Læsetid: 6 min.

Sine Plambech: Coronaen næres af racisme og økonomisk ulighed

New York lærer os på ny, at coronaens arkitektur følger økonomiske strukturer, vi allerede kender. De er forudsigelige. Corona næres ved ulighed og finder vej gennem de sociale revner, som arbejdsløshed, små boliger og privat sundhedsvæsen efterlader
Mange af dem, der dør, er sorte amerikanere og immigranter. Nye tal fra 29 stater viser, at sorte udgør 33 procent af indlæggelserne, selv om de kun udgør 18 procent af befolkningen.

Mange af dem, der dør, er sorte amerikanere og immigranter. Nye tal fra 29 stater viser, at sorte udgør 33 procent af indlæggelserne, selv om de kun udgør 18 procent af befolkningen.

Andrew Kelly

18. april 2020

Antroprolog Sine Plambech er gæsteforsker på det amerikanske eliteuniversitet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog om verden, som den tager sig ud fra hendes vindue på Yale.

Hver morgen går jeg op på en dramatisk rød klippetop i skoven her i Connecticut, hvorfra jeg kan se ind over Atlanterhavets bugt mod New York. Trods stilheden og de milde forårsvinde på klippetoppen er det umuligt at ignorere, at coronadøden raser lige på den anden side af bugten.

Vi bor her i USA’s epicenter – der udgøres af staterne New York, New Jersey og Connecticut. Men der er epicentre i epicentret. Tag toget fra vores by eller subwayen fra de fashionable gader i Manhattan, til endestationerne i Queens, og du ankommer i epicentrets epicenter, de fattige bydele Elmhurst, Jackson Heights og Corona – ja, det hedder bydelen.

Her er kølevogne parkeret foran hospitalerne som midlertidige lighuse. Epicentret er de kaotiske hospitalsgange i Queens, hvor respiratorer giver luft til de mange ældre sorte mennesker i sengene.

Der er efterhånden mange mindre epicentre som Queens i USA. De har én ting tilfælles. Mange af dem, der dør, er sorte amerikanere og immigranter. Nye tal fra 29 stater viser, at sorte udgør 33 procent af indlæggelserne, selv om de kun udgør 18 procent af befolkningen. Og der er store udsving. I Louisiana er 70 procent af de døde sorte. I Queens, med 200 forskellige nationaliteter og mere end 100 forskellige sprog, testes 86 procent positivt på deres lokale hospital i Elmhurst.

Men her i Connecticut halvanden time fra Queens møder jeg kun enkelte andre på min morgentur hjem fra klippen. Med mundbind går vi i store femmetersbuer uden om hinanden, selv om det ikke er her på de brede villaveje med store træhuse og grønne haver, at smitten er størst.

Afstanden mellem husene er så stor, at vi ikke som i New York kan høre, hvis naboen klapper af sundhedspersonalet. I stedet ringer vi i solidaritet med en larmende klokke fra verandaen klokken 20 hver aften. De rige newyorkere er taget herop til Connecticut til deres sommerhuse. Politiet går rundt i sommerhusområderne og kigger efter NY-nummerplader og beder dem gå i karantæne.

Men vi hører flere og flere sirener om natten nu. Selv vores lille by har sit epicenter. Brandstationen ligger nær os, og ambulancerne skal forbi vores hus for at komme over på den anden side af bakken. Der, hvor smittetallet er på raketfart. Der, hvor mange sorte amerikanere bor.

For at spare penge bor folk i overfyldte lejligheder, nogle med deres gamle mor eller far, fordi de ikke har lyst eller råd til at sende dem på plejehjem. Min teenagesøns sorte venner bor med så mange andre familiemedlemmer, at de sjældent inviterer nogen venner hjem. De kan ikke hænge ud i fred. Her er social distance et privilegium.

