Læsetid: 3 min.

Har vi virkelig kun staten og coronaen at vælge imellem?

Er smittefaren et belejligt påskud til at intensivere den biopolitiske kontrol med befolkningen? Og kan man forestille sig et demokratisk – altså kommunistisk – svar på virussen, som ikke styrker staten? Filosofferne forsøger at forholde sig til den virale panik, men indtil videre viser COVID-19 sig rimelig immun over for overbevisende analyser
Er det muligt både anerkende situationens alvor og resolut afvise den kvalmende fædrelandsfaderattitude, Mette Frederiksen lægger for dagen?

Er det muligt både anerkende situationens alvor og resolut afvise den kvalmende fædrelandsfaderattitude, Mette Frederiksen lægger for dagen?

Philip Davali/Ritzau Scanpix

21. marts 2020

Flere har bemærket, at regeringer mange steder har været hurtige til at bruge coronavirussen som anledning til at gennemføre vidtgående politiske tiltag, der ret beset ikke støttes af sundhedsfaglige argumenter, men alene begrundes med ’hastighedens nødvendighed’.

Virussen er et chok, der efterlader os forvirrede og modtagelige over for endog voldsomme katastrofepolitikker, som Naomi Klein beskriver det. I Danmark har vi desuden været vidner til højrefløjens forudsigelige forsøg på at kæde coronaangsten sammen med xenofobiske forestillinger. Og hvad var egentligt formålet med grænselukningen? Eller hvad med de ’midlertidige’ udvidelser af myndighedernes beføjelser; bør vi forberede os på, at de pludselig ikke er så midlertidige alligevel?

Ifølge den italienske filosof Giorgio Agamben ser vi i øjeblikket at noget, der – som han for nyligt kom for skade at sige – »ikke adskiller sig synderligt fra en almindelig influenza«, bliver brugt som lejlighed til at intensivere statens autoritære kontrol over sine undersåtter.

Ifølge Agambens indflydelsesrige teori om magt beror den moderne, vestlige suverænitet på muligheden for at erklære undtagelsestilstand, dvs. at suspendere loven og dermed forvandle borgerne til et såkaldt ’nøgent liv’, der er fuldstændigt udleveret til suverænens vold og kun overlever på dens nåde.

I en kort notits i det italienske tidsskrift Quodlibet forsøgte Agamben sig i slutningen af februar med en tydeligvis (alt) for hurtig og kategorisk applikation af sin egen teori på den aktuelle situation: »Det er næsten, som om opfindelsen af en epidemi tilbød det ideelle påskud for at udvide undtagelsesforanstaltningerne ud over alle grænser, nu når terrorismen som anledning er blevet udtømt.«

En række andre kontinentalfilosofiske hanelefanter var da heller ikke sene til at påpege deres kollegas vildfarelse. I en udveksling i tidsskriftet Antinomie anklager psykoanalytikeren og filosoffen Sergio Benvenuto Agamben for at abonnere på en paranoid og intrigant teori om historie, og den franske filosof Jean-Luc Nancy konstaterer sammesteds tørt, at han nok havde været død i dag, hvis han for 30 år siden havde lyttet til sin ven Giorgios råd om at takke nej til den hjertetransplantation, alle andre anbefalede.

Biopolitik fra neden?

Retter vi blikket mod dansk ’filosofi’, er det interessant at bemærke, hvordan Anders Fogh Jensen, der ligesom Agamben ser sin egen tænkning i forlængelse af Michel Foucault, i et indlæg i Politiken den 13. marts reagerer helt omvendt, men endnu mere utilfredsstillende, på coronatruslen.

Med udgangspunkt i en meningsløs modsætning mellem stat og marked (som om staten i et kapitalistisk samfund ikke altid har været markedets garant og beskytter, akkurat som nu, hvor den danske stat holder hånden under erhvervslivet) skriver Jensen at coronavirussen minder os om, »hvorfor det er godt at have en stærk stat«.

