Klumme
Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Et brev fra Støjberg

Instrukskommissionen handler om Støjbergs overtrædelse af lovens bogstav. Men måske handler den også om den ånd, som vi mener, udlændinge bør behandles efter?
Havde det været i udlændingelovgivningens ånd at beskytte disse piger, ville Inger Støjberg ikke have omtalt dem som »barnebrude«.

Havde det været i udlændingelovgivningens ånd at beskytte disse piger, ville Inger Støjberg ikke have omtalt dem som »barnebrude«.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
30. maj 2020

I Paulus’ andet brev til korinterne bliver Kristus omtalt som »ånden« og de kristne som »et brev fra Kristus«: » ... indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.«

Kristendommen modsættes her lovreligionerne, der netop giver deres love på stentavler og derfor forkvakler menneskelige forhold. I kristendommen er der kun ét bud, nemlig næstekærlighedsbuddet, og kun den selvstændige efterlevelse af dette bud udgør kristendommens fordring til menneskene, »thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende«.

Det er denne »ånd«, der stadig er på spil i lovgivning og retspraksisser. Selv om love er nedskrevet med det formål at anvise ret og vrang i bedømmelsen af menneskelige handlinger, vil der altid være et vist slør i dem.

Enhver situation vil potentielt rumme detaljer eller uklarheder, der nødvendiggør et skøn. Uden begrebet om lovens ånd ville vi have et temmelig rigidt retssystem – netop som man har det i de mest forstenede udgaver af lovreligion.

Den mest almindelige måde at forstå forholdet mellem lovens bogstav og lovens ånd er naturligvis, at bogstavet er det faste (stentavlerne), mens ånden er det mere åbne og fleksible (»Ånden gør levende«). Hvis en lov virker urimeligt hård i en konkret situation, kan det være i overensstemmelse med ånden i den at straffe en overtrædelse mildere eller helt se bort fra den.

I sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks om adskillelsen af unge flygtningepar er det imidlertid som om, forholdet mellem bogstav og ånd er vendt om.

Ånden fra 2001

For det første virker det, som om det er ånden i udlændingepolitikken, der har ligget fast i de sidste cirka 20 år, snarere end bogstavet. Ånden har været, at antallet af udlændinge i landet, og i særlig grad muslimer, så vidt muligt skal holdes nede, og at de, der er her, skal lade sig assimilere til den danske majoritetskultur. Hvilke love, der skulle skrives, afhang af, hvor godt de egnede sig til at leve op til denne ånd.

For det andet er lovens ånd i denne sammenhæng stort set nøjagtigt det modsatte af den, Paulus beskrev i korinterbrevet.

Hvor Paulus’ ånd var mild og uendeligt ansvarsfuld over for hvert enkelt menneske, har ånden i udlændingepolitikken været at være ubønhørlig og afvisende over for en bestemt gruppe mennesker, der skulle ekskluderes fra de rettigheder og privilegier, majoritetsbefolkningen nød godt af. Hvor Paulus’ ånd var kærlig og universel, er Støjbergs brutal og partikularistisk.

Denne ånd har været, og er formentlig stadig, understøttet af et bredt flertal af befolkningen – eller et ’vredt flertal’, som Politikens ATS ville kalde det – og Støjberg har administreret loven under sikker forvisning om at kunne afværge enhver kritik ved at kigge over på Martin Henriksen og rulle med øjnene.

Hvis den kristne menighed ifølge Paulus er »breve fra Kristus«, er det brede befolkningsflertal »breve fra Støjberg« med ånden fra systemskiftet i 2001 indskrevet i deres hjerter, og tilsidesættelsen af den individuelle sagsbehandling i sagen om de unge flygtningepar kan ses som en slags prøvesten for, hvor langt den administrative praksis kunne omskabes til også at bestå af administratorer, der selv var inkarnationer af Støjbergs instruks.

Ny ånd

Sagen om de unge flygtningepar handler selvfølgelig om ministeransvarlighedsloven. Hvis Støjberg indførte en ulovlig administration mod bedre vidende, kan hun holdes juridisk ansvarlig for det, ligesom Erik Ninn-Hansen blev det i Tamilsagen i sin tid.

Men måske er der også noget andet på spil, nemlig selve lovens ånd. Den ånd, Støjberg regerede efter, handlede ikke om at beskytte unge kvinder for enhver pris. Den konstante gentagelse af ordet ’barnebrud’ er snarere en hilsen til dem, der ser misbrug af piger som en essentiel del af islam helt tilbage til profeten selv, og i den sammenhæng er kvinderne brikker, uden selvstændig betydning.

