Læsetid: 7 min.

Nedlukning uge 4: »Jeg får nok også selv drukket lidt mere vin i de her dage. Nogen skal jo gøre det«

Kokkeeleven er fyret, vinimportøren er tvunget til at holde ’likviditetssalg’, golfmanageren har lukket ned, og genbrugsvejlederen har genåbnet. Samfundet har lukket ned, og det har forandret vores hverdag. Information har talt med fire af dem, der står midt de store forandringer
Da genbrugspladsen åbnede kom folk i et godt flow hele dagen. Der var fyldt, men ingen sure miner, siger genbrugsvejleder Egon Nielsen.

Da genbrugspladsen åbnede kom folk i et godt flow hele dagen. Der var fyldt, men ingen sure miner, siger genbrugsvejleder Egon Nielsen.

Sigrid Nygaard

4. april 2020

Kokkeeleven var lige begyndt at lære kollegaerne at kende, da han blevet fyret fra sin elevplads. Genbrugsvejlederen har endeligt fået kunder i butikken igen, og det gik bedre end han forventede. Golfmanageren lukkede golfklubben som den første, men ærger sig over, at der stadigvæk er golfklubber, der ikke har lukket ned. Vinimportøren holder udsalg, inden markedet bliver mættet af konkurrenternes tilbud, og dulmer nerverne med egne varer, når de lange dage endeligt er overstået. 

Danmark er lukket ned for fjerde uge i træk, og nedlukningen har forandret mange danskeres hverdag. Information har talt med nogle af dem, som står midt i de store forandringer. 

»Så fik jeg mine drikkepenge, tog mine knive og gik«

Viggo Kærsgaard, har mistet sin plads som kokkeelev

Jeg kan supergodt lide, at det går stærkt, at der er varmt, og der er virkelig en særlig energi i et køkken, fortæller kokkeelev Viggo Kærsgaard om den læreplads, han nu har mistet.

Sigrid Nygaard

»Sidste år startede jeg på grundforløbet på Hotel- og Restaurantskolen, men jeg blev hurtigt skoletræt, så jeg besluttede mig for at starte i mesterlære på en restaurant i stedet.«

»Jeg har været i branchen i et par år. Jeg startede som opvasker på en fastfoodrestaurant, der ligger under min lejlighed på Nørrebro. Køkkenet er lige under mit værelse. Der voksede min kærlighed til mad frem. Jeg kan supergodt lide, at det går stærkt, at der er varmt, og der er virkelig en særlig energi i et køkken.«

»Køkkenchefen på mit opvaskerjob hjalp mig med at få en læreplads på en restaurant i København, og jeg startede den 13. januar. Det var et virkelig fedt sted, og jeg havde nogle gode kolleger. Vi gik altid ud og drak en øl, inden vi tog hjem, og det betyder rigtig meget, for bølgerne kan godt gå højt i et køkken, og så er det ligesom der, alle falder til ro igen.«

»På restauranten blev jeg for eksempel sat til at hakke rødløg. Men det er ikke bare lige, for det skal se perfekt ud, når det ligger på tallerkenen. De bedste dage var dem, hvor en af tjenerne kom ud i køkkenet og sagde, at der var en gæst, der var meget tilfreds.«

»Dagen før Mette lukkede landet ned, sendte min køkkenchef på restauranten mig en sms, hvor han spurgte, om jeg ikke kom ned og drak en kop kaffe. Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Han opsagde mig på en meget ordentlig måde, men det er jo super dårlig timing. Så fik jeg mine drikkepenge, tog mine knive og gik.«

»Nu er jeg startet på grundforløb 2 på skolen. Jeg har slet ikke lyst, men jeg skal jo være i gang med et eller andet. Min drøm er at komme tilbage på restauranten. Jeg var lige kommet ordentligt i gang og havde lært alle at kende.«

»I sidste ende samler alle spillerne bolden op fra det samme hul«

Jens Torp, golfmanager i Køge Golfklub

Langt de fleste kan godt se, at det handler om at tage samfundsansvar frem for at understøtte en fritidsinteresse, der i store billede kan virke ligegyldig, siger Jens Torp fra Køge Golfklub

Sigrid Nygaard

»Efter Mette Frederiksens tale den 11. marts besluttede vi os for, at vi har et ansvar for at begrænse smitten. Derfor lukkede vi hele anlægget ned. Det var vi faktisk den eneste klub i Danmark, der gjorde de første ti dage. Nu har vores landsforbund anbefalet, at klubberne lukker ned, og derfor er der kun 10-12 stykker ud af 180, der stadig synes, at de skal have åbent. Det er trist, at man som golfklub på den måde sætter sporten i et dårligt lys. Desværre har forbundet ikke hjemmel til at tvinge dem til at lukke. Der kunne jeg godt tænke mig, at politikerne tog beslutningen, i stedet for at den ligger hos de enkelte klubber.«

»Golf kan på overfladen virke sikkert i forhold til corona. Man går med handsker og køller på store baner med masser af frisk luft imellem sig. Men der er faktisk rigtig mange steder, hvor man har mulighed for at smitte hinanden. I sidste ende samler alle spillerne bolden op fra det samme hul og tager det samme flag op af hullet.«

»Vi har haft dialog med nogle af vores medlemmer, der er sure over, at vi er lukket ned. Men det er en lille brøkdel. Langt de fleste kan godt se, at det handler om at tage samfundsansvar frem for at understøtte en fritidsinteresse, der i store billede kan virke ligegyldig.«

»Man skal huske på, at gennemsnitsalderen blandt vores medlemmer er 57 år, og at der også er mange, der er en del ældre end det. At så mange er en del af risikogruppen betyder selvfølgelig noget. Men vi har også lukket af hensyn til vores personale. Det er kun greenkeeperne, der stadigvæk møder ind på anlægget. Hvis vi ikke slår græsset løbende, så bliver det simpelthen for vildt, når vi åbner igen. Men vi tager også vores forholdsregler i forhold til dem. De bruger handsker og hvert deres udstyr.«

»De har været meget fornuftige her i Sønderjylland«

Egon Nielsen, genbrugsvejleder, ARWOS genbrugsplads i Aabenraa.