Ifølge Foucaults indflydelsesrige analyser af det, han kaldte ’biopolitik’, er politiseringen af det biologiske liv et væsentligt træk ved den vestlige modernitet, og i forlængelse heraf har Agamben peget på, hvordan dette biopolitiske paradigme ikke kun kommer til syne i offentlig hygiejne og sundhedsvæsen, men også udgjorde den indre logik i Holocaust såvel som nutidens flygtningelejre.

Vi står altså med to vidt forskellige, men lige betænkelige foucauldianske fortolkninger: Agambens konspiratoriske idé om coronavirakken som noget, staten har pisket op for at styrke sit ’handlekraftige’ jerngreb, og Jensens ukritiske begejstring for den stærke, biopolitiske stat.

»Giv ikke efter for hverken panik eller benægtelse. Giv ikke efter for biopolitisk hysteri,« advarer imidlertid den anarkistiske undergrundstekst ’Virussens monolog’ bragt i det franske tidsskrift Lundi Matin den 16. marts. Her beder virussen os om at vise taknemmelighed for, at vi for en tid frisættes fra en række overflødige ting såsom flytrafik, budgetbegrænsninger, sportsbegivenheder, Disneyland, fitnesslokaler og parlamentsvalg.

Hvor er den progressive position her? Findes der et perspektiv, der kan forbinde en anerkendelse af situationens alvor med en resolut afvisning af nationalstaten og den kvalmende fædrelandsfaderattitude, Mette Frederiksen lægger for dagen til kommentatorernes kontinuerlige klapsalver? I en kommentar til Agambens klodsede intervention spørger den græske filosof Panagiotis Sotiris på bloggen Critical Legal Thinking om ikke »en demokratisk eller måske endda en kommunistisk biopolitik er mulig«. Solidaritet kan som bekendt sprede sig som ringe i vandet. Eller som de franske anarkister skriver: »Enten påtvinger de regerende jer undtagelsestilstanden, eller også opfinder I jeres egen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Katrine Damm
  • Thomas Tanghus
Christian Mondrup, Katrine Damm og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

Klokken nærmer sig midnat og i Tv har er man blevet informeret om, hvorledes i tusindvis af mennesker verden over dør af en virus. Og så tænker man over, hvad er en virus? Det er en form for liv, som er destruktiv overfor andre former for liv. Er der noget i menneskers adfærd, som direkte er årsagen til virus?
Nej, hvis vi ser bort fra skrækscenarier, som ser onde mennesker producere dødelig virus med vilje og skumle hensigter (noget som ikke helt kan udelukkes), så er virus et udtryk for tilfældigheder i naturen.
Som sandsynligvis sker meget oftere, end vi kommer til at opdage.
Men i nogle tilfælde er vi med vores adfærd med til at give sådanne livsformer mulighed for at udvikle sig. Så de, i sidste ende, truer vores art.
I den sammenhæng er covid-19 en godartet virus. Fordi den sandsynligvis kun vil betyde død for en meget lille procentdel af nulevende mennesker.
Fordi vi som mennesker har været i stand til, i et vist omfang, at sætte os udenfor naturen, så er vi blevet i stand til at registrere dens destruktive kræfter, i form af virus og andre artstruende hændelser.
Vi vil ikke finde os i, hvad naturen finder på. Men samtidig vil vi heller ikke finde os i, at blive begrænset i vore muligheder, for at leve vort liv, som vi finde bedst.
Lad os forestille os, at covid-19 var opstået i en isoleret landsby i den brazilianske jungle. Så kunne den i teorien have udryddet hele denne landsby, uden at det var kommet til vor kendskab.
Men fordi hele vor livsform er bygget op omkring en ekstrem mobilitet henover kloden, så hjælper vi sådanne, set fra vort perspektiv, destruktive livsformer i at udbrede sig.
Jeg kaldte covid-19 for en godartet virus, og det er hvad den er.
Hvis den havde været mindre godartet, så havde vi måske nu stået, i stedet for ca. 10.000 globalt, med 1000.000 eller en million døde (måske hvor vi lander). For slet ikke at tale om, hvis den havde været ondartet.
Vil det være muligt for os, fremover at tilrettelægge vort samkvem med naturen på en sådan måde, at vi kan minimere konsekvenserne af sådanne udslag af dens uundgåelige tilfældigheder ?

