I Marion-fængslet i den amerikanske stat Ohio er mere end 2.000 mennesker testet positive for coronavirus. Godt 80 procent af alle fængslets indsatte. Sidst i april var Marion den største enkeltstående koncentration af smittede overhovedet i hele USA.
Ved pandemiens udbrud advarede fire forskere mod netop sådan en situation i tidsskriftet The Lancet.
»Fængsler er epicentre for smitsomme sygdomme,« skrev de. Indsatte bor tæt under dårlige hygiejneforhold og har generelt ringere sundhed end den almindelige befolkning. Kommer virussen først indenfor, kan det være som at sætte ild til et stykke polyester.
Sådan er det ikke gået i Danmark. Langtfra. Faktisk er kun en enkelt indsat testet positiv, mens tre er isoleret med symptomer.
Regeringen har da også taget drastiske midler i brug for at reducere smitterisikoen, og der er ingen tvivl om, at det har været markant hårdere end sædvanligt at sidde i et dansk fængsel de seneste to måneder. Ingen besøg, ingen udgang, ingen uddannelse og kun meget begrænsede muligheder for at arbejde. Lige nu lever forholdene i danske fængsler ret beset ikke op til de humanitære og menneskeretlige standarder, vi ellers har forpligtet os til gennem internationale aftaler.
Norge, Canada, Frankrig, Storbritannien og en række andre lande har en anden strategi. De har forsøgt at rydde ud i fængslerne. Tilladt flere at komme hjem med fodlænke, sat afsoning på pause eller ligefrem løsladt indsatte før tid.
Herhjemme har regeringen konsekvent afvist den type tiltag.
»Har man begået en forbrydelse, så skal man afsone sin straf,« konstaterer justitsminister Nick Hækkerup i en mail til Information. Men som juridisk chef i DIGNITY, Therese Rytter, bemærker, er de nuværende forhold principielt ikke en del af deres straf.
»Begår man en forbrydelse er straffen fængsel. Straffen er frihedsberøvelse. Straffen er ikke, at man indskrænker andre menneskerettigheder. Vi nægter normalt ikke indsatte at se deres børn, eller fratager dem muligheden for at arbejde og uddanne sig,« siger hun.
Og vi sætter heller ikke deres helbred på spil. Vi står i en usædvanlig situation, og staten skal naturligvis have et manøvrerum for at tage usædvanlige midler i brug, siger Therese Rytter. Men tiltagene må ikke blive uproportionelt indgribende.
Hun mener, at man bør følge Norge og de øvrige landes eksempler og forsøge at begrænse tætheden i fængslerne. Ellers risikerer vi fængslerne bliver en alvorlig smittekilde.
»Hvis staten ikke kan sikre, at de kan afsone uden at blive bragt i fare, så begynder balancen at tippe.«
Man kan sige, at det er der, det hele står og vipper nu. Coronakrisen har sat mange ting i samfundet på spidsen. Også spørgsmålet om balancen mellem straf og resocialisering. Retssikkerhed og retsfølelse.
Til at blive skør af
Fængslerne blev ikke nævnt med et ord, da Mette Frederiksen fremlagde planerne for genåbningen af Danmark på Marienborg i sidste uge. Hverken i fase ét, to, tre eller fire spiller forholdene for indsatte en nævneværdig rolle. Fængslerne forbliver lukket. Så få som muligt ind, og så få som muligt ud.
Der er enkelte undtagelser. Nye indsatte kan nu igen komme ind og påbegynde afsoning, og fra den 18. maj kan indsatte med børn få besøg af deres familie hver 14. dag.
24-årige Alex Sørensen har en klar fornemmelse af, at fængslerne står absolut bagest i køen.
Han har afsonet et år og fire måneder af en dom på to et halvt år. Siden januar har han siddet i det åbne fængsel i Sønder Omme og haft noget, der minder om en hverdag. Han står op klokken halv syv, tager sin ADHD-medicin, laver kaffe, spiser skyr og tager på arbejde, hvor han passer køer på et lille landbrug, fængslet driver.
