup med henvisning til, at Danmark blandt andet ligger som nummer 25 på listen over kvinder i politik, efter lande som Mexico, Sydafrika og Hviderusland, og som nummer 14 på World Economic Forums årlige rangliste over, hvor ligestillede verdens lande er.

På begge lister langt bag vores nordiske naboer.

Sådan har det ikke altid været, men siden 1990’erne er Danmark sakket bagud. Alligevel er det en udbredt misforståelse, at ligestillingen allerede er klaret.

På arbejdsmarkedet på andre vilkår

Kampen for kvindernes indtog og lighed på arbejdsmarkedet begynder med industrialiseringen, hvor afskeden med landbrugssamfundet gør det presserende at forholde sig til, hvordan den offentlige og private sfære opdeles.

Kvinders rolle som primær omsorgsperson for familiens børn bliver udfordret med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, og i 1901 vedtages den første lov, der pålægger kvinderne at holde en periodes barselshvile efter historier om kvinder og spædbørn, der er kommet til skade eller har mistet livet på fabrikkerne.

Parallelt med industrisamfundet opstår ideen om kernefamilien, som siden har været en integreret del af det danske familieideal. Kernefamilien med en hjemmegående mor var dog i mange år forbeholdt eliten, fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

»Det er en myte, at hvis vi går tilbage i tiden, så var alle kvinder husmødre. Kvinder havde deltidsarbejde eller sæsonarbejde, og de vaskede for nabokonen. Men med velfærdsstigningerne i 1950’erne og 1960’erne lykkedes det faktisk at realisere idealet om den hjemmegående husmor for flertallet af danske kvinder. Det sjove er, at det her ideal om en kernefamilie med en hjemmegående mor kun findes realiseret for størstedelen af de danske kvinder i to årtier, men har været så stærkt i vores mentale bevidsthed.«

1970’erne er et omvæltningernes årti for de danske kvinder. Etableringen af velfærdssystemet betyder, at flere kvinder kommer i arbejde og i høj grad løser de opgaver, de allerede løste i hjemmet. Kvinderne indtager således i høj grad omsorgsstillinger.

»Her bliver de store kvindefag bygget op, og med kvindernes indgang på arbejdsmarkedet får vi høj grad også det deltidsarbejdende Danmark. Så selv om kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, er det for mange kvinder også fortællingen om at være kommet på arbejdsmarkedet på andre vilkår end mændene,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

Den dag i dag er deltid stadig udbredt i omsorgsfagene. Ifølge Dansk Sygeplejeråd arbejder knap halvdelen af de 38.000 sygeplejersker, der er ansat i regionerne for eksempel på deltid.

Med balloner som bryster

En anden effekt af velfærdssamfundets etablering er, at flere kvinder uddanner sig, og på landets universiteter opstår rødstrømpebevægelsen.

Den 8. april går cirka 15 rødstrømper deres første parademarch op ad Strøget med røde balloner i overdimensionerede bh’er, parykker og kunstige øjenvipper, mens de råber slagord om objektivisering af kvindekønnet. Bagefter tager de til Tuborgs bryggeri og deler løbesedler ud med krav om ligeløn.

Da bevægelsen var på sit største, var over 1.000 kvinder engageret.

»Rødstrømpebevægelsen var en rigtig stærk udenomsparlamentarisk bevægelse,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

»Men det var også et princip for rødstrømper, at de ikke gik ind i partier. Nogle af dem gjorde det senere hen, men som udgangspunkt kæmpede de udenomsparlamentarisk. De lagde et enormt pres på institutioner og partier, mens de var aktive, men da de forsvandt, var der ikke nogen stærke fraktioner i partierne til at holde ligestilling højt på dagsordenen.«