Peter Knap, Jens Ole Mortensen, Christian Mondrup, Katrine Damm, Steffen Gliese, Hanne Utoft, Palle Yndal-Olsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

” rimelig immun over for overbevisende analyser”
Hvis analysen er overbevisende, så er jeg ikke immun, men her har jeg kun brug for hovedpinepiller...

SARS OG MERS corona vira var vel netop ondartede, for de slog 5-10% af inficerede ihjel indenfor dage, men netop derfor spredte disse vira sig ikke globalt, ligesom en eksplosion ikke antænder alt brændbart, men derimod spredte ulmende gløder vil gøre...

Rikke Nielsen

"Virussen er et chok, der efterlader os forvirrede og modtagelige over for endog voldsomme katastrofepolitikker"

Der hvor argumentationen falder fra hinanden i denne, og i andre tilsvarende, artikler er, en forudsætning om, at befolkningen er i chok. Decideret i panik. Og det er slet ikke min oplevelse. Jeg oplever snarere, at de fleste godt forstår behovet for at stoppe smittekæder. Det meste, hvis ikke alt, hastelovgivning er også markeret med en solnedgangskalusul, hvormed lovgivningen har en på forhånd fastsat udløbsdato.

Anina Weber, Steffen Gliese, Erik Fuglsang, Søren Dahl, Mogens Holme, Anne-Marie Krogsbøll og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Rikke Nielsen, solnedgangsklausuler er alene bestemmelser som kræver at love revurderes, ikke at de automatisk ophører eller ændres. Så der vil være politisk proces, som vi kalder det, når klausulerne effektueres, hvilket på ingen måde garanterer at lovene udløber eller rulles tilbage.

Mht. panik og chok, så er der tegn på panik, når folk hamstrerer. Der er tegn på frygt og virkelighedsforstyrrelse, når man omtaler håndteringen af pandemien som en krig. Der er tegn på at medierne og magthavere hyper situationen, når de anfører at der 'mere end nogensinde' er brug for at vi står sammen, for vi har som land og befolkning historisk befundet os i langt værre situationer end denne. Og vi står overfor en klimakatastrofe, en ressourcekatastrofe, globalt, lokalt og regionalt, som slet ikke har fået samme akutte opmærksomhed af vore magthavere, tværtom. Så der er også grund til at tale om dissociering og fejlproportionalisering. Og misforståelser, herunder dén du netop fremlagde iht. solnedgangsklausuler.

Peter Knap, Jens Ole Mortensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Hanne Utoft

Jeg synes, det er noget af en overfortolkning, at mene, at den ene dags hamstring er tegn på panik i befolkningen. Det var få mennesker over en kort periode. En enkelt hændelse, der skal trækkes ud over hele befolkningen som et heltidsperspektiv, og misbruges som et kort i en konspirationsteori.

Jeg ved ikke, om du har læst den tidligere epidemilovgivning; den var allerede inden hastelovgivningerne indgribende. Og hvilke konsekvenser havde det for befolkningen inden coronavirussens fremkost? Ingen. Selv i demokratiske samfund er der behov for at reagere på (potentielle) katastrofer.

Gunner Olesen, Steffen Gliese, Peter Høivang, Erik Fuglsang, Søren Dahl, Mogens Holme og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Rikke Nielsen, ligesom du synes at det er en overfortolkning at kalde det tegn på panik at folk hamstrer, uanset om det så er en kort periode (der siden fortsætter som frygtbetonet), synes jeg det er et alvorligt problem at du (og mange andre) slet ikke har forstået hvad solnedgangsklausuler går ud på ... men alligevel henviser til dem som en art forsikring af demokratisk statur. Hvad har du og disse mange andre mon ikke også fået galt i halsen, midt i jeres hastværk og agitation for disciplinering og alarmering af den ganske klode? ... kunne en tanke være. Ikke for inkriminere dig personligt.

Morten Kjerulf

Denne artikel opleves som meget studentikos og under niveau.