Willian på tre siger, at han savner sin far, at han vil ind og besøge ham. Det gik ellers virkelig godt, forklarer Louise Rohde. Både for børnenes kontakt med deres far og for parrets kærlighedsliv, siger hun
På sin vis stod Alex Sørensen altså med det ene ben ude i samfundet.
Nu har han ikke set dem siden starten af marts. Alting er bare gået i stå. Hans uddannelse som kranfører, familielivet, det hele. Han får stadig lov at passe køerne hver anden uge, for det »ville jo koste marmor for fængslet« at skulle hyre nogen udefra.
Ellers går dagene med at se fjernsyn.
»Det er til at blive skør i hovedet af,« fortæller Alex Sørensen.
Han kan godt forstå, at der blev lukket ned i en periode, men han forstår ikke, at der ikke også blev afsøgt andre muligheder som fodlænker og fremskudte løsladelser.
»Altså, helt ærligt, det er mig en gåde, at man i et land som Danmark lader mennesker, som har fået 60 eller 90 dage, sidde så hårdt, hvor de bliver fuldstændig isoleret fra deres familie,« siger han.
Danmark er blevet hardliner
»Et land som Danmark.« Mange har ligesom Alex Sørensen en forestilling om, at det danske fængselsvæsen er særligt progressivt eller humant eller blødsødent. Men sådan er det ikke rigtig længere, forklarer Linda Kjær Minke, der er kriminolog og professor MSO ved Syddansk Universitet. Vi er ikke længere duksen i klassen. Danmark er blevet »tough on crime,« forklarer hun:
»Tidligere var det sådan, at man kiggede til Danmark for at se god fængselspraksis med et stærkt fokus på resocialisering og reintegration i samfundet. Det gør man ikke længere, og det er vores håndtering af coronakrisen et godt eksempel på.«
Det er opløftende, at det er lykkedes at forhindre smitten i at sprede sig, siger Linda Kjær Minke. Men den hårde tilgang har ikke været uden omkostninger.
»Alle de tiltag, som vi ved har en kriminalpræventiv effekt, er lukket ned. Arbejde, uddannelse, behandlingsforløb, kontakt med familie og samfund,« siger hun. Stort set hele den resocialiserende indsats er sat på pause.
»Det kan man godt blive lidt bekymret over.«
Professoren undrer sig over, at man ikke har gjort som i Norge, hvor indsatte med domme på under 90 dage, har kunnet forlade fængslet før tid.
Faktisk er det ikke kun en lille klike af særligt progressive lande som Norge og Canada, der er gået ned ad den sti.
Også Iran, Afghanistan, Indonesien og andre brutalt straffende stater har set sig nødsaget til at slippe folk ud før tid. Det samme har USA, der har verdens suverænt største fængselsbefolkning.
Ifølge Therese Rytter står de lande dog også i en radikalt anderledes situation end Danmark. Jo mere uhygiejniske og overfyldte fængslerne er, desto større er smitterisikoen. Og selv om danske fængsler er stort set helt fyldte, kan man hverken kalde dem overfyldte eller decideret uhygiejniske.
»Andre lande har simpelthen været tvunget til masseløsladelser, fordi fængslerne har udgjort en konkret og overhængende trussel mod folkesundheden,« forklarer hun.
Men selv i danske fængsler er det svært at praktisere social afstand, ligesom adgangen til vask, bad og desinfektion er mere begrænset end i det øvrige samfund.
»Fængselssundhed er folkesundhed. Selv under de nuværende forhold er der personale, som går ind og ud hver dag. De kan også være smittebærere, som kan tage det med ud til den øvrige befolkning,« siger hun.
Hverdag revet væk
Treårige Willian forstår ikke, hvor hans far er henne. Han siger, at han savner sin far, at han vil ind og besøge sin far.
Det gik ellers virkelig godt, forklarer Louise Rohde. Alex Sørensen var ved at udvikle et nært forhold til børnene, ligesom den fast rytme med jævnlige besøg og udgang hver tredje uge havde gjort underværker for deres kærlighedsliv.