Yales hospital har opstillet et drive-in corona test centre. Men modsat de fleste her i byen har familierne der ikke en bil. Drive-in fungerer ikke for folk uden bil, så hvordan skal vi blive testet, spørger de? Corona næres ved ulighed og finder vej gennem de sociale revner, arbejdsløshed, små boliger og privat sundhedsvæsen efterlader. Som en socialarbejder sagde til vores lokalavis: »Vores massive sociale arbejde her kan aldrig skjule, hvad corona afslører: den permanente underklasse i USA.«

Zoom-bombet

Yale er lukket ned, så efter min morgentur blænder jeg endnu en gang op for Zoom på mit hjemmekontor. I dag til et onlineseminar med amerikanske kolleger om race, migration og coronaepicentre i USA. En kollega mener, at race skal ses som en underliggende årsag til de høje dødstal, på linje med lungesygdomme og sukkersyge. En anden viser fotos fra native-american- reservater i øde ørkenegne. Reservaterne er hastigt på vej som nye epicentre. Folk dør i hobetal med to timer til nærmeste læge.

En tredje kollega fortæller om konservative røster, der beskylder de sorte for deres egen coronadød. Argumenterne lyder: Hvis de ikke spiste så dårlig mad; hvis de ikke var så fede; hvis de ikke havde sukkersyge; hvis de ikke var så dårlige til at forstå sundhedsmyndighedernes information og ikke var så overtroiske som at tro på myten om, at corona ikke rammer sorte – så ville de ikke dø.

Nogle af argumenterne har hold i virkeligheden, flere sorte amerikanere har faktisk sukkersyge. Og myten om, at sorte ikke skulle blive smittet, cirkulerer stadig i nogle miljøer.

At beskylde dem for egen død, pointerer min kollega, overser, at fattigdom og racisme er en underliggende årsag til sukkersyge. Og at sygdomsmyter trives glimrende, når der ikke er tillid til myndighederne. Men i den konservative optik har sorte og migranter kort sagt friheden til at vælge ikke at dø af corona, hvis de bare ændrede deres dårlige vaner.

Zoom-mødet fortsætter. Vi ser fotos fra et andet nyt epicenter, South Dakota, hvor der ikke er lockdown. Den republikanske guvernør mener ikke, at staten skal bestemme, hvornår og om folk skal gå på arbejde, i kirke, feste, mødes i det hele taget. »Vi giver folk friheden til at vælge deres sundhed. Vi tror på friheden,« siger guvernøren. Men nu er tusindvis af migranter på byens svineslagteri ramt. Corona er ligeglad med amerikanske frihedsidealer.

Midt under mødet bliver vi pludselig Zoom-bombet. Hackere angriber seminaret og sender hundredvis af nazitegn og ’Fuck Niggers’ ind over vores ansigter og fotos. Det sker tit nu, siger vores erfarne vært og lukker roligt ned for de aggressive hackere. Mens sorte dør i USA, har racistiske hackere en onlinefest.

Coronaens arkitektur

I modsætning til i Danmark viser hospitalerne her dagligt fotos af døde mennesker stakket i hvide ligposer. Hospitalerne i Queens beder familierne hente ligene, men det er dyrt. Migrantfamilierne prøver at få deres døde brændt og sende asken til deres hjemlande.

En ung immigrantdreng fortæller til Financial Times, at han skal betale 900 dollar for kremeringen af sin døde mor, mens hans far er døende i en respirator. New York City giver tilskud til begravelser, men ikke til drengens familie, for de er i USA illegalt.

Før corona løb i New Yorks årer, sad trætte immigrantarbejdere som drengens forældre døsende på subwayens orange plaststole på vej hjem til Queens efter ti timers job som restaurantarbejdere, kassedamer, barnepassere, rengøringsassistenter, opvaskere, bagage- og lufthavnsarbejdere.

Alle de essentielle arbejdere, der holder New York i live. De, der ikke kan slå computeren til og gå på hjemmekontoret. Sammen med sundhedspersonalet er mange af USA’s frontlinjearbejdere illegale immigranter. Nu er de ironisk nok både illegale og essentielle.

En af dem, der hjalp illegale migranter – Lorena Borjas, en transgenderaktivist i Queens – er netop død af corona. Jeg har fulgt hendes arbejde blandt migranter og sexarbejdere i Queens i længere tid. Nu deler venner og aktivister inde i New York tanker og savn.

Lorena mente ikke, at folk skulle fordømmes og beskyldes for egen død. I stedet skulle man være solidarisk med dem. Forstå deres liv og valg. Mange af de familier i Queens, der er ramt af corona, modtager ingen løn nu og ingen hjælp fra regeringen, fordi de er illegale eller har sorte job. De har ikke brug for at blive reddet, sagde Lorena, de har brug for klare svar om deres rettigheder, hvordan de undgår at blive hjemløse, hvor de kan få mad, medicin og penge til telefonregningen, så de kan være i forbindelse med hinanden.

