Læsetid: 3 min.

Ugerevy: Den forsømte sommer

Mette Frederiksen sagde på sit pressemøde, at vi måske for altid skal vænne os til at være sammen på nye måder. Det føltes som en mavepuster. Men man kan også se udmeldingen som en lejlighed til at indrette vores samliv bedre
Hvad er det, vi for altid skal vænne os til? At spritte hænder? At lave det der åndssvage footshake, hvor man klasker skoene sammen i stedet for at give hånd? At vi aldrig må forsamledes i store tal igen? At det er slut med koncerter, teatret, technofester og fodbold på stadion?

Hvad er det, vi for altid skal vænne os til? At spritte hænder? At lave det der åndssvage footshake, hvor man klasker skoene sammen i stedet for at give hånd? At vi aldrig må forsamledes i store tal igen? At det er slut med koncerter, teatret, technofester og fodbold på stadion?

Peter Nygaard Christensen

11. april 2020

Der blev givet mange svære og tunge beskeder på mandagens pressemøde i statsministeriet. Men det mest opsigtsvækkende, Mette Frederiksen sagde, var ikke, at de mindste skal tilbage i institution og skole efter påske. Det var heller ikke, at niende klasserne ikke skal op til afgangsprøver, eller at Roskilde Festival bliver aflyst, eller at forbuddet mod forsamlinger på mere end ti personer forlænges frem til den 10. maj

Nej, det hårdeste og vildeste, hun sagde, var denne korte sætning, som nærmest ubemærket gik de fremmødte journalisters ører forbi: »Vi skal – måske for altid – vænne os til at være sammen på en ny måde.«

Måske sagde hun det spontant. Måske var ordene nøje udvalgt og fremhævet i talepapirerne. Uanset hvad, blev de ikke uddybet, og statsministeren lod sin dystre, mavepustende kommentar hænge i luften, så man hjemme i stuerne kunne begynde at spekulere.

For hvad er det, vi for altid skal vænne os til? At spritte hænder? At lave det der åndssvage footshake, hvor man klasker skoene sammen i stedet for at give hånd? At vi aldrig må forsamles i store tal igen? At det er slut med koncerter, teatret, technofester og fodbold på stadion?

Optimisten og pessimisten

Man kan gå til udmeldingen på to måder, den optimistiske og den pessimistiske, og lad os starte tungsindigt. Pessimisten hørte nemlig nærmest Mette Frederiksen aflyse den frie verden. Ikke bare den her sommer blev med ét til ’den forsømte sommer’.

Nej, det, pessimisten hørte, var, at alle somre fra nu og til evig tid vil forandres, så vi snart med bævrende mund længselsfuldt vil tale om dengang, der stadig var Fredagsrock i Tivoli og noget, der hed kræmmermarkeder.

Optimisten hørte derimod Mette Frederiksen sige, at vi skal lære noget af det store sociale samfundseksperiment, vi alle sammen er udsat for, og at vi skal inkorporere noget af den læring i vores samliv med andre mennesker post corona.

For selv om vi roligt kan blive enige om, at coronavirussen primært er noget lort, som koster menneskeliv og smadrer økonomien, globaliseringen og det enkelte menneskes frihed, så byder coronakrisen også på rigtigt mange lærerige eksperimenter, som vi i fremtiden kan bruge til at indrette os bedre med.

Vi ser lige nu, at vi kan nedbringe udledninger af CO2. Vi ser, hvilke job der i virkeligheden er de samfundsbærende, og vi ser, hvilke samfundsmodeller der er bedst gearet til at håndtere en pandemi.

Vi kan indrette os anderledes

Socialt begynder vi også at se nogle tendenser. Krisen viser, at civilsamfundet gerne vil hjælpe og handle ind og spille musik for de ældre og syge borgere, som er i størst risiko for at dø, hvis de bliver ramt af smitten.

Og for en småbørnsmor som mig har hele øvelsen med at tage børnene hjem og ud af institutionerne pustet nyt liv til diskussionen om, hvem daginstitutionerne i virkeligheden er til for. Er de til for, at børn skal lære at danne sociale relationer med jævnaldrende, eller er de kort og godt til for, at mor og far kan gå på arbejde?

For nogle forældre har det været en prøvelse ud over alle rimelige grænser at jonglere fuldtidsjob og børnepasning på samme tid. For mig – og sikkert mange andre – har det været en effektiv smagsprøve på, hvordan et godt børne- og familieliv også kan se ud, hvis vi indretter vores arbejde anderledes.

Men den slags kan Mette Frederiksen naturligvis ikke stå og sige. Dels er det for tidligt at tale om den gode læring af coronakrisen, mens vi står i pis til knæene, og folk mister deres arbejde. Men hun er også socialdemokrat, og hun kan ikke stå på et pressemøde og sige, at vi skal værne om velfærdsstaten, og samtidig sige, at vi har professionaliseret noget socialt liv, som det klæder familien og civilsamfundet at tage tilbage. Det er klart.

Hendes politiske dna er skruet sammen på en måde, så hun aldrig kommer til at opfordre forældre til at hjemmepasse. Og hun kommer heller ikke til at foreslå, at børnebørn assisterer hjemmehjælpen og ser efter de ældre.

Alene antydningen af, at vi kan indrette vores samliv anderledes, er så langt, hun overhovedet kan gå ned af den sti, og måske er det derfor, at hun ikke uddybede, hvad hun egentligt mente med ordene »for altid«.

Der er selvfølgelig også den simple mulighed, at pessimisten har ret. At den frie verden er tabt, og så er vi fucked.

 

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Lillian Larsen
  • Herdis Weins
  • Lisbeth Glud
  • Maj-Britt Kent Hansen
Christian Mondrup, Lillian Larsen, Herdis Weins, Lisbeth Glud og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Jeg er åbenbart ikke den eneste, hvis 'kollektive bevidsthed' er blev hjemsøgt af Rifbjergs klassiker.
Ikke at jeg på nogen måde føler sådan .... men alligevel.
Stadig en meget rammende fortolkning af en titel, som ærligt talt altid har virket noget uhåndgribelig.

/O