Baggrund
Læsetid: 7 min.

Ekspeditioner til rummet og Antarktis kan lære os, hvordan vi holder ud i isolationen

Selv om den delvise genåbning af det danske samfund så småt er begyndt, er isolationen langtfra overstået for de fleste af os. En antropolog med speciale i polarekspeditioner og en NASA-forsøgskanin, der har boet otte måneder i isolation i en hvid kuppel på Hawaii, giver deres bedste tips til at komme stærkere ud på den anden side
I det såkaldte HI-SEAS-projekt undersøger NASA, hvordan isolation i en lille gruppe påvirker de sociale aspekter af at bo på Mars.

I det såkaldte HI-SEAS-projekt undersøger NASA, hvordan isolation i en lille gruppe påvirker de sociale aspekter af at bo på Mars.

Ross Lockwood

Moderne Tider
18. april 2020

På det ellers så frodige Hawaii står en hvid kuppel midt i ingenting. Kuplen er placeret på en vulkanskråning knap 2,5 kilometer over havets overflade, fordi forholdene her nærmer sig dem, som eventuelle fremtidige marskolonier vil opleve. 

I det brune stenfyldte landskab, langt fra civilisationen, har seks mennesker, udvalgt af NASA, boet isoleret i op til et år ad gangen. Her spiser de frysetørret mad, tager 30-sekunders bade for at spare på vandet og bruger deres dage på blandt andet videnskabelige forsøg og reparationer af basen. 

James Bevington var i 2017 en af de seks, der kom gennem nåleøjet og deltog i det såkaldte HI-SEAS-projekt, hvor NASA undersøger, hvordan isolation i en lille gruppe påvirker de sociale aspekter af at bo på Mars.

I dag, knap to år efter at han kom ud af kuplen, er hans liv som ph.d.-studerende i Sydney, Australien, noget anderledes end på Hawaii eller Mars – og så alligevel. For James Bevington har igen fem roommates, og udsigten til en mulig karantæne kommer tættere og tættere på som følge af coronaens udbredelse. 

»Heldigvis har jeg prøvet at bo i lignende forhold før, så jeg vil gå ind i en karantæne med nogle erfaringer og konkrete tricks i ærmet,« fortæller han. 

Han er ikke alene om at se parallellerne mellem NASA’s arbejde og karantæner. Der er store ligheder mellem rumekspeditioner, polarekspeditioner og coronakarantæner, mener antropologen Jack Stuster. Han er forfatter til bogen Bold Endeavors: Lessons from Polar and Space Exploration og har gennem en årrække været hovedforsker ved Anacapa Sciences, hvor han har forsket i menneskers tilpasning på rummissioner.

»Uanset om der er tale om en mission til månen, til antarktis eller om at komme gennem coronavirussen i en lejlighed i København, er der tale om fjendtlige omgivelser og indespærring – ofte med en række andre personer, man er nødt til at kunne samarbejde med.«

Som del af hans forskning har han blandt andet haft unik adgang til dagbøger fra amerikanske astronauter udsendt på rumekspeditioner, og hans arbejde er blevet brugt til at udforme NASA-astronauternes uddannelser.

Inspiration fra Arktis

Jack Stusters vigtigste råd er at se karantænen som en mulighed for at udrette noget, man ellers ikke har tid til. Man skal i hvert fald ikke lade livet gå i stå og kaste hverdagens struktur fra sig. Han anbefaler, at man laver et skema og udretter mindst én ting om dagen. 

»De fleste har brug for at klare nogle meningsfulde opgaver for at have det godt med sig selv,« forklarer han. 

Nogle af os vil på grund af arbejde have et fastlagt skema, hvormed vores dag vil minde mere om astronauters minutiøst planlagte ekspeditioner, mens andre skal finde på ting at fylde deres dag med, ligesom man har set det hos langvarige arktiske ekspeditioner, fortæller Jack Stuster.