Spørgsmålene, som stilles er vel fornuftige nok, men svarene og antydningerne, der i øvrigt lægges op til, er kritiske i attituden, men svage i substansen:
Hvad i alverden betyder "en resolut afvisning af nationalstaten"?
Hvad betyder "den kvalmende fædrelandsfaderattitude, Mette Frederiksen lægger for dagen til kommentatorernes kontinuerlige klapsalver"?
Umuligt at forstå det kritiske i Fogh Jensens position ud fra artiklen. Den redegør ikke for hans position på nogen rimelig eller saglig måde. Man bliver jo nødt til at læse hans artikel selv.
Selve rubrikken "Har vi virkelig kun staten og coronaen at vælge imellem?" er også ganske meningsløs...

Fint at rejse spørgsmål om, hvor langt man går og med hvilke begrundelser samt effekter på længere sigt. Men ud fra artiklen i sin nuværende form er det ikke muligt at skærpe sin bevidsthed om disse dilemmaer:

For meget attitude, for løse referencer, tendens til begrebsophobninger og for lidt substans og præcision.

Gunner Olesen, Anina Weber, Torben Kjeldsen, Peter Knap, Anders Reinholdt, Søren Dahl, Steffen Gliese, Mogens Holme, Anne-Marie Krogsbøll, Peter Høivang og hannah bro anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Kan vi stoppe denne epidemi fra at udvikle sig til italienske tilstande UDEN total nedlukning, eller kan vi ikke?

Hvis ikke, er der vel ikke så meget at diskutere på nuværende tidspunkt. Evt. oprydning efter de midlertidige må og skal så komme - senere.

Gunner Olesen, Else Marie Arevad og Søren Dahl anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er der nogle af dem der taler mod "panikken" der selv er verd at få panik? Blot erdet et eller andet forestillet diktatur. Nu kommer Mette Frederiksen med det hemmelige politi, for det er det hun hele tiden har været ude på? Mon dog.Er det helt utænkeligt at de fejl der nok også bliver begået ikke sker fordi man spekulerer i en ond magtovertagelse men fordi man ikke er så vbel forberedt? (hvor mange havde vel forestillet sig det der sker nu?)

Gunner Olesen, Anina Weber og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Birger Bartholomæussen

Ingen har spurgt, så jeg gør det: Hvad var egentlig "budskabet"? Udover at forfatterne kunne gøre sig til af at de stort set ikke beskæftiger sig med andet end at læse obskure filisofiske tidsskrifter? Og hele kommentariatet hopper i med begge ben. Overlad nu bare flueknepperiet til fluerne. Det er de meget bedre til

Anina Weber, Jens Erik Starup og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Gunna Hölludottir

Hvor blev jeg træt, da jeg læste artiklen. Større omgang sludder og forsøg på "intelektuel namedropping" skal man længe lede efter.

Der er selvfølgelig positivt, at forfatterne har lært nogle af vor tids intellektuelle og filosoffers navne. At de så ikke har fattet hvad de skriver, er lidt ærgeligt.

Filosoffen Vincent Hendrix fortalte engang en sød historie om sig selv. Han fortalte om en opgave han havde løst som ung mand. I opgaven havde han givet sproget hele armen, blandt andet med omvendt ordstilling og kryptisk sætningsopbygning.

Da han fik sin opgave tilbage fra vejlederen, havde denne skrevet, at det ikke havde gjordt noget, hvis læseren kunne forstå hvad Vincent Hendrix ville med sin opgave.

Svar til forfatterne: Mette Frederiksen er ikke maoist/kommunist og hun er ikke ved at omstyrte samfundet. Regeringen prøver bare at skåne liv. De eneste, der tjener på denne krise er, medicinal/medicofirmaerne, nogle finansfolk og bedemænd.

Gunner Olesen, Anina Weber og Søren Mortensen anbefalede denne kommentar
Gunner Olesen

Underligt unødvendigt indlæg. Forholder sig kritisk til absolut nødvendige- men nok ikke tilstrækkelige - tiltag. Forfatteren har vist ikke læst de væsentlige patologiske rapporter om sygdommen. Vindbøjtel.