Feature
Læsetid: 7 min.

Fodbold: Farvel til den norske hundeafretter

I ly af coronakrisen er Åge Hareides tid som landstræner i al diskretion ved at rinde ud. Han forlader posten med en historisk rekordliste, men er samtidig underligt uelsket
Jeg vil have de hunde, der løber i takt, kommenterede Åge Hareide sit fravalg af opvigleren Pierre-Emile Højbjerg. Nordmanden lærte aldrig at forstå kernen i danskernes kærlighed til den dumdristige undermåler, der udfordrer den internationale overmagt. Og det blev en del af hans endeligt.

Jeg vil have de hunde, der løber i takt, kommenterede Åge Hareide sit fravalg af opvigleren Pierre-Emile Højbjerg. Nordmanden lærte aldrig at forstå kernen i danskernes kærlighed til den dumdristige undermåler, der udfordrer den internationale overmagt. Og det blev en del af hans endeligt.

John Sibley

Moderne Tider
25. april 2020

Det var den konservative politiker Enoch Powell, der leverede den berømte bemærkning om, at »all political lives end in failure, because that is the nature of politics and human affairs« (alle politiske karrierer ender i fiasko, for sådan er vilkårene i politik og menneskelivet, red.), og hans ord rinder én i hu, når man betragter den afsked, der er blevet flertallet af de danske fodboldlandstrænere i moderne tid til del.

I alt har vi i Danmark haft fem landstrænere i de seneste 40 år. Og ser man bort fra den gemytlige smålænding Bo ’Bosse’ Johansson, der trissede ud af butikken efter Europamesterskaberne i 2000, har afskeden med dem alle haft et anstrøg af tragedie eller fiasko over sig.

Sepp Piontek smækkede med døren efter at være blevet hængt ud som skattespekulant på forsiden af Ekstra Bladet.

Richard Møller Nielsen sluttede som en ensom skikkelse, der blev stående oppe ved midtercirklen på Hillsborough Stadion efter det mislykkede puljespil ved EM i 1996, mens hans spillere løb ned bag målet for at hilse på de danske fodboldfans, som han efter mange års kritik og mediekrig ikke længere var på bølgelængde med.

Og Morten Olsen blev lempet ud ad døren efter to kiksede slutrundekvalifikationer og med et ry for spillemæssig dogmatisme i bagagen.

Og så er der Åge Hareide: den nuværende landstræner, der i disse måneder i al stilfærdighed forlader sin stilling ad bagdøren, eftersom hans kontrakt udløber, før landskampsæsonen genoptages på den anden side af coronakrisen.

Den berømte stime

Helt objektivt burde Hareides afsked med Fodbolddanmark ikke have skyggen af nederlagsstemning over sig. Snarere burde den være præget af beundring for de resultater, nordmanden har opnået. Resultater, der på alle målbare parametre har været en fodboldhistorisk succes.

Når der alligevel er noget bittert og uforløst over begivenheden – og når nordmanden alligevel skal regnes til den gruppe af landstrænere, der ender deres karrierer med en skygge hængende over sig – så skyldes det som alting her i livet omstændighederne.

Men før vi kommer til dem så lad os kigge på den rekordliste, Hareide efterlader sig.

Først og fremmest er der hans berømte stime; altså de 34 kampe i træk med landsholdet uden nederlag i ordinær tid.

Det er én kamp fra verdensrekorden på 35 landskampe i træk uden nederlag, som indehaves af Spanien og Brasilien i fællig. Og meget tyder på, at Hareide ville have tangeret rekorden, hvis ikke coronavirussen var kommet på tværs, for den første landskamp i dette forår var en hjemmekamp mod Færøerne, og den havde de rød-hvide drenge – med al respekt for vores broderfolk i Nordatlanten – næppe tabt.

Derudover har landsholdet under Hareide også leveret det højeste scoringssnit i moderne tid, nemlig på 1,85 mål pr. kamp. Ligesom holdet under nordmanden har hentet 1,93 point pr. kamp – hvilket også er det højeste i 40 år.

Mindeløs VM-slutrunde

Objektivt set er der altså ikke en finger at sætte på resultaterne. Og det kan for den uindviede derfor virke helt uforståeligt, at den hjemlige fodboldunion på den baggrund har valgt at skille sig af med den norske succestræner.