Det hele blev mere og mere normalt, forklarer hun. Sådan som det er meningen med åbne fængsler.
Men for to måneder siden ringede han hjem, frustreret og ked af det, og forklarede, at det var slut med besøg og orlov.
»Vores hverdag er revet væk fra os,« fortæller Louise Rohde. »Det er hårdt ikke at se ham, man kan mærke, at børnene savner deres far, og at Alex selv er blevet mere og mere frustreret, som ugerne er gået.«
Ligesom Alex Sørensen kunne hun godt forstå det i starten. Det duede selvfølgelig ikke, at folk rendte ind og ud ad fængslet, og trak virus frem og tilbage. Men når nu alt andet lukker op, og man endda kan besøge de ældre på plejehjemmene, synes Louise Rohde ikke, det giver mening, at man bevarer så restriktiv en linje omkring fængslerne.
»Jeg kan ikke se, hvorfor de skal straffes yderligere,« siger hun. Eller hvorfor hendes familie skal straffes yderligere.
»Det er også ensomt for mig. Og så er jeg bange for, at han bliver smittet derinde, eller der skulle ske os noget lige nu. Vi skal jo nærmest være døende, før han får lov til at komme ud og hjælpe.«
Alex Sørensens straf løber til april næste år, men han kan søge om prøveløsladelse fra 20. juli i år.
Ingen medvind på cykelsti
Det ikke kun Alex Sørensen, der er frustreret. I disse uger skal der kun en lille bitte glød til, før følelserne blusser op i landets fængsler, fortæller formanden for fængselsbetjentenes fagforening, Bo Yde.
»Det har helt åbenlyst været en kæmpe udfordring,« siger han.
Indsatte, som er afskåret fra deres familie og meningsfulde aktiviteter, har også lettere til konflikt. Betjentenes arbejde er »bestemt ikke« blevet nemmere. Bo Yde vil gerne holde sig nogenlunde neutral i spørgsmålet fodlænker og fremskudte løsladelser.
»Det er politisk følsomt, og vi må bare konstatere, at der ikke har været medvind på lige præcis den cykelsti,« siger formanden.
Alex Sørensen kan genkende problemet fra sin egen hverdag i Sønder Omme. Flere af hans medindsatte går og er indebrændte og opgivende. Og den slags skal jo ud på en eller anden måde.
Han har selv skændtes lidt med de ansatte i arresten, fordi han har en tøjerstatningssag fra sidste år, der stadig ikke er faldet afgørelse i.
»Jeg vil ikke sige, at jeg råbte ad dem, men i og med at man er presset i forvejen, går det hurtigere med at komme op i det røde felt.«
I en mail til Information erkender Kriminalforsorgen, at der har været nogle »konkrete episoder« med vold og konflikter, men at der stadig »generelt er roligt i fængsler og arrester«.
Fornuft og retsfølelse
Som en del af Floridas coronaberedskab blev Joseph Edward Williams løsladt fra fængsel den 19. maj, hvor han afsonede en dom for ikkevoldelig narkokriminalitet. Dagen efter blev han anholdt, mistænkt for mord. Sagen er et sjældent skrækeksempel. Alene i USA er 20.000 indsatte blevet løsladt før tid, og det altoverskyggende flertal har ikke begået ny kriminalitet.
Men der er også et principielt argument imod at lade de kriminelle slippe tidligt. Der er hensynet til ofrene og retsfølelsen, ligesom man kan argumentere for, at man bryder magtens tredeling og underminere domstolenes strafudmåling.
Har Nick Hækkerup ikke en pointe, når han siger, at »man skal afsone sin straf«?
Therese Rytter mener, at der er andre og mere væsentlige hensyn end retsfølelsen.
»Man skal passe på, at man ikke tænker på straf i et for snævert perspektiv,« siger hun.
FN og Europarådet har rettet gentagne appeller til verdens regeringer om at tage de nødvendige skridt til at nedbringe antallet af indsatte, påpeger Therese Rytter. Det gælder også i Danmark, hvor belægningen er tæt på 100 procent.