På vej mod ligestilling

  • 1850: Industrialiseringen gør sit indtog. Mænd og kvinders roller på arbejdsmarkedet nydefineres.
  • 1873-1900: 27 kvindefagforeninger dannes.
  • 1887: Den første kvindelige jurist, Nanna Berg, uddannes. Først efter en ændring af sagførerloven i 1906 får kvinder lov til at drive advokatvirksomhed.
  • 1910: Den 8. marts bliver udråbt til kvindernes internationale kampdag på Anden Internationales socialistiske kvindekonference i København.
  • 1915: Kvinder får stemmeret
  • 1947: Kvinder kan blive præster i folkekirken.
  • 1960: 27 procent af de gifte kvinder mellem 25 og 44 er i arbejde. Ti år senere er tallet 51 procent.
  • 1970: Rødstrømpebevægelsens første aktion finder sted den 8. april i København.
  • 1976: Folketinget vedtager loven om ligeløn for at imødekomme krav fra EF.
  • 1984: Mænd får mulighed for at tage forældreorlov.
  • 1992: Flyvevåbnet begynder at uddanne kvindelige jagerpiloter.
  • 2011: Første kvindelige statsminister i Danmark.

Kvindebevægelserne i Sverige og Norge var i højere grad tilbøjelige til at arbejde partipolitisk, fortæller Astrid Elkjær Sørensen og vurderer, at det er en af grundene til, at begge lande figurerer langt højere på ligestillingslisterne.

»Der har hele centrum-venstre-fløjen har haft stærke interne kvindeklubber og har haft ligestilling som noget, man har promoveret sig på til valg. Rødstrømpebevægelsen var jo en revolutionær bevægelse, der ville et markant andet samfund. De mente, at alle de etablerede partier var søbet ind i en patriarkalsk kapitalistisk logik, og ved at købe ind i den, så købte man ind i et system, som var mangelfuldt.«

Den stærke kvindebevægelse i 1970’erne bidrager også til, at vi i Danmark mener, at ligestilling er noget, vi har klaret, mener Astrid Elkjær Sørensen.

»I Danmark har vi det man kan kalde for backlash, hvor vi synes, at ligestilling var noget, vi opnåede for lang tid siden. Det er jo der historie, vi har fortalt os selv – at det var noget, vi klarede i 1970’erne. Tiden er løbet fra den fortælling.«

Vi bliver overhalet

At nogle i Danmark tror, at vi har opnået ligestilling mellem kønnene bakkes op af en spørgeskemaundersøgelse, som Drude Dahlerup gennemførte blandt folketingsmedlemmer i 2015. Her svarede en tredjedel, at ligestilling ’stort set er opnået’, eller at ligestillingen ’er gået for langt’. Der er en klar overvægt af både mænd og medlemmer af blå blok i disse to svarpuljer.

Drude Dahlerup oplever ikke, at der er et ønske – hverken blandt politikere eller i befolkningen – om at »sende kvinderne tilbage til kødgryderne«, men ideen om, at vi for længst har kunnet sætte flueben ved ligestillingen er udbredt, vurderer hun.

»Det, som er det store paradoks i Danmark, er, at samtidig går alle ind for ligestilling i princippet, der skal bare ikke ske noget.«

»Det værste, man kan tro, er, at ligestilling er noget, vi allerede har opnået, det er vigtigt, at man ser ulighederne og analyserer deres årsager. Jeg vil gerne have, at vi igen kan være stolte og blive et foregangsland, men så må man altså gå i gang med initiativer, som vi fra de øvrige nordiske lande ved, kan rykke tingene,« siger hun.

Ifølge Drude Dahlerup stagnerede den danske ligestillingsudvikling i midten af 1990’erne, og vi begyndte at blive overhalet.

For en anden årsag til, at vi som land tumler ned ad listerne er, at andre lande knokler sig opad. Ser man på den politiske kvinderepræsentation, udgjorde den 37,4 procent i 1998 og 39,6 procent i 2020. Der er ikke en stor forskel, men hvor andelen i 1998 gav Danmark en andenplads globalt set, kan det som nævnt kun blive til en 25.-plads i 2020.

»Der sker utrolig mange ting omkring os i andre lande, hvor man tager mere aktive ligestillingsinstrumenter i brug, som Danmark ikke gør, og det er derfor, vi bliver overhalet af en række andre lande. Et udbredt instrument er kvotering, som er effektfuldt, men som af en eller anden mærkelig grund i Danmark er blevet totalt tabu at snakke om,« siger Drude Dahlerup, der vurderer, at vi står i en »historisk vigtig periode«.

