Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: 66 år efter befrielsen genbesøgte Mads Madsen kz-lejren

Mads Madsen kom hjem fra koncentrationslejren Neuengamme med de hvide busser i 1945, men lejren forfulgte ham i drømme resten af livet
Det sidste tiår af sit næsten 100-årige liv brugte Mads Madsen på at fortælle om sit fangenskab i den tyske kz-lejr Neuengamme under krigen.

Det sidste tiår af sit næsten 100-årige liv brugte Mads Madsen på at fortælle om sit fangenskab i den tyske kz-lejr Neuengamme under krigen.

18. april 2020

Når Mads Frederik Madsen viste rundt i den tyske koncentrationslejr Neuengamme, sagde han, at det værste var stanken af 15.000 fanger med diarré. Det værste var også at stå på appelpladsen og have glemt sin hue, for den skulle man bruge til at klaske mod sit lår på kommando. Havde du glemt den, fik du tæsk.

Men Mads Frederik Madsen sagde også, at det vigtigste, han havde gjort i sit næsten 100-år lange liv, var at fortælle om de rædsler, han levede under i nazisternes koncentrationslejr ved Hamborg. De rædsler holdt aldrig op med at genbesøge ham.

Som for eksempel når de under luftalarmer blev stuvet alt for mange fanger sammen i en lavloftet kælder. Mange nætter har han stået der igen.

Mads Frederik Madsen

  • Født den 24. august 1920 ved Vojens.
  • Uddannet agronom.
  • Aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen. Taget af Gestapo i januar 1945 og sendt til koncentrationslejren Neuengamme.
  • Gift med Else Katborg, død 2006.
  • Efterlader sig fem børn, ni børnebørn og 15 oldebørn.
  • Død den 1. januar 2020 i Højbjerg.

    Han blev sendt i kz-lejr i januar 1945, fordi Gestapo havde fundet ud af, at den 25-årige sønderjyde var aktiv modstandsmand. Først en tur i Frøslevlejren og derfra videre til Neuengamme. Her blev han sendt på udekommando i den bombede by, hvor murbrokkerne lå i knæhøjde, og ikke et eneste grønt græsstrå tittede op. Her blev han sat til at tage et tag ned fra en bombet sportshal og rense mursten under umenneskelige forhold.

    Talte ikke om det

    Men der gik mange år, før han fortalte nogen om det.

    Da han var blevet hentet fra lejren med De Hvide Busser, blev han indlagt på tuberkulosehospital med en heftig tuberkulose, og der skulle gå tre måneder, før han kunne komme hjem til den unge Else Katborg, som han inden sin tilfangetagelse havde haft et godt øje til. Han blev senere sendt på rekreation i det svenske højfjeld, de to blev gift, og Mads Madsen uddannede sig til agronom.

    I løbet af de næste 11 år blev de forældre til fem børn, og som landbrugskonsulent forsørgede han familien, mens hun syltede, henkogte, bagte, gjorde rent og passede børneflokken. De kunne godt se, at deres far havde nogle ar på benene, men hvis Madsen forsøgte at forklare, hvor de stammede fra, sagde Else Katborg bestemt: »Stop! Mads!« Men selv om hun sagde stop, blev Madsen alligevel sommetider fjern i blikket, og den 4. maj brændte der altid lys i vinduet.

    Kornsorter

    For det meste var Mads Madsen i gang. De byggede et sommerhus ved Vestkysten, hvor han lærte sine børn at sætte garn og ordne fisk. Tidligt hver morgen ringede han med husets skibsklokke, når den morgenmad, Else Katborg havde lavet, var klar. Børnene hadede klokken, men deres far så ingen grund til at sove længe i ferien.

    Han havde tjent, siden han var ti, været gymnastikleder som ung, engageret i modstandsbevægelsen, og i sit arbejdsliv holdt han sjældent fri om aftenen og i weekenderne. Da han gik på pension, kastede han sig straks over at dreje i træ – lysestager, fade, som han solgte på markeder, indtil Else Katborg igen sagde: »Stop!« – nu skulle han ikke starte et nyt erhverv.

    I stedet vandt børnebørnene hans opmærksomhed. Han foldede sin hånd ud og fandt på så dragende historier fra den, at alle børn blev musestille. Når barnebarnet Mads skulle hentes i børnehaven, spændte morfar altid traileren for, fordi Mads elskede den – ikke fordi den skulle fragte noget.

    Som landbrugsmand sørgede han også for, at hans børn kunne se en marks kornsort på markens farve, at de kendte blomsternes navne og vidste, at en god udsigt skal man dvæle ved.

    Værnepligtige

    Madsen skulle også komme til at dvæle eller i hvert fald fortælle om sine minder fra koncentrationslejren. Efter en gammel ven fra Tinglev-gruppen havde fortalt om sit besøg i Neuengamme, der i dag er museum, ønskede Madsen, at besøge lejren sammen med sin familie til sin 91-års fødselsdag.

    Fra da af talte han ikke om andet.

    Det blev begyndelsen på et samarbejde mellem Madsen og museet, hvor han tog derned med flere gæster og viste rundt sammen med personalet. Han fortalte også til unge tyske værnepligtige, for hvem det var en pligt at kende til fortidens ondskab.

    Men til sidst tvang den fremskredne alder ham til at blive hjemme. Da han var 95 år, gik han fem kilometer om dagen, og han holdt hus og køkkenhave med hjælp fra sine børnebørn. Hans kone havde lært ham, at man skulle have mange grøntsager, så det havde han.

    En blodprop gjorde ham i de sidste uger lam i den ene side, og 1. januar i år døde han.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • Dorte Schmidt-Nielsen
    • Pietro Cini
    • Liselotte Paulsen
    • Jens Christensen
    • David Zennaro
    • Stig Bøg
    • Anker Heegaard
    • Carsten Mortensen
    • Trond Meiring
    Dorte Schmidt-Nielsen, Pietro Cini, Liselotte Paulsen, Jens Christensen, David Zennaro, Stig Bøg, Anker Heegaard, Carsten Mortensen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Marie Sanne Caroline Malmros

    Jeg har en personlig længerekommentar på læben, men siger Stop.

    Systemfejl, ondskab, ulovlighed i og uden for systemet også i Danmark og voldsomme traumer også i systemet.

    Måske en dag. Måske aldrig.

    Solen skinner og jeg skal ud og fornøje mig.

    Jeg vil gerne vise min sympati for et menneske, som har været igennem sådanne rædsler.. Jeg kan ikke forestille mig hvordan man overlever det.

    Pietro Cini, Birte Pedersen, Liselotte Paulsen, Johanna Haas og Anja Knoblauch anbefalede denne kommentar