Feature
Læsetid: 7 min.

En kriseguide: Græd som Jürgen, og elsk som AGF-fans

Fodbold er altid en bevægelig balancegang mellem barbari og civilisation. Ligesom livet. Ligesom kriser. Kriser ved fodbold alt om. Så her er fem ting fra fodbold, vi kan bruge og lære af lige nu
Hvis vi skal klare den potentielt kvældende intimitet derhjemme, har vi brug for den loyale kærlighed og hengivenhed, som AGF-fans har indbygget i deres knogler som en slags vekslen mellem ukuelig optimisme og lidelse a la langfredag.

Hvis vi skal klare den potentielt kvældende intimitet derhjemme, har vi brug for den loyale kærlighed og hengivenhed, som AGF-fans har indbygget i deres knogler som en slags vekslen mellem ukuelig optimisme og lidelse a la langfredag.

Lars Poulsen

Moderne Tider
11. april 2020

Når mindre børn spiller fodbold, gør de intuitivt det modsatte af, hvad man skal. Det er sjovt at se på. De løber efter hende, der har bolden, i stedet for at positionere sig til en aflevering på banen. De går selv med bolden mod målet, når de først har den. Når den kommer højt, losser de til den frem for at få den ned, tæmme den og kontrolleret begynde opspillet.

Der har været masser af den slags løs kanonføring undervejs i en af de værste verdenskriser i nyere tid: Hovedløs løben og lossen. Det er ikke sjovt at se på. Men man siger (og gør) så meget og ved så lidt, når angsten den tager fat, ved vi fra Anne Linnet. Når adrenalinen pibler i dig.

Selv fuldvoksne, professionelle fodboldspillere med en årsløn på størrelse med Rødovre Centerets omsætning (inden nogen af dem blev lukket ned) kan ikke altid styre sig, når det sker. Men for det meste, kan de. For de har øvet sig. På at holde hestene, trække vejret og sætte kroppen i bevægelse i den rigtige retning. Og vi fans udenfor prøver det samme, men kan for det meste ikke finde ud af at tage det roligt.

Fodbold er altid en bevægelig balancegang mellem instinkt og træning, talent og strategi, mellem barbari og civilisation. Ligesom livet. Ligesom kriser. Kriser ved fodbold alt om. Så derfor: Fem ting fra fodbold, vi kan bruge og lære af lige nu.

Vent som Iniesta

Da jeg først forelskede mig i fodbold, var Pep Guardiola lige blevet træner i FC Barcelona. Det var i 2008, og de følgende år spillede de bold, som ingen af denne verden nogensinde havde spillet bold før. Nok havde det en del at gøre med Messis opvakte angrebstalent, men mest havde det at gøre med det, der foregik på midtbanen. Her spillede Xavi og Iniesta den rundt. Og rundt. Og rundt. Indtil himmelporten i modstanderens forsvar åbenbarede sig. Nogle gange skete det hurtigt, andre gange lod målet vente på sig, og det føltes som kedsommelig tomgang.

Uanset hvad har du aldrig set Iniesta losse den langt op ad banen i desperation. Når Barcelona var bagud, sad du foran skærmen og begyndte at håbe det. Ramt af din egen utålmodighed. Ligesom du sikkert er nu, hvor vi sidder fast i gentagelsen af en ny, underlig dagligdagsrutine. Mens vi venter på en åbning. En forløsning. Det føles som 75. minut. Vi er trætte og bagud. Det er et af de sværeste steder at være. Når støvet har lagt sig efter det første chok, adrenalinen det samme, folk er taget hjem fra begravelsen og dine venner har hørt nok på din hjertesorg. Nu skal en eller anden hverdag til at indfinde sig.

I fodbold kan opspillet og nedspillet og mellemspillet være ekstraordinært langt. Det er ikke tre skridt, Mikkel Hansen eller LeBron James skal tage for at komme inden for skudafstand af modstanderens net. Der er lange faser, hvor det ser ud, som om der ikke sker noget. Vi tror altid, målet er enestående. Resultatet og slutningen det eneste, der tæller. Men i virkeligheden er det altid på midtbanen, magien sker. Vi får bare først øje på det på bagkant. Hvis vi altså bliver ved med at spille.

Savn som Jan Mølby

Du finder ingen større nostalgikere derude end fodboldfans. Fodboldfans forstår virkelig den bittersøde disciplin, det er at længes efter svundne tider, store kampe og legendariske spillere. For fodbold var på mange måder bedre, dengang far var dreng, synes mangt en fodboldelsker. Dengang Lerby og Arnesen tog på Hviids Vinstue efter landskampe i Parken, og Paul Scholes tacklede, som var der ingen dag i morgen.

Lige for tiden kan du (gen)se gamle fodboldkampe på dine sportsstationer: Jan Mølbys yndlingskampe fra Premier League sæson 2014 og 2016 for eksempel – mellem Crystal Palace og Liverpool og Norwich og Liverpool. Liverpool er involveret i de fleste af Jan Mølbys yndlingskampe.

Der er intet andet end nostalgien tilbage lige nu. Måske er det okay. Bare at sidde stille lidt med følelsen af at savne det, der var. Eventuelt sammen med en enkelt dåsebajer.

Omfavn nedturen som Wayne Rooney

Her står vi så – en del velfærdsgenerationer samlet, uden skyggen af erfaring med store kriser. Det gør det svært at tale om, hvorfor tendensen til at glide over i optimeringslingo er stor. Dér, hvor det handler om, at vi skal forbedre os, udnytte vores potentiale og præstere i isolation, er vi mere trygge.