»Jeg mener ikke, man kan tale om et decideret backlash i Danmark som for eksempel i Polen og Ungarn, for danskerne er ikke traditionalister, der vil genetablere en traditionel familieform. Det er derfor, jeg taler om stagnation. Men det er jo ikke kun sådan, at man kan blive stående, man kan altså også gå tilbage.« 

De seneste regeringer har været uambitiøse på området, vurderer Drude Dahlerup, som fremhæver Thorning-regeringen.

»Der er tre ting, som Helle Thorning Schmidt havde i sin regeringserklæring, da hun dannede regering i 2011, og alle ting opgav hun igen. Det ene var øremærket barsel til fædre, det andet var at man skulle kigge på spørgsmål om kriminalisering af sexkøb, og den tredje ting var det her kvotering for at få kvinder ind i virksomhedsbestyrelser. Dem frafaldt hun alle sammen, og det er meget symptomatisk for, hvad der sker i Danmark.«

Kræver stærk bevægelse

I Danmark har vi haft tradition for at lave ligestillingspolitik hen over midten, men ofte har det krævet en stærk kvindebevægelse til at lægge pres på Folketinget og sætte dagsordener, fortæller Drude Dahlerup.

»Vi skal diskutere de her ting. Mange af de ting, der er gennemført på ligestillingsområdet, var folk jo oprindeligt imod. Kvinders stemmeret, prævention, fri abort krævede alle en debat. Der er nogen, der skal gå foran og turde tage debatten.«

Rødstrømpernes aktiviteter ebbede ud midt i 1980’erne, men Drude Dahlerup er ikke overbevist om Astrid Elkjær Sørensens tese om, at den politiske tøven på området skyldes, at de fleste af Rødstrømperne ikke engagerede sig partipolitisk.

»Det er noget, jeg selv har abonneret på, men i dag tror jeg, det handler om noget helt andet – nemlig indvandrerdebatten. Den skingre og hadske debat er så vidt jeg kan se en modsætning til en feministisk holdning, hvis udgangspunkt jo er, at alle mennesker har samme værdi.«

»I sådan en tidsånd er det utrolig svært at føre ligestillingspolitik,« siger Drude Dahlerup, der dog både tror og håber, at #MeToo-bevægelsen er ved at skubbe gang i debatten igen.

Astrid Elkjær Sørensen og Drude Dahlerup er dog enige i, at det kræver brugen af aktive redskaber, hvis man vil skabe ligestilling. Det sker ikke af sig selv.

»Indtil da vil det kønsopdelte arbejdsmarked reproducere sig selv,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

»Hvis du som kvinde gerne både vil have arbejde og børn, og det vil de fleste kvinder jo gerne, så er det mest fordelagtige, også hvis du er ingeniør, at søge over i det offentlige, hvor vilkårene er bedre. Så ender det sjovt nok med at være hende, der tager hele barslen, mens hendes privatansatte mand med en dårlig barselsordning ikke behøver gøre det.«

Kvinder i topledelse

Danmark daler ned på verdensranglisten over ligestillede lande. Og det er især manglen på kvinder i de øverste beslutningslag, som trækker Danmark ned på en foreløbig 14.-plads – overgået af både Rwanda og Nicaragua. Vi har nogle af verdens bedst uddannede kvinder, men de når sjældent helt til tops og ind på direktionsgangene eller i bestyrelseslokalerne. Det vil vi gøre noget ved, og derfor dedikerer vi et helt tillæg til at undersøge, hvorfor Danmark halter bagud på ligestillingen i de øverste magtlag, hvor beslutningerne træffes. Vi undersøger myter og fakta, og spørger erhvervslivet, ligestillingsministeren og områdets førende eksperter, hvordan vi endeligt får sparket hul i glasloftet.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja .der er ting vi mangler. men der er en verden til forskel mellem
equality of outcome OG equality of opportunity.
Den ene skal vi tvinge folk for at opnår. den anden skal vi give muligheder.
hvis man virkeligt ønsker, at køn IKKE skal betyde, så opnås dette ikke ved equality of outcome (Med 50/50, hvor fokus er kønnet).

