Læsetid: 11 min.

For ti år siden lærte jeg, hvad døden er. Nu forstår jeg, hvad den viden gør ved livet

Et brev til min far
Jesper Bennike tager sol bag en jolle på Strib Strand på Fyn i juni 1994 sammen med sine børn, Marie og Christian. Han er 42 år på billedet. Han blev 58 år gammel.

Jesper Bennike tager sol bag en jolle på Strib Strand på Fyn i juni 1994 sammen med sine børn, Marie og Christian. Han er 42 år på billedet. Han blev 58 år gammel.

Privatfoto

11. april 2020

Far,

Det er ti år siden, jeg sidst så dig, og jeg kommer aldrig til at se dig igen. Bortset fra om natten, hvor vi af og til spiller fodbold og går ture langs stranden tæt ved dit gamle hus. Forleden nat lagde vi os i læ bag en jolle foran hybenbuskene ligesom på et af billederne i fotoalbummet, du lukkede øjnene og lod solen varme dit ansigt. Men selv om natten er du syg. Du går dårligt og svinger kun den ene arm, og jeg ved altid, at det ikke varer ved: At drømmene ikke varer ved, og at livet ikke varer ved. Det ved jeg også, når jeg vågner. Jeg ved, at livet ender, og det har jeg vidst siden den dag i februar for mere end ti år siden, da jeg kørte dig til hospitalet i Aabenraa.

Det var en gul dag med pletter af sne på de hårde, kolde marker langs motorvejen, vi kørte stik syd, og den lave sol spejlede sig i vejbanen. Jeg ventede på gangen. Din krop havde ikke responderet på parkinsonmedicinen, men de kunne vel give dig noget andet, de kunne undersøge dig, scanne dig, finde ud af noget. Bagefter sad vi på en bænk ved den store hoveddør, hvor KOL-patienter i hvide hospitalsskjorter kom ned for at ryge. Du var stille, jeg spurgte, om du frygtede for dit helbred, og så sagde du pludselig, at du frygtede for dit liv, at du nok ikke blev rask igen. Det var første gang, jeg forstod, hvad døden var, men det er først nu, jeg forstå, hvad den viden gør ved livet.

Det er påske, dødens højtid. Det er præcis ti år siden, du gik bort, og verden er nu mere optaget af død og sorg, end jeg før har oplevet.

Jeg er ved at læse en biografi om Nietzsche, som du ville synes om, fordi den handler en hel masse om Wagner (vidste du, at han kun gik med skræddersyede silkeunderbukser?). Nietzsches far var præst i en lille østtysk by og led af en mystisk sygdom. Han blev først blind og stum, så sengeliggende, og før han fyldte 36 år, døde han. Selv om Nietzsche kun var fire år gammel, da det skete, forfulgte hans fars død ham resten af livet:

»Jeg havde allerede oplevet stor tristhed og sorg i mit unge liv, og var derfor ikke lige så ubekymret og vild, som børn normalt er,« skrev han senere om sin barndom. Og det er klart, for hvordan kan man være ubekymret og vild, når man kender døden? Døden tager magten over livet.

Kan du huske, du ringede til mig en aften, hvor jeg var på arbejde i garderoben i Operaen på Holmen? Jeg stod i pressefoldet uniform i den oplyste foyer og ventede på, at La Traviata skulle slutte, og så ringede du. Du lå fladt på ryggen i din hæve-sænke-seng med det headset, jeg havde købt til dig i Elgiganten i Odense, din stemme var så tynd, at jeg ikke kunne forstå, hvad du sagde.

»Far?«

Jeg gik ud i den blæsende kulde og kunne høre, at du græd.

»Har jeg været en god far?«

Du gentog det flere gange, og jeg fumlede i lommerne efter mine cigaretter.

De fleste af mine minder om dig er nu mere fornemmelser end fortællinger. At gå ned ad gaden med bare tæer på våd asfalt og mærke småstenene klynge sig til fodsålerne. Duften af grantræer i indkørslen. Du var ikke altid nogen god far, det ved du godt selv, tror jeg, og nu hvor jeg selv har en søn, forstår jeg, hvor svært det er at være forældre. Dit barnebarn, som du aldrig kommer til at møde, er snart to år. Han vil aldrig huske, at hans mor og jeg står op om natten for at give ham sut, at vi læser Totte-bøger og stryger ham over håret. Det er først nu, jeg forstår, at du også har gjort alt det for mig.

