Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Det, Krasnik mener

Martin Krasnik mener det, som Marianne Stidsen mener, bare uden alt det rabiate. Men hvad er der så tilbage?
Martin Krasnik bruger den rabiate side af Stidsen til at male nogle helvedes alvorlige billeder op uden selv at tage ansvar for dem.

Martin Krasnik bruger den rabiate side af Stidsen til at male nogle helvedes alvorlige billeder op uden selv at tage ansvar for dem.

Moderne Tider
2. maj 2020

Det var ikke nogen let opgave, Martin Krasnik havde givet sig selv, da han den 23. april på Weekendavisens lederplads meldte sig til forsvar for lektor Marianne Stidsen, der er blevet kritiseret for sin ekstreme position i forhold til #MeToo-bevægelsen.

Man kan selvfølgelig mene, at det er en almindelig pligt for en borgerlig avis at komme til undsætning, når venstrefløjen er ude med riven efter en reaktionær debattør.

Men det kræver virkelig sin chefredaktør at finde en måde at forsvare Stidsen på, der er så rabiat i sin kamp mod dem, der kæmper imod voldtægt (for nu at bruge Tine Byrckels elegante formulering), at det er meget få, der ønsker at stå på mål for det.

Krasnik kunne ikke rigtig bruge ytringsfriheden som anledning, for Stidsens ytringsfrihed er ikke blevet antastet.

Selv om han alligevel forsøgte at kæde sagen sammen med en helt anden sag om en eller anden, der vistnok ville ændre i ordlyden på nogle gamle teaterstykker, og i øvrigt udtrykte sin generelle bekymring for »åndsfriheden, ytringsfriheden og retssikkerheden« i kølvandet på #MeToo, var der ingen vej uden om at forsvare indholdet af Stidsens ytringer, hvis man ville på banen for hende.

Så det gjorde han.

Men hvad er det så, Krasnik mener, der er så vigtigt at forsvare, at det kræver en lederplads i Weekendavisen?

Jo, ikke de mest ekstreme ting, Stidsen har sagt, nødvendigvis, men kernen i det – »Det, Stidsen mener«, som artiklen ironisk nok lidt patroniserende hedder.

Indhold og tone

Krasnik forsøgte sig med en umiddelbart klassisk skelnen mellem udsagns indhold og så den ’tone’, hvormed indholdet artikuleres, og han mente tydeligvis, som det ofte påpeges i andre sammenhænge, at man ikke skal lade sig gå på af de virkemidler, som især meget engagerede debattører nogle gange gør brug af.

Stidsen har ganske vist brugt en »retorik«, »formuleringer« og en »udtryksform«, som mange sikkert har følt sig lidt stødt over, men det var ifølge chefredaktøren vigtigt at holde fokus på »indholdet«, »substansen« og »det, Stidsen mener«, som er noget helt andet og meget væsentligt for den offentlige debat.

Indholdet, det, Stidsen mener, nåede Krasnik frem til, er, at #MeToo rummer nogle farlige tendenser til offentlig udskamning og domfældelse uden rettergang:

»Der er talrige eksempler på, at mænd er blevet udpeget som krænkere, og at domfældelsen på især sociale medier har været nådesløs,« som han skrev, selv om han dog ikke rigtig gik i dybden med de mange eksempler.

»Retorikken« og »udtryksformen« angår derimod blandt andet det forhold, at Stidsen har sammenlignet #MeToo-aktivister med nazister og mener, at de bør retsforfølges efter terrorloven.

Stidsen mener det

Krasniks skelnen mellem retorik og indhold vanskeliggøres imidlertid af, at Stidsen flere gange har bekræftet, at hun rent faktisk mener det alvorligt, når hun skriver, at #MeToo-aktivister bør forfølges med terrorloven i hånd.

Det er med andre ord et udsagn, der har et tydeligt semantisk indhold og nogle voldsomt radikale konsekvenser, hvis holdningen en dag skulle blive delt af et flertal i Folketinget.

Det er derfor ikke en »udtryksform«, men et politisk standpunkt. Faktisk er det netop dét standpunkt, der for alvor adskiller Stidsen fra de fleste andre i hele debatten om #MeToo.

Stidsens mere generelle holdning, nemlig at #MeToo er en form for offentlig forfølgelse af i visse tilfælde uskyldige mænd, er i sig selv ikke nogen særligt kontroversiel eller usædvanlig holdning.

Den er tværtimod gentaget til hudløshed, siden den allerførste sag blev bragt op, den deles af rigtig mange kritikere af bevægelsen – ja, den er for så vidt en del af bevægelsens egen, løbende selvrefleksion.

Hvis man trækker Stidsens ekstreme påstande fra, er der med andre ord kun et helt igennem almindeligt og upåfaldende synspunkt tilbage, der næppe ville få nogen til at smække med døren til Det Danske Akademi eller retfærdiggøre en leder i Weekendavisen.

Stidsens aura

Krasnik har således brug for den rabiate side af Stidsen som stigbøjle til lederens høje hest, også selv om – eller netop fordi – hun godt kan være »for stor en mundfuld«, som han selv siger det.

Stidsen kan bruges til at male nogle helvedes alvorlige billeder op uden selv at tage ansvar for dem.

Ligesom man i Dansk Folkepartis storhedstid kunne sige: »Nu er jeg ikke racist, men …« og derefter tilslutte sig den »bekymring«, som de mest outrerede indvandrerfjendske politikere gav udtryk for, er Krasniks kalkulation, at man kan tage afstand fra Stidsens mere rabiate udsagn og alligevel bruge dem til at give det hele en aura af krig, kamp og modstand mod undertrykkelse af den frie mening.

Måske er formularen for den næste reaktionære kamp – den, der skal rulle de kulturelle fremskridt fra #MeToo-årene tilbage – således denne: »Nu er jeg ikke enig med Stidsen, men …«

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Damm

Åh ja, det lille ord 'men', som har en træls tendens til at negere udsagnet, der står foran 'men'et' ;)

Peter Beck-Lauritzen, John Liebach, Marianne Stockmarr og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Krasnik er debattør. Nu er han så blevet chefredaktør, og så går det selvfølgelig galt, igen og igen.

Peter Beck-Lauritzen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar