Interview
Læsetid: 9 min.

Overlæge: »I befolkningen har man en meget sort-hvid opfattelse af transkønnede«

Lovgivningen om og behandlingen af transpersoner i Danmark har ændret sig gennemgribende det seneste årti til det mere åbne og progressive. Samtidig er antallet af borgere, der får hormoner eller bliver opereret for at ændre på deres køn, steget voldsomt
På ti år er antallet af operationer, der skal hjælpe transkønnede, vokset markant. Det skyldes både ændringer i synet på transkønnede, men også at unge under 18 har fået adgang til hjælp.

På ti år er antallet af operationer, der skal hjælpe transkønnede, vokset markant. Det skyldes både ændringer i synet på transkønnede, men også at unge under 18 har fået adgang til hjælp.

Moderne Tider
18. april 2020

Information bragte for nylig historien om Daniel Valter Jensen, der måtte vente ti år på at få opfyldt sit højeste ønske: at få fjernet sine bryster. Han blev afvist, da han søgte i første omgang, blandt andet med henvisning til, at han var psykisk skrøbelig.

Siden har lovgivningen og systemet, der møder transkønnede, ændret sig. Det er i dag muligt at skifte cpr-nummer, transkønnethed er fjernet som psykiatrisk diagnose, og langt flere får i dag adgang til både hormoner og operationer. Også selv om de har psykiske vanskeligheder.

Der har siden 2015 også været tilbud om behandling af børn og unge transkønnede på Rigshospitalet.

En række centrale personer fortæller her om udviklingen, og om hvor kampen om transkønnede står lige nu.

»Jeg tænkte: ’Det her er jo næste slag, der skal vindes.’«

Astrid Højgaard

Ledende overlæge, klinisk lektor, Sexologisk Center og Center for Kønsidentitet, Aalborg Universitetshospital

»Jeg har altid interesseret mig for minoriteter, og i forbindelse med undervisning på universitetet, inviterede jeg transpersoner til at fortælle, og jeg fik derigennem øjnene op for, hvor besværligt det er at have en anden identitet end den, andre kan se. Jeg kendte jo desværre godt til, hvordan homoseksuelle blev stigmatiseret, da jeg var yngre, og jeg tænkte: ’Okay, det her er jo næste slag, der skal vindes.’

Faktisk var Danmark et af de første lande, der overhovedet behandlede transkønnede, og i mange år var vi foregangsland, men vi fulgte ikke med, og efterhånden var vi blevet et af verdens mest restriktive lande.

Den gamle lovgivning var baseret på et meget binært syn på køn: Enten er man mand eller kvinde, og trives man ikke, kan man måske få det lavet om. Men det krævede, at transpersonen gik hele vejen og for eksempel blev kastreret. Hvis man kunne leve med sine kønsdele, var man ikke transkønnet. Det var alt eller intet. Det var en ekstremt paternalistisk og indgribende lov.

Der er sket rigtig meget de seneste fem år. I 2015 ændrede man vejledningen, så man kunne skifte cpr-nummer, og den store ændring kom, da man i 2017 besluttede, at transkønnethed ikke længere er en psykiatrisk diagnose.

Tidligere måtte man heller ikke have en psykiatrisk lidelse for at blive behandlet. Men i dag har vi patienter med depression, skizofreni og borderline. Man skal være velbehandlet – det vil sige ikke psykotisk – når der skal træffes behandlingsbeslutninger. Men derudover er psykotiske episoder ikke en hindring.

Efter at lovgivningen og reglerne er blevet lempet, kan patienter, som før blev afvist, nu blive behandlet. Og nogle af vores patienter har ventet rigtig længe. Forleden talte jeg med en patient i 50’erne, som hele sit liv har vidst, at vedkommende var et andet køn end det tildelte, men som har været gift og har fået børn.

Vedkommende har forsøgt at sige noget om det til sin partner og er ikke blevet hørt, men nu er det ikke muligt at vente længere. Jeg har også haft endnu ældre patienter, som har været gift i mange år, og når så ægtefællen falder bort, kan patienten endelig begynde transitionen.

Jeg bliver tit spurgt, om de stigende tal er udtryk for en ophobet pukkel, men det tror jeg ikke. Den største gruppe, der kommer til os nu, er unge mellem 18 og 22 år. Og jeg tror, at tallet vil blive ved med at stige. Der er altid en frygt for, at nogle vil fortryde behandlingen. Ikke mindst unge. Altså inden de så at sige er ’størknet i formen’. Men vi ved, at kønsidentiteten typisk bliver lagt ned i os omkring tre-fireårsalderen.

Så når unge mennesker på 13-14 år siger, at de ikke føler sig tilpas med forandringerne i deres krop, skal vi lytte. Og undersøgelser fra Storbritannien af 4.000 voksne personer i behandling viser, at under en halv procent fortryder. Af de 300 nye patienter, vi har fået henvist om året siden 2017, har vi ikke oplevet nogen, som har fortrudt.

