Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Derfor deler vi vores bogreol på Facebook, selvom ingen længere har tid til at læse

Med internettets hjælp kan man hustle sig gennem en læseklub uden rigtig at nå at læse ret meget i selve bogen, og takket være Facebook kan vi nu også opretholde en mere general fantasi om, at der bliver læst
Måske har vi vænnet os så meget til, at alt skal afrapporteres og godkendes af en evaluerende instans, at det simpelthen virker ødselt ikke at få det skrevet ind i årsopgørelsen, hvis man har læst en god bog?

Måske har vi vænnet os så meget til, at alt skal afrapporteres og godkendes af en evaluerende instans, at det simpelthen virker ødselt ikke at få det skrevet ind i årsopgørelsen, hvis man har læst en god bog?

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
23. maj 2020

En lidt overraskende sejlivet trend på Facebook har bestået i at poste et billede af et bogomslag hver dag i syv dage og for hver dag ’udfordre’ en anden til at gøre det samme. Facebook er formentlig glade for den ekstra trafik, men hvad gør det attraktivt at deltage i det?

Bøger er særegne objekter allerede af den simple grund, at det tager tid at læse en bog. Det er, som om en læst bog er et vidnesbyrd om, hvad man har brugt sit liv på. Læserens åndelige dannelse har efterladt mærker, bøjninger og slid på bogen.

En slidt bog er et bearbejdet objekt, et resultat af et vist stykke arbejde, en koncentration og fordybelse. Man kan se på en bog, at den er blevet læst, især hvis læsningen har været grundig eller er blevet gentaget.

Derfor siger ens bøger noget om, hvem man er. Det vakte for ikke så længe siden opsigt, da en klummeskribent bekendtgjorde, at hun ikke ville have sex med en hvilken som helst bogreols ejer, men det var for så vidt en ret oplagt tankegang: Hvorfor skulle ens bogreol ikke være et mindst lige så vigtigt indicium på, om man er værd at have sex med som ens job eller udseende eller såkaldte ’værdier’?

Se min bogreol

At poste sine bogomslag på Facebook kan således i første omgang minde om en form for kontaktannonce: »Se min bogreol!«

Man kan endda udvælge syv bøger, så kun det mest interessante kommer med, eller så der opbygges en helt bestemt profil, lidt ligesom når man definerer sine væsentligste træk til en datingprofil. Ved nærmere eftersyn er det dog som regel næppe den helt direkte kontakt, der etableres gennem bogomslagene, og der er en sjov knaphed i tillægsbestemmelsen om ’ingen forklaringer, kun omslagene’.

Det virker mere, som om omslag-opslagene er henvendt til en ubestemt anden – den store Anden, som det hedder hos Jacques Lacan. Når den store Anden har set ens bøger, er de registreret, de ’tæller’, kunne man sige.

I det perspektiv kan opslagene også handle om en form for arbejdstidsopgørelse. Måske har vi vænnet os så meget til, at alt skal afrapporteres og godkendes af en evaluerende instans, at det simpelthen virker ødselt ikke at få det skrevet ind i årsopgørelsen, hvis man har læst en god bog?

Hvis man for eksempel arbejder på et universitet, er det at læse faktisk én af de få ting, der ikke rigtig bliver registreret nogen steder, og som man i øvrigt mindre og mindre har tid til. (Det forventes bare, at man har gjort det).

’Bare’ bogomslag

Men man kan også vende fænomenet på hovedet. Måske handler bogomslagene ikke så meget om at konkurrere om at læse meget, som om at holde læsning ved lige – uden overhovedet at have tid til det – ved at fodre ’maskinen’ med omslag fra gamle læsebedrifter. Strengt taget er der ikke noget til hinder for, at man ligefrem kunne vælge at lægge billeder op af bøger, man slet ikke har læst. Imidlertid virker det ikke, som om det egentlig er det, der foregår.

