I retten: »Jeg siger to eller tre gange, at hun skal give slip, fordi jeg måske er smittet med corona«

»Hun tager fat sådan her.«

T holder den højre arm frem foran sig. Med den venstre hånd griber hun fat om sit højre håndled for at vise, hvordan den anden kvinde holdt hende fast. Hun kigger på anklageren.

»Siger hun noget?«

Det kan T ikke huske.

»Der var en del tumult.«

T sidder midt i retslokale D i retten i Holbæk. Hun er tiltalt i en sag om såkaldt coronarelateret vold uden for værtshuset Det Lille Apotek i Gørlev, hvor hun ifølge anklageskriftet har spyttet en anden kvinde i ansigtet og råbt, at hun var smittet med corona. Kvinden havde taget fat om hendes håndled og forsøgt at få hende til at forlade stedet.

»Jeg siger to eller tre gange, at hun skal give slip, fordi jeg er syg og måske er smittet med corona,« siger T.

Kvinden slipper ikke. Så træder T frem mod hende og begynder at hoste.

Sagen fra Gørlev er den første af en række straffesager, hvor der ifølge anklagemyndighederne er tale om coronarelaterede overtrædelser af straffeloven. Sagen er i medierne blevet omtalt som en sag om »coronavold« og har fået en del omtale, siden Folketinget i marts fremsatte et forslag om at skærpe straffen for en række forbrydelser under epidemien, for eksempel skal tyveri af håndsprit kunne give fængselsstraf, mens straffen for bedrageri fordobles, hvis lovovertrædelsen har »baggrund i eller sammenhæng med« epidemien.

Der står ikke noget i lov L 157 om straffen for at hoste en anden person i ansigtet – og måske ville sagen i andre tider ikke være endt i retten.

Men nu har den altså fået et sagsnummer og en retssal og en dommer og to nævninge, og uden for retsbygningen står medierne med deres kameraer og venter på afgørelse og en kommentar. 

»Jeg går lige ned og forsøger at få en dæmper på tingene«

Retssagen starter klokken 13. 

Det er den eneste retssag i hele retten denne dag, og der er øde i receptionen og på gangen uden for retssalen, hvor stolene står med to meters mellemrum. 

T rejser sig fra sin plads ved siden af sin advokat og går hen til vidneskranken midt for dommeren og de to domsmænd, hvor hun sætter sig. Hun er 29 år og klædt i en lyserød bluse med sløjfer på siden og et pallietmotiv af en ugle med kæmpe øjne. Hun ser trykket ud.

T begynder at fortælle om den 13. marts omkring klokken syv om aftenen. Hun var på daværende tidspunkt i karantæne under mistanke for smitte med corona og var derfor hjemme i sin lejlighed i den lille by Gørlev på Vestsjælland. I samme bygning ligger værtshuset Det Lille Apotek, og ifølge T kunne hun og hendes kæreste ofte ikke falde i søvn, fordi de kunne høre musikken fra værtshuset.

»Sengen stod nærmest og hoppede på grund af deres bas,« forklarer T i retten.

»De stoppede først klokken fire om morgen.«

»Er det et diskotek,« spørger anklageren.

»Det skulle man tro.«

Hun og kæresten havde kun boet der en måned, men havde flere gange været nede for at bede bartenderen om at skrue ned. Men ifølge T fik hun at vide, at hun »bare skulle tie stille«.

»Den 13. marts går du så derned igen?«

»Ja,« siger T.

»Jeg går ned for at bede dem om at skrue ned.«

Hun bliver afvist og bedt om at gå igen. På vejen ud tager hun en spand og kaster mod døren ind til værtshuset.

»Jeg bliver så frustreret,« forklarer hun i retten.

Det hører naboerne. De går han til vinduerne, hvorfra de kan se T gå rundt uden for Det Lille Apotek. Ifølge dem kaster hun flere ting i retning mod værtshuset.

»Så siger jeg til min mand: ’Jeg går lige ned og forsøger at få en dæmper på tingene’,« siger naboen i retten.

»Straffen må skærpes«

Hun er det første vidne. Hun har tatoveringer på knoerne og høje læderstøvler til lige under knæene. Hendes sorte frakke ligner en troldmandskappe. Hun forklarer i retten, at hun går ud af huset og over til Det Lille Apotek, hvor T står og råber ad en af medarbejderne på værtshuset.

»Så prøver jeg at få T ned mod sin hoveddør i stedet for mod værtshuset.«

»Hvordan gør du det?,« spørger anklageren.

»Jeg tager fat om hendes håndled og forsøger at få hende til at gå tilbage mod sin lejlighed. Så begynder hun så at hoste mig i hovedet. Alt, hvad hun siger bagefter, foregår med spyt og host.«

»Stadig på afstand?,« spørger anklageren.

»Nej, hun går tættere på.«

»Siger du noget til hende?«

»Jeg siger, at jeg simpelthen ikke vil have, at hun står og hoster mig i hovedet.«

T river og forsøger at bide naboen i hånden for at komme fri. Naboen slipper og beder hende om at gå tilbage til sin lejlighed. Det gør T. Ingen kommer til skade under skænderiet, bortset fra at nabokvinden har fået to små rifter på det ene håndled. 

Efter afhøringerne procederer anklager og forsvarer. At hoste andre i ansigtet eller at pådrage andre en rift er normalt ikke en sag for domstolene, men truslen om smitte med corona har fået anklagemyndigheden til at tage sagen i retten.

»Denne sag må vurderes i lyset af coronasituation,« siger anklageren i sin procedure. »Straffen må skærpes.«

Tonen er alvorlig.

»Min påstand er derfor ikke under tre måneders fængsel. Sagen har en sådan alvorlig karakter, at en betinget dom ikke kan komme på tale.«

I sin procedure siger forsvareren, at der er tale om vold af »meget begrænset omfang«. Der skal »meget mere til«, før fængselsstraf kan komme i betragtning.

Dommeren og de to domsmænd forlader retssalen og kommer tilbage efter en halv time. T kendes skyldig i at have bidt og revet, men ikke i at have spyttet naboen, og at hun på det tidspunkt var mistænkt for at være smittet med corona er en skærpende omstændighed. Hun idømmes 20 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

T har anket dommen til landsretten.