Svaret finder man dog, hvis man dykker ned i det, som statistikerne ville kalde de underliggende faktorer.

Her skal man især fokusere på 2018, som var et definerende år for Hareides æra, eftersom landsholdet det år deltog i både VM og Nations League. Og kigger man på holdets præstationer ved disse to turneringer, går glansen noget af Skt. Gertrud.

Sagen er nemlig, at landsholdet i løbet af 2018 kun formåede at finde netmaskerne 12 gange i 14 opgør. Det giver et gennemsnit på 0,86 mål, hvilket er det laveste årsgennemsnit for landsholdet siden 1973.

Eller sagt på en anden måde: Da Hareide for alvor skulle levere varen, svigtede han. Især VM i Rusland var en mindeløs omgang resultatfodbold af værste skuffe. Og skal man lede efter det punkt, hvor DBU’s tillid til nordmanden fik et afgørende knæk, så er det nok dér – i den lange række af rædderlige opgør i sommeren og efteråret 2018.

Frygtede nederlaget

Hareide og hans defensorer vil svare, at kritikerne kan rende og hønse, eftersom landsholdet både nåede frem til ottendedelsfinalerne ved VM og vandt Nations League-puljen.

Men deri ligger en undervurdering af de forhold, der gør fodboldlandsholdet til en unik og samlende kraft i en befolkning. Sagen er nemlig, at et landshold aldrig kun er et fodboldhold. Det er symbol på nationen i sig selv og rummer i sin funktion altid en fortælling om det land, det repræsenterer.

Det er derfor, vi på disse breddegrader elsker udgaverne af mandskabet fra VM i 1986 og EM i 1992. Ikke kun fordi de var succesfulde, men fordi de gav os en historie om Danmark, vi kunne spejle os i og med stolthed sende ud til hele den beskuende verden.

Hareides hold ved VM i 2018 fortalte en historie om en nation, der frygtede nederlaget mere, end det tørstede efter sejren. Det var et uværdigt billede. Og det forstod de i toppen af DBU – og ikke mindst hos unionens fodbolddirektør, Peter Møller, der traf beslutningen om at udskifte Hareide.

Men nordmanden forstod det aldrig selv.

»I Norge var jeg blevet adlet,« lød hans typiske svar påkritikken fra den danske sportspresse. Men dette er ikke Norge. Det er Danmark, og vi har en anden fodboldtradition.

Vi er i egen – og nogle gange lidt højttravende – selvopfattelse Nordens brasilianere. Og vi har helt tilbage fra starten af 1970’erne opbygget noget, der er meget dyrebart, nemlig en stor respekt for fodboldspillets fritænkere og anarkister.

Den flagrende Frank Arnesen, bulderbassen Søren Lerby, den smøgrygende Preben Elkjær. Alle er de blevet folkeeje. Ikke kun på grund af deres spillemæssige kvaliteter, men også fordi vi har kunnet se troldsplinten i deres sjæl – fandenivoldskheden, der tvang dem til at udfordre fodboldhierarkiernes faste rammer.

Ja, hvis man skal op på den store klinge, udspringer kærligheden til 80’er-landsholdet fra den samme kilde, der nærer vores affektion for Olsen-banden: den naturgivne sympati for de dumdristige undermålere, der udfordrer den internationale overmagt, hvad enten den måtte være repræsenteret ved Hallandsen og hans røde kuffert eller Franz Beckenbauer og hans vesttyske fodboldtropper.

Det forstod selv en ellers disciplinorienteret træner som Richard Møller Nielsen.

»Hvis de ikke skaber problemer for os, skaber de heller ikke problemer for modstanderne,« sagde han om behovet for at rumme de skæve typer i en spillertrup.

Den pointe fangede Hareide aldrig. Tværtimod. Da brushovedet Pierre-Emile Højbjerg tillod sig at tænke egne tanker om sinrolle på banen, røg han af. Ikke bare af holdet, men helt ud af truppen.

»Jeg vil have de hunde, der løber i takt,« sagde Hareide som forklaring på fravalget.

