Nedlukning uge 5: »Benneweis er væk, og Dannebrog er også røget i svinget«

En fodboldfan har for første gang i sit voksne liv ikke oddset i 14 dage og overvejer at vende blikket mod hviderussisk fodbold. Socialrådgiveren hos Mødrehjælpen prøver at hjælpe fra sofaen derhjemme, mens hun bekymrer sig over, hvad den sociale isolation betyder for de udsatte familier.

Cirkusdirektøren i Cirkus Krone frygter at blive ’Cirkus Corona’, mens han snakker med de andre cirkusdirektører om, hvad de kan stille op. Og portøren på Rigshospitalet tager de mange ekstravagter, der kommer for tiden, fordi han alligevel ikke har så meget at bruge sin fritid på. 

Danmark er lukket ned for femte uge i træk, og nedlukningen har forandret mange danskeres hverdag. Information har talt med nogle af dem, som står midt i de store forandringer.

»Det er første gang i mit voksne liv, at der er gået 14 dage uden, jeg har oddset«

Anders Nielsen, formand for Skive IF’s fanklub og har deltidsjob i en spillekiosk

Fodboldfan Anders Nielsen nåede lige at se Skives første kamp i 2020 – fra en vold uden for stadion, der var lukket for tilskuere – før hele turneringen blev stoppet.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Jeg konstaterede i søndags, at det var 14 dage siden, at jeg sidst havde lavet en lottokupon. Det er første gang i mit voksne liv, at der er gået 14 dage uden, jeg har oddset. Det sidste, jeg oddsede på, var australsk fodbold, der dengang var noget af det eneste, der stadig var i gang. Men det er jo ikke sjovt at oddse på noget, man ikke kender til. I dag tror jeg kun, at det er Hviderusland og Nicaragua, der har ignoreret UEFA’s opfordring om at stoppe turneringer.«

»Der havde lige været fire måneders vinterpause på turneringer i Danmark, hvor man har gået og glædet sig til endelig at komme i gang igen. Det blev så ikke til så meget. Skive nåede lige at spille én kamp, inden det blev aflyst. Men det var endda uden publikum. Heldigvis er der en vold ved siden af stadion, hvor vi var nogle få, der stod og skreg over nogle øl. Så jeg fik heldigvis set den. Jeg tror næsten, at jeg ville dø, hvis jeg ikke havde fået gjort det.«

»Det var også virkelig heldigt, at Skive nåede at få den kamp med. For havde de ikke vundet den, så stod de faktisk til at rykke ned i den næste række. Man har stadig ikke afgjort, hvordan man beslutter, hvem der skal rykke op og ned i rækkerne, men det bliver godt nok lakrids at skulle kringle den. Der, hvor vi er nu, handler det ikke om at komme med den mest fair løsning. Det handler om at finde den mindst unfair løsning.«

»Oven i al den her elendighed, er jeg også sygemeldt med en diskusprolaps, og min kiropraktor har selvfølgelig også lukket ned. Det er kraftedeme træls. Jeg har jo god tid til at se fodbold, men det eneste, der kan opstøves er genudsendelser. Men så langt er jeg ikke kommet endnu. At se genudsendelser er direkte skod. Det er ikke sjovt, for vi ved præcis, hvordan det ender. Men hvis det her bliver ved, så kan det godt være, at jeg må kigge mod genudsendelser eller prøve at lære hviderussisk fodbold at kende. Kedsomheden bringer også desperationen med sig.«

»Nødberedskabet er så svagt i nogle kommuner, at børn kommer til at lide voldsom overlast«

Nanna Boysen, socialrådgiver hos Mødrehjælpen

Det kan godt være, at familierne ikke dør af corona, men når mor og far er lukket inde sammen, eskalerer de problemer, der er i forvejen, fortæller Nanna Boysen, socialrådgiver hos Mødrehjælpen.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Jeg har været socialrådgiver hos Mødrehjælpen i tre år og sidder fast på vores chat og telefonrådgivning. Vi har åbent hver dag fra 9 til 15. I de her uger arbejder jeg hjemme, hvor jeg sidder i sofaen eller går rundt i stuen med et headset på. Jeg har sat en post-it med adgang forbudt på døren, så min mand og min teenagesøn, der har været hjemme fra efterskolen, ikke kommer ind og forstyrrer, og så samtalerne er fortrolige.«

»I går snakkede jeg med en mor med en datter på 17 måneder. Der havde været en del psykisk vold i hjemmet igennem længere tid, og faren havde flere gange truet hende med at tage barnet og tage væk og med at slå hende. Han havde også flere gange skubbet hende og smadret hendes telefon tre gange. En gang var hun taget hjem til sine forældre i ti dage, men han havde overbevist hende om at komme tilbage. Nu var det eskaleret under corona, fordi han ikke havde været på arbejde.«

»Der er klar grund til bekymring. Når mor og far er lukket inde sammen, eskalerer de problemer, der var i forvejen. Vi kan alle sammen genkende, at det at gå hjemme sammen kan give nogle gnidninger, og hvis der så er store konflikter i forvejen eller et misbrug, så eskalerer det nemt i den her periode.