Som debattøren Khaterah Parwani har beskrevet det, handler sagen derfor også om, hvad det rent faktisk ville sige at tage vare på de unge kvinder, som Støjberg hævdede at bekymre sig om:

»Når man er asylansøger, frygter man i forvejen at blive sendt hjem, mistilliden til myndighederne er stor, og man mangler netværk og tilknytning. Man har kun sin ægtefælle i de her scenarier, ellers står man komplet alene. Tvangsadskillelsen sendte så store skrækbølger, at pigerne reagerede i selvskade, de isolerede sig selv og fik depression.«

Havde det været i udlændingelovgivningens ånd at beskytte disse piger, ville ministeren ikke have omtalt dem som »barnebrude« og krævet adskillelse uden individuel sagsbehandling. I stedet ville hun have set på, hvad der kunne hjælpe hver enkelt af dem hen mod skabelsen af et frit og værdigt liv.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Krister Meyersahm

Menneskerettighedskonventionens art. 8,12 og 14, som er dansk lov, L.285 af 1992-04-29, burde være den iøjnefaldende forhindring for overgrebet på de pågældende flygtninge. Man kan ikke adskille ægtepar hvis de er gift efter lovens bogstav i deres "gamle" land.

Arne Albatros Olsen, Ernst Petersen, Eva Schwanenflügel, Josephine Kaldan, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Pietro Cini, Trond Meiring og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Pietro Cini

Tak til Center for Vild Analyse for vha citatet fra Andet Korintherbrev (3,1-2) at genopfriske mindet om dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen gik rundt og postulerede, at Danmark var et kristent land.

Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Josephine Kaldan anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Kristendommen modsættes her lovreligionerne, der netop giver deres love på stentavler og derfor forkvakler menneskelige forhold. I kristendommen er der kun ét bud, nemlig næstekærlighedsbuddet, og kun den selvstændige efterlevelse af dette bud udgør kristendommens fordring til menneskene, »thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende«.

Det er denne »ånd«, der stadig er på spil i lovgivning og retspraksisser. Selv om love er nedskrevet med det formål at anvise ret og vrang i bedømmelsen af menneskelige handlinger, vil der altid være et vist slør i dem."

Spændende intro til et pt påtrængende verdsligt spørgsmål 'Ånden gør levende' - dette, vi ikke kan sætte bogstav på, og som derfor er omdrejning for så megen diskurs.

Lovens bogstav og lovens ånd. Giv gud hvad guds er og kejseren, hvad hans er. Kan man regere med ånd i bogstavens verden og med bogstav i åndens.

Man taler om hjertets intelligens, at der er en hjerne i hjertet. Man kunne også inddrage begrebet samvittighed, som kunne oversættes til 'med viden' (sam/med vittighed 'viden'). Således, at når man lytter til hjertets intelligens, til sin samvittighed, som er nært forbundet med kropslige reaktioner, ved man, hvad det rette er.

Det er, hvad vi har at gøre med, når vi skal pejle os ind på lovens ånd. To verdener kolliderer.

Og 'kejseren, hvad hans er'? Har folket de ledere, de fortjener? Er det, man skylder kejseren, funktionelt set ud fra et helhedsperpektiv, eller er der ubalance i styresystemet.

Og hvilke biotop/habitaten iboende lovmæssigheder, gør man klogest i at respektere.

Og hvad med forsigtighedsprincippet såfremt disse lovmæssigheder ikke er fuldt erkendte.

Jørn Pedersen

Med lov skal land bygges!
Samvittighed er i stor udstrækning kulturelt bestemt!
Kristendommen/DGT og DNT kan bruges til hvad som helst efter forgodtbefindende!
Lovgivningen skal overholdes, og man skal som minister (folkets tjener) overholde lovgivninger og de ratificerede konventioner. Man skal endvidere tale sandt til Folketinget.

Pietro Cini, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jørn Pedersen

Indholdet i Kristendommen er i kulturelt bestemt!

Med til debatten af Støjbergs meget dubiøse og åbenlyst kriminelle optræden hører dén strukturelle problemstilling at hun agerer som både lovgiver og udøver på én og samme gang. Støjberg får dermed mulighed for at mixe partipolitiske interesser direkte med ministerembedet - og man kan jo næsten ikke fortænke pigebarnet i at gøre dette (den at dette på nogen måde fritager hende, og hendes politiske frænder i den lovgivende magt for strafferetsansvar).

I Danmark har vi, ligesom mange andre indirekte konkurrencedemokratier, desværre tradition for at lovgivende magt må forgribe sig på den udøvende og dermed forulempe uafhængigheden mellem disse to magter alvorligt. Vi har desværre også tradition for at dette misforhold ikke debatteres, men af også befolkningen glorificeres med fraser om 'praktiske nødvendigheder' og 'politiske mandater til at styre/regere' etc. Men sagen er at misforholdet medvirker til forceret magtfuldkommenhed hos vor politiske elite, og dermed reduktion af det indirekte konkurrencedemokratis i forvejen svage folkedemokratiske fundats.

Randi Christiansen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Lars Løfgren, Jane Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar