Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: 17 år og forelsket gik hun til kamp mod besættelsesmagten

Som 17-årig gik Rita Lauridsen ind i modstandsbevægelsen, hvor hendes forlovede stod i spidsen for sabotagegruppen i Ulfborg
Det var først og fremmest med skrivemaskinen, at Rita Lauridsen bidrog til modstandsarbejdet.

Det var først og fremmest med skrivemaskinen, at Rita Lauridsen bidrog til modstandsarbejdet.

25. april 2020

Da Rita Lauridsen blev født, var hendes far bestyrer i en lille brugs, men hans gode hjerte fik ham fyret. Han lod alt for mange kunder betale på klods, og familien kom derfra med stor gæld. Der var lige råd til en lille gård i Ulfborg i Vestjylland, og da Rita Lauridsens lærer senere anbefalede hende at søge ind på gymnasiet, var der ikke råd.

I stedet startede hun som kontorelev på en møbelfabrik, hvor hun fik et lille værelse i ejerfamiliens lejlighed over fabrikken. På værkstedet arbejdede en snedkersvend, der hed Svend Erik. Han var ti år ældre end hende og havde aldrig haft en kæreste. Han var modstandsmand, modig og helt forgabt i hende.

Med dynamit og skrivemaskine

Svend Erik var med sabotagegruppen i Ulfborg. Han brød ind på tyskernes ammunitionslagre og stjal sprængstoffer, som gruppen brugte til at sprænge jernbaneskinner ud af form og togsæt af skinnerne. 17-årige Rita Lauridsen tøvede ikke et sekund over at slutte sig til sin nye kærestes kamp mod den tyske besættelsesmagt. Han tog sig af dynamitten, og hun tog sig af skrivearbejdet.

Rita Lauridsen, døbt Nielsen

  • Født den 30. januar 1926.
  • Modstandskvinde, kontoruddannet, møbelfabrikant.
  • Efterlader sig fire børn, 11 børnebørn, 25 oldebørn og et tipoldebarn.
  • Død den 18. marts. 2020.

    På sin skrivemaskine kunne hun skrive illegale breve og pjecer til omdeling hurtigere end nogen anden, og på sin stencilmaskine kunne hun med sværte og papir lave kopier af det modstandsmateriale, der allerede var i omløb i andre dele af landet.

    De fandt ud af, at deres kæresteforhold var et udmærket dække for deres illegale arbejde. Blandt andet cyklede Rita Lauridsen og Svend Erik rundt i Ribeområdet og optegnede de tyske artilleristillinger på landkort, og når de blev stoppet af tyske soldater sagde de bare, at de var kærestefolk på cykeltur. For en sikkerheds skyld gemte hun kortet i trusserne.

    Kortene blev affotograferet og sendt til englænderne, som navigerede efter dem, når de fløj ind over Vestkysten.

    Gestapo havde et skarpt øje på Svend Erik, og hen mod krigens slutning, måtte han gå under jorden i Ribe. Imens gjorde hun sin handelseksamen færdig og fik arbejde som bestyrer i sin svigerfars tobaksbutik i Ribe. Svigerfaren havde fotobutik i butikken ved siden af i et lokale, som var en gammel biograf. Han havde fået lofterne sænket og i hulrummet indrettede Svend Erik sit gemmested.

    Når tyskerne kom og spurgte efter ham, kunne Rita Lauridsen løbe op ad en lille, skjult trappe og advare ham.

    De fandt ham aldrig, og befrielsesdagen var den bedste dag i hendes liv. De to var forenet igen, og kort efter blev de gift. Hun stod brud i sort kjole, og kort tid efter blev parrets første søn født. Han fik fornavn og mellemnavn efter frihedskæmper Chr. Ulrik. Hansen, som var blevet henrettet i 1944. Siden kom to døtre og endnu en søn til.

    Krigens dybe spor

    Selv om krigen var slut, fortsatte den i Svend Eriks sind. Men dengang var der ingen til at hjælpe med at rydde op i krigens mentale sår, dem måtte han selv klare. Frygten for, at nogen lyttede med, sad i ham, så der var stille i familiens hjem. Han kunne ikke holde ud, når børnene larmede. Der skulle være ro. Hvis ikke, var der røvfuld – i hvert fald til den ældste søn.

    Rita Lauridsens tilgang til familielivet var en anden. Hun var kærlig, omsorgsfuld og insisterede på, at alle skulle have det godt, så det smertede i hende, når hendes mand lod sig overmande af sine traumer og lod det gå ud over børnene. Det var ikke noget, de to diskuterede, men en dag fik hun nok, og smed den stav, han kunne finde på at slå med, i brændeovnen.

    Men familielivet var også lykkeligt. Sammen havde Rita og Svend Erik Lauridsen købt en møbelfabrik, og det gik godt. Hver eneste sommer kørte familien på bilferie i Europa. I 1963 pakkede de bilen og trillede ud på deres længste tur nogensinde. 10.000 kilometer ned gennem DDR, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien til Istanbul og Athen og så tilbage igen gennem Jugoslavien. Ved Skopje faldt Svend Erik om, mens familien sad i bagklappen af bilen og spiste frokost. Han kom til sig selv, men en uge efter skete det igen, og da døde han.

    Udlængslen levede videre i Rita Lauridsen, og på sit dødsleje 57 år senere kunne hun konstatere, at hun havde været i alle verdensdele med undtagelse af Antarktis.

    Rita Lauridsen kørte fabrikken videre alene og lod senere en ny og større opføre. Hun købte også halvanden hektars mosegrund, hvor hun plantede birk, blomster og nåletræer. Det var hendes lille paradis, som hun glædeligt delte med hele sin familie.

    Da hun døde i marts, var kisten dekoreret med grene, rødder og vilde roser fra mosen. Sammen med Svend Erik havde hun skabt en stor familie – 41 mennesker bare i børn, børnebørn, oldebørn og et enkelt tipoldebarn.

    Havde tiderne været normale, var der nok mødt over 100 mennesker op i kirken, men til bisættelsen måtte de kun være ti. Så sammen med bedemand og præst, blev hun bisat fra sit hjem af sine fire børn og deres ægtefæller.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • Flemming Berger
    • Tommy Clausen
    • Alvin Jensen
    • Steen K Petersen
    • Dan D. Jensen
    • Jens Christensen
    • Ervin Lazar
    • Erik Karlsen
    • David Zennaro
    • Maj-Britt Kent Hansen
    • Oluf Husted
    Flemming Berger, Tommy Clausen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Dan D. Jensen, Jens Christensen, Ervin Lazar, Erik Karlsen, David Zennaro, Maj-Britt Kent Hansen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Spændende historie og liv.
    Ikke så mange af dem tilbage til at fortælle om det.

    Mogens Holme, Tommy Clausen, Alvin Jensen, Dan D. Jensen, Birte Pedersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

    Godt at man også begynder at fortælle om kvinder, der var med i modstandsbevægelsen. Der var faktisk mange! Også på tide at man fortæller om fremtrædende kvinder, der er faktisk mange! Og ikke så få!

    @Hanne R.
    Uden kvinder ingen modstands kamp.
    Men jeg er snart lidt træt af at fordi jeg er født som dreng altid at være skurk.
    Skal vi videre snart.