»Da vi havde talt sammen en halv time, kom han ind ad døren, og hun sagde så: ’Han kommer nu. Jeg bliver nødt til at lægge på.’ Jeg nåede at sige mit navn til kvinden. I nat fik jeg en mail, hvor hun havde skrevet sit telefonnummer og et tidspunkt, hvor hun regner med at være alene. Så jeg kan ringe hende op.«

»Man kan sige, at familierne ikke dør af corona, men vi ser meget alvorlige sager, hvor børn overværer vold eller er alene hjemme med en alkoholiseret mor og ikke kan komme i skole. Det kan på længere sigt give nogle alvorlige traumer og vanskeligheder i forhold til indlæring og problemer med at danne relationer. Der bliver underrettet, men nødberedskabet er så svagt i nogle kommuner, at børn kommer til at lide voldsom overlast. Det er dybt bekymrende.«

»Det er en katastrofe uden lige. Benneweis er væk, og Dannebrog er også røget i svinget«

Frank Thierry, Cirkusdirektør i Cirkus Krone

Frank Thierry fra Cirkus Krone kan ikke se for sig, hvordan de og landets andre cirkusser skulle få lov til at rejse mellem byerne denne sommer – de kunne jo blive rejsende i smitte.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Vi sad hjemme i vores hus mandag aften og så statsministeren i fjernsynet. Jeg sagde til min kæreste: Det var vist det. Vi kommer slet ikke ud i år. Min ene datter brød fuldstændig sammen. Hun plejer at passe kiosken og tage imod billetter. Hun er en del af cirkus, og vi havde sagt til hinanden, at nu skal vi ud og give den gas i år.«

»Jeg taler sammen med de andre cirkusdirektører. Hvad gør du? Hvad kan vi gøre? De andre kæmper for at komme ud og har sat nogle datoer i maj. Men jeg kan ikke se, at vi skal få lov til at rejse mellem byer. Vi kunne jo blive rejsende i smitte. Vi hedder Cirkus Krone. Hvis bare én bliver smittet, så er det ’Cirkus Corona’. Det ville være frygteligt. Så ville vi være helt færdige.«

»Min morfar skabte Cirkus Krone for over 75 år siden. Han var stepdanser udlært ved en af Fred Astaires elever. Han levede af det og købte på et tidspunkt et markedstelt og begyndte at rejse rundt på markeder. Senere overtog min mor og gjorde det til en helt anden forretning med et telt med plads til 450 personer. Der var alt: jongleringsnumre og trapeznumre, dyrenumre og heste og alt. Ligesom i de store cirkusser.«

»I år skulle vi have haft en af verdens bedste hundedressører med. Vi havde også en klovn og nogle italienske artister, som skulle lave et akrobatnummer og et rulleskøjtenummer. Men det gik op for mig allerede i februar, at det nok ikke var så smart at få italienske artister herop.«

»Det er en katastrofe uden lige. Benneweis er væk, og Dannebrog er også røget i svinget. Jeg ved helt ærlig ikke, hvad vi gør. Jeg ved det ikke. Nu holder vi påskeferie og forsøger ikke at tænke på det. Men det kan jeg ikke. Jeg vågnede klokken halv fem i morges og stod op og begyndte at sidde og tænke: Hvad gør vi? Kan vi få kioskerne ud og holde? Kan vi tage pladerne af bilerne? Men vi giver ikke op – og det gælder alle i cirkusbranchen.«

»Mange af mine venner spørger, om jeg er nervøs for at gå på arbejde«

David Miara, portør på Rigshospitalet

Portør David Miara tager mange ekstravagter for tiden, for han har alligevel ikke så meget andet at lave. Men han passer på ikke at slide sig op – for hvis han går ned, kommer han jo til at mangle.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Vi er nogle af dem, patienterne er rigtig glade for at snakke med, for vi er der ikke for at snakke om deres blodtryk eller medicin. Transporten er et lille afbræk, hvor de kan snakke om hvad som helst. Men der er selvfølgelig også altid patienter, der ikke er i stand til eller ikke har lyst til at snakke.«

»Coronapatienterne herinde er mere syge end de patienter, jeg transporterer til hverdag. Det betyder også, at de sjældent er til at snakke med – enten fordi de er lagt til at sove eller fordi de er så syge, at de ikke kan snakke. Jeg har kun kørt med én, der kunne snakke. Men hun var meget fortvivlet og nervøs. Der kunne jeg godt mærke, at hun ikke lige havde lyst til smalltalk.«

»Vi har værnemidler på, når vi flytter patienterne. Jeg har en kittel, handsker, maske og enten briller eller en maske, der dækker øjnene. Man kan godt mærke, at medarbejdere og patienter kan blive lidt nervøse, når man kører forbi med alt det udstyr. Det ser jo også ret dramatisk ud.«

»Mange af mine venner spørger, om jeg er nervøs for at gå på arbejde. Men jeg ser det sådan, at hvis jeg tager de forholdsregler, jeg skal, så er jeg ikke usikker på arbejdet. Jeg skal nok mest af alt passe på, at jeg ikke bliver slidt op. Men selv om at det er hårdt, så er det også spændende, og jeg er glad for at kunne være med til at gøre en god forskel.«

»På grund af travlheden er der ekstra mange vagter, man kan tage herinde, og ligesom mange andre for tiden har jeg ikke så meget andet at lave i fritiden end at stene Netflix. Så jeg bruger bare muligheden for at bruge min tid på at tjene nogle ekstra penge. Men jeg skal passe på og lytte til min krop, for ellers kommer jeg jo til at mangle, hvis jeg går ned. Det er min chef heldigvis også rigtig god til at være opmærksom på.«