Læsetid: 8 min.

Hvordan undgår vi at falde tilbage i samme produktionsmodel som før krisen?

Vi befinder os i en helt unik historisk situation, hvor vi på den ene side kan se, at den ustoppelige globale økonomi faktisk kan standses – og på den anden side har tid til at overveje, hvad vi savner, og hvad vi gerne vil have igen. Det mulighedsrum skal vi udnytte, skriver sociologerne Nikolaj Schultz og Bruno Latour
Hvis folk inden for få uger kan tillære sig ’social distance’ til en grad, hvor millioner af mennesker isolerer sig selv i solidaritetens navn, så er det nemt at forestille sig, hvilket enormt forandringspotentiale førnævnte beskrivelser og sikkerhedsforanstaltninger ville have i kampen imod at bringe ’business as usual’ tilbage – eller værre, imod at give frit spil for de eliter, som ønsker at efterlade os andre på en ødelagt jordklode, skriver sociologerne Nikolaj Schultz og Bruno Latour.

Hvis folk inden for få uger kan tillære sig ’social distance’ til en grad, hvor millioner af mennesker isolerer sig selv i solidaritetens navn, så er det nemt at forestille sig, hvilket enormt forandringspotentiale førnævnte beskrivelser og sikkerhedsforanstaltninger ville have i kampen imod at bringe ’business as usual’ tilbage – eller værre, imod at give frit spil for de eliter, som ønsker at efterlade os andre på en ødelagt jordklode, skriver sociologerne Nikolaj Schultz og Bruno Latour.

Agustin Marcarian

25. april 2020

Det kan måske virke upassende at projektere sine tanker hen på tiden efter krisen, imens sundhedsarbejdere verden over utrætteligt kæmper på hospitalerne, millioner af mennesker mister deres arbejde, og sørgende familier ikke kan få lov til at begrave dem, de har mistet.

Men samtidig er det netop nu, at vi er nødsaget til at kæmpe en anden kamp på liv og død, nemlig kampen for, at økonomiens genstart ikke ender med at kaste os direkte tilbage i det gamle klimatiske regime, som vi før krisen mere eller mindre forgæves forsøgte at forandre.

Skalamæssigt kan de to ikke rigtig sammenlignes. Sundhedskrisen er desværre ikke indlejret i en ’større økologisk krise’, der også kræver en ny undtagelsestilstand, men derimod i en irreversibel klimatisk forandringsproces, der kræver en ny normaltilstand. En ’krise’ er altid forbigående – det er klimaforandringerne ikke. Hvis vi er heldige nok til at komme ud af den første situation, så er der ingen chance for at komme ud af den anden.

Men måske vi kan benytte sundhedskrisen til at navigere i den økologiske mutation uden bind for øjnene. Hvis et sådant mulighedsrum har åbnet sig, skyldes det – som én af os før har anført i denne avis – at coronavirus mere eller mindre har sat verdens økonomiske systemer på pause.

Mennesker kan faktisk bremse verden

De systemer, vi altid gik og troede var umulige at sænke farten på eller omdirigere, er for en stund gået i stå. De har vist sig at være foranderlige.

Før krisen blev ethvert økologisk argument efterfulgt af en påmindelse om, at globalisering gjorde det umuligt at afspore ’fremskridtet’ – nu viser det sig, at det netop er systemernes globale karakter, som har gjort dem skrøbelige og fremtvunget et træk i nødbremsen.

Det viser sig, at det ikke kun er multinationale selskaber, handelsaftaler eller internettet, som globaliserer planeten. Virusser er superglobalister; de har gjort kort proces og på ingen tid resocialiseret milliarder af mennesker og deres institutioner.

Resultatet? Imens det nødvendige 90-graderssving for at lande på jorden i januar virkede som en politisk umulighed, synes det i dag mere realistisk. Alle, som kører bil, ved, at chancen for at lykkes med et skarpt sving uden at ende i en ulykke er større, hvis man først har sænket farten.

Desværre er det ikke kun økologerne, der ser dette nødstop i det globale produktionssystem som en gylden mulighed, men også de globale eliter, som fra midten af det 20. århundrede har forsøgt at undslippe de jordlige grænser. Disse eliter ser i pausen en chance for at accelerere endnu længere væk fra velfærdsstaten og dens sikkerhedsnet samt de resterende reguleringer imod forurening.

Tænk her på de folk, som pryder skærmen på Fox News, eller dem, som styrer deres klimabenægtende stater fra Moskva til Brasilien og fra New Delhi til Washington via London og deres allierede.

Lad os ikke glemme hypotesen om, at disse globalister i omtrent 50 år har været bevidste om klimaforandringerne, men at de har benægtet dem, og forsøgt at undslippe deres konsekvenser.

Det siger sig selv, at de ikke tror på den modernistiske fortælling om den almene fordeling af fremskridtets goder. Det nye er dog, at de ikke engang lader, som om de tror på den.

Åbne muligheder – også for de gamle herrer

Det, som gør indeværende situation så farlig, er, at suspenderingen af økonomien tilbyder disse eskapister en fantastisk mulighed for at udnytte omstændighederne til deres fordel.

Og det, som gør disse globalister så farlige, er, at de ved, at de har tabt; benægtelsen af klimaforandringer kan ikke fortsætte, og alle ved, at økonomien må gentænkes med udgangspunkt i jordens begrænsninger.

Netop derfor forsøger de nu en sidste gang at sikre sig midler, som skal muliggøre en beskyttelse af dem selv og deres familier samt deres interesser, privilegier og territorier.

Denne dramatiske konflikt kendetegner den historiske situation, vi netop nu står i: Mulighederne ligger således åbne – for os såvel som for dem. Hvordan sikrer vi os, at globalisterne ikke ender med at blive styrket af sundhedskrisen? Og hvordan ender vi med ikke blot at falde tilbage i den samme produktionsmodel som før – en model, vi alle ved, ikke stemmer overens med vores jordlige eksistensbetingelser?

Det sidste, vi bør gøre, er at tage fat, hvor vi slap. Hvis verden nu er stoppet, så kan alle kortene i stedet endelig lægges på bordet og vendes, vælges, afprøves eller afvises. Som vi tidligere har bemærket i nærværende avis, så nytter det ikke noget at tale om ’omstilling’, hvis vi ingen idé har om, hvad vi omstiller os fra og til.

Og her tilbyder den nuværende situation os en fuldstændig unik mulighed for – i lyset af tingenes suspendering – at beskrive, hvad vi er forbundet til, hvad vi ønsker at bevare, og hvad vi ikke ønsker at se vende tilbage, når økonomien starter op igen.

Et eksempel: For et par dage siden fortæller en hollandsk blomsterhandler grædende på tv, hvordan han har smidt tonsvis af tulipaner ud. Ingen kunder, ingen fragt af blomster. Man kan ikke andet end at føle med ham – lige indtil kameraet viser, hvorledes tulipanerne i baggrunden vokser under kunstigt lys, før de sendes afsted i et fly, løftet fra jorden takket være fossile brændstoffer.

Spørgsmålet opstår: »Er det virkelig gavnligt at fortsætte med at producere og sælge denne slags blomster?«

Socialisme handler ikke kun om fordeling

Mange bække små gør en stor å, og hvis vi begyndte at stille denne slags spørgsmål til samtlige aspekter af vores produktionssystem, ville vi hurtigt ende med at afbryde globaliseringen lige så effektivt som den virus, der netop nu globaliserer planeten på sin egen måde.

Sådanne spørgsmål svarer til at tænke i sikkerhedsforanstaltninger – ikke bare imod virussen, men imod de elementer af produktionssystemet, som vi håber ikke kommer tilbage, fordi de i længden truer vores materielle levebetingelser. Frem for en ’revolution’ har vi at gøre med en form for opløsning og rekomposition af produktionssystemet, entitet efter entitet.

Som filosoffen Pierre Charbonnier argumenterer for i sin for nylig udgivne professorafhandling Abondance et liberté, så er det, efter 100 års socialisme fokuseret på omfordeling af økonomiens goder, måske efterhånden tid til at genopfinde en socialisme, der bestrider produktionen selv.

Det, Marx aldrig kunne forudse, var, at produktionskræfterne ville accelerere så kraftigt, at de ville ende med at destabilisere jord- og klimasystemer i en sådan grad, at spørgsmålet om, hvilke kræfter der tillader samfundet at reproducere sig, i dag er forandret.

I dag er det ikke blot produktionen, der tillader kollektiver og samfund at overleve, men ligeledes entiteter som klimaet, luften, træerne, jorden, insekterne og så videre, samt de instrumenter, teknikker og organiseringer som medierer disse aktører.

Det er i dialog med sådanne entiteter, at samfundet må genforhandle opretholdelse af sit eget, langtidsholdbare eksistensgrundlag. Og i forlængelse heraf drejer retfærdighed i vores nye klimatiske regime sig ikke blot om fordeling af fremskridtets og produktionens frugter, men om selve måden, hvorpå planeten gøres og forbliver frugtbar.

Det 21. århundredes geosociale klassekamp drejer sig om fordelingen af den bredere række materielle eksistensbetingelser end blot produktionsmidlerne, der tillader samfund at reproducere sig selv.

Business as usual er ikke en mulighed

Dette betyder, at vi nu må lære at zoome ind på hvert enkelt element af det såkaldt uforanderlige produktionssystem, sætte spørgsmålstegn ved disse entiteters hidtil formodede uundværlige rolle eller forbindelser for herefter at teste mere og mere detaljeret, hvilke elementer der forbliver ønskelige, og hvilke der ophører med at være nødvendige.

