Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Et brev fra Støjberg

Instrukskommissionen handler om Støjbergs overtrædelse af lovens bogstav. Men måske handler den også om den ånd, som vi mener, udlændinge bør behandles efter?
Havde det været i udlændingelovgivningens ånd at beskytte disse piger, ville Inger Støjberg ikke have omtalt dem som »barnebrude«.

Havde det været i udlændingelovgivningens ånd at beskytte disse piger, ville Inger Støjberg ikke have omtalt dem som »barnebrude«.

Anders Rye Skjoldjensen

30. maj 2020

I Paulus’ andet brev til korinterne bliver Kristus omtalt som »ånden« og de kristne som »et brev fra Kristus«: » ... indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.«

Kristendommen modsættes her lovreligionerne, der netop giver deres love på stentavler og derfor forkvakler menneskelige forhold. I kristendommen er der kun ét bud, nemlig næstekærlighedsbuddet, og kun den selvstændige efterlevelse af dette bud udgør kristendommens fordring til menneskene, »thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende«.

Det er denne »ånd«, der stadig er på spil i lovgivning og retspraksisser. Selv om love er nedskrevet med det formål at anvise ret og vrang i bedømmelsen af menneskelige handlinger, vil der altid være et vist slør i dem.

Enhver situation vil potentielt rumme detaljer eller uklarheder, der nødvendiggør et skøn. Uden begrebet om lovens ånd ville vi have et temmelig rigidt retssystem – netop som man har det i de mest forstenede udgaver af lovreligion.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Christiansen
  • Jane Jensen
  • Lars Koch
  • Ole Falstoft
  • Anders Reinholdt
  • Gaderummet Regnbuen
  • Kenneth Jacobsen
  • Poul Anker Juul
  • Torben Ethelfeld
  • Ruba Altawil
  • Dorte Sørensen
  • Viggo Okholm
  • Bjarne Tingkær
  • Judith Kaastrup
  • Pietro Cini
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
  • Kurt Nielsen
Per Christiansen, Jane Jensen, Lars Koch, Ole Falstoft, Anders Reinholdt, Gaderummet Regnbuen, Kenneth Jacobsen, Poul Anker Juul, Torben Ethelfeld, Ruba Altawil, Dorte Sørensen, Viggo Okholm, Bjarne Tingkær, Judith Kaastrup, Pietro Cini, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Katrine Damm, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krister Meyersahm

Menneskerettighedskonventionens art. 8,12 og 14, som er dansk lov, L.285 af 1992-04-29, burde være den iøjnefaldende forhindring for overgrebet på de pågældende flygtninge. Man kan ikke adskille ægtepar hvis de er gift efter lovens bogstav i deres "gamle" land.

Arne Albatros Olsen, Ernst Petersen, Eva Schwanenflügel, Josephine Kaldan, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Pietro Cini, Trond Meiring og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Pietro Cini

Tak til Center for Vild Analyse for vha citatet fra Andet Korintherbrev (3,1-2) at genopfriske mindet om dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen gik rundt og postulerede, at Danmark var et kristent land.

Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Josephine Kaldan anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Kristendommen modsættes her lovreligionerne, der netop giver deres love på stentavler og derfor forkvakler menneskelige forhold. I kristendommen er der kun ét bud, nemlig næstekærlighedsbuddet, og kun den selvstændige efterlevelse af dette bud udgør kristendommens fordring til menneskene, »thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende«.

Det er denne »ånd«, der stadig er på spil i lovgivning og retspraksisser. Selv om love er nedskrevet med det formål at anvise ret og vrang i bedømmelsen af menneskelige handlinger, vil der altid være et vist slør i dem."

Spændende intro til et pt påtrængende verdsligt spørgsmål 'Ånden gør levende' - dette, vi ikke kan sætte bogstav på, og som derfor er omdrejning for så megen diskurs.

Lovens bogstav og lovens ånd. Giv gud hvad guds er og kejseren, hvad hans er. Kan man regere med ånd i bogstavens verden og med bogstav i åndens.

Man taler om hjertets intelligens, at der er en hjerne i hjertet. Man kunne også inddrage begrebet samvittighed, som kunne oversættes til 'med viden' (sam/med vittighed 'viden'). Således, at når man lytter til hjertets intelligens, til sin samvittighed, som er nært forbundet med kropslige reaktioner, ved man, hvad det rette er.

Det er, hvad vi har at gøre med, når vi skal pejle os ind på lovens ånd. To verdener kolliderer.

Og 'kejseren, hvad hans er'? Har folket de ledere, de fortjener? Er det, man skylder kejseren, funktionelt set ud fra et helhedsperpektiv, eller er der ubalance i styresystemet.

Og hvilke biotop/habitaten iboende lovmæssigheder, gør man klogest i at respektere.

Og hvad med forsigtighedsprincippet såfremt disse lovmæssigheder ikke er fuldt erkendte.

Jørn Pedersen

Med lov skal land bygges!
Samvittighed er i stor udstrækning kulturelt bestemt!
Kristendommen/DGT og DNT kan bruges til hvad som helst efter forgodtbefindende!
Lovgivningen skal overholdes, og man skal som minister (folkets tjener) overholde lovgivninger og de ratificerede konventioner. Man skal endvidere tale sandt til Folketinget.

Pietro Cini, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Med til debatten af Støjbergs meget dubiøse og åbenlyst kriminelle optræden hører dén strukturelle problemstilling at hun agerer som både lovgiver og udøver på én og samme gang. Støjberg får dermed mulighed for at mixe partipolitiske interesser direkte med ministerembedet - og man kan jo næsten ikke fortænke pigebarnet i at gøre dette (den at dette på nogen måde fritager hende, og hendes politiske frænder i den lovgivende magt for strafferetsansvar).

I Danmark har vi, ligesom mange andre indirekte konkurrencedemokratier, desværre tradition for at lovgivende magt må forgribe sig på den udøvende og dermed forulempe uafhængigheden mellem disse to magter alvorligt. Vi har desværre også tradition for at dette misforhold ikke debatteres, men af også befolkningen glorificeres med fraser om 'praktiske nødvendigheder' og 'politiske mandater til at styre/regere' etc. Men sagen er at misforholdet medvirker til forceret magtfuldkommenhed hos vor politiske elite, og dermed reduktion af det indirekte konkurrencedemokratis i forvejen svage folkedemokratiske fundats.

Randi Christiansen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Lars Løfgren, Jane Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar