Brevkassen: Hvordan undgår jeg, at ’vegetar’ bliver en stempling?

Kære Brevkasse

Jeg overvejer at blive vegetar, men har altid syntes, at vegetarer var ret besværlige, altså når de kommer på besøg til middag. For slet ikke at tale om veganere …

Jeg hader tanken om, at der skal indføres særlige hensyn til mig i sociale sammenhænge. Omvendt vejer klimahensyn tungere og tungere i min overvejelser.

Hvad tænker brevkassen?

— Hilsen den 99 procent grønne

Svar I:

Vi får flere med på den grønne vogn, hvis vi ikke gør det at spise plantebaseret til et identitetsprojekt. Kødspørgsmålet ender ofte som en skyttegravskrig mellem kødspisere og veganere, og det er kontraproduktivt, fordi folk ofte er ude af stand til at forholde sig konstruktivt til mulige strukturelle løsninger, hvis de føler sig stødt på identiteten.

Jeg bliver tit spurgt om, hvorfor jeg går uden om hakkebøf, laks og varm leverpostej. Men at man påtager sig identitetsmærkatet ’vegetar’ er jo faktisk en ikkeforklaring. Øv dig i at svare med meningsfulde argumenter, og overvej, om det virkelig er nødvendigt at sige nej tak, når din mormor serverer and til jul.

Det virker, som om du opererer ud fra den præmis, at hvis du ikke går all in på vegetaridentiteten, så må du slet ikke være med. Og det er jo helt forkert. Det er nemlig alle os, der vil skære ned på de CO2-belastende fødevarer, men som ikke vil med i veganerklubben, der er brug for, hvis vi skal redde kloden.

— Gry Inger Reiter

Svar II:

En oplagt løsning er at spise mindre kød uden at blive fanatisk. Du går uger og måneder uden at røre gris og ko, men bliver du inviteret ud, kan du sagtens spise de grøntsager, der har delt tallerken med en pølse. Du kan måske ligefrem spise en pølse eller to. Det er nemlig, som du antyder, en social katastrofe at ankomme til middagsselskaber med gastronomiske særkrav, der ikke kan dokumenteres med en lægeerklæring. ’Jeg vil ikke have din mad’ betyder ’jeg vil ikke have dig’.

Jeg har selv forsøgt at spise mindre kød, og det gik rigtig godt, indtil det ikke gik så godt længere, og på det seneste er jeg virkelig faldet i bøfferne, må jeg indrømme. Det er svært om vinteren, grøntsagerne er kedelige, nyretapperne billige – så jeg forstår godt, hvis du helst vil være konsekvent. Som et rygestop: Aldrig mere! Men den går ikke i længden. Der er andre hensyn i livet. Så spis grønt, det er vejen frem, jeg støtter dig hele vejen, men gør det uden at ødelægge dit sociale liv.

— Christian Bennike