Og netop derfor tilbyder sundhedskrisens tvungne isolation og suspendering os en enestående mulighed for at beskrive, hvad vi er forbundet til, hvad vi er klar til at opgive; de forbindelser, vi er klar til at rekonstruere – og dem, vi har bestemt os for at opgive.

Globalisterne har helt klare ideer for, hvad de ønsker, der kommer tilbage efter krisen – det samme som før, blot værre – og det er nødvendigt for os at kunne konfrontere dem med konkrete modsvar.

Hvis folk inden for få uger kan tillære sig ’social distance’ til en grad, hvor millioner af mennesker isolerer sig selv i solidaritetens navn, så er det nemt at forestille sig, hvilket enormt forandringspotentiale førnævnte beskrivelser og sikkerhedsforanstaltninger ville have i kampen imod at bringe ’business as usual’ tilbage – eller værre, imod at give frit spil for de eliter, som ønsker at efterlade os andre på en ødelagt jordklode.

Kun hvis vi udnytter økonomiens pause til at beskrive, hvad vi ønsker at bevare, og hvad vi er villige til at ofre, kan vi undgå at falde tilbage i den samme produktionsmodel som før og hermed navigere bedre i vores nye klimatiske regime.

I forlængelse heraf inviterer vi læseren til at besvare nedenstående spørgeskema, der skal bringe beskrivelser af, hvad vi har lyst til at bevare, og hvad er vi er parate til at opgive. Skemaet er så meget mere desto nyttigt, hvis det tager udgangspunkt i personlige erfaringer (som eksemplet med tulipanhandleren foroven).

Det er ikke et spørgsmål om at udtrykke »sin generelle mening«, men om at undersøge og beskrive konkrete elementer i dybden. Målet er ikke kvantitativt (det er ikke en afstemning), men at »komponere«; det vil sige at forbinde de forskellige, individuelle beskrivelser, hvori givne elementer overlapper.

Hvis vi efterfølgende samler svarene og følger den mosaik, der opstår som følge af deres skæringspunkter, vil vi være bedre rustet til at udtrykke og repræsentere os selv politisk.

Øvelse

Lad os udnytte pausen i samfundet til at vurdere, hvilke aktiviteter vi ikke ønsker kommer tilbage efter krisen, og hvilke vi ønsker kommer tilbage.

Her er seks spørgsmål, der kan hjælpe med at indkredse og beskrive dem. Besvar dem individuelt først. Sammenlign herefter dine svar med andre deltagere, i små eller større grupper. Noter de konfliktlinjer, kontroverser, kompromiser og alliancer, der eventuelt opstår som følge af sammenligningen. Forsøg herefter at besvare spørgsmålene igen, denne gang i grupper.

Spørgsmål 1

Hvilke af de nu lukkede aktiviteter ønsker du ikke kommer tilbage efter krisen? Vælg en eller flere aktiviteter, og skriv dem ned enkeltvis.

Spørgsmål 2

Hvorfor synes du, denne aktivitet er overflødig eller problematisk, og hvordan vil dens opløsning fremme andre, vigtigere aktiviteter? Skriv et svar per aktivitet, du ikke ønsker kommer tilbage.

Spørgsmål 3

Hvad kan man gøre for, at mennesker, som er en del af de aktiviteter, du ønsker at lukke, kan hjælpe med overgangen til andre, bedre aktiviteter? Skriv et svar per aktivitet, du ikke ønsker kommer tilbage.

Spørgsmål 4

Hvilke af de nu lukkede aktiviteter ønsker du at se starte op igen – måske videreudviklet fra før eller endda oprettet fra bunden? Vælg en eller flere aktiviteter, og skriv dem ned enkeltvis.

Spørgsmål 5

Hvorfor finder du denne aktivitet positiv, hvordan fremmer den andre aktiviteter, som du sætter pris på, og hvordan bekæmper den aktiviteter, som du vil af med? Skriv et svar per aktivitet, du ønsker kommer tilbage.

Spørgsmål 6

Hvordan kan man hjælpe folk til at tilegne sig de nødvendige instrumenter til at genstarte, videreudvikle eller oprette denne aktivitet fra bunden? Skriv et svar per aktivitet, du ønsker kommer tilbage.

Hvis du vil dele dine svar anonymt – både de individuelle og de fælles – så kan de sendes til Nikolaj Schultz på ncs@soc.ku.dk.

Bruno Latour er professor emeritus, Sciences Po, Paris, og Nikolaj Schultz ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut, København. Begge er sociologer.