Desuden er det jo ikke sådan, at man pludselig vil sende voldtægtsforbrydere ud i gaderne. Det er der ingen, der foreslår.
»Vi taler om, at folk med korte domme på fem, seks eller otte måneder, der ikke vurderes at være farlige, kan blive løsladt nogle uger før tid. Eller alvorligt syge indsatte kan få bevilget midlertidig strafafbrydelse,« siger hun.
Spurgte man befolkningen, om indsatte skulle slippes fri før tid på grund af corona, ville et flertal måske sige nej, vurderer professor Linda Kjær Minke.
»Men hvis folk fik indblik i de omstændigheder, som knytter sig til de enkelte sager, tror jeg de ville ændre holdning.« siger professoren. Når retsfølelse bliver til oplyst retsfornuft, ændrer folk ofte holdning i spørgsmål om straf.
I en mail til Information skriver Nick Hækkerup, at han har »forståelse for, at Covid-19-situationen har været indgribende for de indsatte og deres pårørende, og kriminalforsorgen vurderer derfor løbende, hvornår der kan åbnes op for yderligere besøg og andre tiltag uden at forårsage smittespredning i fængslerne«, og påpeger desuden, at Danmark har »haft held med at holde smitten i fængslerne nede på et lavt niveau«.
Det er måske derfor, at de indsatte ikke fylder meget i den store offentlige debat om corona. Alex Sørensen har i hvert fald en klar fornemmelse af, at det er de færreste ude i samfundet, som tænker på sådan nogle som har ham lige nu. Folk er nok bare ligeglade, tænker han.
– Forstår du, hvorfor de indsatte måske står bagest i køen, når samfundet skal åbne igen?
Nej, svarer han. Han og hans medindsatte har begået fejl, og det skal de stå til ansvar for. Men »total isolation« er ikke en del af deres straf.
»Vi er lige så meget mennesker som alle andre,« siger han.
Linda Kjær Minke er enig i, at de indsattes forhold har fyldt bekymrende lidt. Både i statsministerens taler og den offentlige debat:
»Vi ser jo gerne, at de her mennesker bliver en del af samfundet og transformerer sig til aktive medlemmer af samfundet. Men når krisen kradser, er det dem, vi glemmer først.«
Meget kan man mene om de indsatte og deres rettigheder.
Personligt synes jeg, det er en skandale, de er afskåret fra deres familie.
Men især for børnenes vedkommende er det rædselsfuldt, og vi kan ikke være det bekendt overhovedet !!
Vi må gå tilbage til en human kriminalitetspolitik. Der er ingen logik i at straffe så meget og så voldsomt og glemme alt om rettigheder og menneskelighed. Man straffer hele familien, det hjælper ikke nogen. Der bliver sjældent skrevet om fængslede under coronakrisen i Danmark, men der har også været oprør i Horserød, ifølge en database om fængselsoprør på acleddata.com .
Det er ikke alle der er frihedsberøvede for kriminalitet, og dem der sidder i Ellebæk er udlændinge. Ellebæk blev bedømt som "ikke egnet for mennesker" af formanden for et tilsyn fra Europarådets komité til forebyggelse af tortur, som udsendte en rapport i januar 2020. og konkluderede, at Danmark ikke overholdt minimumsstandarderne for indsatte i Ellebæk. Folk bor sammen 2 -5 personer på et værelse, og har ringere forhold for aktiviteter end i almindelige fængsler. De har ikke gjort noget kriminelt, men de allerfleste er afviste el. udviste asylansøgere eller flygtninge, der venter på at blive sendt ud af landet. Men det kan de ikke for tiden, for overførsler efter Dublinaftalen til et andet land, de har sat et fingeraftryk i, før de kom til Danmark, - er lukket helt ned nu under coronakrisen. Derfor er det illegalt af Danmark at holde dem fængslet, for staten har ikke nogen gyldig grund til det. Det har Europarådets Menneskerettighedskommissær udtalt, og det samme har FN's menneskerettighedshøjkommissær og WHO, IOM og UNHCR. Disse instanser har også anbefalet at man gennemgik situationen for alle og løslod folk, hvor det gav mening. I en periode har der været lukket ned for nye fængslede, men nu er man i Danmark begyndt at indsætte folk fra fri fod fra 24. april og sætter de nye i isolation de første 14 dage, for at sikre at de ikke er smittede med corona, - selv om man ved at isolationsfængsling er psykisk voldsomt belastende og er anvendt som torturmetode i mange lande, og selv om man de seneste 40 år har talt om at afskaffe det eller mindske brugen af det.
