Læsetid: 13 min.

»Gør Ærøs borgere en tjeneste, og bliv væk fra jeres sommerhus«

På en række danske øer har beboerne opfordret turister og sommerhusejere til at blive væk for at undgå smitte med coronavirus. Men hvor meget skal vi lukke os inde? Information har været på Ærø, hvor beboerne er uenige
Morten Schjøtt (nummer to fra venstre) kan godt forstå, at nogle beboere på Ærø er bekymrede for smitte, men debatten er nogle gange også ’virkelig vanvittig’, siger han. Morten Schjøtt og hans kone og deres venner skal på vandretur, og det eneste sted, de kommer tæt på øboerne, er i bussen og i Netto.

Morten Schjøtt (nummer to fra venstre) kan godt forstå, at nogle beboere på Ærø er bekymrede for smitte, men debatten er nogle gange også ’virkelig vanvittig’, siger han. Morten Schjøtt og hans kone og deres venner skal på vandretur, og det eneste sted, de kommer tæt på øboerne, er i bussen og i Netto.

Kristine Kiilerich

4. april 2020

Det hele begyndte med et læserbrev.

På den lokale avisredaktion nede ved havnen bøjer redaktør Anders Østerby sig ind over mødebordet og roder i en bunke aviser for at finde det læserbrev, som startede debatten blandt beboerne på den lille ø. Bordet er dækket af aviser fra de seneste dage.

»Her!«

Han finder Fyns Amts Avis fra tirsdag frem fra bunken. Lægger den oven på de andre aviser og bladrer frem til siderne fra Ærø. Så sætter han en pegefinger nederst på højre side. Overskriften er trykt med store bogstaver:

»Gør Ærøs borgere en tjeneste, og bliv væk fra jeres sommerhus.«

Anders Østerby løfter avisen op foran sig og læser op fra læserbrevet, hvor en af beboerne på øen opfordrer turister og sommerhusejere til at blive væk fra øen. Hvis bare en enkelt af de »egoistiske sommerhusejere« kommer til Ærø, kan vedkommende smitte hele øen, skriver han.

»Inden længe er familier inklusive gamle og svært syge blevet smittet. Der er mange ældre på Ærø og mange syge. Mener I virkelig, at disse skal dø, for at I kan have 14 dages egoistferie?«

Læserbrevet slutter med versaler:

»BLIV VÆK!«

Anders Østerby folder avisen sammen og kigger op. Det er »trukket skarpt op«, siger han. Men flere på øen deler holdningen. Bliv væk.

På en række danske øer har beboerne de seneste uger opfordret folk udefra til at blive væk for at undgå smitte med coronavirus.

På Drejø har en repræsentant for beboerne sendt en mail rundt til alle på øen og opfordret dem til at aflyse besøg, på Fanø har lokale stået frem i medierne og opfordret folk udefra til at blive væk, mens borgmesteren i Norddjurs Kommune har opfordret besøgende på Anholt til at blive væk »til vi er på den anden side af den nuværende situation«.

I busserne på Ærø er hvert andet sæde og den sidste del af midtergangen på vej op mod chaufføren spærret af med rødt og hvidt plastikbånd.

Kristine Kiilerich
På øer i andre dele af verden har man gjort det samme, måske fordi de under tidligere pandemier var nogle de eneste steder, som ikke blev ramt af smitte.

På Ærø har det også været på tale at opfordre folk udefra til at blive væk. Men øboerne er delte. Med en gennemsnitsalder på 52 år er Ærø en af de kommuner i Danmark med den højeste gennemsnitsalder, hvilket kunne være et argument for at lukke øen ned. Men samtidig er den en af de kommuner i Danmark, hvor den største del af indtægterne kommer fra turisme, hvilket kunne være et argument for det modsatte.

Så de seneste uger har spørgsmålet delt beboerne – ligesom det har delt mange andre i Danmark: Hvor meget skal vi lukke os inde?

Udråbstegn og alt muligt

Uden for en rød træbygning ved havnen står Chris Hammeken.

Han er direktør i Ærø Turist- og Erhvervsforening og er flyttet til øen for to år siden. Han kører i en ældre Volvo og har langt hår strøget om bag ørene. Det er fredag eftermiddag. Chris Hammeken skrev tidligere på ugen et svar på læserbrevet med opfordringen om at blive væk fra Ærø.

