Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Hvad kan vi lære af corona?

Hvis det ikke slår dig ihjel ... så overlever du
Vi skal tættere på forskellen mellem accept og læring for at kunne bruge krisen til noget fornuftigt.

Vi skal tættere på forskellen mellem accept og læring for at kunne bruge krisen til noget fornuftigt.

YASSER AL-ZAYYAT

4. april 2020

Hvorfor er verden så fuld af virkelystne læringsprofeter lige nu? Mens sundhedssystemer overalt er hårdt pressede af en meningsløs virus, der bruger mennesket som en slags kopimaskine til reduplikation, opstår der en trang til at se nye former for mening. For er der ikke mange gode ting, vi kan lære af coronakrisen?

Listen er lang: Vi kan lære noget om vores sundhedssystem, vi kan lære noget om regeringsførelse i krisesituationer, vi kan lære noget om forholdet mellem politik og videnskab osv. osv. Vi kan måske endda, hævder de kækkeste, lære noget om, hvordan der i enhver krise er et slags potentiale, en mulighed, man kan gribe, hvis man tør. Lær dig selv at kende, læs flere bøger, tal med dine børn. Det er muligt, at det hele er i ubalance lige nu, men tænk på alt det, vi lærer undervejs, som gør os stærkere.

Der er naturligvis intet i vejen med at lære noget, og coronakrisen er helt oplagt til det formål. Men spørgsmålet er, om læringsiveren dækker over noget? Hvad får den ikke med?

Læring og panik

Slavoj Zizek har ved flere lejligheder bragt Elisabeth Kübler-Ross’ gamle teori om forskellige stadier i erkendelsen af en dødelig sygdom frem i forbindelse med coronavirussen: Da epidemien brød frem i slutningen af 2019, var der først ’benægtelse’ (det er ikke alvorligt, det vedrører ikke os), så kom ’vrede’ (det er også de kinesere og deres ulækre madmarkeder), herefter ’forhandling’ (OK, vi må finde en måde at inddæmme det på), men siden er der tilstødt en snert af ’depression’ (hvad skal der ske? Vil den store epidemiske bølge vælte os og de samfund, vi kender? Vi er fortabt ...).

Zizeks måde at tilgå coronaepidemien på er ved en form for identifikation med det sidste stadie i Kübler-Ross’ oversigt, nemlig ’accept’.

Kübler-Ross udvidede senere sin teori til at gælde katastrofiske scenarier mere generelt (at man mister jobbet, bliver skilt, udvikler et misbrug), og for Zizek gælder det, at det kun er gennem den fuldstændige accept af at have mistet grunden under fødderne, at man kan vinde fodfæste igen. Et eksempel kunne være klimakrisen: Vi kan ’forhandle’ alt det, vi vil (finde på teknologiske løsninger, skære en smule ned på forbruget), men det, der egentlig vil batte noget, er ’accept’: Vi må acceptere, at problemet er grundlæggende, og at vi må opgive selve vores måde at leve på. På samme måde med coronaepidemien, hvor Zizek foreslår en ’kommunistisk’ omstrukturering af internationalt samarbejde.

Men hvad nu med læringsiveren? Hvor placerer den sig i Kübler-Ross-systemet? Det bemærkelsesværdige er, at den ser ud til at placere sig et sted mellem forhandling og depression. Vi skal lære en masse om virussen, og hvordan vi forbedrer vores beredskab til næste gang. Vi skal lære at agere i nye situationer, der kan kræve stærke statslige indgreb, men også offervilje, onlinemøder og ikke mindst samfundssind.

Vi skal lære, lære, lære. Det er på en måde lidt ligesom det tilfælde, hvor en terminal sygdom iværksætter en heftig læringsiver hos den syge; dels er der et lille håb om at finde en hemmelig kur, og dels er der læringen som en slags besværgelse, der friholder én fra den egentlige accept af den situation, man står i.

I stedet for at tænke går vi i panik og direkte i læringsmodus: Frem med post-its, tuscher, mindmaps og kreativitet. At lære af coronavirussen er at forhandle med den: OK, måske har du en alvorlig sygdom, men mon ikke vi kan mødes et sted på midten, så vi også får noget ud af det?

Posttraumatisk vækst

For nylig var temaet for radioprogrammet Supertanker på P1 ’posttraumatisk vækst’, der kort sagt består af ideen om, at man kan vokse og lære som følge af et traume. Som sociologen Rasmus Willig var inde på i programmet, er der en god portion ideologi i tanken om, at man lærer af traumer. Det skaber en kultur og dyrkelse af stærke, ’resiliente’ individer, dvs. en form for socialdarwinisme.

Men måske er der en yderligere komplikation af denne ideologi: Har den ikke en snert af depression? Hvis finanskrisen i 2008 var et traume, så er det på den ene side netop posttraumatisk vækst, vi har fået ud af det efterfølgende. Men samtidig med væksten har vi fået en nærmest depressiv fornemmelse af, at intet nogensinde vil kunne ændre sig. Ja, vi har lært lidt om risikable boliglån, og bankerne er lidt bedre polstrede nu, men de grundlæggende koordinater, der skabte krisen, er der stadig, og det ser ikke ud til, at uligheden bliver mindre, eller at væksten kan balanceres med en ansvarlig klimapolitik.

Hvad læringens ideologi kort sagt går ud på, er at blive i samme rille, men opdatere det, man gør, potentielt på panikkens rand. Accept derimod ville bestå i køligt at gå til kernen af problemet og handle på det – uden sikkerhed for, at verden er den samme bagefter.

 

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Dahl
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
Jakob Dahl, Katrine Damm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu