Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvem skal jeg give 100.000 kroner?

Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Et af de mere sjældne er her fra en ung kvinde, der har mange penge
Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Et af de mere sjældne er her fra en ung kvinde, der har mange penge

Mia Mottelson

Moderne Tider
30. maj 2020

Jeg har besluttet mig for at give 100.000 kroner til velgørenhed. Det er 10 procent af en arv. Jeg forestiller mig, at pengene skal gå til to forskellige organisationer. En humanitær hjælpeorganisation og en miljø- og klimaorganisation. Jeg ved bare ikke hvilke.

Til den første kategori tænker jeg Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp eller Dansk Flygtningehjælp, men den anden synes jeg er sværere. Mine overvejelser går på, hvad der batter mest og om de gør hvad de lover.

Jeg synes det er svært at gennemskue. Det kunne være Greenpeace, Verdens skove, WWF eller en af de mindre og mere anarkistiske grupper. Hjælp mig med at vælge og giv mig jeres gode argumenter! På forhånd tak.

— Kvinde, 31 år

Svar I:

For det første: Fedt, at du vil dele ud af dine penge. Det er ikke bare godt for modtagerne, men også videnskabeligt bevist godt for dig. Ifølge forskning offentliggjort i Science aktiverer økonomisk velgørenhed velvære i hjernen på linje med god mad og sex.

Jeg vil ikke pege på, præcis hvilke organisationer du skal støtte. For ud over en konkret veneration for regnskoven, orangutangerne eller verdenshavene er det et individuelt tillidsspørgsmål. Selv har jeg mest fidus til etablerede organisationer, fordi jeg tænker, at de har et stærkt netværk og et solidt fundament. Om end der måske også er mere omkostningstung administration og mindre ildsjæl på de store kontorer.

Uanset om du går mikro eller makro, vil jeg råde dig til at researche på organisationernes hjemmesider. Her redegør de typisk grundigt for, hvad dine penge går til. Læs på lektien. Tag en dyb indånding og beslut dig for, hvem du stoler mest på. Uanset hvad, er der som nævnt også en indre bonus.

— Line Vaaben

Svar II:

Det er generøst at skænke noget af din arv til gode formål. Hvad angår natur og miljø, har jeg et forslag, du ikke nævner: Fugleværnsfonden. Den er stiftet af Dansk Ornitologisk Forening, men drives som selvstændig fond.

Fonden opkøber, forvalter og beskytter særligt værdifulde naturområder. Dermed sikrer den fristeder til fuglene og til menneskers oplevelse af dem. Fondens 22 naturreservater rummer nogle af Danmarks mest fuglerige og truede naturtyper: ubeboede småøer, lavvandede kyster og strandsøer, enge og moser, rørskove, krat og naturskov – områder af national eller international betydning.

Efterhånden, som mit liv er skredet frem, er jeg kommet til at erkende sandheden i disse 1500-talsfyndord fra adelskvinden Birgitte Gøye: »Frygt Gud, gør ret og forlad dig ikke på mennesker.«

Fuglene, derimod, har jeg fået mere og mere fidus til. De fortjener al den støtte, vi kan give dem.

— David Rehling

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

niels astrup

Hvad med andelsgaarde? Jeg kan virkelig godt lide tanken om, at vi køber større og større jordarealer fri af det konventionelle landbrug...

Anders Sørensen

Giv dem til dig selv. Derved vil du have endnu flere penge at give til andre.

Det er fint nok, at du allerede har 900.000 til dig selv - men det er de sidste 100.000, der virkelig giver dig overskud til at handle uegennyttigt - på sigt.