»Det var jeg nødt til,« siger han.

Som direktør for turisme- og erhvervsforeningen kunne han ikke lade opfordringen stå ubesvaret hen.

»Jeg har en rolle i forhold til at varetage turist- og erhvervsinteresser. Når nogen skriver, at man skal blive væk fra Ærø med udråbstegn og alt muligt, så er det mit ansvar at forklare, at man selvfølgelig gerne må tage over i sit sommerhus, og at Ærø ikke er lukket ned,« siger han.

Han kan godt forstå de ældre borgeres bekymring og opfordrer alle til at følge myndighedernes anbefalinger om at holde afstand og blive hjemme.

»Du kan se her,« siger han og går hen til den rødmalede træbygning, hvor Ærø Turist- og Erhvervsforening har adresse. I vinduet i døren er der sat en seddel op.

’Lukket’ står der.

»For tre uger siden sendte vi alle medarbejdere hjem og lukkede for al markedsføring af Ærø som feriedestination. Vi lukkede også for den fysiske turistinformation.«

Døren er låst. Uden for det lukkede turistbureau står en kasse med brochurer. Chris Hammeken sætter en nøgle i døren og låser op ind til det tomme kontor, hvor receptionen med den lille messingklokke er ubemandet, og hvor små bunker af brochurer ligger fremme og venter på, at den kommende sæson går i gang. Efter en kort rundvisning sætter han sig på en bænk udenfor. Eftermiddagssolen skinner. Havnen er øde.

»Vi ser allerede meget færre turister,« siger han.

Men ligefrem at holde dem væk fra øen ...

»Det kan vi ikke.«

Ib og Annie Norris bor på en bakke midt på Ærø med udsigt over det meste af øen. Men det kan ikke hjælpe noget, at man bare sidder og kigger ud over marken, siger de, og derfor blandede de sig i debatten.

Kristine Kiilerich
For 100 år siden gjorde man nogle steder i verden ellers netop det for at holde den spanske syge væk. I alt døde 50 millioner på verdensplan mellem 1918 og 1920, men øerne undgik som nogle af de eneste steder smitte. De såkaldte escape communities har i dag stadig interesse for både forskere og det amerikanske forsvarsministerium, fordi de kan indeholde vigtig viden om, hvordan man kan undgå smitten i at sprede sig.

Men 1918 er lang tid siden, og Ærø kan ikke lukke sig inde, medmindre myndighederne udsteder et rejseforbud, siger Chris Hammeken.

»Vi skal ligesom alle andre følge myndighedernes retningslinjer om ikke at forsamles mere end ti ad gangen og om at holde afstand. Det er lige nu sundheden, som er det vigtigste, men vi kan ikke forhindre folk i for eksempel at komme over i deres sommerhus.«

I læserbrevet skrev Chris Hammeken derfor, at sommerhusejere gerne må tage over i deres sommerhus, at hotelgæster gerne må booke et hotelværelse, at pendlere gerne må tage færgen over for at arbejde, at cyklister og gående gerne må bruge en dag i naturen på øen, og at turister i det hele taget stadig kunne tage til Ærø.

»Alle danskere er hjertens velkomne på Ærø,« skrev han.

Det kunne komme til at »skille vandene«, det var Chris Hammeken godt klar over.

Nedlukning på det værst tænkelige tidspunkt

I 2017 tjente Ærø Kommune 193 millioner på turisme.

Det viser en rapport fra turismeorganisationen VisitDenmark, og ifølge rapporten er Ærø en af de kommuner i Danmark med den største andel af indtægter fra turisme i forhold til kommunens samlede indtægter.

Med andre ord: Det har større konsekvenser for Ærø end for de fleste andre danske kommuner at opfordre turister til at blive væk.

»Det er noget af det største på budgettet. Der er også meget landbrug på øen, men ellers er turisme en af de største sektorer. Så det vil ramme os, også selv om der er nogle ganske udmærkede hjælpepakker,« siger Chris Hammeken.

Borgmester Ole Wej Petersen har ikke regnet på konsekvenserne endnu.

»Det er svært at regne ud‚« siger han.

»Men det sker nærmest på det værst tænkelige tidspunkt – og det kommer til at få konsekvenser for vores små virksomheder, små restauranter og bed and breakfasts.«

Chris Hammeken talte forleden i telefon med borgmester Ole Wej Petersen, som var bekymret for, om opfordringerne til at blive hjemme ville få endnu flere turister til at blive væk fra Ærø.

»Og det er en reel bekymring,« siger Chris Hammeken.

»Men på nuværende tidspunkt er det sundhed først. Det er der enighed om. På længere sigt er udfordringen, at når man prioriterer sundhed på bekostning af økonomien, så bliver det sværere og sværere på længere sigt at levere den sundhed, som vi som borgere gerne vil have.«

»Hvad pokker tænker manden dog på?«

På Facebook begyndte folk at kommentere Chris Hammekens læserbrev.

»Det er simpelthen så tankeløst,« skrev en.

»Hvad pokker tænker manden dog på?« skrev en anden.

En tredje skrev, at Chris Hammeken skulle fyres, og en fjerde, at han skulle sendes til Norditalien, mens en femte oprettede en folkeafstemning for eller imod et forbud mod at komme til Ærø.

Den blev dog aldrig gennemført.

På den lokale avisredaktion i den smukke bygning med småsprossede vinduer og rødt tegltag har Anders Østerby fulgt debatten på Facebook. Der har den seneste uges tid været »dårlig stemning«.

Der er to yderpunkter i debatten, siger han.

»Den ene består af dem, der mener, at man skal isolere øen og nærmest lukke af. Den anden af dem, som siger, at vi ikke kan lukke af, for så bliver vandet en voldgrav, og det vil betyde, at ærøboerne heller ikke kan rejse til fastlandet.«

Derudover er der en gruppe i midten.

»Dem er der nok flest af,« siger Anders Østerby.

»Men der er en ret skinger debat, både hos os i avisen og i den her gruppe på Facebook. Der er decideret folk, der har meldt sig ud af debatten, fordi det bliver for skingert og for moraliserende simpelthen.«

Han går om bag sit skrivebord og finder facebooksiden ’Oplev mit Ærø’ på skærmen. Flere har meldt sig ud af gruppen, fordi tonen har været for hård de seneste uger.

Anders Østerby bladrer gennem kommentarerne.

»Her. Det er fra Bo Mikkelsen,« siger han.

»Han skriver: ’Farvel i denne omgang til Oplev Mit Ærø’.«

Under opslaget fra Bo Mikkelsen har flere skrevet, at de også melder sig ud af facebookgruppen.

Trine Skjærbæk: »Jeg har det på samme måde som Bo Mikkelsen – jeg melder mig også ud.«

Christian Kurt Nielsen »Jeg er tilbage, når coronaen har forladt denne side.«

I køkkenet hos Ib og Annie Norris kører TV 2 News med nyheder om corona og de aktuelle tal for antallet af smittede, indlagte og døde.

Kristine Kiilerich
I en af aviserne på bordet på redaktionen har Anders Østerby og hans kolleger samlet nogle af kommentarerne fra Facebook. Samtidig modtager redaktionen flere vrede svar på læserbrevet fra turist- og erhvervsdirektøren, blandt andet fra forfatteren til det allerførste læserbrev.

»Jeg fatter ikke, hvordan han kan overhøre regeringen og dronningens anbefalinger om at BLIVE HJEMME og opfordre til civil ulydighed,« skriver han.

»Det kan ikke være rigtigt! Det kan han da ikke mene!«

Annie og Ib Norris blander sig også i debatten.

De bor i et gult etplanshus på toppen af en bakke midt på Ærø med udsigt over det meste af øen; fra Søby i den ene ende til Marstal i den anden. Annie og Ib Norris tager imod ude ved indkørslen. Hilser venligt på et par meters afstand og viser om til en lille terrasse, hvor der er sat sodavand og øl frem på et lille bord.

»Høflig selvbetjening,« siger Ib Norris.

Han tager en Carlsberg og hælder den op i et glas med stilk. Så sætter han sig på en hvid bænk i sin lilla pullover. En lille hund springer op og lægger sig på sofahynden ved siden af.

Annie og Ib Norris har opholdt sig i huset stort set uden undtagelse de sidste tre uger. De har hverken været til gymnastik eller tennis og kun talt med naboerne på afstand. Selv deres datter og børnebørn har de kun set gennem de store termoruder ud mod haven.

