Læsetid: 7 min.

Fodbold: Farvel til den norske hundeafretter

I ly af coronakrisen er Åge Hareides tid som landstræner i al diskretion ved at rinde ud. Han forlader posten med en historisk rekordliste, men er samtidig underligt uelsket
Jeg vil have de hunde, der løber i takt, kommenterede Åge Hareide sit fravalg af opvigleren Pierre-Emile Højbjerg. Nordmanden lærte aldrig at forstå kernen i danskernes kærlighed til den dumdristige undermåler, der udfordrer den internationale overmagt. Og det blev en del af hans endeligt.

Jeg vil have de hunde, der løber i takt, kommenterede Åge Hareide sit fravalg af opvigleren Pierre-Emile Højbjerg. Nordmanden lærte aldrig at forstå kernen i danskernes kærlighed til den dumdristige undermåler, der udfordrer den internationale overmagt. Og det blev en del af hans endeligt.

John Sibley

25. april 2020

Det var den konservative politiker Enoch Powell, der leverede den berømte bemærkning om, at »all political lives end in failure, because that is the nature of politics and human affairs« (alle politiske karrierer ender i fiasko, for sådan er vilkårene i politik og menneskelivet, red.), og hans ord rinder én i hu, når man betragter den afsked, der er blevet flertallet af de danske fodboldlandstrænere i moderne tid til del.

I alt har vi i Danmark haft fem landstrænere i de seneste 40 år. Og ser man bort fra den gemytlige smålænding Bo ’Bosse’ Johansson, der trissede ud af butikken efter Europamesterskaberne i 2000, har afskeden med dem alle haft et anstrøg af tragedie eller fiasko over sig.

Sepp Piontek smækkede med døren efter at være blevet hængt ud som skattespekulant på forsiden af Ekstra Bladet.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

christen thomsen

Martin Østergård-Nielsen skriver som regel om uhyrligt højt betalte fodboldspillere i udenlandske klubber. Stort set uden hensyn til de økonomiske kredsløb der muliggør disse spillere og deres holdresultater. I stedet snakkes der stil, lidt i Jørgen Leth og Hemingways forstand, dvs. noget med lidelse, smerte og elegance osv. Nu forsøger han så at nedgøre den nyligt afgåede danske landstræner: det danske landshold lavede ikke nok mål.
Der er sentimentalt hykleri i den mening. Hareide viste, hvad det drejer sig om i sport: at vinde (ikke at tabe med eller uden stil). Vinde betyder man holder på penge og får fler. Tabe det modsatte. Og professionel sport handler om penge, selvom mænd som de ovennævnte tre prøver at få det til at se ud som noget andet.
Østergård-Nielsen appellerer til noget særligt 'dansk' i fodbold - (vi taler igen om højt, højt betalte boldspillere, som har boet mange år i udlandet, og som en gang imellem spiller på de nationale hold), som udenlandske Hareide ikke har forstået med sin 'udanske' mentalitet. Og igen er spørgsmålet: de berømte 'danske' hold med Piontek og Møller Nielsen spillede ret så ujævnt, og det første tabte de afgørende kampe. Men det tabte med stil. Møller Nielsen - ? Hvor meget boldbesiddelse havde DK i den afgørende kamp mod Tyskland. Men 'vi' vandt. Og det talte. Hareides hold vinder, også når de spiller dårligt. Det er det der kendetegner et godt hold og en god træner. Den næste dansk-danske træner får det rigtigt svært, hvis der skal spilles 'brasiliansk' på et dansk landshold. Det er en sikker opskrift på nederlag på nederlag. Og i sport, også nationalsport, gælder det om vinde. Tabe er for tabere.