Thomas T. Jensen

Ligestilling i udgangspunktet eller i slutresultatet?
100m-løbere starter på en lige startstreg. De er lige i udgangspunktet. Ingen forventer vel eller kræver, at de alle løber over målstregen samtidig. 800m-løbere starter forskudt for hinanden, så deres løbelængde ligestilles pga. banens krumning. Stadigvæk er der ingen, der forventer eller kræver, at de løber over målstregen samtidig. Og hvis det ikke gælder om at vinde, men kun om at være med, er det slet ikke sikkert, at nogen af dem kommer i mål. Og alle kan være ligeglade.
Det er fint at hjælpe dem, der ikke kan så godt. Men at sige, at vi alle skal være lige? Det lyder som om, vi alle skal passe ned i socialismens sildekasser.

Dorte Sørensen

i mine øjne betyder ligestilling ikke at "vi" skal være ens og "passe ned i socialismens sildekasse.
I stedet give LIGE MULIGHEDER uanset køn.

Sjovt nok var det vel mere borgerlige kvinder med støtte fra nogle få mænd, der havde "kræfter" til at danne Dansk Kvindesamfund og kræve stemmeret til kvinder.
Nogle stærke "arbejderkvinder" forsøgte at give kvinderne bedre arbejdsforhold og løn. Her var modstanden stor både fra borgerskabet og mandlige fagforeningsfolk. Ja lige løn blev til lov. men ikke udført i praktisk.

"Vi" er langt fra målet og det er sørgeligt, når både mænd og kvinder i dag påstår, at "vi" i Danmark har opnået ligestilling - ja vi er faktisk næsten født med ligestilling som en dansk værdi. Det er KUN de muslimske kvinder, der er undertrykte i Danmark og dem BØR alle kæmpe for, så de kan forbydes at gå med tørklæde og skal være 37 timer på arbejdsmarkedet

Hanne Ribens, David Zennaro, Katrine Damm, Palle Pendul, Karsten Aaen, John Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Vi har IKKE lige muligheder i dagens Danmark til trods for at vi har ligestilling for loven. Skoler og universiteter er indrettet på piger oh kvinders præmisser og til at uddanne kvinder og dømme mænd til at have ADHD.

Derudover skal mange mænd lige have uddannelsesmulighederne forringet yderligere ved en tur i forsvaret.

Dorte Sørensen

Kent Nørrgaard
Hvad mener du med , at skoler og universiteter er indrettet på pigers præmisser?

Den undervisnings form med "røv til sæde" har været almindeligt hele tiden. Tidligere var det næsten kun drenge af de bedre borgerskab , der fik lov til blive uddannet-. Det var godt for drenge - pigerne kunne næsten ikke tåle denne lærdom.
Når der i dag er flere kvindelige lærer skyldes nok mere, at arbejdsforholdene er blevet udhulet så flere og flere mænd vælger disse uddannelser fra.

Hvor mange unge mænd aftjener egentligt værnepligten i dag. Er der ikke flere både mænd og kvinder , der melder sig selv til tjenesten?

Hanne Ribens, Helle Abel, Christel Gruner-Olesen, David Zennaro, Mette Holten Haagerup, Katrine Damm, Carl Chr Søndergård, Rikke Nielsen, Palle Pendul, John Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Dorte, den matriarkalske konspiration når vidt omkring; vi er i det skjulte regeret af misundelige og løgnagtige kvinder, der ikke kunne drømme om at vise deres skjulte pokerhænder, når de manipulerer med uddannelsesystemet (for at favorisere piger), de kvindeligt kontrollerede discount-flyselskaber (der laver flysæder og toiletter så små, at mænd mister deres maskulinitet), det feministiske folketing (der som bekendt barsler med en ulighedsskabende og uretfærdig samtykkelovgivning, der giver kvinder yderligere carte blanche til falske anmeldelser af voldtægt), etcetera, etcetera ad nauseum.

Kort sagt; kvinder er roden til alt ondt, og vejen til helvede er brolagt med mandlig undertrykkelse af det lumske køn.