»Alle herovre tager folk det meget alvorligt,« siger Ib Norris.

Da han og Annie Norris læste læserbrevet fra direktøren fra Ærø Turist- og Erhvervsforening, kunne de derfor næsten ikke tro det: »Alle danskere er hjertens velkomne på Ærø,« stod der

»Jeg så det om morgenen på min telefon og tænkte: Det kan ikke være rigtigt! Det kan han da ikke mene!,« siger Annie Norris.

»Alle vi andre såkaldte almindelige mennesker herovre går i Brugsen med afstand og aflyser fødselsdage. Vi har aflyst min egen 70-års fødselsdag i næste måned. Det er hverdagen for folk. Vores dronning aflyser alt. Men så sidder ved gud direktøren for turistbureauet og siger, at folk skal bare komme.«

Hun rejste sig fra den brune lædersofa i stuen og viste læserbrevet til sin mand.

»Og pludselig sad Ib ved sin computer.«

Ib Norris satte sig på slagbænken og skrev et læserbrev på computeren. Han skrev blandt andet, at opfordringen fra direktøren for Ærø Turist- og Erhvervsforening var »utrolig dum og naiv« og »ansvarsløs«, ikke mindst fordi hundredevis af turister tre uger senere ville komme til øen for fejre påske. Det er tradition på øen at mødes på strandene for at koge æg og drikke brændevin.

»Det kan ikke passe, at en ansat af kommunen går ud og siger sådan, uden at han får nogle kommentarer med på vejen. Det er uansvarligt.«

– Hvad er uansvarligt?

»Det er uansvarligt over for medborgerne herovre bare at lukke ud på Facebook, at folk bare skal komme herover, og at de skal være så velkomne. Det skal de da være under normale omstændigheder. Men nu er tiden altså ikke til, at vi render og blander os med hinanden.«

Ærøboerne er ti år ældre end resten af befolkningen

Med en gennemsnitsalder på 52 år er borgerne på Ærø i gennemsnit ti år ældre end i resten af landet. Samtidig er ni procent af befolkningen over 80 år, hvilket er den højeste andel i hele landet. I København er tallet to procent.

Den høje gennemsnitsalder gør beboerne på Ærø mere udsatte over for coronavirus. Ifølge en rapport fra Statens Serum Institut udgivet i sidste uge er gennemsnitsalderen 79 år for de personer, som er afgået ved døden efter at være blevet smittet med coronavirus i Danmark. Alle døde er over 50 år.

»Et lille samfund som Ærø er utrolig sårbart,« siger Ib Norris.

»Vi har kun en ambulance og et hospital med ni senge og et røntgenapparat. Det er begrænset, hvor meget vi kan klare, hvis først smitten kommer herover.«

I Danmark er de fleste af de i alt 3.000 personer, der er smittet med coronavirus, fra hovedstadsområdet. Men ifølge direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostørm, er det »de ressourcestærke« i de store byer med »overskud til at rejse på skiferie eller konference i Sydeuropa«, som bærer smitten ind i landet. Ifølge den seneste rapport fra Statens Serum Institut er der ikke nogen smittede med coronavirus på Ærø. Det er tilfældet på flere af de små øer. Ifølge Ib Norris kan det blandt andet hænge sammen med, at borgerne i små samfund tager ansvar »på en helt anden måde« end borgerne i store byer.

»I et lille samfund må man være klar til at tage ansvar for alle sine handlinger, fordi der bliver lagt mærke til alle handlinger. Hvad man siger. Hvad man gør. Vi har selv har boet i storbyen. Der er ikke noget ansvar. Men det er der her,« siger han.

Det kan lyde som en form for social kontrol. Men som Ib Norris siger:

»Det er en kvalitet.«

Ikke mindst under en pandemi.

Annie Norris tager en lille gennemsigtig flaske med 50 milliliter håndsprit op af lommen.

»Den har jeg i min lomme altid,« siger hun.

Hun holder flasken mellem tommel- og pegefinger.

»Jeg har den med ud og handle. Selv om de i butikken annoncerer med, at der er både handsker og håndsprit til kunderne, så var der ikke flere handsker i går. Så har jeg den her i lommen – og dem her!«

Hun hiver et par blå gummihandsker op af lommen.

