Klumme
Læsetid: 3 min.

Hva’ så riesling, din gamle snob

Riesling er 12-talspigen, både i retskrivning, latin, fysik og atletik. Druen er synonym for ren og civiliseret, men den kan også forvandles til en gammel vampyr
Riesling er 12-talspigen, både i retskrivning, latin, fysik og atletik. Druen er synonym for ren og civiliseret, men den kan også forvandles til en gammel vampyr

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
18. april 2020

Velkommen til Den grønne vinskole. Her gennemgår vi uge for uge de vigtigste grønne druer. Læs med – og husk at drikke dine lektier.

Hvis riesling var et instrument, ville den være et Steinway-flygel eller en Stradivarius-violin. Riesling er den mest klassiske grønne drue og et synonym for velordnet, civiliseret og ren.

Det er på sin vis en lidt højborgerlig drue – i hvert fald hvis den kommer i sin sædvanlige nydelige uniform fra Alsace eller Mosel. Kommer den fra Østrig, er den også ganske velplejet, men nok lidt mere en ’skjorte uden jakketypen’. Den findes også andre steder i verden, men her mener jeg, at den nu og da sejler ud ad en tangent og mister sin racerene smag og facon.

Ugens citat

»Hvis chardonnay er en lap dance, så er riesling en langsom, tantrisk smagsorgasme«

Terry Theise – amerikansk vinentusiast

Riesling er beundret for sin evne til at holde sig rank og slank, og den er bedårende som en balletdanser. Som ung kan riesling være vidunderlig yndig og enkel i sin skønhed med en ren og klar smag af æbler, grønne pærer, citron og noget med hvide blomster.

Men riesling kan også ældes usædvanligt længe og minde om en vampyr – ikke en uhyggelig eller ulækker slags – men en smuk gammel én med besynderlige, men beundrede noter af petroleum og røg.

Dens pikante ungdommelige skønhed kan forvandle sig til sofistikeret mystik med intens olieret duft og smag af oktan. Et stykke ost til sådan en gammel riesling (gerne 15 år eller mere) kan sende dig på gastronomisk himmelfart. Og det er det, riesling kan. Løfte din oplevelse til niveau to.

Riesling vil ikke have det for varmt, så skvatter dens fine syre sammen. Og på den måde er dansk riesling ikke en helt langt ude-tanke.

Ugens lektie

Prøv en økologisk riesling 2018 fra østrigske Christoph Edelbauer, som erklærer, at han ikke jagter vækst, men producerer vin for at opleve naturen med alle sanser. Der er desuden sparet på regnskoven, for der er ikke engang etikette på flasken.

Smagsdommeren

»Ugens lektievinsproducent tror på, at vin lavet i pagt med naturens orden er vigtigere end en kæmpe produktion. Det er ikke hans vine, du finder på hylderne i supermarkedet. Og så mener han, at man i druemosten finder essensen af årets begivenheder.

Jeg fandt ham på Instagram og fik bekræftet alle mine fordomme. En ung fyr med hipsterlook, som naturligvis er alt for fin til Facebook. Han har erstattet flaskernes etikette med håndskrevet poesi, og den slags gør sig glimrende hos vinbarer som Terroiristen, Ancestrale og Ved Stranden 10.

Jeg er pænt fascineret af sådanne mennesker, omend jeg aldrig selv kunne leve et liv som ham. Jeg er for magelig og materiel og må nøjes med at betragte fra distancen.

Jeg er ikke tidligere stødt på vine fra ugens producent, men er sikker på, at min kone ville være lykkelig, hvis jeg kom hjem med sådan en flaske. Hun har alle dage været vild med riesling, så jeg må en tur forbi Husted Vin.«

Smagsdommer Joachim Sperling er cand.polit., vinentusiast og højreorienteret socialdemokrat. Hver uge fortæller han, hvad det er for en slags mennesker, der drikker ugens drue.

Ugens grand cru-tip

Vine med korkprop er ikke af bedre kvalitet end vine med skruelåg. Valget af ’lukke-dims’ er et udtryk for stil, tradition og i sidste ende følelser. Nogle nyder lyden af en prop, der trækkes op, mens andre sætter pris på et praktisk skruelåg, som kan genlukkes og aldrig giver propsyge.

Serie

Den grønne vinskole

Glem alt om corona for en stund. For selv om hverdagen er forandret, behøver det jo ikke være kedeligt. Vi kan stadig drikke, og hvis lyset og de varmere temperaturer ikke skal være helt spildt, kan vi lige så godt tage hul på hvidvinssæsonen.

Hen over 13 uger gennemgår vi uge for uge de vigtigste grønne druer. Læs med – og husk at drikke dine lektier.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

<3 Riesling! Det er en vidunderlig drue. Jeg har oparbejdet lige præcis nok vin-viden til at kunne fake at vide hvad jeg taler om når jeg bestiller vin. Hovedsagelig så jeg kan virke kvalificeret, når jeg bestiller en riesling...

Reklamens magt, som normalt aldrig har magt over mig:
Ved at læse denne artikel fik jeg vildt lyst til at drikke hvidvin.

Jeg skal gøre den grønne vinskole opmærksom på at det under “ ugens lektie” omtales det papir der sidder på en vinflaske med navn osv på vinen .
Det hedder etiket og ikke etikette, der betyder god opdragelse

Lise Lotte Rahbek

Mmmmm.. riesling. :)