Det er først og fremmest polarekspeditionernes fejl og succeser, vi bør lade os inspirere af under karantænen, mener han.

»Der er historiske eksempler på arktiske ekspeditioner, hvor besætningen har givet sig til at samle og skille deres dampmotor igen og igen bare for at holde sig selv i gang under den lange ventetid, der kan opstå. Hvis man ikke fylder ventetiden, er man mere tilbøjelig til at blive kuk.«

Jack Stuster, der bor i Californien, er selv på sin 11. dag af selvvalgt karantæne og oplever dermed for første gang konsekvenserne af det, han har forsket i gennem hele sin karriere.

»Det er ikke så sjovt. Men jeg har det ret fint efter omstændighederne. Jeg er pensioneret, så min situation minder mere om polarudforskernes end om astronauternes. Derfor har jeg kastet mig over at renovere huset.«

At opretholde det sociale sammenhold i husstanden er ligeledes afgørende, mener antropologen. Det er langt fra alle arktiske ekspeditioner, der er gået godt, og når de har fejlet, er det sjældent på grund af mangel på mad eller materielle ressourcer:

»Der er næsten altid tale om konflikter eller mangel på sammenhold mellem besætningsmedlemmerne,« siger Jack Stuster.

Det så man for eksempel på den belgiske ekspedition i 1898, hvor besætningen en efter en blev deprimeret. Et besætningsmedlem blev endda så paranoid, at han til sidste troede, at de andre var ude på at dræbe ham. 

»Man undrede sig meget over, hvad der gik galt. Nogle mente, at det var mangel på solskin, motion eller endda mangel på pingvinkød. Men det har nok først og fremmest handlet om, at de har tænkt som individer frem for som et fællesskab. De kom sig først, da de kom hjem og fik opmærksomhed og omsorg fra andre.«

Ligesom mange af de andre ekspeditioner, der fejlede, havde den belgiske ekspedition en meget hierarkisk opbygning med separate kabiner og faggrupper. Fokus var ikke på at opbygge en samlet solidaritet, og resultatet var fraktioner i besætningen, der ikke holdt sammen, da den mødte modstand.

»Og det gælder både store dramatiske kriser om liv og død, hvis for eksempel et besætningsmedlem faldt over bord. Men det kunne også være en konflikt over noget trivielt. For eksempel om, hvorvidt nogen har rengjort tilstrækkeligt eller ej.«

Skift toiletrullen

Selv om det kan virke banalt og kedeligt, må man ikke undervurdere vigtigheden af, at man for eksempel skifter toiletrullen, når man har brugt den op, understreger Jack Stuster. For i isolation kan småting føre til store konflikter. Fra polarstationer har han læst rapporter om store skænderier om faxmaskiner, der ikke virker – og konflikter om toiletforhold begrænser sig langtfra til jorden. 

»På rumstationer ser man jævnligt konflikter mellem astronauter, fordi den ene ikke har rengjort rumtoilettet – der i forvejen ikke er en god oplevelse at bruge,« fortæller han.

Heller ikke James Bevington og hans roommates i Sydney slipper for diskussioner om rengøring. Selv om de endnu ikke er i karantæne, er de allerede begyndt at have små konflikter. For folks bekymringer for coronaen og dermed deres tilgang til hygiejnen er forskellige. 

»Man kan godt blive bedt om at vaske hænder, inden man rør en gaffel eller sådan noget. Men så gør man bare det, selv om det virker lidt overdrevet. Det er ikke specielt svært for dig, men det betyder meget for den anden,« fortæller Bevington.

Han forklarer, at det kan være en fordel at tænke på sig selv som et hold med en fælles mission. I kuplen var missionen at klare otte måneder med hver sin opgave, mens det her er at komme gennem coronakrisen.