I befolkningen har man en meget sort-hvid opfattelse af transkønnede som nogle, der enten ønsker at blive kvinde i stedet for mand eller omvendt. Men faktisk er der fem gange så mange af dem midtimellem – de nonbinære. De transkønnede er efterhånden godt kørende. De nonbinære bliver den næste gruppe, som folk skal lære at forstå.«

»På kort sigt går det godt, men hvad med om 30 eller 40 år?«

Malene Hilden

Overlæge, ph.d. Leder af Center for Kønsidentitet, Rigshospitalet

»I 2012 var jeg en af to læger på Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet, der tog sig af de her ting. Og der begyndte at ske noget i miljøet. Dels var der flere henvisninger, men der var også stigende kritik af behandlingen. I 2014 og 2016 lavede Amnesty International en omfattende rapport og en kampagne, der for alvor fik politikerne til at vågne op.

De få patienter blev dengang udredt på Sexologisk Klinik, hvor man havde en historisk restriktiv tilgang. Holdningen til transkønnede havde levn fra dengang, man så det som en seksuel afvigelse i tråd med transvestisme. Man behandlede kun transkønnede, der gik hele vejen – fra mand til kvinde eller omvendt, og de nonbinære talte man slet ikke om.

I 2017 fik vi den nyeste vejledning, hvor man som det første land i verden fjernede den psykiatriske retorik. Nu er andre lande på vej med det samme. Derfra har virkelig meget ændret sig, og det er nok en af årsagerne til, at der pludselig kom så mange patienter til os.

Men når vi taler med kolleger internationalt, oplever de også samme stigninger, selv om de ikke har ændret deres lovgivning. Jeg tror, det skyldes mere fokus i samfundet, pressens interesse og vidensdeling på sociale medier.

Særligt blandt de unge. Jeg har selv teenagebørn, og de ved godt, hvad det vil sige at være transkønnet, og mange unge går i klasse med eller kender en, der er nonbinær. Sådan var det ikke for fem-ti år siden.

Topoperationer udføres på Rigshospitalet, på Aalborg Universitetshospital, på Rigshospitalet og på Odense Universitetshospital – dog flest i Aalborg.

Topoperationer udføres på Rigshospitalet, på Aalborg Universitetshospital, på Rigshospitalet og på Odense Universitetshospital – dog flest i Aalborg.

Den store udfordring har været og er fortsat, hvordan vi skal behandle de nonbinære. Vi ser stadig flere, der kun vil have små dele af behandlingen – nogle vil have brysterne fjernet uden at få kønshormoner, mens andre vil have mikrodosering, så de måske bare får en smule mere hår på benene. Vi mangler stadig at få afklaret, om det er en behandling, der skal tilbydes i det danske sundhedsvæsen og i hvilket omfang og til hvem.

Jeg synes, det har været stort og spændende at være med til udviklingen. Men det har også været med en vis bæven, må jeg indrømme. Som behandler er jeg naturligvis bange for, om vi gør noget forkert. Man kan jo godt frygte, at der kommer nogen om 20 år og siger: ’Hvad pokker lavede I?’.

Derfor har vi brug for at lave opfølgninger og målinger på, om vi gør det godt nok, og om der er nogle, der fortryder. Vi har jo indført en meget udvidet behandling uden at vide, hvad langtidskonsekvenserne er. På kort sigt går det godt, men hvad med om 30 eller 40 år?«

»Vi er langtfra i mål endnu«

Alex L. Delamare

Projektleder i LGBT+ Danmark, nonbinær

»Siden behandlingsvejledningen blev ændret i 2017, har vi set et vigtigt skred, i forhold til hvem der kan modtage behandling. Men jeg mener bestemt ikke, at vi er i mål endnu. Selv om vejledningen nu rummer flere personer med forskellige kønsudtryk og kønsidentiteter end før, ser jeg stadig, at vejledningen kan og bliver tolket forskelligt. Særligt når det kommer til personer, der ikke ’passer’ præcis på vejledningen.

Selv om vi er selvfølgelig glade for, at flere personer har fået adgang, og vi generelt føler os imødekommet og godt behandlet, ser vi det som vores opgave fortsat at stille os kritiske over for behandlingen og tale på vegne af de personer, der er frustrerede eller oplever diskrimination i systemet. Sammen med de andre transorganisationer og -aktivister er det mit job at arbejde hen mod det tilbud, vi tror er bedst for miljøet.

Det, at vi som det første land i verden har fjernet transkønnethed fra listen over psykiatriske diagnoser, passer godt ind i den danske forestilling om modernitet. Men vi ønsker en vejledning, der bygger på informeret samtykke ved første møde som i eksempelvis Canada. Det betyder ikke, at der ikke også kan være tilbud om psykologsamtaler til de personer, der selv ønsker det.