At den danske stat overtræder den europæiske menneskerettighedskonvention, som har karakter af lov, da den er fuldt implementeret i dansk lovgivning, er ulovligt.
Kriminalforsorgen har kun oplyst om 1 tilfælde blandt indsatte i fængslerne, men der kan have været flere. Personalet kan være smittet og bringe virus ind. Der har nylig været 6 indkvarterede og 3 fra personalet, der er testet positive for corona i Kærshovedgård, Kærshovedgård og Sjælsmark er såkaldte udrejsecentre drevet af Kriminalforsorgen. Det svarer til at hyppigheden af corona er ti gange så stor blandt dem i Kærshovedgård som i resten af Danmark. De er for tidligere dømte udlændinge, og for folk på "tålt ophold", der ikke kan sendes hjem, og for afviste asylansøgere, der ifølge politiet ikke medvirker nok til deres egen udsendelse, eller som er statsløse, eller hvor deres hjemland ikke vil tage imod dem. De er pålagt meldepligt og opholdspligt, og de første grupper også underretningspligt. De burde ikke være tvunget til at være indkvarteret der, for det officielle mål er, at "man skal vide, hvor man har dem", hvis man pludselig skulle få mulighed for at sende dem til deres hjemland - hvis de altså har et, der vil tage imod dem, og nu kan man ikke sende dem hjem pga. coronakrisen. Samtidig er de underlagt strenge fængselsregler, de kan dog låse sig ud og ind af institutionen, men hvis de er væk mere end 24 timer uden tilladelse bliver de straffet strengt med lange fængselsstraffe. Måske ville de kunne hævde, at der var tale om nødret og forlade stedet under coronakrisen; men hvis anklagemyndigheden og dommerne ikke er enige i at der er tale om en nødretssituation, ville de bare få lange fængselsstraffe, udvisning og indrejseforbud.
Udlændingestyrelsen har i et folketingssvar skrevet at de bare skal blive på deres værelse (som de typisk deler med andre) og Udlændingeministeriet har skrevet at de bare skal blive på Udrejsecentret, - men som nævnt hindrer det jo ikke smitte. Ligesom i fængslerne er der intet at lave ud over at hente mad fra en kantine og sove, alle andre aktiviteter er stort set ophævet for at nedbringe smitterisikoen. Enten vi er udlændinge eller danskere, og enten tidligere er dømt for noget kriminelt eller ej, er vi alle sammen mennesker og bør behandles som sådan. Aktuelt har vi brug for ikke at blive smittet med corona. Så ophæv opholdspligten og løslad alle som med rimelighed kan løslades fra fængslerne, så folk ikke skal leve med en konstant sygdomsrisiko oven i de i forvejen meget begrænsende leveforhold i fængsler og udrejsecentrene.
Dette kalder lige en opdatering fra min bekendte der sidder i Horserød.
Desværre sker der tæt på ingenting ift. de vilkår vi nu på anden måned sidder isoleret under og følelsen af at sidde i en krudttønde må være tæt på det vi oplever her. Vi har mødt et par der er blevet flyttet fra Vestre hertil og de kan berette om noget vi kun kunne forestille os er virkelighed i lande som Danmark aldrig har sammenlignet sig med, medmindre der tales brug af isolation hvor vi iflg Ombudsmanden godt kan sammenlignes. Men det er en anden snak.