I stedet er der en lidt mere subtil dialektik på spil, der minder om Freuds gamle vittighed om manden, der fortalte, at han skulle med toget til Krakow, men blev mødt med bebrejdelse: »Hvorfor fortæller du mig, at du skal til Krakow, så jeg tror, du i virkeligheden skal til Lemberg, når jeg godt ved, at du skal til Krakow?«

Med andre ord: Hvorfor lægger vi omslag af bøger ud, som vi har læst, så det næsten ser ud, som om vi bare pynter os med lånte fjer, når det tydeligvis ikke er det, det handler om?

Der er en mærkelig blanding af forstillelse og nostalgi ved alle disse bogomslag. De er på den ene side ’bare’ bogomslag af bøger, man engang har læst, men på den anden side tydeligvis noget mere. Måske er dette ’mere’ imidlertid et kollektivt bluff, snarere end et individuelt. Bogomslagene tillader en form for udfrielse: Ja, jeg ved også godt, at ingen længere rigtig har tid til at læse, men hvis vi nu alle sammen lægger nogle bøger ud, som vi har læst, kan det virke som om, der stadig bliver læst.

Der læses

Måske er læsning på vej til at blive en mere interpassiv handling for at bruge Robert Pfallers udtryk. Interpassivitet betegner den tilstand, man er i, når man for eksempel ser en sitcom på fjernsyn, og serien griner på ens vegne.

Der er som regel indlagt dåselatter, eller showet er optaget foran et publikum, så man kan være sikker på, at nogen ler på de rigtige tidspunkter. Derfor kan man more sig fortræffeligt uden selv så meget som at trække på smilebåndet undervejs: den Anden sørger for det.

Måske er det i stigende grad sådan, læsning foregår i dag: Ingen har tid til det, men alle deltager alligevel i det. Med internettets hjælp kan man hustle sig gennem en læseklub uden rigtig at nå at læse ret meget i selve bogen, og takket være Facebook kan vi nu også opretholde en mere general fantasi om, at der bliver læst, selv om ingen faktisk længere har tid.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Årup Nielsen

Der er en usædvanlig stavning: "en mere general fantasi" (jvf. tillægsordet "generel"). Udtalen som ligger mig nærmest ville dog også have "general".

Christian De Thurah

Tendensen til at “skilte” med sit privatliv er ældre end Facebook. Hvem husker ikke storkefiguren på vejen eller diverse skilte med “ølbænk”, “mors dyt” osv.? Det er, som om nogen føler, at deres liv først er virkeligt, når andre har bevidnet det.

Anders Sørensen

@Christian De Thurah, men det er vel fair nok? Findes du, hvis ingen ser dig?

Christian De Thurah

Anders Sørensen
Spørgsmålet er vel ikke, om jeg findes (det ved jeg jo selv, at jeg gør, jf. Descartes), men snarere, i hvilket omfang jeg går op i at skabe et bestemt image.

Anders Sørensen

Christian De Thurah, det er næppe nok, at du selv ved, at du findes. Du kunne jo tage fejl.

Bortset fra det, så er der vel heller ikke noget galt i at skabe et image. Det gør vi alle ved blot at blive set eller hørt. Man kan selvfølgelig søge at skabe et image, der ligger fjernt fra det, man er - men så er det sådan, man er.

Christian De Thurah

Anders Sørensen
Uden at dette sofisteri skal drives alt for vidt: Forudsætningen for, at man kan tage fejl, er, at man findes. Ergo.....

Anders Sørensen

Christian De Thurah, hvad med alle dem, der ikke findes, og ikke påstår, at de gør? Findes de heller ikke? Eller hører vi bare ikke deres manglende påstand om ikke at findes?

Thomas Andersen

Hæh, kom til at tænke på gode gamle Gary Larson:

https://4.bp.blogspot.com/-IJpWeSLAy70/V3NDwUL_47I/AAAAAAAAGdg/X-TaB70PE...

John Larsen

@ Christian De Thurah og Anders Sørensen

Hvis I ellers findes, og gerne vil finde jer selv, skal i prøve at finde reolerne på biblioteket med litteratur fra 10-12..(hvis tal ellers findes?)
Håber i efter en karruseltur i reolen både kan finde både frem og hjem ;-))