Folk handler og står sammen under coronakrisen. Det skyldes, at pandemiens fare er konkret og derfor påvirker folk på en anden måde en de akstrakte klimaforandringer, skriver sociolog Nikolaj Schultz.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Margit Lund Christensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Feenstra
  • Trond Meiring
Margit Lund Christensen, Niels-Simon Larsen, Erik Feenstra og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Svaret på overskrifter er, at det gør vi ikke. i hver fald ikke sådan over natten. På den lange bane vil tingene selvfølgelig ændre sig, for det gør de altid. Men de ville have gjort det alligevel, for det jo heller ikks sådan at fx klimaudfordringerne forsvinder med Corona, hvis vi når dertil. Klimakrisen og Coronakrisen har bare ikke ret meget med hinanden at gøre, andet end måske den måde vi opbevarer dyr på. De ting vi måtte udrette for at redde miljøet kunne vi jo ligegodt have sat iværk for ti eller tyve år siden. Men sagen er at vi først rykker når og hvis der opstår en mangelsituation og det er bare ikke tilfældet i øjeblikket, hvor det eneste vi synes at mangle er håndsprit. Til gengæld har vi, de overlevende, måske fået noget vi normalt ikke har for meget af, nemlig tid eller i hvert fald en følelse af at have mere tid. Den gave løser bare ikke miljøproblemerne. Tvært imod vil den sandsynligvis vil resultere i en, omend mindre, befolkningsudviddelse som næsten kun kan bidrage til at forværre de klimatiske udfordringer. Kort sagt, folk vil bare gerne have verden som de kender den tilbage, med X-faktor, hotdogs og hele svineriet. Så kan vi altid tale om miljøet og alt det der senere, face to face og måske over en fadbamse i det fri.

Kent Nørregaard

Spørgsmål 1
Hvilke af de nu lukkede aktiviteter ønsker du ikke kommer tilbage efter krisen? Vælg en eller flere aktiviteter, og skriv dem ned enkeltvis.

Jeg ønsker mig at den gigantiske mængde "gentænk verden" artikler der bliver smurt tykt ud over klodens mediebillede i øjeblikket helt forstummer og at vi alle bare kan acceptere at den gæld staten i øjeblikket opbygger skal betales tilbage. Dertil, at hvad end det er for et indelukningsutopi (uden privat ejendomsret) folk forestiller sig der kommer eftergenåbning når vi ikke længere skal producere og forbruge andet end økologiske gulerødder, bliver lagt i graven.

Dermed ikke sagt at vi ikke skal gøre noget for den kollektive trafik, togtrafikken og miljøet generelt.

Rikke Nielsen

"De systemer, vi altid gik og troede var umulige at sænke farten på eller omdirigere, er for en stund gået i stå. De har vist sig at være foranderlige."

Forudsætningen er forkert, de økonomiske systemer er IKKE gået i stå, de bliver holdt kunstig i live ved at samfund over hele gloden, inklusive i Danmark, skyder kolossale summer ind i systemerne. Dette fungerer selvfølgelig kun over en kort periode, hvorfor mange samfund desperat har behov for at samfundene starter op igen.

Kent Nørregaard

Det er jo et grundlæggende problem i den moderne kapitalisme at lånemulighederne er alt for gunstige. Man udvider og oppuster sine forretninger uden at have så meget som et par måneders husleje eller lønninger på kontoen i tilfælde af at noget uforudset skulle ske. Var det let at forudse corona? Nej det mener jeg bestemt ikke men det er aldrig et usandsynligt scenarie at ens omsætning falder eller forsvinder af den ene eller den anden grund.

Der må indføres et kapitalkrav til virksomhederne så man ikke er totalt sårbar fordi man mister sin omsætning i en måned eller to. De eneste der vinder ved fortsatte åbne låne-luger er bankernes bundlinjer.

Det samme burde gælde private der vil låne til hus og sommerhus. Nu bliver jeg nok upopulær fordi indskrænkede lånemuligheder bliver set som noget farligt noget men jeg mener det vil tøjle hus- og lejlighedspriser med et øget kapitalkrav til køberne, noget der er til gavn for det arbejdende folk. Når vi er der hvor en smartphone eller en fryser købes på klods har vi et problem. Danskerne, og tilsyneladende også vores forretninger/virksomheder lever på klods i stedet for at udvise økonomisk ansvarlighed.

Christian De Thurah og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Kent Nørregaard: Jeg giver dig fuldstændig ret. Næsten alle har gæld, mere eller mindre. Huset ejer banken. Banken ejes af en større bank eller et konglommerat af investeringsforeninger, som igen ejes af, ja, hvem? Hvem ejer os? USA er nok verdens største gældsoptager, men ingen kan garantere, at USA, dollaren, beholder tilliden. I 1720’erne krakkede Mississippi-selskabet som Frankrig havde investeret i, og det svækkede landet og gav anledning til revolutionen.
Derudover er der klimakrisen, og det er dumt at købe et hus i vandkanten i dag. Hvem skal kompensere husejerne?