»Og når man tænker på den måde, så bliver det straks lettere at tage hensyn til hinanden. På Hawaii lagde vi ud med at lave en liste over alle de småting, der kunne irritere os. Man blev gjort opmærksom på, at man skulle klemme vandet helt ud af opvaskesvampen efter brug, eller at man skulle huske at komme ud i hjørnerne, når man støvsugede. På den måde lærte man at tage hensyn til hinandens behov.«

Holdånden

Både karantæneramte og astronauter bør lade sig inspirere af nordmanden Fridtjof Nansens polarekspedition i 1893, mener antropolog Jack Stuster. Modsat tidligere ekspeditioner var der her et særligt fokus på fællesskabet. Alle kabinerne på Fridtjof Nansens skib åbnede ud til et fællesareal. 

En måde at skabe solidaritet i karantænehusstandens ’besætning’ er ved at lave fælles aktiviteter såsom fælles måltider. Derfor anbefaler Jack Stuster at spise mindst et måltid sammen dagligt, 0g at gøre noget særligt ud af det.

På Nansens ekspedition spiste de altid deres måltider sammen, og de fejrede alle de fødselsdage og helligdage, de kunne komme i nærheden af. På et tidspunkt begyndte de endda at fejre andre landes helligdage for at have en undskyldning for at gøre noget særligt ud af hverdagen. 

»Nansen beskriver, at den værste dag på ekspedition var, da de løb tør for øl. Man skal huske at forkæle sig selv lidt. Ikke kun fordi det skaber solidaritet, når man gør det sammen, men også fordi det får tiden til at gå.«

For NASA-forsøgsdeltageren Jake Bevington betyder holdånd også, at man gør sig bevidst om, at ens dårlige humør går ud over andre. Han fortæller, at han i kuplen oplevede kæder af humørspredning. En person kunne få det forkerte ben ud af sengen, hvilket så ledte til en konflikt med den første, der så kom i dårligt humør og fik en konflikt med den næste.

»Det spreder sig helt vildt – næsten ligesom en virus. Derfor har man også et ekstra ansvar for at bryde kæden af dårlig stemning. Der var heldigvis nogle, der var rigtig gode til at se, at der lige i dag var ekstra brug for at lave pandekager eller sådan noget og vende den dårlige stemning til højt humør,« fortæller han. 

Selv om tiden i isolation på Hawaii var svær og havde sine udfordringer, savner han den. Derfor mener han, at vi skal huske det positive ved situationen. 

»Når man på den måde er lukket inde sammen, så kan det føre til konflikter, men det gør jo virkelig også, at man kommer tættere på hinanden. Jeg tror, at der er familier og bofæller, der kommer ud af det her med et langt stærkere bånd til hinanden.«

Også Jack Stuster mener, at der er positive elementer i situationen. Er der en ting, han har lært gennem sine mange års forskning i isolerede miljøer, så er det, at mekanismerne i store træk er de samme som i det almindelige samfund – og modgangen kan gøre os stærkere og klogere på livet. 

»Det er som at observere samfundet gennem et mikroskop. Det betyder, at alle de gode ting, vi lærer, om hvordan vi kommer godt gennem tiden i isolation, også kan hjælpe os i samfundet som helhed på den anden side. Meningsfuldt arbejde, samarbejde, hensyntagen og at gøre noget ud af hverdagen er gode værdier at tage med sig. Men først skal vi selvfølgelig lige gennem det her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Hold nu op med den fjollede overdramatisering.
Vi er ikke isoleret i en hvid kuppel nogen af os.
Vi er ikke engang spærret inde i Danmark. Vi kan stadig frit færdes omkring - blot med en smule omtanke og lidt nye forholdsregler.

Den største udfordring er måske for dem, der har levet hele deres liv i det offentlige rum af kulturelle tilbud og underholdning - og nu har svært ved af underholde og beskæftige sig selv. Men for dem er en situation som denne faktisk ganske sund.

Der er masser af muligheder i disse tider for at lære, vokse og modnes - hvis man ser det som en mulighed - og ikke en trussel.

/O