Sigrid Nygaard

»I tirsdags åbnede vi op for genbrugspladsen, og dagen gik sådan set bedre, end jeg havde frygtet. Det værste havde været, hvis der havde holdt 200 biler og ventet klokken otte, men der var kun tre. Siden da kom der folk i et godt flow hele dagen. Der har været fyldt, men der har ikke været nogen sure miner. De har været meget fornuftige her i Sønderjylland.«

»Da vi genåbnede, stod jeg vagt og fordelte bilerne og sørgede for, at der ikke kom flere end 15 ind ad gangen. På en normal dag går jeg rundt på pladsen, og vi skiftes til at stå ved kemi og brændbart og hvad, der ellers er.«

»Jeg har været ansat siden juli, og inden da var jeg postbud i 37 år. Det var et rigtig dejligt arbejde, men de skulle skære ned, og så tog jeg en frivillig fratrædelse og startede herude. Det er supergodt at være her, jeg har gode kolleger.«

»Jeg forstår godt, folk har presset på for at få åbnet genbrugspladserne igen. Der er mange, der har været i haven, og uha, det er jo kedeligt at skulle gemme på alt det affald derhjemme.«

»Jeg kan godt lide at snakke med folk, så jeg kan bedst lide at stå ved brændbart og hjælpe med at sortere. Det er der, der kommer flest mennesker. De fleste lytter til os, men der er nogle, der har for travlt eller tror, de ved bedre, og smider plastik ned til pappet. Så må vi jo ned og fiske det op.«

»Mens pladsen har været lukket, har jeg fået lov at arbejde en dag om ugen. Så har jeg fejet og ryddet lidt op eller sorteret det pap og plastik, der kommer ind på samlebånd fra skraldebilerne, som henter det fra de private hjem.«

»Ellers har jeg været meget hjemme sammen med min kone. Jeg går jo og tænker meget på hende, når jeg er på arbejde. Hun har haft en depression siden november, men har været mere glad, mens jeg har været hjemme. Det må du godt skrive, det er jo en del af livet.«

»Vi er en sund og solid virksomhed. Eller det var vi«

Kim Bülow, vinimportør og indehaver af KB Vin.

Finanskrisen i 2008 var det værste, vi havde oplevet, men det her er jo endnu værre, siger vinimportør Kim Bülow. Hans omsætning er faldet med 95 procent.

Sigrid Nygaard

»Da Mette Frederiksen holdt sin tale, hvor hun lukkede landet ned, sad jeg til en vinsmagning i Bourgogne. Jeg så pressemødet på min telefon, mens jeg sad og smagte på vin i en hyggelig fransk stue. Men hyggen varede ikke ved.«

»Selv om hun ikke lukkede restauranterne ned den dag, kunne man godt se, hvor det pegede hen ad. Siden den dag har vi ikke modtaget en eneste ordre fra restauranter, der ellers er vores hovedkunder. Jeg har kun fået opkald fra nogle, der ville returnere deres vinordre. Det er altså en 100 procent nedgang i vores målgruppe, og en samlet nedgang i omsætning på 95 procent.«

»Nu har vi lavet det, vi kalder et likviditetssalg, hvor vi forsøger at sælge til private med nedsatte priser. Det gælder om at holde hovedet koldt og afsøge de muligheder, man har. Og hvis man vil sætte noget på udsalg, skal man gøre det her nu, for lige om lidt kommer der også en masse andre udsalg, og så bliver markedet mættet.«

»Selv om der nok bliver drukket flere flasker vin i hjemmene i de her dage, så vil det næppe redde omsætningen. Det kan være, at vi lige sælger nok til, at vi ikke kan få hjælpepakken. Men det er også helt i orden. Hellere vise samfundssind og sælge ud på tilbud end at spekulere i at gå efter hjælpepakken.«

»Jeg får nok også selv drukket lidt mere vin i de her dage. Nogen skal jo gøre det. Og muligvis får jeg også drukket for meget. Jeg har nogle virkeligt lange dage for tiden, og når de er ovre, har jeg brug for at dulme nerverne med et glas vin.«

»Jeg er vant til modgang. Jeg startede virksomheden for 36 år siden, lige inden kartoffelkuren startede i 80’erne. Finanskrisen i 2008 var det værste, vi havde oplevet, men det her er jo endnu værre. Vi har stort set mistet hele vores omsætning fra den ene dag til den anden.«

»Virksomheden er allerede trimmet, og så meget som muligt er outsourcet. Vi er kun nogle få sælgere og lagermedarbejdere tilbage. Vi er skåret ind til benet på den gode måde. Vi er en sund og solid virksomhed. Eller det var vi.«

 

Serie

Nedlukningen uge for uge

Samfundet er lukket ned, og tusindvis af mennesker får deres tilværelse vendt på hovedet.

Hver uge fortæller en håndfuld af dem om, hvordan coronakrisen kaster deres hverdag op i luften – og hvor, de tror, den lander.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Lise Lotte Rahbek og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jøregen Mogensen

Ja man må sige at corona er et meget svær trussel imod vores samfund, håber snart at der kommer nogle store gennembrud i forsøget på at lave en vaccine imod Coronavirus.

Jøregen Mogensen

For at komme lidt videre i Corona sagen, ja så har man da meget ondt af, alle de minkavlere som lider i dag, håber at man kommer frem til en fornuftig aftale.