Vi er mange der mister orienteringen om hvor lang tid der går, hvad der skete for bare 30 minutter siden og kombineret med at vi næsten alle sover meget let og uroligt betyder at vi alle bliver meget let påvirkelige. Vi prøver jævnligt at sige "nu hår de åbnet for buffeter, plejehjem osv. så kan de da ikke afstå fra at fortælle os hvornår mareridtet er slut" Men tavsheden fra Beredskabsgruppen der bestemmer over vores skæbner er tavs....Alle beslutninger skal passe ned i een størrelse 42 ellers bliver der ikke åbnet for noget...
Samtidigt bekymrer vi os om hvad der sker med vores fremtid, vores kære som langsomt glider væk og frygten for hvad der er tilbage af os og den smule håb, vi fik fra de forskellige men få tiltag der blev taget for at give os et alternativ til kriminaliteten på den anden side. De daglige historier om naboen der nu også har mistet sin kæreste, sin studieplads som han har taget supplerende fag i et halvt år for at begynde på eller hans frygt for at ringe hjem til børnene der græder hver gang han er i telefonen, fordi de ikke vil tale med ham længere. Han dukker jo alligevel ikke op.
Mange vælger at genoptage gamle misbrug for at få tiden til at forsvinde og de deprimerende tanker om hvad de nu ødelagte drømme om fremtiden før havde givet af håb.
Som fanger ved spisetid i en lejr fra tider der forsøges glemt, stimles der sammen når der kommer nyt fra Direktoratet eller løse rygter fra betjente. Er det mon slut nu? Men ak nej. Det blev til 1 times besøg hver fjortende dag for de få der har haft styr nok på den forliste familie til at få børnene på besøgslisten. Herinde kan vi tælle os frem til ca 40 fanger ud af +200, der nu kan se alle deres børn. Hvis de altså ikke har 3 børn og bussen kører til tiden. Mange andre har som jeg selv ikke set børnene siden sidste orlov i starten af februar. Samtidigt tordnes der fra Kriminalforsorgen at hvis nogen bliver smittede så stopper besøgene straks igen. Jeg beder til at de heldige 40 ikke bliver afskåret fra den glæde det må være at se poderne igen. Om end 60 minutter går hurtigt….
Vi ved godt at vi er de sidste de fleste gider tænke på i disse tider, hvor alle kan fortælle deres egne historier om afsavn, men den dag sidder vi ved siden af jer på restauranten eller i flyet på vej på ferie, så er lysten til at snakke om Coronakrisen på skåltalemanér nok begrænset. Og vi skal nu nok også være med til at bidrage til skatteregningen for at dem der på den anden side af hegnet blev reddet af Folketinget.
Men sårene bliver dybere og dybere jo længere tid der går med at Kriminalforsorgen med bedste salamimetode forlænger vores isolation. Og vi ved alle herinde at COVID-19 er ikke farligere for os indsatte end en slem influenza. Kun et fåtal af de 3.900 indsatte er i egentlig risikogruppe efter den nyeste vejledning fra Sundhedsstyrelsen. Men det ignoreres fordi der spares mange penge på at køre os i nødberedskab.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er hårdt ikke at se sine børn! Og omvendt synd for børnene at undvære far. Når det så er sagt står samfundet i en stor krise grundet Corona. Og når nu det er politisk bestemt, at samfundet skal åbne op i etaper, da giver det i mine øjne samfundsmæssigt mest mening, at åbne de erhvervsdrivende op før de indsatte. Som jo ikke mister al indtægt og livsgrundlag ved vente lidt længere. At skribenten synes det er vigtigere, at lige netop han som indsat kommer foran andre i køen mht genåbning bekræfter min fordom om, at indsatte nok ikke er de personer, der i forvejen tænker mest på andre menneskers sitution og viser det allerstørste samfundssind...
Gert Romme, Er det ikke lidt for religiøst, at se Corona'en som en straf?
Pandemien er vel bare en omstændighed som vi alle må forholde os til, ved bl.a. at minimere omgang med andre mennesker. Det gælder desværre både syge, raske, gamle, unge, kriminelle og ikke kriminelle.
Rigtig mange grupperinger har behov der i disse tider nødvendigvis må undertrykkes eller helt tilsidesættes. De indsatte i fængslerne har ikke krav på særstatus, så vidt jeg kan se.