Ærgerligt, vi ikke fik brændt nogle flere hekse, dengang det var populært.

Hanne Ribens, Lotte Tvede, ingemaje lange, Ruth Sørensen, Helle Abel, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Katrine Damm, Jørgen Larsen, Erik Fuglsang, Rikke Nielsen, Palle Pendul, Carsten Oddershede, Dorte Sørensen, Marie Jensen og John Larsen anbefalede denne kommentar

Man bør skelne mellem ligestilling og lighed. Manglende ligestilling skyldes en eller anden form for diskrimination, Det meste af den slags er forbudt ved lov. Jeg tror ikke at man kan bevise eksistensen af nogen former for diskrimination af kvinder i dag. Forsøg på den slags når aldrig længere end at fremføre statistiker, som ganske vist påviser forskelle mellem kønnene, men på ingen måde beviser at de skyldes diskrimination.

Det fører til det andet begreb, for lighed har vi selvfølgelig ikke. Ulighed skyldes i meget stort omfang forskelle i interesser, talenter og adfærd. Den ulighed der ikke skyldes dette, har rod i grundlæggende sociale og økonomiske forskelle, der deler befolkningen. Og disse forskelle går på tværs af køn.

Kvoteordninger er i øvrigt hverken udtryk for ligestilling eller ligehed, men tværtimod for diskrimination.

Anders Reinholdt, René Arestrup, ulrik mortensen, Mogens Holme, Jens Jensen og Thomas T. Jensen anbefalede denne kommentar

Hvad siger du til at det har vist sig at hvis kvinder tillægger sig en mørkere stemme så bliver der lyttet mere og at der ligefrem bliver undervist i dette.

"Meget af det sker ubevidst og er dybt forankret i vores kultur og måde at anskue køn på"

Jamen så må det jo være positionen "Reguler ved lov" der skal klare problemet.
https://www.information.dk/moti/2020/03/fem-positioner-kan-indtage-liges...

Danske mænd tror ikke nær så meget på at der er en bias når det gælder ligestilling som de gør i de andre lande vi sammenligner os med - kunne det være noget af forklaringen? At rigtig mange af vores mænd ikke anerkender at der er et problem. Det er en indarbejdet myte i vores samfund for det er næsten alle der indtager den position.

https://www.information.dk/2020/03/ugens-podcast-koger-rune-lykkeberg-11...

Det er muligt at det danske skole system er mere hårdt for drenge - det er hårdt for alle børn med ild i røven. Men karrieremulighederne ændrer sig vist til mændenes fordel op gennem systemet, især hvis man skal helt til tops. Og så har vi stadig en urimelig forskel på lønniveauerne mellem tradionelle mandefag og kvindefag med dertil hørende kæmpe efterslæb i pensionsudbetalingerne.

Lotte Tvede, ingemaje lange, Ruth Sørensen, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Marie Jensen og Palle Pendul anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Verden er i farver, den er præget af forskelligeheder og samspillet mellem disse. Derfor er det naivt at tro, at ligestilling er noget vi nogensinde når. Der har aldrig været ligestilling og den vil aldrig nogensinde komme. Det eneste vi kan gøre er at afhjælpe nogle af de uretfærdigheder/uhensigtsmæssigheder, som forskellighedernes grundvilkår afføder, ved fx. at indføre økonomisk ligestilling. Men økonomi er ikke alt. Kravet om generel ligestilling er lige så meningsløst som at forlange at alle farver skal være ens.

Rikke Nielsen

Kent Nørregaard

"Derudover skal mange mænd lige have uddannelsesmulighederne forringet yderligere ved en tur i forsvaret."

Ja, det er stor diskrimination af kvinder, at det kun er mænd, der har lov til at aftjene værnepligt og forsvare vores fælles land. Heldigvis må kvinder i vore dage godt melde sig frivilligt, så udelukkelsen på baggrund af køn er da blevet så meget mindre, at det er tydeligt, at der er ved at ske en kulturændring i denne konsevative bastion også.

Eva Schwanenflügel

Ja, for det er nemlig rigtigt, at det er højrefløjen der er imod kvindelig værnepligt.
Venstrefløjen har længe været for.