De kæmper nu uden Lorena, men heldigvis sammen med de mange andre socialarbejdere og aktivister i Queens.

Vi kan lære af New York. Eller i det mindste gen-indse, at coronaens arkitektur følger de økonomiske strukturer, vi allerede kender. De er forudsigelige. Epicentrets epicenter opstår typisk i det, der i international udviklingsøkonomi kaldes fattigdomslommer med elendighed, dårlig sundhed og ulighed.

Der kan være nok så rigt, fint og godt i skoven, på klippetoppen, i sommerhusområdet, i fancy Manhattan-kvarterer og i villakvarterer i storbyer i Afrika og Latinamerika. Men lige på den anden side af bakken, bugten og broen er epicentrets epicenter. Der, hvor friheden er en illusion.

 

Serie

Sine Plambech skriver dagbog fra Yale

Sine Plambech er seniorforsker på DIIS, antropolog og for tiden gæsteprofessor på eliteuniversitetet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog til Information om verden, som den tager sig ud set fra Yale.

Seneste artikler

  • Sine Plambech: Sorte lig på de hvides middagsbord

    13. juni 2020
    Politiets mord på George Floyd og den voldsomme overrepræsentation af sorte i statistikken over coronadødsfald har gjort ’strukturel racisme’ meget synlig. Men hvordan gør man op med en struktur? Og kan man bekæmpe fortidens spøgelser, hvis ikke man tror på dem? Tag med til den hvide elites middagsborde i universitetsbyerne på USA’s østkyst
  • Corona: De rige er kun modstandsdygtige, hvis de fattige også er det

    14. marts 2020
    Fra autoritære regimer til rådne sundhedssystemer: Corona udstiller nådesløst akilleshælene i de lande, den raserer. I USA er corona en tidsindstillet bombe, skriver Sine Plambech i sin tredje dagbog fra Yale
  • Dagbog fra Yale: »Tænk ikke, find mig en mand!«

    25. januar 2020
    Enlige mødre, der sælger sex for at overleve, betagtes ikke som en del af den globale arbejdsmigration. Men de er netop et destillat af globaliseringen og viser en historie om ulighed, penge, rettigheder og længslen efter et bedre liv, skriver Sine Plambech i sin anden Dagbog fra Yale
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Kim Folke Knudsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Poul Anker Juul
  • ingemaje lange
  • Maj-Britt Kent Hansen
Dorte Sørensen, Kim Folke Knudsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Poul Anker Juul, ingemaje lange og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Udviklingen i USA er tragisk. Det har sine årsager i et dysfunktionelt sygehusvæsen.

Sygehusvæsenet har været underprioriteret i årevis og det har ikke har den samme kapacitetsgrænse som mere velfungerende sygevæsener i andre lande.

Oveni kommer et politisk system, som er splittet til atomer af en Præsident, der dyrker spild og modsætninger. Myndigheder er i USA i mange områder opfattet med dyb mistillid. Resultat den føderale stat er svækket i forhold til at koordinere indsatsen på nationalt plan.

Donald Trump er ikke den værste af statsoverhovederne. Han er tøvende gået med til at inddæmme smitten i USA, men hans twitter kommentarer virker ikke altid lige fremsynede.

Det land jeg pt. er mest bekymret over er Brasilien. Her har vi et sygehusvæsen, som ikke er af europæisk og asiatisk ( Syd Korea, Singapore, Japan ) standard. Vi har massive uligheds forskelle og levevilkårs forskelle mellem de rige brasilianere og så den fattige befolkning, som lever i usunde slumbyer, der omgiver Brasiliens storbyer.

Jair Bolsonaro Brasiliens Præsident ser du til at være det statsoverhoved i hele verden, som helt konsekvent fornægter faren for hans lands befolkning ved denne globale epidemi. Han ynder at posere med hans tilhængere i selskaber uden afstand og med bemærkningen. Jamen det er jo bare en uskyldig influenza, hvorfor al det hysteri med nedlukning af samfundet ?. Vi får se, hvad som hænder, men for mig er det gambling med egen befolknings liv og velfærd.