Læsetid: 6 min.

Efter krisen kommer kampene om at fortolke den og forstå dens konsekevnser

Engang betegnede ’krise’ en tilstand, en syg patient kunne befinde sig i. Så blev det en tilstand, et samfund kunne være i. Og nu er det noget, vi alle sammen kan blive ramt af midt i livet, eller bare hvis vi ikke kan finde det helt rigtige sæt tøj at tage på. Det her er historien om krisen som fænomen
Med Oplysningstidens forandringer og Den Franske Revolution rykker krisebegrebet for alvor ind i samfundsbeskrivelsen. Her en debat i den franske nationalforsamling under revolutionen sommeren 1789 efter samtidigt maleri.

Med Oplysningstidens forandringer og Den Franske Revolution rykker krisebegrebet for alvor ind i samfundsbeskrivelsen. Her en debat i den franske nationalforsamling under revolutionen sommeren 1789 efter samtidigt maleri.

Album / Fine Art Images

18. april 2020

Lars Løkke Rasmussen frygter, at den frie debat er ved at blive offer for den. Mette Frederiksen mener, at især frisørerne og restauratørerne mærker konsekvensen af den. Og DR beretter, at vi både lyver mere, spiller mere computer og ser mere porno på grund af den.

Coronakrisen.

Coronakrisen har bidt sig lige så godt fast i vores sprog som i vores samfund. Og det er ikke så mærkeligt, at det falder os naturligt at koble krisebegrebet på coronapandemien, for krisen er her, der og alle vegne. Det siger Christian Olaf Christiansen, der er lektor i idéhistorie på Aarhus Universitet og har forsket i krisen som fænomen.

»I de seneste årtier er der sket en slags inflation i krisebegrebet. Det er gledet ind i vores dagligdag og hverdagssprog, og vi har kriser i alle mulige forskellige sammenhænge og på forskellige planer. Det kan bruges til at beskrive alt fra parforholdskriser til klimakrisen, men det er trods alt ikke så slidt, at det ikke kan bruges politisk til at legitimere drastisk politisk handling. Vi kan heldigvis stadig skelne mellem forskellige krisers omfang og alvor.«

Kriserne, uanset omfang og grad af alvor, har det til fælles, at de kalder på handling. En krise er ikke en permanent tilstand for hverken et menneske, en virksomhed eller et samfund. Parforholdet skal fikses, og klimaet skal reddes.

Dermed har krisebegrebet bevaret en del af sin oprindelige betydning. I antikken blev krisebegrebet brugt både i teologien, i medicinen og juraen, og i sidstnævnte felt betød ’krise’ domfældelse, afgørelse eller beslutning.

Den del af ordets betydning er gledet ud af sprogbrugen, og ’krise’ betyder ikke længere beslutning, men derimod noget, der kræver en beslutning. Især den helbredsrelaterede betydning har dog hængt ved, fortæller Christian Olaf Christiansen.

»Den oprindelige betydning inden for medicinen refererer til en kritisk tilstand ved en patient. Og det, der er afgørende ved en kritisk tilstand, det er, at den kræver handling. Den handling vil betyde, at det enten går den ene vej eller den anden vej – enten bliver man sund og rask, eller også kan det være, man dør. I antikkens Grækenland var krisen så at sige et midtpunkt mellem liv og død,« siger han.

Fra patient til samfund

Allerede i 1600-tallet bliver det medicinske krisebegreb brugt metaforisk til at beskrive samfundslegemet som sygt eller raskt, men et århundrede senere, får begrebet en ny tidslighed. I slutningen af 1700-tallet ulmer revolutionen i Frankrig, og en lille gruppe filosoffer griber fat i det gamle krisebegreb for at diagnosticere en særligt udfordrende periode i det franske samfund. I hovedværket Émile fra 1762 beskriver Jean-Jacques Rousseau krisen og revolutionens århundrede som værende nært forestående.

»Vi nærmer os en tilstand af krise og revolutionernes århundrede,« skriver han og tilføjer i en note, at »det er umuligt for de store monarkier i Europa at overleve meget længere.«

Krisebegrebet ændrer hermed betydning og bliver fra 1700-tallet brugt til at beskrive en hel tidsperiode som en ’krisetid’ og et helt samfund som værende i krise, siger Christian Olaf Christiansen.

»Man overfører krisebegrebet til menneskeheden og vores historie. Så man går fra at have et krisebegreb, som er meget partikulært og empirisk bundet til de medicinske, juridiske og teologiske felter, til at det bliver noget, man kan bruge til at beskrive samfundet som helhed.«

For de fleste vil den langvarige og verdensomspændende krise, der ramte i 2008, stadig være præsent, men i 1800-tallet opstår en stigende teoretisering i økonomiske kriser i USA og Europa. Fælles for datidens økonomiske kriseteorier er dels accepten af, at finansielle kriser vil være et tilbagevendende fænomen i kapitalismens tidsalder, dels en forståelse af, at kriserne i substansen skyldtes menneskelig grådighed.

»Jeg tror, at de tilbagevendende kriser i foretagsomheden er en endemisk sygdom hos vore dages demokratiske nationer. Man kan gøre den mindre farlig, men ikke helbrede den, fordi den ikke skyldes nogen tilfældighed, men selve dette folks temperament,« skriver den franske politiker og tænker Alexis de Tocqueville for eksempel i 1835 i bogen Demokrati i Amerika med henvisning til amerikanerne.