Når jeg tænker på krise, tænker jeg på Wayne Rooney. På den ene side en fiasko fra begyndelsen, på den anden en smuk fuckfinger til et sjælrøvende supersamfund.

Rooney har altid haft rigeligt engelsk forstadsrealisme over sig, men da han som 18-årig dukkede op med sit sprudlende og gigantiske talent, spåede alle ham en glorværdig karriere mange, mange år frem. Forventningerne var skyhøje, og de blev aldrig indfriet. Han havde on and off fine perioder under Alex Ferguson i Manchester United og et par gode kampe som anfører på det engelske landshold, men i lige så mange præsterede han ikke, som han skulle.

Det har ikke altid været nemt. Ydmygelsen fra en brutal britisk presse har været til at tage og føle på. Men Wayne Rooney er faktisk blevet ved. Blevet ved med at prøve at finde sig til rette i en ny virkelighed – nogle gange med dukket nakke og sårbarheden malet i ansigtet helt op til den vigende hårgrænse, men alligevel. Måske blev det aldrig helt så grandiost, som både han selv og vi andre havde håbet på, men det kunne godt fungere. Middelmådighed kan være en okay målsætning, i særdeleshed på baggrund af en nedtur.

Elsk som AGF-fans

»I am someone looking for love. Real Love. Ridicolous, inconvenient, consuming, can’t-live-without-each-other love,« siger Carrie Bradshaw i et afgørende øjeblik i Sex and the City. Men det kunne lige så vel være en fodboldfan med tungen på gled i en poetisk erklæring til sin klub: ’Latterlig jeg kan ikke leve uden dig’-kærlighed! For kærlighed i fodbold er noget helt specielt og på mange måder den, vi alle sammen går og drømmer om, som de Carrie Bradshaws, vi inderst inde er: Den, der ikke hele tiden sættes spørgsmålstegn ved, den kærlighed, der aldrig hører op, som du aldrig skal skilles fra.

Det er den kærlighed, vi har brug for lige nu, både i den potentielt kvældende intimitet derhjemme og til det store fællesskab derude. Vi har brug for den blinde kærlighed, Paris Saint-Germain får fra deres tilhængere, selv om de er nogle griske blærerøve. Vi har brug for den loyale kærlighed, Arsenal-fans viser et trættende mandskab år efter år. Vi har brug for den hengivenhed, GF-fans har indbygget i deres knogler, som vekslen mellem ukuelig optimisme og lidelse a la langfredag.

Og alt imens hjertet er varmt, er det hensigtsmæssigt så vidt muligt at holde hovedet koldt. Det er ikke altid det, fodboldfans er bedst til. Men det er måske det, vi i virkeligheden har Ronaldo til at minde os om. Ikke for ingenting har han sit eget isbadekar derhjemme.

Græd som Jürgen

Videoen af hospitalspersonale, der på hver sin side af en glasdør synger »You’ll never walk alone«, er gået verden rundt og har med god grund fået Jürgen Klopp til at græde. For Jürgens følelser sidder uden på (fodbold)tøjet de her dage – ligesom alle vores andres. Der er intet som en global krise, der bringer eksistensen op til overfladen, måske lige bortset fra en fodboldkamp, hvor du har rigtigt meget på spil (uden sammenligning af alvoren i øvrigt).

Videoen af hospitalspersonale, der på hver sin side af en glasdør synger »You’ll never walk alone«, er gået verden rundt og har med god grund fået Jürgen Klopp til at græde.

Videoen af hospitalspersonale, der på hver sin side af en glasdør synger »You’ll never walk alone«, er gået verden rundt og har med god grund fået Jürgen Klopp til at græde.

Peter Byrne
Fodbold har en helt særlig evne til at puste det banale op med patos og blæse sig selv vidunderligt ud af proportioner, så det kommer til at handle om liv og død og storhed og fald og alt dér midtimellem. Nok fordi vi har behov for det der midt i hverdagen, hvor der altid er en e-mail at besvare.

Men lige nu er tilværelsen tilsyneladende blottet, og der er ingen grund til ikke at give den fuld smadder på de store tanker og de største følelser: dem, der ellers er forbeholdt dit fodboldhold. Du må gerne græde. Ligesom Jürgen.

Men vi skal altså nok klare den. Og mere end det; Mary Shelley fandt på Frankensteins monster, da hun var lukket inde hos sin ven lord Byron på grund af en storm. Arsène Wenger rejste til London og lavede engelsk fodbold om – ene mand. Tænk på, at Neymar, den lille, fabelagtige skidespræller, næsten egenhændigt vandt 6-1 over PSG i Champions League 2017. At Ronaldo er bygget således, at han aldrig bliver gammel. Vi har opfundet en rumraket, og Picasso har malet Guernica. Måske sidder Bruce Springsteen og skriver på en ny »The River« lige nu, Mariah Carey på et julehit, og Volbeat overvejer at gå i opløsning? Det. Skal. Nok. Gå.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Først når fodbold holder op med at være det vigtigste, man synes, man kan bringe videre til den opvoksende generation, kan vi gøre os håb om at kunne skabe et samfund af tænkende, empatiske og solidariske individer. Det er, hvad vi kan lære af fodbold.

Steffen Gliese

- jeg glemte voksne.

Bjørn Pedersen

Ja, hvis der er noget der står i vejen for empati, solidaritet og intelligent strategisk tænkning er det da bestemt holdsport, Steffen Gliese. ;-P