Eva Schwanenflügel

PS. Men nu er 98 % af de unge i militæret frivillige, så det er vist ikke et kæmpe problem længere.
Udover det, er det ret karrierefremmende at have været i trøjen.

Curt Sørensen

Når man i gamle dage talte om 'ligestilling' var det social ligestilling, man mente. I dag taler man kun om ligestilling som ligestilling mellem kønnene. Er der nogen der kan forklare dette skift?

twebunowan tavapeca

Hej folk))) Vil du have sex? Jeg er 21 år, meget varm, men ensom pige ... find mig her http://badose.ml/tavapeca

René Arestrup

Det besynderlige er, at feministiske frihedskæmpere sjældent dvæler ved kvinders egne valg, men konsekvent sæter kikkerten for det blinde øje og insisterer på eksistensen af undertrykkende patriarkalske magt-strukturer som den egentlige årsag til at kvinder - i en helt og aldeles arbitrær gennemsnitsbetragtning - ikke har samme indkomst som mænd og ej heller indtager helt så mange magtfulde positioner i samfundet.

Man kan naturligvis ærgre sig over, at det forholder sig sådan - og man kan endda diskutere om vi i et samfund som vores har råd til dette talentspild - men det er svært at argumentere sig uden om, at kvinder og mænd er forskellige og at vi træffer forskellige valg.

Og inden jeg nu bliver kastet i flammerne, vil jeg gerne understrege, at jeg er en varm tilhænger af lige muligheder, uanset køn.

Eva Schwanenflügel

@ René Arestrup

Det er temmelig unuanceret at placere det, du kalder "feministiske frihedskæmpere" under samme hat.

Der er nemlig stor forskel på, hvor de benævnte kvinder - og mænd - befinder sig i det politiske spektrum, og dermed også hvilke konklusioner de drager omkring hvilke årsager, forhindringer og mål, der er vigtige.

Hvorvidt kvinder indtager ledelsesposter eller ej, er blot en del af analysen; selve rimeligheden i at nogle mennesker indtager ekstremt magtfulde positioner i en kapitalistisk struktur er også en væsentlig del af diskussionen.

Set ovenfra er såkaldte 'feminine' værdier mindre værd i et samfund styret af monetær logik; begrebet homo economicus er et godt eksempel på dette.

Vi skal have ligeløn, for de traditionelle kvindefags lave lønninger er en forhindring for at de er efterstræbelsesværdige på lige fod med traditionelle mandefag.

Vi skal gøre op med den kønnede behandling af små børn, der starter allerede før de overhovedet er født, så piger og drenge opmuntres til at blive de hele mennesker, de nu engang er.

Vi skal have lige adgang til barsel for mænd og kvinder, så mænd oplever fordelene ved kærlige, nære forhold, og kvinder bliver frisat til at søge en karriere, hvis det er det, de ønsker.
(Det ville også stille fædre og mødre mere lige ved skilsmisse)

Og selvfølgelig skal der gøres en bevidst indsats for at kvinder også tager del i ledelse.

Kvinder og mænd er nok forskellige. Men helt så forskellige som det ser ud til i øjeblikket er vi ikke.

Det ville være skønt, hvis vi kom over kønskampen, men det vil ikke ske før mændene indser, at de også har meget at vinde ved at lade deres feminine og følsomme sider få ordentlig plads.

René Arestrup

Ok Eva, du er så en marxistisk feministisk frihedskæmper og du påpeger nogle problemstillinger, som for mig at se ikke har ret meget at gøre med ligestilling, men om den måde vores samfund er indrettet på i det hele taget. Det er en anden og langt større diskussion.

Mit afsæt er det samfund, vi kender - og her har jeg svært ved at få øje på de postulerede magtstrukturer, der holder kvinder nede.

Jeg er absolut ikke tilhænger af den kønsneutrale konstruktion 'hen' og alt det andet nonsens, som insisterer på, at der ikke er forskel mellem kønene - og jeg mener at vi vil gøre ubodelig skade hvis vi, i den politiske korrektheds navn, tager børnene som gidsler i en køns-kamp.

