Så klappede fælden. Myndighedernes insisteren på, at befolkningen fortsat ikke skulle gnubbe skuldre med hinanden på grund af smittefare, ramte som en lussing med et vådt bødehæfte. Efter en solrig og lovlig frivol sidste uge var det frivole i denne uge ulovligt.
Der var indført opholdsforbud ved Lakolk butikscenter på Rømø og på Islands Brygge i København, hvor for mange havde opholdt sig for tæt på hinanden. Nu var det nærmest kun lovligt at stoppe op for at binde sit snørebånd, men ellers skulle gaden passeres. En mor fik en bøde for at standse på en tom legeplads med sit barn, et par kammerater fik en bøde for at vente på bussen.
Hyggen var under pres, og således faldt befolkningen tilbage til anden forsvarslinje, brokkeriet.
Hvorfor skulle Ikea have røg for at åbne dørene for kunderne igen, når Silvan hele tiden havde måttet? Hvorfor måtte bagernes gæster drikke købekaffe udenfor, når cafeen skulle holde lukket? Det blev koldt, det regnede, vi brokkede os.
På den måde lignede det de gamle dage. Om der var kulden, regnen eller brokkeriet, der gjorde udslaget vides ikke, men mod ugens slutning, blev opholdsforbuddet ophævet. Tingene lignede mere og mere sig selv.
Banden Loyal to Familia havde viklet sig ind i en ny bandekrig, skrev Berlingske – endda selv om banden var erklæret ulovlig. Men de kriminelle respekterer ikke loven – hvilket vel ikke er så overraskende.
Dansk Folkepartis overreaktion lød også som et ekko fra gamle dage: Bandemedlemmer skulle i fodlænke uden dom, lød det i et ærligt forsøg på at kapre dagsordenen.
Men det er bare ikke let for tiden. Der er større kræfter i spil.
SAS meddelte, at man ville fyre op mod 5.000 medarbejdere – heraf 1.700 i Danmark. Danmarks Statistik meddelte, at bruttoledigheden var steget med 13.400 fuldtidsjob fra februar til marts, hvilket var den største stigning, siden man begyndte at måle den i 2007. Og i USA nåede arbejdsløshedstallet op på 30 millioner mennesker denne uge, mens coronadødstallet over there rundede 60.000. Tingene var ikke som de plejede.
Den putinske nedtur
Ikke engang Vladimir Putin kørte det for. Han har holdt sig lidt i baggrunden under coronakrisen, og her i avisen kunne man i denne uge læse, at hans opbakning var den laveste siden 2013 – hvilket dog stadig var højt.
Én udlægning af den putinske nedtur lød, at præsidenten simpelthen havde lagt sin energi et andet sted på de seneste: på geopolitik og på bevarelsen af den nationalhistoriske arv.
Og at der er godt gang i det med den historiske arv for tiden, kunne man forvisse sig om, da The Guardian skrev om, hvordan Rusland har bygget en ny kæmpekatedral, der skulle indvies i forbindelse med 75-årsmarkeringen af Sovjetunionens sejr over Nazityskland her i maj, og at her både er mosaikker, der viser Putin, annekteringen af Krim og Josef Stalin – hvilket er første gang, sidstnævnte massemorder er blevet afbildet i et offentligt byggeri siden 1960’erne.
Og i Finland kæmpede man med udokumenterede russiske beskyldninger om, at landet skulle have begået folkedrab mod russerne under Anden Verdenskrig. Og apropos ‘udokumenteret’ så påstod det tjekkiske medie Respekt, at russerne har haft planer om at giftmyrde Prags borgmester, fordi de er rasende over, at han har fået flyttet en statue af en sovjetisk marskal. Hos BBC er de nu ikke helt overbeviste om historiens lødighed.
Hvad der dog synes sikkert, er, at historien om krigen nu er krigen om historien. Selv om den store militærparade i Moskva er aflyst på grund af fare for coronasmitte, bliver der bagt op til et stort jubilæum.
Herhjemme blev der snarere bagt ned. Et kapitel blev lukket. Torsdag kom det frem, at digteren Yahya Hassan var død i sit hjem 24 år gammel. Manden, der skabte stor kunst og vild debat, mens han kæmpede med sin fortid, nutid og fremtid, mod sig selv og mod alle andre var nu historie. Tak for kampen.
Ugerevyen
Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.
Seneste artikler
Ugerevy: Det var kulturen, der gjorde det
24. oktober 2020Endnu en uge hvor Donald Trump fortsatte sin heroiske kamp mod realiteterne, mens Frank Jensen opdagede, hvad en forrået kultur havde gjort ved hamMinken er dødsens, europæerne er corona-trætte, og feminismen er ikke, hvad den har været
17. oktober 2020Endnu en uge er gået skævt og går lykkeligvis på hældUgens maskespil: Trump uden maske, Morten Østergaard demaskeret og en ansigtsløs russer
10. oktober 2020Dette blev ugen, hvor Donald Trump smed ansigtsmasken på åben skærm, Morten Østergaard blev demaskeret i sagen om Lotte Rod, og en ansigtsløs russer førte Udenrigspolitisk Nævn bag lyset
Bagsiden af velfærdsforkælelsen er desværre brokkeriet;...