Kampen om krisen

Med de tilbagevendende finansielle kriser i 1800-tallets Europa og USA og igen efter børskrakket i 1929 opstår også en kamp om at definere krisens årsager og løsninger.

»Der er stort set altid en fortolkningskamp om, hvad der er årsager og løsninger på kriser samt om, hvad der er de vigtigste kriser – og også nogle gange om, om der overhovedet er en krise. Der er ofte også en fortolkningskamp om, hvad vi skal kalde kriser,« siger Christian Olaf Christiansen, som fremhæver Donald Trumps insisteren på at kalde coronavirussen for »den kinesiske virus«.

Det betyder også, at det endnu ikke er sikkert, at coronapandemien vil gå over i historien som en primær sundhedsmæssig krise, siger Christian Olaf Christiansen.

»Noget af det, som bliver spændende at se, er, i hvor dybt omfang vi kommer til at gå fra sundhedskrise til økonomisk krise til økonomisk recession til likviditetskrise og finansiel panik. Der kommer til at være en masse diskussioner om, hvilken type krise vi har, og hvad vi skal kalde den i forskellige faser.«

En af de kriser, hvor der har været en tydelig kamp for at fortolke og definere årsager og løsninger, er finanskrisen i 2008, mener Christian Olaf Christiansen.

»Der var faktisk ret stor uenighed om, hvad den krise skyldtes. Nogle sagde, at det skete, fordi man havde dereguleret den finansielle sektor. Nogle sagde, det var neoliberalismens skyld, og andre igen mente endda, at det var, fordi den finansielle sektor var overreguleret.

Der var ret mange forskellige kriseteorier på spil. I den nuværende krise handler kampen i mindre grad om at finde den dybereliggende årsag til krisen, men snarere i diskussionerne om, hvad skal vi gøre ved krisen og hvad der vil ske på den anden side af krisen.«

Selv om finanskrisen i 2008 ikke kickstartede det opgør med kapitalismen, som nogen måske havde håbet på, er der iboende i krisen et momentum for politisk forandring, og i det 20. århundrede sker nogle af de største samfundsmæssige og strukturelle omvæltninger i kølvandet på større kriser, fortæller Christian Olaf Christiansen og fremhæver børskrakket i 1929 og den efterfølgende krise.

»Det fører til en vis opbygning af en amerikansk velfærdsstat gennem en række socialøkonomiske reformer i 1930’erne samt en øget regulering af finanssektoren.«

At der er et stort politisk magtpotentiale i kriser er tydeligt i disse dage, hvor Mette Frederiksen er mere populær blandt både røde og blå vælgere end nogensinde før, selv om regeringen har hasteindført den ene voldsomme begrænsning på den personlige frihed efter den anden og til trods for kritik fra Folketingets øvrige partier for at køre sololøb.

»Lige nu er der en sindssygt stor politisk energi forbundet med at udkaste mulige fremtidsscenarier.«

Den glemte krise

Selv om krisen i sin natur kalder på handling og har potentiale til at generere politisk forandring, er der risiko for, at det sker på bekostning af andre kriser. Vi kan simpelthen kun koncentrere os om én eller få kriser ad gangen, siger Christian Olaf Christiansen.

»Vi har en begrænset mængde kriser, vi kan være opmærksomme på samtidig. Så det, der kan være effekten af coronakrisen er, at andre igangværende kriser bliver glemt. Hvis først vi bliver ramt af en global recession, så tør jeg næsten ikke forestille mig, hvordan flygtningesituationen vil udvikle sig. Eller klimakrisen.«

Hvor kriser som coronapandemien og de australske skovbrande er akutte og kalder på drastisk og hurtig handling, lider kriser som klimakrisen og flygtningekrisen under deres langstrakthed. De kan i princippet godt vente til i morgen, som også Mette Frederiksen gav udtryk for i sidste uge i DR-programmet 21 Søndag:

»Verden er forandret. Den bliver ikke den samme. Derfor skal vi ikke aflyse vigtigheden af at få løst klimakrisen. Men nu skal vi etablere den økonomiske udvikling, så vi kan løse nogle af de andre udfordringer som klimaet.«

Selv om de fleste har forstået alvoren af klimakrisen, er den ikke så radikalt til stede i nuet, som coronakrisen er, siger Christian Olaf Christiansen.

»Det, som er en krise som klimakrisens helt store problem, er, at den har en anden tidslighed bygget ind i sig. Klimakrisen sker gradvist og løbende, og den tager ikke vores levebrød fra os lige nu i vores del af verden. Coronakrisen hiver tæppet væk under os lige nu og rummer en meget klarere og tydeligere signalværdi om, at vi er i en krise, som vi skal tage alvorligt lige nu,« siger Christian Olaf Christiansen, som tilføjer, at coronakrisen på den anden side har vist, at det rent faktisk er muligt at ændre adfærd, hvis krisen føles præsent og alvorlig nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Voldby Crumlin

Hvis man vil læse en yderst kompetent og detaljeret gennemgang af hele optakten til denne krise med afdækning af de alvorlige ubalancer og krisetegn der var i verdensøkonomien allerede længe inden corona krisen væltede læsset, så er Jan Helbaks leder i Kritisk Debat et rigtigt godt bud.
http://kritiskdebat.dk/?p=2759

Arne Albatros Olsen

Jeg oplever først og fremmest corona krisen som et ouverture til de kommende klimaforandringer, og dermed en eminent mulighed for at lære at praktisere disruptions mangement på alle planer,