Men at bede alle transpersoner om at skulle dele private historier om deres liv, så behandlere kan vurdere, om vi har den rigtige form for kønsligt ubehag, synes vi grundlæggende er problematisk.

Det peger for mig på en underlæggende patroniserende forestilling om, at vi ikke er velreflekterede, ansvarlige mennesker, der er i stand til at kende os selv. Og vi er bekymrede for det mentale velvære hos både børn og voksne – der indimellem fortsat ender med meget lange udredningsforløb, ventelister, strenge vægt- og rygerestriktioner, udskudte operationsdatoer, og som frygter ikke at komme gennem nåleøjet i forhold til operationer.

»De får ikke bare hormoner for sjov. Det er alvor, det her«

Marie Elisabet Lind-Thomsen

Forperson i FSTB, Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn. Akademisk medarbejder og mor til en transkønnet dreng

»Da vores søn sprang ud som 13-årig, forstod vi simpelthen først ikke, hvad han sagde. Vi kunne godt fornemme, at det var vigtigt, at vi accepterede, at han ville være en dreng i stedet for en pige, men vi havde ikke et sprog for det. Og det var ham, der forklarede, hvor vi kunne finde informationer, og som slæbte os med til et møde for forældre til transkønnede i Odense, hvor vi bor.

Han skiftede navn, og det var mig, der ringede til skolen og til onkler, tanter og bedsteforældre og tog den indledende snak. Alle var rigtig gode, men der er jo nogle vaner, man skal aflære. Man skal lære at sige ’han’ og bruge et nyt navn. Og det skal der lige være plads til.

Selv om loven netop var blevet ændret, var systemet ikke på plads, og han var på venteliste i over et år til hormonbehandling. I mellemtiden var han blevet 14 år, og teenageperioden er den allerværste for en transkønnet. Han oplevede, at kroppen gik i den forkerte retning med kvindelige former og den slags.

Han var 15 år, da han endelig fik hormoner. Og det har bare været godt. Han har selv forklaret, at han fik den ro i sig selv, han havde manglet. Børn under 18 kan kun blive behandlet i København, og det er et af vores helt store ønsker i foreningen, at de også får mulighed for at komme til i Aalborg og Odense.

Vi arbejder også på, at børn får lov til at skifte juridisk køn. De oplever mange situationer, hvor de står med deres sygesikringskort, og folk kigger på dem og for eksempel spørger: ’Har du taget din søsters kort?’

Eller ved paskontrollen, hvor det kan være svært at få barnet med på ferie, fordi cpr-nummeret ikke passer med udseendet. Vi kunne også godt tænke os, at alle kommuner havde en mangfoldighedspolitik, så det ikke kun er op til den enkelte lærer eller skole at anerkende transkønnede børn og unges kønsidentitet.

Mange spørger: ’Hvad nu hvis barnet fortryder?’ Men min bekymring er mere, hvilken skade vi gør på børnenes livskvalitet, hvis vi ikke lader dem leve i det køn, de opfatter sig som.

Forskningen viser, at de allerfærreste fortryder. Og det skal ses i forhold til de mange børn, der får forbedret livskvalitet. Og at man kan se, at antallet af selvskade og selvmordsforsøg i gruppen daler, når de får den rette behandling. De får ikke bare hormoner for sjov. Det er alvor det her. Det er mennesker, vi gerne vil have godt igennem livet.«

 

Tal om transkønnede

Rigshospitalet er det eneste sted i landet, der laver nedre kirurgi – altså fjerner og tildanner kønsdele. Topoperationer udføres på Rigshospitalet, på Aalborg Universitetshospital, på Rigshospitalet og på Odense Universitetshospital – dog flest i Aalborg.

Rigshospitalet er også det eneste sted, der tager imod børn og unge under 18. Tabellen nedenfor viser antallet af henvisninger til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i perioden 2008-2019 for udredning vedrørende kønsidentitetsforhold:

 

 

​Under 18 år

Over 18 år

2008

​–

​65

2009

​–

​88

2010

​–

​93

2011

​–

​109

​2012

​–

​126

2013

​–

​128

​2014

4​

​161

​2015

​64

​224

2016

​97

​213

2017

​105

​236

2018

​108

​204

2019

​168

​216

  

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når Astrid Højgaard siger: "Men vi ved, at kønsidentiteten typisk bliver lagt ned i os omkring tre-fireårsalderen", skærpes min nysgerrighed/interesse. For hvem? lægger hvad? på hvilken måde? Giver overlægen her udtryk for, at transkønnethed etableres på baggrund af særlige påvirkninger under opdragelsen/dannelsen? Og hvis det er tilfældet, hvilke forebyggende initiativer giver det så anledning til at overveje?