»Du har været en dejlig far,« sagde jeg i telefonen.

Vi gik i kiosken om lørdagen for at tippe, kan jeg huske. Der duftede af tobak og papir, jeg stod på gulvet, mens du udfyldte en tipskupon til dig selv og en til mig.

»Coventry mod West Ham,« spurgte du, og jeg havde mit eget system: Kendte jeg begge hold, tippede jeg X, kendte jeg kun ét af holdene, tippede jeg på det hold, jeg kendte. Vi cyklede hjem under kastanjetræerne. Spillede fodbold på den sumpede bane nede i mosen. Hvad blev der af den kogebog med alle Milan-spillernes yndlingspastaretter? Du lavede Paolo Maldinis pastaret til mig. Og Lentini, kan du huske ham, stortalentet, som en dag mistede herredømmet over sin Porsche et sted uden for Torino og lå i koma i flere dage, han blev aldrig rigtig god igen. Jeg var kun seks år gammel, men det biluheld knuste mit hjerte, måske fordi det knuste dit. Vi hang sammen dengang.

Jeg kan godt lide at fortælle folk om den sidste gang, vi talte sammen. Hvordan du lå i sengen med bar overkrop, at du ikke kunne bevæge dig og næsten ikke kunne tale. Det var den dag, du døde, vi var kommet for at sige farvel, jeg satte mig på en stol ved siden af sengen, du åbnede munden for at sige noget, jeg lagde øret til dine læber, og du hviskede, at du egentlig altid havde ment, at Barolo var overvurderet.

Jeg har fortalt den historie så mange gange, at jeg ikke længere ved, hvor fortællingen stopper, og mindet begynder. Måske var det en anden dag, måske har du slet ikke sagt det? Jeg ved ikke længere, hvor du stopper, og jeg selv starter. Men jeg ved, at det hele krøllede sig sammen den aften – Lentini og Barolo selvfølgelig, men også alle dine søvnløse nætter med mig dengang i 80’ene, som jeg ikke husker, men som alligevel er et sted i min krop – det krøllede sig sammen under mine ribben og er aldrig forsvundet.

Mens solen gik ned, lagde jeg hånden på dit kolde kraveben, pulsen var væk, skikkelsen i sengen var ikke længere dig, men en krop, der langsomt blev stiv og bleg, så jeg vaklede ud i haven, hvor duggen lige var faldet. Det var en mild aften, lærketræernes mørke silhuetter tegnede sig mod himlen, og jeg satte mig på hug i det fugtige græs.

Jeg læste det mest forfærdelige i dag, far. At de, der dør af coronavirus i Italien, dør alene, fordi ingen må komme ind til dem. Smitten må jo ikke spredes, så der sidder ingen døtre og sønner ved sengen og holder deres far i hånden. Man ligger bare alene mellem maskiner og fremmede, bange og ensom, indtil man bliver kvalt, eller ens organer sætter ud. I det mindste var du ikke alene.

Mennesker dør på de mest utrolige måder. En sommerdag i 1993 var advokaten Garry Hoy i gang med at vise en flok studerende rundt på sit advokatkontor i Torontos finanskvarter. Da de nåede til det lille mødelokale lavede han det samme trick, som han plejede, når der var rundvisninger: For at vise at vinduerne skam var brudsikre kastede han sin 74 kilo tunge krop imod ruden. Glasset holdt rigtig nok til sammenstødet, men vinduesrammen fløj ud af bygningen, og Gerry Hoy styrtede i døden fra 24. sal.

»Det ene øjeblik er du i båden, det næste øjeblik er du i vandet,« som Susan Sontag skrev, da hun blev diagnosticeret med brystkæft.

Jeg har læst, at rockguitaristen Leslie Harvey døde af et elektrochok live på scene i 1972, da han lagde sine våde hænder på en mikrofon uden jordforbindelse. Døden venter overalt.

Jeg lavede engang en lille artikelserie, hvor jeg ringede og spurgte folk, hvordan de ville dø, hvis de selv kunne vælge. Rane Willerslev ville gerne ædes af en bjørn, men ellers var svarene håbløst uopfindsomme, alle ville helst tage billetten hurtigt og stille. Selv vil jeg gerne sluges af en hval. Både fordi det har noget bibelsk swung over sig, som jeg godt kan lide, men mest fordi det er det værste, jeg overhovedet kan forestille mig. Kan du huske, at vi sad sammen i sofaen og læste Moby Dick? Der er en scene i bogen, hvor søfolkene har tøjret en død kaskelothval til rælingen for at tappe den for olie, men en af halvfangerne glider og falder ned i hvalens gab. Hele kadaveret river sig løs, og det tunge dyr synker langsomt ned i dybet med manden fanget i bugen. Det er umuligt at forestille sig noget værre, synes jeg: At blive kvalt og mast og forsvinde i dybhavets mørke, hvor kroppen rådner og spredes med strømmen. I bogen dykker hvalfangeren Queequeg ned efter kaskelotten med sin kniv i munden, han skærer hul i kødet og reder sin kammerat. Så langt så godt, men vi ved jo godt, hvordan det ender.

Præsten græd, da han kom for at sige farvel. Han havde ikke troet, det ville gå så stærkt, sagde han, det havde ingen af os, men du nåede lige at hviske nogle salmer til ham, som vi skulle synge i kirken. De handlede alle sammen om lys, der overvinder mørke: »Den signede dag.« »I østen stiger solen op.« »Se nu stiger solen.«

»Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav
Lad mig ikkun stævne imod min grav«

Det er sådan en brutal strofe, synes jeg. Ikke fordi vi driver mod døden på et natmørkt hav – det gør vi jo – men fordi vi gør det, imens vi tigger og beder til himmelen: Lad der være noget mere, en retning, en mening. Og fordi der ikke er noget svar.

At se dig gispende i sengen på den måde, at se din krop forvandle sig fra et menneske til et materiale – jeg ved stadig ikke, om du blev forvandlet, eller om du forsvandt – det ændrer ens blik på livet. Man kan se det i øjnene, tror jeg. Jeg købte et sort jakkesæt og øvede mig på de sætninger, jeg ville sige, når rustvognen var kørt, jeg blev fem år ældre på en uge. Det er det, jeg mener med, at døden ændrer livet. Mine øjne ser stadig sådan ud.

Jeg er ikke bange for at dø, og jeg frygter ikke, at min søn eller mine kone bliver kørt ned, det er ikke konkret. Men jeg er bange for at forsvinde fra dem, lige som du forsvandt fra mig. Det lyder mærkeligt, men det er uendeligheden, jeg er bange for. Som i rumfilm, hvor astronauterne lige skal ud på rumvandringer for at fikse en eller anden skrue på stationens yderside, men pludselig kommer der en eksplosion eller en meteor, som river sikkerhedslinen over, og så svæver de lydløst og alene ud i det uendelige mørke.

Hver eneste dag frygter jeg at forlade denne verden uden at have udrettet noget – at jeg vil blive glemt og forsvinde. Men samtidig ved jeg, at alt jeg kunne udrette i dette liv i sidste ende er ligegyldigt. Som Marcus Aurelius skriver i sine meditationer: »Mennesker, der går op i berømmelse efter døden, glemmer, at de mennesker, der husker dem, snart vil dø.« Det er det, døden har sluppet løs. Døden gør på en gang livet presserende og ligegyldigt.

Dengang du stadig kunne betjene en computer, sendte du mig et digt, som jeg helt havde glemt, men lige har fundet i en gammel mail.