Et citat, der er i sin grundsubstans bringer minder om den tidligere norske landstræner Egil ’Drillo’ Olsen, der sidst i 90’erne havde stor succes med et stempelagtigt presspil, hvor ethvert individuelt udtryk var vasket ud af spillerne.

Men det er også et citat, der fører direkte frem til det, der skulle vise sig at blive Hareides sidste aften med landsholdet, nemlig den ubærligt uskønne omgang fodboldslagsmål, der fandt sted i Dublin i november, da vi med 1-1 kvalificerede os til EM.

Det var en kamp, der sin vigtighed til trods næsten ikke var til at holde ud at se på. Det var fodboldmæssig kapitulation på højeste plan. Et nederlagsudtryk fra et hold, der var vaklet frem mod kvalifikationen via snydeheldige resultater mod Schweiz i kampe tidligere i puljen.

Og først som sidst en kamp, der viste, at Hareide under alle omstændigheder var nået til vejs ende med dette landshold.

Svageste eftermæle i 40 år

Nu er det slut før tid, så at sige. Nordmanden får ikke EM med. Han forlader Danmark med en imponerende resultatliste, men uden den beundring og agtelse, der under normale omstændigheder burde følge med sådanne præstationer.

I en klumme i B.T. for nylig rangerede fodboldkommentator Morten Bruun ham som dén af de fem danske landstrænere i moderne tid, der står tilbage med det svageste eftermæle.

Og måske forstod nordmanden i sin sjæls lønkammer til sidst, hvad der adskilte ham fra danskernes kærlighed.

»Danskerne har på mange måder bygget en anden type selvtillid op omkring fodbold end Norge,« reflekterede han i et interview på DR. »Her er der en forventning om, at man skal være blandt de bedste i verden – uanset om man møder Brasilien eller Spanien.«

Det er både rigtigt og forkert. Vi forventer ikke nødvendigvis, at vi besejrer verdens fodboldmæssige stormagter, når vi støder sammen med dem i internationale slutrunder. Men der eksisterer blandt danske fodboldfans en forventning om, at vi i det mindste prøver på det – og at det sker med en spillestil, der er tro mod dansk fodbolds kultur og værdier.

Og det var måske her, Hareide fejlede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jørgen djørup

Jeg satte pris på, at Hareide gjorde det sværere at snakke sig på landsholdet.

christen thomsen

Martin Østergård-Nielsen skriver som regel om uhyrligt højt betalte fodboldspillere i udenlandske klubber. Stort set uden hensyn til de økonomiske kredsløb der muliggør disse spillere og deres holdresultater. I stedet snakkes der stil, lidt i Jørgen Leth og Hemingways forstand, dvs. noget med lidelse, smerte og elegance osv. Nu forsøger han så at nedgøre den nyligt afgåede danske landstræner: det danske landshold lavede ikke nok mål.
Der er sentimentalt hykleri i den mening. Hareide viste, hvad det drejer sig om i sport: at vinde (ikke at tabe med eller uden stil). Vinde betyder man holder på penge og får fler. Tabe det modsatte. Og professionel sport handler om penge, selvom mænd som de ovennævnte tre prøver at få det til at se ud som noget andet.
Østergård-Nielsen appellerer til noget særligt 'dansk' i fodbold - (vi taler igen om højt, højt betalte boldspillere, som har boet mange år i udlandet, og som en gang imellem spiller på de nationale hold), som udenlandske Hareide ikke har forstået med sin 'udanske' mentalitet. Og igen er spørgsmålet: de berømte 'danske' hold med Piontek og Møller Nielsen spillede ret så ujævnt, og det første tabte de afgørende kampe. Men det tabte med stil. Møller Nielsen - ? Hvor meget boldbesiddelse havde DK i den afgørende kamp mod Tyskland. Men 'vi' vandt. Og det talte. Hareides hold vinder, også når de spiller dårligt. Det er det der kendetegner et godt hold og en god træner. Den næste dansk-danske træner får det rigtigt svært, hvis der skal spilles 'brasiliansk' på et dansk landshold. Det er en sikker opskrift på nederlag på nederlag. Og i sport, også nationalsport, gælder det om vinde. Tabe er for tabere.