Ugerevy: Vi skal danse os gennem krisen – og det er ikke engang noget, Alternativet har fundet på

Viagra var egentlig et forsøg på at lave blodtryksmedicin. Bobleplast blev oprindeligt udtænkt som et nyt smart tapet. Og i lang tid har fysisk afstandtagen mest været brugt som et afstraffelsesmiddel i parforhold under navnet ’den kolde skulder’ eller på nudansk: the silent treatment.

Fælles for de tre ting er, at de har vist sig at have nogle endnu federe egenskaber i andre funktioner end de oprindelige. Viagra og bobleplast kender vi, mens fysisk afstand først for alvor er ved at vise sit virkelige potentiale.

»Social distancering er et supervåben, og det kan vi klart se nu,« sagde seruminstituttets direktør, Kåre Mølbak, onsdag denne uge til Ingeniøren og forklarede, at folks holden afstand havde banket spredningen af coronavirus så meget i bund, at han nu troede på, at vi vil kunne holde sygdommen stangen frem mod en vaccine.

Tidligere har han ment, at vi uundgåeligt bevægede os mod flokimmunitet, som kræver, at 60 procent af danskerne bliver smittet – hvilket vil koste en del liv, men der er muligvis en anden vej: Samfundet kunne måske danse sig gennem krisen.

Og selv om det lød som en strategi opfundet i Alternativet, dengang partiet var grineren, så var den lidt mere regnearksbaseret, kunne man forstå på interviewet.

Dansen går ud på, at man først tager et par skridt frem og lukker mere af samfundet op og så ellers holder styr på smitten – og er parat til at danse lidt baglæns igen, når der er brug for det.

Der er altså ikke tale om en særlig tæt dans, men en dans med afstand – en slags aerobic måske, hvilket vil være første gang i verdenshistorien, hvor aerobic synes som et godt alternativ til noget som helst.

Men her er vi altså havnet. Og natten til fredag besluttede landets politikere så – på baggrund af Mølbaks anbefalinger – at lade landet lukke yderligere op fra på mandag, så man for eksempel kan blive klippet ved en frisør eller dømt ved en domstol.

Gud bevare hyggen

En anden historie denne uge handlede om dronningen. Denne massive energiudladning, der er så sjælden i vores galakse.

Det drejer sig selvfølgelig om »dronningen af supernovaer«, som Københavns Universitet omtalte supernovaen SN2016aps, en stjerneeksplosion så voldsom og så lysende, at forskerne aldrig har set mage – og om hvilken der blev publiceret en stor videnskabelig artikel i denne uge.

Den har nemlig eksploderet i 600 dage i rummet, og en af universitetets forskere forklarede, at det måske var to kæmpestjerner, der var smeltet sammen til en.

Kraftfulde beskrivelser gik igen, da den lidt mere lokale dronning, der ligesom den døende stjerne har et tal i sit navn, nemlig Margrethe II, fyldte 80 år. Og det kan da godt være, at supernovaens eksplosion varede 600 dage, men er det måske noget set i forhold til de 17.631 dage, Margrethe har lyst op som regent i Danmark, hva’?

I praksis plejer lyset at komme fra tv-skærmene en enkelt gang om året, når dronningen toner frem nytårsaften, men i år har vi ekstraordinært kunnet se hende hele to gange allerede.

Først i en bliv hjemme-tale for et par uger siden, og denne uge i en fødselsdagstale til nationen, hvor hun var tilbage i rollen som stille og rolig cool og ikke-klima-benægtende dronning. Det føltes trygt.

Og der var også en form for tryghed i atter at kunne sidde og hidse sig op over, hvordan hele talen bagefter blev udlagt som vældig historisk, hvorefter kommentatorer brugte oceaner af tid på at gentage dronningens ord og sige, at det var en varm tale, fordi hun havde sagt tak.

Dronningens fødselsdag lagde sig som en dyne over ugens andre knap så fede begivenheder: Den internationale valutafonds dystre spådom om, at vi er på vej ind i krise, der bliver mindst lige så alvorlig som finanskrisen – og muligvis når op i nærheden af 1930’ernes dybe depression.

Eller at der nu er 22 millioner amerikanere, der har meldt sig arbejdsløse over de seneste fire uger. Eller skovbranden inden for Tjernobyls radioaktive spærrezone, der midt på ugen blev slået ned af regn, men torsdag igen fik fat på grund af vind. Det skal man ikke tænke for meget over.

På den måde er kongehuset som viagra, bobleplast og social afstand. Det kan da godt være, at det blev opfundet til vold og magt og vælde, men det har vist sig at fungere langt bedre som et lunt tæppe. Gud bevare hyggen.