»Jeg har dem bare med mig. Som de kloge siger: Vask hænder. Brug håndsprit. Hold afstand.«

Annie understreger hver af de tre sætninger med en håndbevægelse i luften. Vask hænder. Brug håndsprit. Hold afstand.

Så tilføjer hun: »Bliv hjemme. De to ord er vigtige.«

»Det bliver virkelig en vanvittig diskussion«

I agtersalonen på Ærøfærgen sidder Morten Schjøtt. I vandrestøvler og med en stor rygsæk lænet op ad bordet ved siden af.

Han er sammen med sin kone og et vennepar på vej med færgen til Ærø, hvor de skal på vandretur en enkelt dag. Morten Schjøtt er ikke selv bange for at blive smittet med coronavirus, men han kan godt forstå, at beboerne på Ærø er bekymrede over pandemien.

»Ja, for pokker da. Jeg kan både forstå de ældre på Ærø og alle andre ældre, som er bange for at blive smittet. Men vores plan er ikke at være i nærheden af nogen.«

Lokalredaktør på Fyens Amts Avis Anders Østerby kan fra redaktionen se færgen ved havnen. Debatten om, hvorvidt folk udefra skal blive væk fra Ærø, startede i hans avis med et læserbrev. »BLIV VÆK!,« stod der.

Kristine Kiilerich
Morten Schjøtt har lige hældt en kop kaffe op fra sin termoflaske. Ved siden af ham står hans store rejserygsæk og sammenrullede liggeunderlag. De skal på en vandretur rundt om øen og overnatte i shelter.

»De eneste steder, vi regner med at komme tæt på andre, er i Netto og i bussen.«

På færgen har man ændret reglerne for at forebygge smitte, for eksempel er antallet af gående passagerer på M/F Ærøskøbing begrænset fra 400 til 40, mens alle kørende passagerer skal blive i deres biler under hele overfarten.

Morten Schjøtt og hans kone og venneparret sidder helt alene i agtersalonen. De følger myndighedernes anbefalinger om at holde afstand til andre mennesker og ville også blive væk fra Ærø, hvis det var den officielle anbefaling.

»Hvis Ærø Kommune meldte ud, at man skulle holde sig væk, så ville vi selvfølgelig rette os efter det. Men færgen sejler – og mange fra Ærø tager jo også til Fyn,« siger han.

Jeg fortæller Morten Schjøtt om læserbrevet, hvor en af de lokale skriver, at turisternes egoistferier vil slå de lokale ihjel. Morten læner sig tilbage i stolen og tager hænderne op til hovedet.

»For filan!«

Han klør sig lidt ved tindingerne og puster ud.

»Det bliver virkelig en vanvittig diskussion. Den der idé om, at alle andre er farlige, og alle aktiviteter er farlige, den er i sig selv farlig. Vi er nødt til at finde nogle måder at omgås hinanden på både nu og om en uge og tre måneder, for denne periode kan strække sig lang tid, og vi kan ikke helt undgå at bevæge os ud eller være ude i verden. Det tror jeg ikke på.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Fuglsang
  • Katrine Damm
  • Flemming Berger
  • Trond Meiring
  • Erik Karlsen
  • Carsten Mortensen
Erik Fuglsang, Katrine Damm, Flemming Berger, Trond Meiring, Erik Karlsen og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Mortensen

Joe, hvis øboerne i fremtiden vil betale deres færge mv. selv og ikke belaste udenøs - så kan vi vel godt holde os væk ☺ ....men, mon ikke også et par velsituerede øboere har været på skiferie ☺
I bund & grund en vanvittig holdning som jeg godt kan frygte kommer til at splitte vores samfund i laang tid frem.
Ikke bare i ø-sammenhænge.

Rolf Andersen, Herdis Weins, Erik Fuglsang, Erik Karlsen, Lisbeth Larsen, Bent Nørgaard og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Alle med sommerhus bosiddende i større byer, burde snarere have været flyttet ud i deres sommerhuse for lang tid siden. Dette ville have bidraget til en større afstand mellem mennesker og dermed en mindre risiko for at blive smittet.

Ærø og andre øer kan bare stikke piben ind, de skal følge de samme regler som alle andre; holde afstand. Hvis de bliver smittet, fordi der er sommerhusejere på øen, har de ikke selv holdt god nok afstand.