Grannålene ligger

tykt i haven

jeg trækker dem over mit hoved

som et tæppe

ligger i fint lys

og venter på

blød vinter

Sådan ville jeg gerne forestille mig, at du lå nu. I fint lys ventende på en blød vinter. Og på særligt lyse morgener kan jeg næsten overbevise mig selv om, at det har noget for sig; at panpsykister og animister har ret, at græs også har en slags bevidsthed, når stråene vender sig mod solen og suger vand til sig. Så forestiller jeg mig døden som en stor opløsning. At vi bliver spaltet og splittet, at vi smelter og fordamper som vand i kredsløb, at vi forvandles til jord og til det græs som antiloperne spiser. Det giver en Pocahontas-agtig trøst. På de morgener tænker jeg, at vi burde have begravet dig i haven mellem roserne og æbletræerne, som du brugte så mange timer på at plante, men som de nye ejere bare har revet op for at gøre plads til en havetrampolin.

Men følelsen varer aldrig ved. Sandheden er, at døden gør mig rædselsslagen. Det trøster mig ikke, at du måske er blevet til atomer og bittesmå byggeklodser i græs. Snart rådner græsset, mosset æder det op, der kommer en hund og skider på det.

For ti år siden forstod jeg første gang, hvad døden var, men det er først nu, jeg forstår, hvad døden gør ved livet. At mørket gør alting så akut – desperat, ligefrem. Snart er vi forsvundne som boblerne i bækken, så vi bruger livet på at længes efter at leve, efter at løbe gennem det høje, bløde græs på bakkedragene, mens kameraet panorerer ud, og solen står op. Men det samme mørke, som skaber længsel, skaber også tomhed.

De stoiske filosoffer siger, at vi skal se døden i øjnene, for vi skal jo alle samme vej som dig og Garry Hoy, vi kan lige så godt forlige os med mørket. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke forlige mig med, at alle, jeg elsker, snart forsvinder. At verden går under, at jeg selv flyder mod min grav uden retning og håb, at det er ti år siden, jeg sidst så dig, og nu aldrig skal se dig igen. Døden er ikke en opbyggelig fortælling, vi kan spejle os i. Den er klaustrofobi. En død hval og en fortabt astronaut.

Så min konklusion er blevet den modsatte: Fortræng døden, siger jeg! Gem den af vejen i det dunkleste rum i din underbevidsthed, undertryk den, og tag den kun frem, når du virkelig ikke kan komme uden om; hvis din bedstemor dør, eller din ven får kræft, når dine nærmeste har brug for dig. Men tro aldrig, at du kan forlige dig med den. Så det er min strategi nu – efter ti år. Det er det, jeg har lært: Døden kan få for meget magt over livet. Det er bedst ikke at tænke på det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John S. Hansen
  • Finn Årup Nielsen
  • Ulla Søgaard
  • Carsten Niemann
  • Jørgen Tryggestad
  • Anders Reinholdt
  • marianne hovmand
  • Estermarie Mandelquist
  • Anker Nielsen
  • Anders Olesen
  • Viggo Okholm
  • Kurt Nielsen
  • Torben Hansen
  • Carsten Munk
  • Lise Lykkegaard
  • Anne Søgaard
  • Jakob Trägårdh
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Steffen Gliese
  • Mikael Aktor
  • Michael Svennevig
John S. Hansen, Finn Årup Nielsen, Ulla Søgaard, Carsten Niemann, Jørgen Tryggestad, Anders Reinholdt, marianne hovmand, Estermarie Mandelquist, Anker Nielsen, Anders Olesen, Viggo Okholm, Kurt Nielsen, Torben Hansen, Carsten Munk, Lise Lykkegaard, Anne Søgaard, Jakob Trägårdh, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Mikael Aktor og Michael Svennevig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Svennevig

Uhyre smukt og indfølt skrevet.

John S. Hansen, Nette Skov, Kim Saxman, Mona Andersen, Estermarie Mandelquist, jørgen djørup, Arne Albatros Olsen, Anders Olesen, Lise Lykkegaard, Ejvind Larsen, Jørgen Haugen Sørensen, Peter Beck-Lauritzen og Knud Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

En fremragende journalists smukke kærlighedserklæring til sin far, en reflektion over livet og døden, man føler sig rørt.

Nette Skov, Estermarie Mandelquist, Arne Albatros Olsen, Anders Olesen, Liselotte Paulsen, Mikkel Møldrup-Lakjer, Lise Lykkegaard, Ejvind Larsen, Jørgen Haugen Sørensen, Lis Taaning Johansen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg har ofte været hård ved dig, her i kommentarfelterne, Christian Bennike. Med rette, synes jeg selv ;).