Lige adgang til barsel synes jeg til gengæld er fint. Blot er jeg lidt loren ved tvungen barsel til mænd - selvom jeg udmærket kan se, at det vil stille kvinder bedre på arbejdsmarkedet.

Og nej, jeg er heller ikke fan af køns-kvoter. Det er den ultimative devaluering af kvinder.

Og jeg synes i øvrigt, at jeg er udmærket i kontakt med mine følsomme sider.

Jeg må godt nok sige, at som en kvinde der går op i ligestilling (efter princippet: Eqality of opportunity), at der er meget ved denne ligestillingsdebat, som en helhed, som jeg absolut ikke fatter.

På den ene side, så vil vi behandle kvinder ala victoria stil, altså infantilt:
Baseret på det faktum, at vi vil give kvinder alle mulige særrettigheder og fordele, tage særlige skånehensyn til vores køn (og indirekte behandle os, som om vi ikke kan klare os selv på lige fod med mænd!!!!)

På den anden side, så kan jeg langt hen ad vejen slet ikke genkende billedet af, at vi kvinder i den generelle vestlige samfund skulle være undertrykte på denne måde, grundet:
- Ingen må kritisere eller debatere imod os (selv konstruktivt), uden man bliver behandlet som kvinderhader etc.
- Vores problemstillinger bliver taget i allerhøjeste prioritet, selv de mindre, kontra mændenes problemstillinger.
- Vores seksualitet bliver hyldet, mandens skammet!
- Vi har så mange statsstøttet programmer, organisationer osv som er til for OS kvinder og KUN os.
- Forskning i kvindesygdomme etc er i høj kurs! kontra mandesygdomme.
- Vi kan være svagelige, skabe os og være hysteriske, og stadigvæk få hjælp og "respekt".... prøv at gøre det som en mand
- Family court....
- og listen er lang............

Altså delkonklusion:
- Vi (kvinder) skal have frihed, men det er manden, der skal have ansvaret! (normalt er det frihed under ansvar, men den ansvar bliver frasagt af kvinder, og i stedet givet mænd)
- Som kvinde oplever jeg mange priviligier i kraft af mit køn, som manden slet ikke har! (og dem ser jeg ikke, at kvinderne vil opgive i ligestillingens navn)

Jens Jensen, René Arestrup, ulrik mortensen og Kent Nørregaard anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Liv Pedersen får min stemme til ligestillingsminister. Eller statsminister måske?

Lige rettigheder, lige muligheder. Enig. Alt det andet med priviligier til kvinder og pligter til mænd er kontra kvinderkamp.

Kent Nørregaard

Rikke Nielsen. Du kan måske have uddybe hvordan mændendes værnePLIGT diskriminerer kvinder?

Kender du forskel på pligt og ret? Det lyder ikke til det. Men at kvinder har privilegier passer selvfølgelig heller ikke ind i dit offer-narrativ.

René Arestrup

Tak Liv, endelig en kvinde, som vover at tage de indlysende tåbeligheder ved hornene og ikke forfalder til misforstået søster-solidaritet.

Og en tilføjelse... (men ret relevant til ligestillingsdebatten)
jeg er en kvinde med planer om at stifte familie, og ser frem til at have sønner.
Men jeg er faktisk ræd for mine sønners fremtid! Grunde:
- De bliver født i en gynocentrisk verden, som kun er blevet værre (og nok ikke skifter kurs forløbigt, selvom vi har anti-sjw, MRM, MGTOW udbredelsen etc).
- Denne samfundsbaseret had og foragt for mænd, uafhængigt af individiet! Og kvinder bliver basicly opdraget fra spæd af at hade mænd, og at have en princesse mentalitet (vil de selv behandle mænd retfærdigt som de ønsker til dem selv, når de får magten?? når de er indgroet med had? "kill all men" mentaliteten)
- Et uddannelsessystem (og nu også arbejdsmarkedet) der er struktreret efter piger/kvinder.
- At samfundet vil helst have, at mænd skal være nikkedukker.
- At almen og sund maskulinitet betragtes som toksisk!
- og finde en god kvinde/partner.....

Så ja jeg er velgrundet bekymret for mine sønners fremtid.