Rolf Andersen, Katrine Damm, René Arestrup, Herdis Weins, Erik Fuglsang, Lisbeth Larsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Der bør indføres kontrol mellem landsdelene for at stoppe smittespredning. Bl.a. ved de stor broer. Har man ikke et anerkendt ærende skal man afvises. Der er fortsat personer, som udsætter andre for smittefare ved at bevæge sig rundt i landet. Jeg kan sagtens forstå ø boernes opfortdring. Og hele den her nedlukning de seneste snart 3 uger har kun ét formål.

At stoppe smittekæder.

Klaus Lundahl Engelholt og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Der skabes ikke smittekæder ved, at folk bor i deres sommerhuse.
Det der skaber smittekæder er, hvis folk ikke holder afstand og ikke holder hygiejnen. Og det er ligegyldig, hvor man bor.

Rolf Andersen, Katrine Damm, René Arestrup, Thomas Andersen, arne tørsleff, Anders Reinholdt, Herdis Weins, Erik Fuglsang og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det store problem derude er, at der stadig findes ignoranter der ikke tager smitten alvorligt.

Kan skyldes de er sure over at miste penge, skuffede over at miste job eller bare er imod indskrænkninger i deres liv. Alt sammen noget der kan forklare men ikke forsvare ligegyldighed.

Uanset hvor surt det er, så er vi alle nødt til at tænke os om, ellers er det hele spildt. Dette uanset om man tager færgen til Ærø eller ej.
Den eneste måde 100 % at fjerne risikoen for smitte på små øer er total isolation, Altså ingen afrejse fra øen også.

René Arestrup

Jeg forstår ikke rigtigt denne sommerhus-diskussion. Det er vel bedre, at folk forlader de store byer, med mange mennesker, koncentreret på et afgrænset areal og i stedet flytter ud et sted hvor der er færre mennesker/mere plads?

Frank Hansen, Rolf Andersen, Anders Reinholdt, Rikke Nielsen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Klaus Lundahl Engelholt

Det kan godt være at der er længere mellem folk her i provinsen, og at det alene af den grund kan lyde fornuftigt at opholde sig i sit sommerhus under dele af pandemien. Hvad man osse skal huske, er at der er langt længere mellem lægerne og meget færre sygehuspladser her i udkantsdanmark: Hvis jeg fx ønsker en lægetid og det ikke drejer sig om noget akut eller alvorligt, er der to måneders ventetid på en konsultation (det var før corona kom til landet, jeg har ingen idé om hvordan situationen ser ud lige nu).

Den ventetid til praktiserende læge, Klaus Lundahl Engelholt, er såmænd nogenlunde det samme i hovedstadsområdet :(

Mikael Nielsen

folk burde bare blive hjemme og ride den af. situationen er ens for alle og jeg ville personligt blive ret p..... hvis der flyttede en eventuelt smittet til eksempelvis Christiansø og man som beboer der blev ramt. der skulle ikke være nogen tilfælde der.

Carsten Hansen

Mikael Nielsen.

Desværre er der folk der ikke kan finde ud af at opføre efter omstændighederne.
Folk der ikke holder afstand i butikker, f.eks.
Hvis folk opførte sig efter reglerne, så var det problemløst at tage færgen til f.eks Ærø.

MEN. Hvis Ærø-boerne tror at de kan holde Covid-19 væk ved at holde turisterne væk, så er det en illusion. Dette kræver total isolation af øen og derved et forbud mod at pendle til arbejde i Svendborg, Odense eller andet.
Der skal kun én smittet person til.

Mikael Nielsen

som sagt så burde folk blive hjemme . de fleste arbejde vel også hjemme hvis man arbejder i Svendborg,Odense eller andet. der er jo ingen grund til unødig trafik. desuden er øer udmærket til at holde smitte væk. som du siger der skal kun en smittet til, og turister der taer i sommerhuse er som regel også den gruppe der resource mæssigt er mest mobilt . Det viste klart dem der hjembragte virussen til at starte med

Mikael Nielsen

Carsten Mortensen tvivler stærkt på færgen bliver nedlagt, ellers må jeg jo tage tjansen og stavre folk over for en skilling. eller reb modellen. pokkers langt reb men det er jo moderne tider. burde kunne skaffes

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg kommer til at tænke på NIMBY. Not in my backyard. Ikke i min baghave. Det er vel det, der, som i flere andre tilfælde, er på spil.