Men det her er sgu godt skrevet: Man ser for sig en flig af mennesket bag ordene..

Hatten af!

Et enkelt velment råd:

Du kan ikke for alvor leve, hvis ikke du samtidig forholder dig til altings forgængelighed! En kliché, bevares, men jeg mener det nu ikke i den gængse forstand, den som driver unge mennesker til at skrige 'YOLO', mens de febrilsk udfylder deres 'bucket-lists'..

Nej, der er er en langt dybere erfaring - tør man sige mening? - at gøre sig i en vedvarende bevidsthed om livets flygtighed..I grunden er der tale om en form for reduktion, en livsnødvendig skæren ind til benet..

Et lille hint:

Som du selv så smukt illustrerer med din tekst, er menneskets verden ikke primært gjort af 'materie', ligesom den ikke er underkastet den kronologiske tid.. Sagt lidt popsmart er vi derfor 'interdimensionelle væsener'..

En kim til en tanke, ikke andet..

Bedre end den totale fornægtelse ;)

Tak igen!

Nette Skov, Søs Jensen, Tommy Clausen, Martin Rønnow Klarlund, Anders Olesen, Flemming Berger, Ejvind Larsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Forfængelig, forgængelig ... identificerer man sig kun med materien, glemmer man, hvad det er, som beliver materien. Mennesket lever ikke af brød alene.

Det er klart, at man savner en elsket, men hvor den fysiske dimension befinder sig i en cyklus af fødsel, liv og død, er livet evigt. Og som torsten skriver, er vi flerdimensionelle væsener. Vil man opleve det, må man slippe sin fastholden af materien som eneste dimension. Og vil man virkelig gerne forstå livet og døden, må man gå til kilderne, fordomsfrit og åbnt uden at miste sin kritiske sans.

Søg, og du skal finde. Den, der har ører, hører ... bank på, og der vil blive åbnet for the doors of perception. Og imens så nyd det, der er at nyde. For livet her på planeten, i dette univers er jo et magisk eventyr af dimensioner, vi normalt ikke er gearede til at se. Så det er et valg, den enkelte har. Hvor meget vil du vide?

Tommy Clausen, Martin Rønnow Klarlund, Estermarie Mandelquist, Arne Albatros Olsen, Flemming Berger og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Ja, det er klogt: "Fortræng døden, siger jeg!". For vi kan alligevel ikke vide andet om den end, at den ikke giver mening, sålænge vi er i live. Det har vi forresten vidst længe om døden på Samos: "For, når jeg er her, så er han der ikke, og når han er her, så er jeg der ikke." A pro pos "havblik i sindet". (Epikur)

Carsten Niemann

Jeg kan kun være enig i at det er en meget smuk tekst, som jeg, der selv mistede min far som 18-årig, slugte fra start til slut. Sorgen og minderne er kun alt for godt beskrevet. Men din konklusion, Christian, er jeg slet ikke enig i. Meningen med døden er for mig at lære at give helt slip og sige farvel. Det er frygtelig svært og for mange helt umuligt, men når det lykkes er der en anden side. En side, hvor døden ikke fortrænges, men erkendes som det faktum, der kan få dig til at se livet som den gave, det er. Hvor tiden er for kort til småskænderier med dine kære og ligegyldig økonomioptimeringer, men skal nydes i fulde drag og hvor du skal give dine kære al den kærlighed, nærværd og forståelse du kan hver evig eneste dag. For i morgen kan det være slut. Døden skal bestemt ikke fortrænges. Det er jo den, minder dig om, at du skal leve livet helt og aldeles og ikke må gemme det bedste til en anden gang.

Mads Kjærgård

Tja når Gud er død, så er der jo kun mørket tilbage! At livet kun er en overgangsfase til noget andet. Det er det eneste, der giver det mening. Egentlig er problemet ufatteligt smukt gengivet i filmen Blade Runner. Den scene, hvor Tyrell spørger Roy Batty "What seems to be the problem?" Svaret er kort og præcist "Death." Kan det siges mere enkelt?