Brevkassen: Min snorken er en slange i Edens Have

Min kæreste og jeg er begyndt at have nogle uenigheder i forhold til vejrtrækning om natten. Det kaldes vist også snorken. Vi bor ikke sammen, men sover ofte sammen. Når han hører mig trække den første torsk i land, forbereder han sig på halvanden time i helvede med frustrationer og tvangstanker om mine snorkelyde.

Prikken og skubben hjælper sjældent. Nogle gange prøver jeg at holde mig vågen, så han kan falde i søvn først. Ellers sover jeg bare fra den stille krig, der udspiller sig i sengen. Det eneste, jeg mærker til det, er, at han gennem natten har opbygget en lille afsky til mig, som vi så starter morgenen ud med.

Snorkeri er ingens skyld. Det er vi enige om.

Vi er nyforelskede, og disse natlige uenigheder er som slangen i edens have. Jeg føler mig som en hund, der har skidt indenfor.

Jeg er 25. Ikke overvægtig og sover på siden.

— Den nyforelskede

Svar I:

Alle nyforelskede skal lære hinandens kroppe at kende, og selv om jeres udfordring måske ikke er den allermest pirrende måde at forstå den andens fysiske reaktioner på, så er udfordringen overkommelig. Hvad virker? Det gør prikken og skubben ikke, ved I nu. Hvad virker så?

Min partner kan ikke på nogen måde prikkes eller ruskes til tavshed på en growlende forkølelsesnat. Hun skal derimod aes roligt på kinden eller stryges over håret, har jeg lært mig selv. Så falder hun til gengæld med det samme ned på et dybere plan i underbevidstheden (jeg ser det for mig som et platformsspil), hvorfra milde briser af luft hvirvler lydløst ind og ud af hendes næsebor.

Det kunne din kæreste jo prøve. Og du kunne prøve at se, om det er, når du har hamret tequilashots hele aftenen, at dit sovende ansigts indre brøler som en løve. Han kunne prøve at holde dig for næsen eller at hviske noget mystisk i dit øre (»Maaaarioooo«!). Og du kunne prøve sådan en næseskyller, eller hvad ved jeg. Prøv jer frem.

Tænk det som en test på, om I på sigt kan udvikle nok værktøjer til at samle hinandens lorte op i både medgang og modgang.

— Katrine Hornstrup Yde

Svar II:

Som vi jo alt for sørgeligt erfarer i disse tider, kan det være en blandet velsignelse at komme tæt på andre mennesker.

Det med snorken kan være et meget reelt problem. Da jeg var ung og boede i en lejlighed med tynde vægge ind mod naboen, var det ikke bare hans energiske seksuelle udfoldelser, der kunne holde mig vågen om natten, men også de dybt brummende snorkelyde, han udstødte, når han endelig fandt hvile.

En af lykkerne i mit nuværende trygge ægteskab er, at vi sover tæt omslynget. Ja, vist faktisk ikke kan falde i søvn, hvis ikke vi gør. Ved denne idyl er der den tekniske komplikation, at min ægtefælle hurtigt glider over i snorken. Men se, det har jeg tvunget mig selv til at vænne mig til som den tryggeste lyd, jeg overhovedet kender. Den er blevet til en del af det at finde ro.

Så her er altså en mental øvelse, du må foretage med din kæreste. Lykkes det ham ikke at selvhypnotisere sig til at gå med på ideen, er en eller anden grad af natlig adskillelse nok eneste holdbare løsning.

— David Rehling